WTO: De fattigste sidder med nøglen

I Seattle stødte globaliseringens flagskib på grund. Det var udsendingene fra afrikanske og caribiske lande, der beseglede mødets skæbne. Trods et stort pres fra flere sider, har de stadig ikke givet efter for kravet om en ny forhandlingsrunde i WTO

Af Kenneth Haar

Få dage før WTO-topmødet i Seattle i november og december, holdt den amerikanske chefforhandler Charlene Barshefsky et pressemøde, hvor hun skråsikkert udtalte, at det ville lykkes at få et godt resultat ud af Seattle-mødet. "Forstår I, alle er klar over, at et resultatløst møde er udelukket".

På Seattle-mødets sidste dag måtte hun bede den canadiske forhandler, Pierre Pettigrew om at styre mødet, mens hun selv løb til krisemøde andetsteds. Da han besteg formandsstolen, lød det tørt fra en af hans kolleger, at deroppe ville han føle sig som orkestret på Titanic. For på det tidspunkt var mødet i Seattle mærket af dybe modsætninger. Nådesstødet kom en gang først på aftenen, da en gruppe afrikanske og caribiske lande sagde helt fra. Så var lyset slukket. For store WTO-beslutninger kan kun tages pr. konsensus. Reglen blev indført af den simple grund, at hverken EU eller USA nogensinde kunne drømme om at lade sig besejre af et flertal i WTO, men i Seattle blev konsensusreglen vendt til de svages fordel for første gang. Efter i omkring syv år at have levet med, at alle reelle forhandlinger blev ført mellem de rige lande og et par udvalgte u-lande i det såkaldte "grønne rum", blev det nok for lande som Nigeria, Zimbabwe, Ghana m.fl. Ikke mindst fordi "det grønne rum" risikerede at beslutte en ny forhandlingsrunde, der ville give WTO magt over områder, som mange u-lande ikke ville have til behandling.

Madrasser i hullet

For nyligt er der fremkommet teorier om, at hullet i Titanics skrog kunne være stoppet med nogle madrasser, hvis de rette mænd og kvinder havde været hurtige nok. I WTO har EU og USA nu travlt med madrasserne. Indtil videre har det ikke været en let opgave at stoppe hullet, så generalsekretær Michael Moore åndede lettet op, da WTO’s generelle råd, som er den øverste myndighed for handelsorganisationen mellem ministermøderne, tog en række beslutninger den 8. maj der skulle genvinde u-landenes tillid. For første gang siden sammenbruddet i Seattle luftede han en forsigtig optimisme. Han så endda en lille chance for at få opfyldt EU’s hedeste ønske om en ny forhandlingsrunde allerede i år. En runde, der skal lægge f.eks. investeringer ind under WTO’s domæne. Men hvis beslutningen den 8. maj var et fremskridt, så er det fordi andre forsøg er endt i ingenting.

EU havde i udgangspunktet de bedste forudsætninger for at få et tilsagn fra de genstridige u-lande om en ny forhandlingsrunde. De fleste af de u-lande, der satte en kæp i hjulet i Seattle er nemlig tilknyttet EU gennem Lomé-samarbejdet, der endnu sikrer dem en række fordele på EU-markedet. Derfor var det med forventning om at løse knuden, at EU’s repræsentanter drog til EU-Afrika topmøde i Kairo i begyndelsen af april. Men ved denne som ved andre lejligheder i månederne efter Seattle, sluttede mødet uden afgørende beslutninger på WTO-området.

Heller ikke da USA’s kongres efter tre års diskussion endelig vedtog forslag om frihandel med Karibien og Afrika, vakte det nogen væsentlig jubel. Forslaget, der officielt skal give bedre markedsadgang for f.eks. tekstiler og andre varer, rummer nemlig en lang række betingelser, der til forveksling ligner IMF’s strukturtilpasningsprogrammer. Skulle Clinton mene, at et givet land er lidt langsom med de nyliberale reformer, så kan der lukkes for markedsadgangen. Det har sikret en lunken modtagelse i Karibien og i Afrika, hvor f.eks. Nelson Mandela har kaldt forslaget for uacceptabelt.

