WTO - Et redskab for nyliberalismen

Verdensmarkedet skal liberaliseres. Det er en del af den nyliberale bølge. Det skal være slut med statslig regulering og beskyttelse af egen produktion. Nu skal der fyres op. De multinationale selskaber tripper for at komme i gang. Redskabet hedder World Trade Organization.

AF ULRIK WAGNER

1. Fra GATT til WTO

World Trade Organization er arvtageren for GATT (General Agreement on Tariffs and Trade). GATT blev dannet i årene efter 2. verdenskrig. og tog endelig form 1947 under den såkaldte Geneve-runde. Det skete således i en tid, hvor den kapitalistiske verden skulle re-organisere sig efter 2 destruktive verden skrige. Der var behov for et fælles rammer for markedet. Men der måtte andre justeringer til: Den vestlige kapitalisme måtte styrke sig overfor "fjenden i øst". Markedet måtte åbnes hen ad vejen, og i første omgang måtte der skabes et nyt marked i det krigshærgede Europa. Marshall - hjælpen skabte dette ved at skabe købekraft, hvorefter de amerikanske varer kunne afsættes. En del kolonier blev afkolonialiseret, hvilket dels skete efter hårde kampe, dels skete i kølvandet på 2. verdenskrig, der reelt havde hindret de gamle kolonimagters kontakt med kolonierne. Afkolonialiseringen varslede ligeledes de gamle kolonimagters ende lige farvel som de førende stormagter.

Allerede i 1944 var Bretton Woodsinstitutionerne Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) blevet dannet. Hvad der er nok så vigtigt, så blev der parallelt med GATT-forhandlingerne forsøgt at skabe en organisat ion ved navn International Trade Organization (ITO). Oprindelig var ideen amerikansk, men da det viste sig at u-landene her fik stor indflydelse på udformningen, så undlod både USA og England at ratificere traktat en for ITO. Hermed fik denne organisation således dødsstødet. ITO anerkendte bl.a retten til at anvende told som regulator af importen.

De andre organisationer levede videre, og kom til at spille centrale roller. Måske ikke i starten, så senere. Bretton Woods var i høj grad et engelsk-amerikansk anliggende, da retningslinjerne blev trukket i krigens sidste år, hvor amerikanerne og englænderne allerede på daværende tidspunkt kunne se, at de ville vinde krigen. Derfor var der brug for instrumenter, der kunne forme og reorganisere den kapitalistiske verdensorden i efterkrigstiden. En stor del af produktionen var på daværende tidspunkt rettet med henblik på en krigssituation, og dertil kom at store dele af det europæiske produktionsapparat var blevet destrueret. Endvidere var planen med tiden at skulle arbejde for frihandel. Dette spillede i første omgang en mindre væsentlig rolle, da reorganiseringen havde første prioritet. Således kom også GATT på banen, hvis mål fra staren af var at reducere told over nogle år og basere handel og investering på ikke-diskriminering af udenlandske aktører herunder nedbrydelse af handelsbarrierer. Yderligere skulle den statslige indgriben minimeres og økonomiske aktiviteter skulle foregå i privat regi. GATT's største problem blev at man ikke kunne opfølge beslutninger med sanktioner, hvorfor organisationen heller ikke blev et brugbart redskab i første omgang, når dagsordener skulle trumfes igennem. Det blev i højeste grad vesten der udnyttede dette gennem særordninger, som ikke havde karakter af mere told, men nærmere specielle kvoteordninger eller specielle krav til produkter. Generelt var det tekstilproduktion og import af landbrugsvarer fra u-landene, som blev nægtet adgang til de vestlige markeder. I midten af 80'erne var det imidlertidigt kommet dertil, at behovet for ekspandering måtte sprænge disse rammer. Den vestlige kapitalophobning var så stor, at noget nyt måtte ske, samtidig med at den gamle østblok brød sammen og åbnede op for en række nye markeder. Der skulle ske et større spring fremad. I perioden 1986 til 1993 foregik GATT's såkaldte Uruguay-runder, der i 1994 mundene ud i aftalen om at GATI 's efterfølger - WTO.

