Verdensbanken i spidsen for Ocean Grapping

Verdensbanken og en alliance af private fonde, miljøorganisationer og stater forsøger at gennemtvinge en omfattende privatisering af havene. Det er altafgørende, at organisationer og bevægelser i Nord og Syd melder sig samlet under fanerne med et klart ’nej til ocean-grabbing’.

AF MADS CHRISTIAN BARBESGAARD OG CARSTEN PEDERSEN

Millioner af mennesker i kystsamfund i Nord og Syd vil i de kommende år stå over for et massivt angreb på deres livsgrundlag. Det privatiseringspres som progressive organsationer og bevægelser længe har kæmpet imod – for eksempel kampen mod ”Land Grabbing” - har nu fået fokus på havet og dets ressourcer. Hvor det vil få katastrofale socioøkonomiske konsekvenser for flertallet, står en snæver politisk-økonomisk elite til at få gavn af en proces, hvor statsejede fællesressourcer afgives kvit og frit til private aktører. Der er tale om velkendte enclosure-dynamikker eller inddæmning af kollektive ressourcer, under det nyliberale banner om ’bæredygtighed’ og ’grøn vækst’, og desværre er alt for få progressive kræfter opmærksomme på ocean-grabbing problemstillingen. Den aktivistiske, politiske kamp imod er forsvindende lille. Som dette indlæg argumenterer for, er der god grund til at engagere sig i kampen netop nu. Under navnet ’Global Partnership for Oceans’ er Verdensbanken gået sammen med en række andre magtfulde aktører – eftersigende for at løse de globale problemer i havmiljøet. Partnerskabet agiterer imidlertid fuldstændigt énsidigt for en privatisering af havets ressourcer som løsning på disse problemer, uden at tage hensyn til eller inddrage synspunkter fra de millioner af mennesker, som vil blive frarøvet deres adgang til havet som følge af en sådan privatisering.

Dette mener vi selvsagt er den forkerte vej at gå, og efter først at have gennemgået, hvad parternskabet består af og hvem der står bag, vil vi fremsætte vores alternative vision for at løse havmiljøets problemer – en vision der tager udgangspunkt i retten til at leve i sameksistens med naturen, og til lokal økonomisk vækst og fødevaresuverænitet.

Privatisering gavner eliten

Global Partnership for Oceans (GPO) er et initiativ, der proklamerer at gøre op med de miljømæssige såvel som de økonomiske problemer i verdens fiskeri. Samtidigt skal partnerskabet sikre, at fiskerisektoren spiller en afgørende rolle i at bekæmpe fattigdom og sikre økonomisk vækst, særligt i det Globale Syd. ’Framingen’ er således en kamp mod overfiskeri af havenes fiskebestande samtidigt med, at fiskeriresourcerne har potentiale til og skal spille en vigtig rolle i at skabe værdi for det øvrige samfund.

Hvor dette måske kan lyde ganske tilforladeligt, har det mundet ud i en giftig cocktail, hvor privatisering og markedsgørelse af havets ressourcer bliver fremsat, som de eneste tilgængelige værktøjer for regeringer til at forvalte resourcerne. Det lidt snævre emne om fiskeripolitik og forvaltning af fiskeriressourcerne – altså hvem skal have adgang til dem og på hvilke vilkår – er således hurtigt blevet ét aspekt af det større nyliberale privatiseringstogt på verdens naturressourcer. Dette privatiseringstogt fremføres af flere magtfulde institutioner under ’grøn vækst’ og ’bæredygtigheds’-banneret, hvilket var meget tydeligt under Rio +20, hvor GPO’s kernedeklaration blev lanceret sidste år. The World Forum of Fisher Peoples (WFFP), der repræsenterer over 10 millioner mennesker fra kystsamfund verden over, har i et nyligt ’opråb til regeringer verden over’ netop kritiseret partnerskabet for dette ideologiske fundament.

Privatiseringstogtet operationaliseres igennem GPO’en ved at finansiere omfattende programmer og stille konkrete krav til regeringers fiskeripolitik. Det forventes, at partnerskabet vil rejse halvanden milliard dollars over en fem-årig periode til programmer verden over. Kort sagt indebærer kravene, at fiskeressourcerne skal ejes af private aktører i stedet for staten. Med henvisning til en række lande, som ifølge GPO partnerne har opnået lovende økonomiske og miljømæssige resultater med lignende privatiseringsmodeller, kræves det således at: ’rettigheder’ til en bestemt mængde fisk skal tildeles (gratis) til private aktører (ofte virksomheds- eller bådsejere, men ikke besætningen); at rettighederne til fiskene skal være ’omsættelige’ (hvilket vil sige at rettighederne kan lejes, købes og sælges) og i praksis gælde permanent.

Med ét skal en forhenværende offentlig ressource altså gives væk til private aktører, som herefter kan handle og spekulere løs med ressourcen, som de nu vil.