Kun små indrømmelser

Beslutningerne på mødet i maj kom på baggrund af tilbud fra den såkaldte QUAD-gruppe (EU, USA, Canada og Japan). Det var vagt formulerede tilbud om mere markedsadgang, teknisk og faglig bistand til at følge forhandlingerne i WTO, og reformer af beslutningsprocedurerne, der løste lidt op for hårdknuden, men nogen sejr for de rige lande, kan det ikke kaldes. EU forsøgte at lancere pakken sammen med et krav om, at u-landene støttede en ny forhandlingsrunde. Det blev afvist, og i den endelige aftale blev det understreget, at hjælpepakken ikke pålagde u-landene nogen forpligtelser. Og ser man hvad tilbuddet bestod i, så må det da også have været svært for u-landene at overbevise sig selv om, at de havde scoret stort.

  • Der er påbegyndt forhandlinger om mere åbne beslutningsprocedurer. Lidt eller intet tyder dog på, at "det grønne rum" vil blive berørt mere end overfladisk.
  • Der er påbegyndt forhandlinger om opfyldelse af de oprindelige WTO-aftaler. Her er det særligt TRIPS-aftalen om intellektuel ejendomsret, der kommer i centrum. Mange u-lande mener ikke at kunne leve op til aftalen uden at få store problemer. Meget tyder nu på, at de kan få udsættelse og teknisk bistand, men ikke en revision af aftalen.
  • Der vil blive diskuteret øget markedsadgang, men tilsyneladende vil EU og USA vige uden om de varme kartofler, og kun give øget markedsadgang på ubetydelige områder.

Fra enhed til splittelse

Mens u-landene hidtil har modstået både lokkende tilbud og åbent pres fra de rige lande, så er der til gengæld solide tegn på splittelse blandt u-landene. Det lignede ellers en alvorlig advarsel til EU og USA, at det kunne lykkes at gennemføre et u-landstopmøde i Havana, Cuba, der endte med en lang fælles erklæring om u-landene i den globale økonomi. Mødet i den såkaldte G77-gruppe, der tæller 132 u-lande, viste en klar enhed på en række WTO-spørgsmål. F.eks. afviser sluterklæringen blankt, at miljøhensyn eller hensyn til faglige rettigheder må føre til begrænsninger af handel, beslutningsprocedurerne i WTO fordømmes, der tales om kontrol med det finansielle system, og u-landenes tab i forbindelse med globaliseringen fordømmes i brede vendinger. Siden er det dog blevet klart, at der næppe bliver tale om nogen fælles u-landsposition i WTO. Kort tid efter mødet i Havana meldte den sydafrikanske præsident ud, at det nu måtte være muligt, at oprette enhed mellem u-landene. Men meget tyder på, at den sydafrikanske præsident har snævrere interesser end en fælles u-landsfront. Han går i første række efter en alliance med lande som Indien, Brasilien, Sydkorea, og Malaysia, og måden han hidtil har præsenteret sit projekt på, lader lidt hånt om en del u-landes bekymringer. Først og fremmest, så ser Mbeki det som sin rolle at skabe opbakning bag kravet om en ny forhandlingsrunde -netop det som mange af de fattigste u-lande har modsat sig. Mbeki lader det også skinne igennem, at Sydafrika støtter at investeringer kommer på dagsordenen.

Kun de fattigste

Hvis det lykkes Mbeki at skabe en blok af de mere industrialiserede u-lande, og det er der noget der tyder på at det gør, så er det kun de lande, der spillede hovedrollen i sammenbruddet i Seattle, der står tilbage. Der er altså lagt et kolossalt pres på de afrikanske og karibiske lande, der satte en stopper for Seattle-mødet. I forbindelse med G77-mødet udtalte den nigerianske handelsminister da også, at "en ny runde er nok umulig at forhindre". Men endnu har de ikke givet deres tilsagn. De sidder stadig med nøglen