Vestens svar på 11. september: Mere vold, mindre demokrati

Af Albert Jensen

Den 7. oktober indledte USA sin krig mod Afghanistan. Supermagten var hurtig til at give sin udenrigspolitik en ny drejning efter terrorattentatet 11. september. Det er lykkedes USA og Vesten at konstruere det første ordentlige fjendebillede efter Sovjetunionens sammenbrud: Terrorisme. Verden skal afskrækkes fra atter at bruge de midler mod USA, som USA selv har anvendt mod verden i hele sin levetid - nemlig vold. Samtidig skal "krigen mod terror" benyttes til at slå til mod USA’s reelle eller indbildte fjender overalt i verden. Krigen føres også internt i de Vestlige lande. I en lang række lande er der allerede indført indskrænkninger af de borgerlige demokratiske rettigheder, og politikerne truer med endnu flere indskrænkninger. Samtidig drives en intens hetz i medierne rettet mod muslimer specielt, og flygtninge og indvandrere generelt. Alt i alt en bastant højredrejning som det er nødvendigt at bremse.

I starten af dette hæfte erklærer Noam Chomsky, at det chokerende (i Vesten) ved 11. september terroraktionen ikke var antallet af dræbte (det var lavt sammenlignet med andre terroraktioner) eller karakteren af attentatet (Vesten selv har begået langt alvorligere forbrydelser). Det rædselsvækkende var, at efter at Vesten i århundreder selv har brugt ekstrem vold mod resten af verden og dræbt millioner, blev våbnene for første gang rettet mod Vesten selv.

Det er det der er baggrunden for det hysteri, der har udfoldet sig i medierne og generelt i den borgerlige offentlighed siden 11. september. Det er baggrunden for de efterfølgende overfald på muslimer, palæstinensere, arabere og indvandrere overalt i verden. Baggrunden for dødstrusler udsendt til højre og venstre - for første gang har også bladet Solidaritet haft den ære at modtage sådanne trusler (afsendt fra USA).

Borgerskabet kontrollerer i forvejen offentligheden (det gælder både de skriftlige medier som de store aviser og de elektroniske medier) og har benyttet lejligheden til at frempiske en voldsom højredrejning, true med indskrænkninger i demokratiet og true med død over alle de der ikke bøjer sig i støvet for det. "Either You’re with us, or You’re against us", som Bush udtalte i dagene efter angrebet.

Men samtidig skal man ikke overvurdere betydningen på længere sigt. I 1901 blev en (i dag ukendt) europæisk fyrste myrdet, og drabet blev øjeblikkelig udnævnt til århundredets politiske begivenhed. Og mordet på den svenske statsminister Oluf Palme i 1986 fik mange politikere (også i Danmark) til at erklære, at det var "enden for det åbne samfund". Pointen er, at folks dømmekraft reduceres, når de står midt i begivenhederne. Det gælder både på højre- og venstrefløjen. Selvom racisme, demokratiske overgreb og højrefløj derfor tordner frem i disse uger, vil forholdene se anderledes ud om 1 år eller 5. Tiden sætter de historiske begivenheder i relief.

Censur

Under konflikter og specielt i krigssituationer træder medierne endnu kraftigere i statens tjeneste. Sådan har det været siden de første statsdannelser, og denne udvikling blev yderligere forfinet af nazisterne i 1930’erne og under den 2. Verdenskrig. Propagandaminister Goebles’ metoder er siden blevet kopieret og yderligere forfinet i Vesten efter 2. Verdenskrig. USA søgte at styre nyhedsstrømmen under Vietnamkrigen, opfandt selv nyheder der blev plantet rundt omkring i verden, for derefter at blive citeret i USA. Alligevel tabte USA mediekrigen. For mange uafhængige og kritiske korrespondenter kom til Vietnam og fik indsamlet materiale om f.eks. USA’s napalmbombninger af civilbefolkningen. Billeder der bagefter gik over verdens TV skærme.