2. Frihandelstanken

Tanken om at frihandel er vejen frem til rigdom er ikke ny. Dens rødder kan føres tilbage til en af den klassiske liberalismes fædre - David Ricardo. I 1817 udgav han Principles of Political Economy, hvori han ihærdigt argumenterer for frihandelstanken.

Det blev i tillæg til frihandelstanken at Ricardo fremkom med teorien om de komparative fordele, og denne teori er relevant idag, når talen går på WTO. De enkelte lande skulle koncentrere deres produktion på områder, hvor de havde relative fordele i forhold til andre lande. Gennem international handel skulle begge parter så få fordele ved dette. Filosofien bag satsningen på de komparative fordele kan bedst forklares med en lille historie, som Kindleberger har fremsat (Unequal Exchange Revisited, A. Emanuel '75):

"Billy Rose, en velkendt personlighed i New York, var en teaterimpressario, men samtidig var han en af verdens bedste til at skrive på maskine. På trods af dette fandt han det fordelagtigt at hyre en sekretær. Hans fordel overfor sekretæren med hensyn til skrivemaskineskrivning blev negligeret, når den blev sammenlignet med den fordel hans andet erhverv gav ham i forhold til hende. Det var derfor fordelagtigt at de begge specialiserede sig".

Logikken er enkel. Man skal koncentrere sig om det, man er bedst til i forhold til andre. Således vil der være en plads til alle, og gennem gensidig handel vil det være til alles fordel. Således teorien.

Gennem international handel ville dette så være til deres fælles bedste, da de hver især producerer det, hvor de har deres relative komparative fordele.

Denne tilsyneladende logik gennemsyrer frihandelstanken den dag idag. Komparative fordele for et u-land kan fx. være lav løn og høj produktivitet i en given produktionssfære. Dette gør, at det pågældende u-land skal satse på denne sektor og ikke give sig i kast med anden produktion, som måske nok er rentabel og brugbar internt i land et, men som måske er et andet lands komparative fordel. Tværtimod bør man handle sammen, og for at dette skal ske på lige vilkår skal der være fri adgang til markedet uden told og afgifter.

Forudsætninger for frihandelen: Hvis vi så antog, at de komparative fordele ville skabe rigdom til enkelte lande, må man spørge sig selv om, hvorvidt dette så vil være en garant for, at overskuddet kommer den brede del af befolkningen til gode. Dette er ikke sikkert som amen i kirken, da den kapitalistiske orden fundamentalt set dækker over få besiddende og mange besiddelsesløse.

En anden forud sætning for frihandlen er at man undgår monopoldannelsen. Selvom nogle satser på en given produktion, så forud sættes det hele tiden at dette sker i konkurrence med andre. Dette kan være internt i landet mellem flere producenter fx. mellem forskellige jordnøddeproducenter i Burkina Faso eller mellem firmaer, der på verdensplan står for forarbejdningen eller cirkulationen af råvarer. Opstår et monopol eller et oligopol, hvor henholdsvis et eller nogle få virksomheder kontrollerer handelen, vil dette også medføre indvirkninger på prisdannelsen forstået således at prisen på forarbejdede varer hæves ved salg på verdensmarkedet, mens produktionsomkostningerne ikke nødvendig vis stiger. Hermed øges profitten for eksempelvis visse multinationale selskaber, mens råvareproducenterne, som eksporterer til de forarbejdende led, i dette tilfælde de multinationale, ikke får en øget pris for deres råvarer, da de stadig ligger i konkurrence med andre udbydere.

