Dag 8 - Der står et fuldt pyntet plastikjuletræ i vores lejlighed!

Bet Sahour

Der står et fuldt pyntet plastikjuletræ i vores lejlighed! Når vi træder ud på tagterrassen, kan vi se ud over Betlehem-forstaden Beit Sahours tage. Her præges udsigten af et miks af tårne fra kirker og moskéer. Byens befolkning består af 80 % kristne og 20 % muslimer.

Myter siger, at det var her hyrderne pludseligt fik besked om Jesu fødsel, mens de gik og passede deres arbejde på marken. Det har kristne markeret ved at rejse en kirke på netop dette sted. Uheldigvis har der været tvivl om, hvilken mark der var den rigtige, og to forskellige kristne trosretninger har derfor rejst kirker forskellige steder i byen.

En anden ting præger dog også udsigten. I horisonten ligger en israelsk bosættelse klemt ind i smørhullet mellem Bethlehem og Jerusalem. Bosættelsen kan tydeligt kendes på tagene, hvor der i modsætning til Beit Sahour ikke er vandtanke på tagene. De ulovlige bosættelser har nemlig adgang til rindende vand hele tiden, et gode som resten af Vestbredden ikke har.

Beboerne i Beit Sahour er venlige og imødekommende. Når man bevæger sig rundt i gaderne, hilser de og byder os velkommen. Bydelen har et rigt butiksliv, der blandt andet byder på madboder, konditorier og gode barer.

Det står i skærende kontrast til den fortælling om Palæstina, man mødes af i vestlige medier. Her portrætteres landet ofte som et opdelt samfund, hvor religiøse opgør er en del af hverdagen. En del af forklaringen kan være, at Israel bruger denne fortælling til at legitimere sin besættelse af Beit Sahour og resten af Vestbredden.

Et andet aspekt er, at Israels besættelse gør alting mere besværligt: vareeksport og -import, byggeri, økonomi, vand- og kloakforsyning - samt ikke mindst bevægelses- forenings- og forsamlingsfrihed. Det gør det også svært at lære hinanden at kende på tværs af landet, og det fører til at forskellige palæstinensiske grupper fremmedgøres overfor hinanden.

Israel bruger sikkerhed som argumentet for en besættelse, der opdeler palæstinenserne i forskellige religiøse og etniske grupper. Besættelsen er i realiteten et decideret apartheidregime, der på visse dele af Vestbredden har karakter af etnisk udrensning, efterhånden som de israelske bosættelser spreder sig og isolerer palæstinenserne på mindre og mindre områder.

Beit Sahour er ikke repræsentativt for hele Palæstina, men problemerne i byen tydeliggør, hvorfor en tostatsløsning i praksis ikke vil være mulig: Byens infrastruktur, økonomi og sociale netværk er tæt filtret sammen med resten af Vestbredden og Israel. 

For at opnå fredelig sameksistens, skal der ske udveksling og udvikling på tværs - det er er kun muligt med én demokratisk, sekulær stat.