En af de vigtige konklusioner det nordamerikanske militær derfor drog efter Vietnamkrigen var nødvendigheden af at have fuld kontrol over nyhedsstrømmen - læs: censur. Under USA’s første militære engagement efter Vietnam - invasionen af den lille ø-stat Grenada i Caribien i 1983 - blev journalister der forsøgte at sejle eller flyve ind i landet derfor taget til fange og behandlet som krigsfanger. Invasionen af Panama i 1989 foregik meget hurtigt, og militæret sørgede også denne gang for at fastholde censuren. Golfkrigen i 1991 var længerevarig, men alligevel lykkedes det i vid udstrækning militæret at fastholde censuren. Journalisterne fik ikke lov til at være med i fronten, men blev fodret ved presse-briefinger og med militærets egne propaganda-optagelser af deres "smarte missiler" - når disse undtagelsesvis ramte plet. Undtagelsen fra denne regel var CNN, der var tilstede i Baghdad og derfra kunne rapportere udenfor USA’s censur. Det gav CNN en nyhedsmæssig stjerne, som stationen har levet højt på de sidste 10 år.

USA holder nyhedsstrømmen fra Afghanistan i et jerngreb. Uafhængige medier søges lukket. Under krig er det "landsforræderi" at tale om fred

Censuren og selvcensuren fortsætter. Medierne i USA var orienteret om angrebet mod Afghanistan 7/10 flere dage i forvejen, men holdt kæft mod selv at være til stede på hangarskibene. I dagene forud blev det holdt hemmeligt i USA’s medier, at specialstyrker var gået ind i Afghanistan, mens det var kendt i Europa. Da bl.a. USA Today løftede sløret, affødte det en mail-storm fra folk der kritiserede, at bladet "bragte de amerikanske soldaters liv i fare".

Censuren mod Afghanistan vil sandsynligvis blive endnu mere effektiv end under Golfkrigen. Meget få vestlige journalister og TV hold er inde i landet (Reuters er en undtagelse), og USA er stærkt interesseret i at nedtone antallet af dræbte civile. Der er ingen tvivl om, at de massive terrorbombardementer (med bl.a. klyngebomber) koster mange civile livet. USA’s "smarte bomber" rammer ved siden af i 80% af tilfældene, og bombningerne sker som i Serbien fra stor højde. Det giver ringe præcision. Alligevel kan danske og udenlandske medier fortælle, at kun ganske få civile er blevet dræbt - iflg. Pentagon.

I den situation har den lille arabiske forholdsvis uafhængige TV station Al-Jazeera fået en stjernerolle. I Danmark, USA og andre vestlige lande kritiseres den arabiske verden hyppigt for deres "mangel på demokrati". Det er derfor interessant, at USA i disse uger udfolder store anstrengelser for at få lukket eller i det mindste censureret den lille statsejede TV station i Qatar. Med USA’s historie for politisk og økonomisk pression er det nok tvivlsomt, hvor længe Al-Jazeera kan stå imod. Samtidig har USA lagt voldsomt pres på de vestlige medier for ikke at viderebringe de indslag, der bringes på Al-Jazeera. Argumentet er, at de kan indeholde skjulte beskeder til "terrorceller" i vesten.

Mainstream medierne i Danmark er underkastet den samme censur som i USA, fordi nyhedskilden er USA selv. Samtidig udsættes fredsbevægelsen for den sædvanlige censur og selvcensur. Under krig er tale om fred stærkt undergravende - "landsforræderi".