En central forudsætning for at teorien om de komparative fordele er til fordel for alle, er at overskuddet ikke siver ud af landet, men geninvesteres og anvendes til tekniske forbedringer af den givne produktion. Sker dette ikke, så forsvinder den skabte rigdom, ligesom forbedringer i produktion en udebliver og i sidste ende kan betyde at den komparative fordel mistes. Er den komparative fordel knyttet til en arbejdskrævende produktion, som ikke kræver megen teknisk forbedring eller uddannelse, så bliver det svært med en sådan produktion som basis at skabe en langsigtet økonomisk udvikling, som også er til den brede befolknings fordel, da afkastet ved en sådan produktion er lille og ikke skaber en egentlig kapitalakkumulation, som kan smitte af på resten af landet og igen udvide og modernisere den givne produktion. Endvidere lønnes manuelt arbejde meget dårligt, hvilket igen gør at den enkelte arbejder ikke får noget væsentligt i lønningsposen, som senere kan øge købekraften og skabe velstand og på længere sigt resultere i uddannelse af arbejdsstyrken. Alle økonomiske aktiviteter skal således have samme potentiale for at kunne skabe velstand. Haitis komparative fordel, som består i at landet er hovedproducent af baseball-bolde, skal kunne skabe den samme velstand som Chile, der satser på forarbejdede varer. Der er bare en pointe: Mens Haitis produktion foregår manuelt og ikke kræver investeringer i et stort produktionsapparat og kun kræver en relativ lille kapitalinvestering, så kræver Chiles produktion større summer. Men s forarbejdede varer på verdensmarkedet får et stort afkast ved salg, så betales manuelt fabrik erede varer med mindre. Derfor vil det for være svære re for haitianerne at spare op og videreinvestere i større omfang , mens chilenerne med lidt held kan akkumulere større mængder af kapital, hvis vi skal følge den borgerlige logik. Om det så vil gavne chilenerne eller ej er en anden historie (se ovennævnte forudsætninger). En udnyttelse af Haitis komparative fordele fører derfor ikke nødvendigvis til øget velstand og økonomisk udvikling. Den ensidige satsning på en produktion forudsætter ligeledes, at man skal finde den rigtige niche. Sker dette ikke, forstærkes det, der lidt retorisk kan kaldes landets komparative fordele, nemlig at fattigdommen øges yderligere. Dette kan nå så lave dybder, at der kan være tale om opløsning. Lande med monoproduktion vil være yderst sårbare overfor et svigt i den ensidige satsning. Dette gælder primært de afrikanske lande syd for Sahara og visse lande i Asien og Latinamerika.

En anden - og mere "moderne" - forudsætning for at den internationale frihandel vil være til vort fælles bedste, er at der udvikles en infrastruktur, der kan bære den øgede samhandel. Et er om det er fysisk muligt at skabe dette, noget andet er om det er økologisk muligt og tilrådeligt.

Nok om teorien bag frihandel og forudsætningerne. Hvad skete der egentligt på WTO's første ministermøde i Singapore i december sidste år?

3. Efter Singapore WTO - og fremtiden

Det var på forhånd ventet, at ministermødet i Singapore ikke villle være det store mileskridt fremad - specielt ikke for U-landene. Når mødet alligevel var vigtigt, så skyldtes det, at det var det første møde siden Uruguay, hvor WTO afløste GATT, og således varslede en ny æra. Derfor var mødet i Singapore det første spæde skridt for at lære organisationen WTO at støtte på sine egne ben.

Aftalen om informationsteknologi blev betegnet som WTO-topmødets største succes. Aftalen indebærer, at al told på computerskærme, digitale kopimaskiner, komponenter til computere og kabler skal fjern es inden år 2000. Det var primært Japan, USA og EU, der pressede på for at få aftalen igennem. Det skal ses i lyset af, at netop denne sektor ekspanderer disse år, og har brug for plads til at fortsætte denne ekspansion. Produktionen indenfor informationsteknologi begrænser sig ikke kun geografisk til vesten. Software spiller en central rolle i Indien, Malaysia og Filippinerne. Selskaberne hedder dog stadig IBM, Microsoft og Compaq. Den årlige handel med informationsteknologi løber op på 3.000 mia. kroner.

Et andet omdrejningspunkt på topmødet i Singapore var EU's forlag om en Multilateral Investeringsaftale (MIA). I sin korthed går forslaget ud på, at alle investeringer skal behandles efter sammen regler. Det betyder, at et multinationalt selskab skal efterleve samme regler som et nationalt selskab, når der investeres i et land. Det medfører bl.a også at retten til at særbehandle bortfalder, hvilket er at alvorligt angreb mod den nationale selvbestemmelse og råderet. Ville forslaget være blevet godkendt, så havde det betydet, at et uland fx. ikke længere måtte beskytte en svag egenproduktion mod den udenlandske storkapital. Endvidere ville det også medføre, at retten til at bestemme over naturressourcer og jord ville bortfalde. En sådan demokratisk ret skulle overlades til dem, der havde pengene. Spørgsmålet bliver mellem marked eller demokrati. Markedet er den ene løsning, som alverdens samfundspidser hylder, demokratiet er retten til at bestemme over sin egen hverdag, hvadenten det gøres bedst med statslig protektionisme eller en anden mere lokal- eller regionalbaseret samhandelsmetode.