En skummel alliance af stater og andre statslige instanser (herunder Danmark); miljøorganisationer (Verdensnaturfonden og andre økoliberalister) og ikke mindst en række filantropiske fonde, som er knyttet til folk med en direkte interesse i at fremme privatiseringsmodeller

Som WFFP klargører gennem en række landeeksempler i deres opråb, har denne markedsbaserede forvaltningsmodel en klar socioøkonomisk slagside. I samtlige lande hvor modellen er introduceret, har det medført omfattende koncentration af ressourcerne på få hænder og katastrofale tab af arbejdspladser – specielt for kystfiskerne. Hvor disse processer selvsagt er en katastrofe i Norden, særligt i denne tid med påtvungen nedskæringer gennem økonomisk chok-doktrin fra EU og skyhøj ungdomsarbejdsløshed, er konsekvenserne i Syd imidlertid endnu værre. Her vil en ’foræring’ af havets ressourcer til relativt få private aktører og i sidste instans overvejende virksomheder fra det Globale Nord, føre til hungersnød, migration og øget fattigdom for en stor del af de mere end 100 millioner kystfiskere, hvis eksistensgrundlag afhænger af adgang til havets ressourcer.

En skummel alliance

At verdensbanken og partnere kan tromle over kontinenter og oceaner med deres privatiseringstogt under parolen om ’bæredygtig’ og ’grøn vækst’, skyldes i høj grad at reelle civilsamfundsrepræsentanter og verdens millioner af kystfiskere på ingen måde har været inddraget i udformningen af partnerskabet.

For at tage del i beslutningsprocesserne (og ikke mindst få adgang til relevante dokumenter) er det nemlig et krav, at man er ’partner’. Problemet er bare, at man skal skrive under på programmets såkaldte ’Healthy Oceans’ deklaration for at blive en del af inner-cirklen. Healthy Oceans deklarationen blev lanceret under Rio +20 i juni 2012 og er udformet af Verdensbanken selv (formentlig hjulpet godt på vej af amerikanske organisationer og private fonde, der er kendt for deres klare nyliberale dagsorden), men da den står i klar kontrast til kystog småfiskeres interesser (retten til at leve i sameksistens med naturen, lokal økonomisk vækst, fødevaresuverænitet osv.), kan folkelige organisationer, der repræsenterer folk i verdens kystsamfund selvsagt ikke underskrive den.

En skummel alliance af stater og andre statslige instanser (herunder Danmark); miljøorganisationer (Verdensnaturfonden og andre økoliberalister) og ikke mindst en række filantropiske fonde, som er knyttet til folk med en direkte interesse i at fremme privatiseringsmodeller (herunder the Walton Foundation – altså familien bag Walmart), har imidlertid stået på spring for at støtte op om initiativet. Dette har de så gjort over det sidste års tid med ideologisk såvel som økonomisk skyts og voilá: en færdig rammeaftale for GPOen skal ifølge hjemmesiden være klar over sommeren og en færdig GPO med konkrete initiativer til projekter rundt omkring i verden skal så lanceres i Holland til ’Global Ocean Action Summit’ til september 2013.

Hvor en del af disse aktører, i lyset af de betragtelige indtjeningsmuligheder er helt bevidste om hvilke politikker de er med til at fremme, er det samtidigt tydeligt, at særligt nogle af de statslige aktører blot har ladet sig rive med af de mange floskler om ’bæredygtighed’ og ’grøn vækst’ uden at tænke nærmere over konsekvenserne. Den danske regerings ræsonnement omkring tilslutning til programmet baserer sig eksempelvis på: ”... at temaet for Verdensbank-programmet – bæredygtig udnyttelse af oceanernes ressourcer – er en vigtig del af dagsordenen for sikring af en bæredygtig fremtid for alle.”

Set i lyset af de omfattende konsekvenser som GPO’en vil få, er dette en skræmmende overfladisk og naiv læsning af de processer, som den danske regering nu også bidrager til at legitimere og omsætte til konkret handling.

Der ER alternativer

Selvom GPO’en slår på, at den kritiske tilstand af verdens fiskebestande skyldes, at ingen tidligere modeller, bortset fra privatiseringsmodellen, har kunnet dæmme op for en nedadgående udvikling i fiskeriet, så er der rent faktisk en masse erfaringer, der peger i en anden retning. Disse står i kontrast til den nyliberale agenda og måske er det derfor de ikke figurerer på Verdensbankens radar.

Overordnet set kan man sige, at alternativet er at fange færre fisk og fange fisk på den rigtige måde, så befolkninger verden over kan mætte deres maver med god og frisk fisk. Og her er det let at pege på, hvad der ikke er den rigtige måde: nemlig at anvende større og større fartøjer, der suger mere og mere brændstof, fordi trawl med en munding på størrelse med en fodboldbane skal slæbes i gennem vandsøjlen, tusinde kilometer fra der hvor fisken skal spises, eller fordi jernkæder pløjes over havbunden og efterlader havbundslandskabet som en ørken.

