Zionismen

For at forstå motiverne bag staten Israels dannelse, er det vigtigt at forstå zionismen.

AF: ULRIK WAGNER

Zionismen opstod i slutningen af det 19 århundrede. En af dens grundlæggere var Theodor Herzl, der var østrigsk jøde. En af de centrale antagelser i zionismen er, at alle jøder på jorden er et folk. Det hvadenten de er fra USA, Europa eller Yemens fattigkvarterer. Jøder bindes ikke kun sammen af en fælles tro, de er i følge zionismen et folk.

Løsningen på datidens anti-semitisme var ifølge zionisterne at isolere alle jøder i en stat for sig. Anti-semitismen, som den kendtes fra zar-Rusland og senere Nazityskland, fandtes latent allevegne i alle samfund. Derfor var løsningen i følge zionisterne ikke at integrere jøderne i de respektive samfund, de nu levede i verden over, men at isolere alle jøder i deres egen stat. Således har anti-semitismen det til fælles med zionismen, at begge mener, jøderne ikke hører til i et samfund, men at løsningen er at holde jøder og ikke-jøder adskilt: Antisemitterne ved fordrivelse eller udrydelse som det skete i Nazi-tyskland, og zionisterne ved isolation af "det jødiske folk".

Zionismen havde fra starten af kolonialistiske træk. Den ny stat for jøderne - Israel - var i følge de første zionister ikke nødvendigvis Palæstina. Både Kenya og Australien har været nævnt som mulige kolonier for en zionistisk stat. Af historiske/bibelske grunde faldt valget snart på Palæstina. Denne kolonialistiske tankegang bragte ganske logisk zionismen i en alliance med datidens kolonimagter, primært England. Det var ganske enkelt nødvendigt, hvis perspektivet om en ren jødisk stat skulle have et fremtidsperspektiv.

Zionismen er blevet kritiseret fra mange kanter. Ofte er denne kritik blevet afvist som værende "anti-semitisk", hvilket ikke er korrekt. En kritik af zionismen er ikke en kritik af jøderne, men kritik at zionismens racistiske og kolonialistiske natur. FN har karakteriseret zionismen som værende på linje med racisme. I starten havde zionismen svært ved at få rodfæste blandt verdens jøder, men i takt med anti-semitismens fremmarch i starten af dette århundrede styrkedes bevægelsen. Det er også vigtigt at påpege, at der indenfor zionismen findes mange retninger, lige fra højrezionisme til venstrezionisme, men at målet er det samme: Et Israel for "det jødiske folk". I sin konsekvens har det ført til etnisk udrensning og statslig racisme siden staten Israels dannelse.