Man kan spørge sig selv, om skridtet med MIA nu er så vidtgående i forhold til den udvikling, der hidtil er foregået. Så må man nok svare nej, og dog. Det væsentlige med denne aftale er, at princippet om "ligebehandling" af nationale og internationale investeringer ophøjes til at være i WTO-regi. Hidtil har u-landene haft den teoretiske mulighed, at kunne slå ind overfor de multinationale selskaber, selvom det dog har medført heftige reaktioner fra Vestens side. Hvis en sådan aftale laves i WTO-regi kan ulandene straffes for ikke at efterleve aftalen, hvilket reelt betyder sanktioner i det øjeblik et land skrider ind overfor eksempelvis de multinationale selskaber.

Kritikken mod dette forslag har dog også været massiv. Før og på topmødet i december var der stor modstand mod forslaget fra landene i syd. Kolonitidens arv og efterfølgende undervikling har gjort. at man stadig ser sig nødsaget til at kunne favorisere egen produktion og samtidig styre produktionen så den teoretisk set kommer hele befolkningen til gode. Aftalen blev ikke vedtaget i denne omgang. Dertil var modstanden dog for stor. Men EU og i baggrunden i de multinationale selskaber har fortsat ideen i ovnen. På Singaporemødet blev der nedsat en arbejdsgruppe. som skal arbejde videre med MIA. De kommende møder må så vise, hvorlangt de vestlige lobbyister er kommet og hvormeget de multinationale selskabers skruetvinge har fremtvunget. En sådan aftale taler dog til fordel for en vedtagelse, da den er WTO's ånd.

Protektionisme

Protektionismen har mange sider. På den ene side kan protektionismen være med til at beskytte en given produktion fra verdensmarkedet og således bære et land fremad, på den anden side kan det ligesåvel være at de rige holder de fattige fra borde, som hidtil har været tilfældet. Så når talen går på protektionisme, så er det ikke hverken entydigt positivt eller negativt.

Formelt set har WTO gjort op med protektionismen. Protektionisme er et forældet statsligt styringsinstrument, som er en hindring for udfoldelsen af den rendyrkede frihandel. Dermed ikke sagt at protektionismen er forsvundet den har bare fået en anden forklædning. En af disse hedder miljøhensyn, en anden hedder forbud mod børnearbejde. Vesten forstået som EU og Nordamerika fik pludselig travlt med at arbejde for, at der i WTO-aftalen skulle indgå krav om, at produktionen skulle være grøn og at produkterne ikke skulle være lavet af børn. U-landene protesterede voldsomt, og kravene kom da ikke igennem -dennegang. Men ikke desto mindre afslørede det råddenskab og kønne skin-argumenter fra begge sider. Både når det gælder fra vestens side og u-landenes statsledere.

Det kan virke paradoksalt, at man netop i et venstrefløjstidsskrift skal se argumenter mod netop ønsket om at stoppe børnearbejde og forurenende produktion, men det sker, fordi det som det så ud i WTO-regi optil Singaporemødet havde nogle andre mål, og selvsagt bar præg af at være revet ud af en sammenhæng.