Det er egentlig også let at pege på, hvad der er den rigtige måde at fiske på, men inden vi når dertil, er det relevant at reflektere over, hvilket samfund vi gerne vil have fiskeriet skal støtte op om. I en tid hvor arbejdsløsheden, i særdeleshed for den unge generation, har nået et samfundstruende niveau i flere europæiske lande, må det første, vi skal have ud af fiskeriet, være sikring og udvikling af arbejdspladser. Med forværrede og flere fødevarekriser verden over, må det også være et krav, at vi skal have god mad på bordet i tilstrækkelige mængder. Ikke mindst af hensyn til vores næste generationer, er omsorgen for naturen nu og i fremtiden også et særligt krav. Hvis verdens befolkninger kan udvikle et fiskeri, der bibeholder lokale arbejdspladser, sikrer en lige fordeling af havenes madkamre, og fremmer et skånsomt fiskeri for nutidige og fremtidens generationer, så kan man alt andet lige antage, at det også vil sikre en solid økonomi.

For et godt, konkret eksempel på den rigtige måde at fiske, tager vi en tur til Sydafrika. Her har Afrika Kontakt og Masifundise i mange år kæmpet for en ny fiskeripolitik, og i 2012 vedtog den sydafrikanske regering den måske mest progressive fiskeripolitik i verden. Først og fremmest fastslås det i politikken, at netop den model som Verdensbanken foreslår, er i strid med landets grundlov og fordelingspolitik og derfor ikke kan tilpasses kystfiskeriet. Fiskeriet anerkendes desuden for dets bidrag og yderligere potentiale for jobskabelse, fødevaresikkerhed, økonomisk udvikling i lokalsamfund. Politikken bygger også på en række principper og målsætninger som alle er i tråd med den universelle menneskerettighedserklæring og Sydafrikas progressive grundlov. Herunder demokratisk forvaltning af havets ressourcer og inddragelse af landets kystsamfund i beslutningsprosesser; bevarelse og udvikling af kulturelle og traditionelle værdier i fiskeriet; retten for landets fiskere til havets ressourcer; og lige rettigheder på tværs af race og køn. Sidstnævnte er i øvrigt fuldstændigt fraværende i GPO’en.

I praksis betyder den Sydafrikanske politik, at landets kystfiskere vil få større andel i det samlede fiskeri, og at der satses mere på skånsomt fiskeri, fødevaresikkerhed og jobskabelse. Desværre er der i Sydafrika, som så mange andre lande, et godt stykke fra lovtekst til implementering – ikke mindst fordi staten har foræret milliarder væk på grund af et tidligere eksperiment med privatiseringsmodellen.

Vores alliancer

Når alternativerne ikke fremhæves af GPO-partnerne og andre nyliberale organisationer og institutioner hænger det uadskilligt sammen med, at denne alliance kun ønsker én ’sandhed’ frem i lyset. Et vigtigt element i privatiseringsdagsordenen er at sikre en altoverskyggende dominans af ’sandheden’, som forklædes i alle regnbuens farver med fraser om ’grøn vækst’ og ’bæredygtighed’. Dette hjælpes videre på vej af mediernes manglende evne eller interesse i undersøgende journalistik og de kritiske stemmer fremstår således fragmenterede og uden stærk politisk slagkraft.

Men verdens kystfiskere er ikke uden politisk slagkraft. Tværtimod. Den politiske magt ligger i mangfoldigheden, hvilket kampen i Sydafrika er et bevis på. Her organiserede kystfiskerne sig, og efter 10 års kamp fik de en ny politik, der imødekommer deres krav. Med over 10 millioner mennesker bag, er WFFP også en magtfuld medspiller, og sammen med en række solidaritetsorganisationer, andre globale netværk, udviklingsorganisationer, forskningsinstitutioner, og private fonde er der dannet en bred alliance, som kan løfte anti-privatiseringskampagner og -kampe.

WFFP og allierede fortsætter kampen imod Ocean Grabbing, og i de kommende måneder vil der blive sat ekstra fokus på at belyse begrebet og dokumentere de destruktive effekter af nyliberal fiskeripolitik. Dette arbejde gennemføres af WFFP medlemmer og europæiske allierede og vil føde ind i den kommende WFFP kongress, der afvikles i starten af 2014. Der er brug for flere kræfter for at gennemtvinge de systemiske ændringer, der skal til for at gennemtvinge alternativer, så meld dig ind i kampen!

OM SKRIBENTERNE

Mads er politisk formand i Afrika Kontakt. Afrika Kontakt er en solidaritetsbevægelse, der arbejder i solidaritet med folkelige bevægelser i Afrika og støtter disse bevægelsers mobilisering og kamp for at sikre sig økonomiske, demokratiske og sociale rettigheder.

Carsten arbejder for den sydafrikanske civilsamfundsorganisation, Masifundise, der til dagligt støtter kystsamfundene i deres kamp mod den kapitalstærke og politiske elite. Masifundise arbejder også internationalt i kampen for kystfiskerners rettigheder til havets resurser.

Begge organisationer tager aktivt del i World Forum of Fisher Peoples kommende kongress i Sydafrika, der bl.a. skal sætte fokus på Ocean-Grabbing blandt WFFPs millioner af medlemmer. Hvis du vil støtte dette arbejde, så skriv til Mads på mads@afrika.dk