Fundamentet bag frihandel er som tidligere de komparative fordele (se tidligere). Mange u-landes komparative for dele er, at de kan udføre arbejdet billigt, når børn drages ind i produktionen eller at de ikke har de store krav til produktionen, der gerne må svine lidt her og der. At situationen er således skal ikke ses som ond vilje, men slet og ret basal overlevelse. U-landenes situationen er så grel, at børns arbejdskraft bliver en givtig salgsvare og manglende miljøkrav til produktionen bliver en sidste udvej for at trække kapital til landet. Når så en Niels Helveg-Pedersen kommer og siger, at der skal sættes en stopper for dette, er det udtryk for en total mangel på forståelse for den situation, som mange 3. verdens lande befinder sig i. Dertil kommer en ynkelig mangel på historisk indsigt. Samtidig er det også indlysende at statsledere i den 3. verden heller ikke har en interesse i at stoppe miljøsvineriet og børnearbejdet. Der er trods alt herfra de sikrer deres levebrød og lidt til.

Vesten skal nok klage, hvis produkterne fra den 3. verden bliver for dyre. Når alt kommer til alt ville en fodbold af mærket Select blive dyrere, hvis ikke små knægte på 9 år syede dem i hånden et sted i fjernøsten. Vesten ville drukne i forurenende produktion, hvis man ikke kunne flytte det værste til den 3. verden. Bhopal er åbenbart gået helt i glemmebogen for ikke at tale om gifteksporten til Afrika. På den måde er dobbeltmoralsk, når talen falder på disse pseudohumanistiske og -økologiske argumenter. Rent historisk holder den heller ikke, hvis man skal følge de borgerliges egen logik. Den udvikling som trods alle de medfølgende stadig eksisterende mangler er sket i Tiger-økonomierne , er resultater af en grad af protektionisme overfor vesten og statslig økonomisk styring. Går vi længere tilbage og ser på kapitalismens opståen i Europa og senere i USA er der utallige eksempler på, at protektionisme har været et brugbart instrument. Da USA skulle frigøre sig fra Englands kolonialistiske klør skete det efter devisen "gør som England gjorde, ikke som England siger vi skal gøre". Nordstaterne førte en protektionistisk politik, der ville beskytte den relativt unge industrialisering, stik imod Englands ønsker. Sydstaterne ville satse på sine komparative fordele, der primært bestod i at plukke bomuld. Nordstaterne ravede uklar med både syd og England, men vel ikke med fremtiden, hvis man idag spørger en rendyrket prokapitalistisk amerikansk økonom? Det spøjse er så, at USA idag er ihærdige modstandere af netop de midler, der hjalp dem til at nå den absolutte førerposition i den kapitalistiske verden. Idag hvor vesten har ført an ved i sin tid selv at indføre børnearbejdet og senere sikre og forherlige en produktionsmåde, der har skabt og fortsat skaber katastrofale økologiske følger og ødelæggelser, så er det ikke tiden til hakke på de andre, fordi de søger at begynde der, hvor stormagterne selv begyndte. Det glemmer stormagterne når u-landene selv vil igang. Det er vestlig dobbeltmoral, men dermed ikke være sagt, at vi skal tolerere dette. Alternativet må findes ved at vi bryder de snævre rammer, som verdensmarkedet fremsætter.

At man samtidig forsøger at få forbud med i WTO er ikke tilfældigt. WTO har - i modsætning til FN - også mulighed for at lave sanktioner mod de lande, som ikke retter sig efter, hvad "man bliver enige om". Det er derfor at man taler, om at WTO er kolonialistisk. Eller som økonomen Martin Khor fra Third World Network siger. "Vi ønsker alle et bedre miljø, men hvorfor skal det gøres ved at straffe de fattige lande, eller skal vi opbygge et system, hvor de lande, der virkelig spilder ressourcerne, de rige lande, også kommer til at betale omkostningerne, så de bliver mere miljørigtige. Det er det, det i virkeligheden handler om" (Information 30.11.96).

Så talen om stop for børnearbejde og for forurenende produktion, hvor velmenende argumenterne end er, er den revet ud af en sammenhæng, der ikke tilgodeser den svære situationen mange u-lande befinder sig i. Problemet er bare, at mange disse problemer kræver en radikalt anden løsning, før talen ender på miljø og børearbejde. Og en løsning af disse problemer vil i sidste ende medføre omfattende brud på den verdensforståelse som både Niels Helveg Pedersen, vesten og mange statsledere i den 3. verden har.

Hvad gavner hvem?

Der kan laves mange beregninger på, hvad der i givet fald vil ske, hvis der gennemføres omfattende liberaliseringer af verdenshandelen. Det er der skam også gjort. Nogle af dem er kortsigtede, og lover guld og grønne skove for de fleste, og ja så er der jo lige Afrika.

Christian Friis Bach regner ud på baggrund af tal fra Verdensbanken (Kristeligt Dagblad den 6. dec./96), at verden generelt vil få 0.52 kr. mere i udbytte per indbygger per dag , hvis der gennemføres nye handelsaftaler. Bedst går det for de rige lande , der tilsvarende vil få 2,30 kr. mens almindelige u-lande får 0,22 kr. Afrika syd for Sahara bliver dog i følge selvsamme udregning taberne, da de vil tabe 0,02 kr. per indbygger per dag. Så enkelt kan det vel siges, og Afrika skal nok komme med, hvis bare de får lidt flere bistandspenge fra vesten?

Så enkelt er det nok ikke. Det er der vel ingen, der mener - heller ikke Friis Bach, hvis jeg må gætte. Problemet med tal, og specielt tal der ikke har kalkulationer for fremtiden for øje, er, at man ikke kan forudse, hvad der uventet sker. Et godt eksempel er oliekrisen. Den kom uventet for verdens økonomer, og skabte stor ravage. Pludselig skulle der betales større summer for olie og benzin. Det fik stor betydning for dollarkursen og de internationale kapitalbevægelser, og igen for det globale renteniveau. Hvem havde gættet på det i 1969? Ligesådan kan det nemt gå med WTO. Hvad der på papiret ser meget godt ud, kan i virkeligheden når vi kommer væk fra Verdensbankens pæne tal - sagtens ende anderledes. Lad os forestille os en situation, som ligger år forude, men som alligevel ikke er så hypotetisk: Den økonomiske udvikling med vækstrater på over 10% pro anno fortsætter i fjernøsten. Specielt Kina, hvilket igen smitter af på købekraften, der forbedres. Tænk hvis kineserne finder ud af, at de ikke kan leve af ris alene og nu kaster sig over korn. Pludselig sker der en eksplosion i efterspørgslen på korn, hvilket får priserne til at stige drastigt. Stigende priser rammer de lande hårdest, om er storimportører af kornbaserede fødevarer, og det er primært de fattigste u-lande. Disse lande, der i forvejen har en temmelig enstrenget produktion , må så se sig om efter en måde at måde at kompensere for de stigende importudgifter. Det kan gøres på flere måder. En kunne være at øge produktionen. Så stiger udbuddet, mens efterspørgslen ikke vil stige tilsvarende, hvilket igen vil få prisen til at falde. U-landet, som øger produktionen, vil samtidig med lavere priser for de producerede varer. belaste naturgrundlaget ved forøgelse af produktionen. I denne situation vil højere kornpriser gavne korneksportørerne. Kornimportør erne skal bruge flere midler herpå, og specielt hårdt ramt bliver de, der i forvejen har få midler. Et land, der aftager kornimportørens eksport, vil have gavn af det øgede udbud , da det vil sænke priserne. Et banalt eksempel, som har til formål at vise at tal er tal, og virkeligheden og specielt fremtiden ofte er noget andet.

Yderst betænkeligt er det også at konstatere, at frihandel altid har været et argument fra de førende lande. USA har været fortalere for frihandel i tiden siden 2. verden krigs slutning. Da England var verdens førende nation talte de for frihandel. Nu er det de førende poler USA, EU og Japan. der går i spidsen. Når frihandel er så godt, er det mærkeligt det aldrig har været et krav fra de svageste, fx. hvis Nepal eller Mocambique fremkom med det idag.

Er frihandel vejen?

Udvekslingen af varer, produkter og råstoffer fra fjerne dele af verden til en anden er i sig selv ingen dårlig ide. Faktisk er det muliggjort med det stadie den teknologiske udvikling har bragt os i idag. Men det er de forudsætninger, det sker under, der er noget i vejen med.

Marx talte fra starten af om, at kapitalismen havde frembragt forudsætningen for, at man nu havde muligheden for at skabe en produktion, der kunne komme hele samfundet til gode. Fx. ville det være muligt ikke længere at skulle hænge en hverdag op på tanken om at skulle skaffe dagens føde. Når det alligevel, trods det indlysende i at muligheden var der, ikke skete. måtte det skyldes de forudsætninger man arbejdede under. Eller rettere måden produktionen var struktureret på. Selvom man frembragte nok til ikke at sulte, så sultede man alligevel. Ergo var det måden man producerede på, hvor nogle tilegnede sig en merværdi ved at tære på andres arbejdskraft, der måtte laves om. Det samme gælder med udvekslingen af varer. Handel, som det kaldes, vil altid have den ulempe, at en vare skal udveksles, samtidig med at sælger skal have en gevinst. Det ville med markedsøkonomens briller på være utænkeligt at varer krydser ejere uden at der sker betaling, som giver et afkast.Det er selve essensen af den frie markedsøkonomi. Problemet opstår der, hvor dette afkast ikke kan komme - så blivervaren ikke solgt og følgelig deraf ikke produceret. Det selvom muligheden for at lave den er tilstede og der måske nok er brug for den, også selvom betalingen af forskellige årsager svigter. Alene af den grund vil frihandel operere indenfor nogle nøje afstukne rammer for, hvad der skal ske og hvad der ikke skal ske. Men kan frihandelen så føre i positiv retning under de nuværende omstændigheder? Er det de komparative fordele, der sørger for, at alle - både i- og u-lande såvel som samfundselite og de brede masser - sikres velfærd?

Svaret må være nej og det er den en masse grunde til. Nogle af den er allerede nævnt under vejs, andre har ikke set dagens lys endnu.

dagens lys endnu. Den fundamentale betragtning i frihandelstanken idag er, at den er et gode for alle. Det er en temmeligt a-historisk betragtning, da alle lande i verden har vidt forskellige forudsætninger for at skulle efterleve og nyde godt af samme regler. Et land som har været kolonialiseret siden Columbus' sejlede forkert og senere blev underlagt imperialismen har en anden forudsætning end fx. et europæisk land, der har levet med 150 års kapitalisme, og deraf har en række erfa ringer, har skabt rigdomme og sågar også har tilranet sig en række værdier udefra. Produktionen i de sidstnævnte lande er som regel mindre sårbar og fordelt på langt flere grene, end et u-land, som op gennem 80'erne er blevet under lagt IMF's strukturtilpasningsprogrammet som har været med til at eksportorientere og monopolisere produktionen. Et sådant land vil være mere sårbart, også selvom frihandelstanken teoretisk set også vil gavne et sådant land.

Endvidere er der spørgsmålet om, hvorvidt det ikke vil være dem der har i forvejen, som vil score kassen, mens de, der i forvejen er underlagt vil fortsætte i denne rolle. Konkret kan man sige hertil, at med den ideen om en multilateral investeringsaftale favoriseres denne udvikling på det værste. Den er ikke alene med til at forværre og dræne ulandene for værdier, den er også med til at underminere en demokratisk ret, der i al sin korthed går ud på selv at bestemme statens rolle i forhold til markedet. Yderligere vil ligestillingen mellem udenlandsk og national kapital også have den ulempe at overskuddet forbliver i privat regi, på udenlandsk hold, hvilket er det samme som at sige, at profitten forbliver i de fås eje, mens de som har skabt den intet får. Ikke dermed sag t at det modsatte per definition ville være tilfældet hvis pengene havnene i et lille afrikansk selskab, men muligheden for her at socialisere værdier er stØITe end hvis man skal gribe ind overfor et multinationalt selskab. På denne måde kan værdierne frit flyde ud af landet igen ud at blive reinvesteret der, hvor hvort værdien er skabt. Faktum er idag dog den, at et stadigt stØITe omfang af verden handel og investeringer foregår internt i og fra multinationale selskaber, hvilket ikke er til gavn for de enkelte lande eller specifikke sektorer.

En entydig satsning på en sektor, hvor som sammenlignet med de resterende, er et lands komparative fordele, gør i højere grad det enkelte land afhængige af markedet, og i endnu højere grad hvis er er tale om et land, der i for vejen har få velfungerende sektorer.

Som tidligere nævnt har det også en betydning, hvilken sektor der udgør et lands komparative fordele (se afsnittet frihandelstanken). Et sektor, som ikke kræver en særlig stor kapitalinput som eksempelvis manuelt forarbejde varer og følgende ikke giver det store afkast på verdensmarkedet, gør det også tilsvarende sværere på lang sigt at skabe en positiv udvikling som følge at en ringe kapitalakkumulation. Og da det i de fleste tilfælde stadig er en række u-lande, der følger det nævnte mønster er der god grund til at tro at frihandelen ikke vil have nævneværdige positive effekter her. For en række lande i Afrika, i Vestasian og enkelte latinamerikanske, samt de olieproducerende lande udgør industrivarer under 20 % af eksporten. Her er udgør energiråstoffer og i enkelte tilfælde fødevarer stadig en meget større del. Dvs. at man her ikke har det veludbyggede, kapitalintensive produktionsapparat, som der findes i Vesten og i visse NIC-lande. En udvikling i retning af en udbygning og i enkelte tilfælde opbygning fra bunden af et produktionsapparat vil ikke komme som følge af øget frihandel og liberalisering af verdenshandelen i WTO-regi.

Liberalisering af verden handelen vil også medføre en øget transport af varer på det globale marked. En "bieffekt'. bliver den øgede forurening som Følge her af. Det er p.t. ikke muligt at transportere uden øget mængde at co2-udslip. At intensive varetransporten afhjælper ikke dette. Og der satses ikke på bæredygtig regional produktion, hvor enkelte regioner i verden lever som enheder og hvor størstedelen af fornødenheder produceres, så transporten tilsvarende mindskes. Tværtimod vil stadig flere varer og råstoffer komme langvejs fra, da selvforsyningsideen må lide til fordel for ideen om entydig satsning på komparative fordele.

Stor modstand mod grundideen om frihandel kan også spores på kapitalkoncentrationen i verden. En stadig større del af produktion koncentreres på stadig færre koncerners hænder. Fx. er 85 % af verdenshandelen med korn koncentreret på 6 elskaber og 3 selskaber kontrolle rer over 80 % af verdens bananhandel. Dette er vitale områder for u-landene, som bliver fanget i nettet fra de multinationale selskaber, som nu skal have endnu større handlefrihed i en såkalt liberaliseret verdenshandel. således kan der ikke her med så store monopoldannelser tales om frihandel, da råderummet helt og holdent sker på meget få selskabers præmisser.

Verden venter. WTO har fået en start, som vi kunne forvente, og vil sikkert udvikle sig voldsomt i takt med de stadig større krav storkapitalen har for heftig ekspansion. Om verdens befolkning vil Jade udviklingen komme og bare afvente er en anden sag, som Gaia kommer tilbage til på et senere tidspunkt.

Mere læsning om WTO

På trods af det netop afholdte topmøde i WTO og organisationens vigtighed for milliarder af mennesker, så har der været relativt lidt om WTO i medierne herhjemme. Flest oplysninger kom i dagbladet Information både optil og efter. Yderligere har MS udgivet et temanummer af KONTAKT om verdenshandel (nr. 3/96-97). som er værd at læse. Det norske tredjeverdensmagasin X (nr. 6/96) var et tema om hvorvidt frihandel var vejen til udvikling. Ligeledes har Junibevægelsen udgivet bogen "Fagre nye verdensorden" om WTO , ligesom U-Landsimportens blad Fair Trade (nr. 50, dec./96) havde artikler om WTO. PRESS nr. 132 havde længere artikel om frihandel. Endelig kan Kristeligt Dagblads fredagstillæg "Danmark og den tredje verden" kigges igennem, da ældre numre har berørt problematikken.

Optimisten:

"Men generelt er det protektionistiske system konservativt i vor tid, mens frihandelssystemet er destruktivt. Det opløser de gamle nationaliteter og skærper antagonismen mellem bourgeoisiet og proletariatet voldsomt. Kort sagt: Frihandelssystemet fremskynder den sociale revolution. Det er alene i denne revolutionære betydning, mine herrer, at jeg stemmer til fordel for frihandel."

Karl Marx, 1848