Propagandamaskinen

Terroraktionen 11. september udløste en hysterisk reaktion i den borgerlige offentlighed. Vi skal nok tilbage til Cubakrisen for at finde tilsvarende hysteriske reaktioner. Dækningen af tragedien i Danmark har været en af de mest fascistoide i verden. Det har ikke skortet på angreb på muslimer, palæstinensere eller opfordringer til krig. Politiken skrev 18/9 "Taliban erklærer hellig krig mod USA". Det var løgn, men medvirkede til at fremme krigshysteriet. Indvandrerorganisationer har kritiseret mediernes behandling af situationen, der har ført til voldelige overfald på indvandrere, angreb på moskeer, kiosker og til en hidtil uhørt hadsk retorik fra de borgerlige politikeres side. Dansk Folkeparti sidestiller islam med terrorisme, Konservativt Folkeparti vil have indført politistat med indskrænkning af de grundlovssikrede borgerlige rettigheder og øgede beføjelser til PET og Venstres Inge Dahl-Sørensen vil have interneret alle muslimer i Danmark. Altsammen gode historier som mainstream medierne ukritisk har lappet i sig.

Krigshysteriet og racismen er langt mere skinger i Danmark end i vore nabolande. Det skyldes udvidenhed blandt journalisterne, mediernes racistiske glidebane, manglen på public-service nyhedskanaler, og at der for længst er gået valgkamp i politkernes håndtering af den uhyggelige situation

Årsagen til at den danske offentlighed har været langt mere reaktionær end i f.eks. Sverige, England, Frankrig eller endog USA skal søges i en række forhold. For det første er kendskabet til udlandet langt mere begrænset blandt danske journalister end i andre lande. Grundlæggende uvidenhed om verden er et gennemgående træk i de fleste danske medier. For det andet har medierne de seneste 10 år været ude på en racistisk glidebane, og bærer et meget stort ansvar for udbredelsen af racismen i Danmark. Trods det at USA’s regering derfor allerede få dage efter attentatet 11/9 dementerede, at islam eller den arabiske verden skulle være fjenden, er den anti-arabiske, anti-palæstinensiske og anti-islamiske diskurs blev styrket i de danske medier, og borgerlige politikere har uhindret og uden kritiske kommentarer kunnet komme til orde med stadig mere hadske og racistiske udtalelser. For det tredje har Danmark ikke længere nogen uafhængige public-service nyhedskanaler. De danske mainstream mediers nyhedsdækning er i dag alle programmæssigt kommercielt orienterede. Nyheder skal ikke længere være objektive eller informere, men underholde. Derfor er højrefløjens rabiate udtalelser i høj kurs, og den kritiske journalistik forvist til randprogrammer på P1 eller i de mindre medier som Arbejderen, Information eller Kristeligt Dagblad. For det fjerde er der for længst gået valgkamp i politikernes udtalelser. De politiske partier skal profilere sig på terroraktionen - ved at kræve lov og orden, indvandrerstop, udvisning eller internering af muslimer osv.

Højredrejning

Trods Socialdemokratiets ekstremt følgagtige holdning overfor USA, løfte om at levere militær udrustning, støtte til USA’s krav om ubetinget udlevering af terrormistænkte osv. er det alligevel de borgerlige partier i Danmark, der har høstet mest på højredrejningen. I starten af oktober viste en oppinionsundersøgelse foretaget af Greens for Børsen et markant skred mod højre. Regeringen og dens "støttepartier" havde mistet 8 mandater fra starten af september. Der var meget stor fremgang til Dansk Folkeparti, og Fremskridtspartiet nåede over 2% spærregrænsen. Den samme tendens ses også i andre lande, selvom den er mere behersket end i Danmark. Det er dog på ingen måde givet, at denne tendens vil holde sig. Den er i høj grad betinget af det aktuelle hysteri. For de borgerlige partier i Danmark er det dog også tilstrækkeligt, at højredrejningen holder sig til efter det kommende folketingsvalg - for at give dem et konfortabelt flertal.

Et særligt aspekt af højredrejningen i Danmark er det formulerede ønske fra både de borgerlige partier og Socialdemokratiet om atter at få bragt EU forbeholdene til folkeafstemning. De ønsker nu både forbeholdet mod det forsvarspolitiske samarbejde, MU’en, unionsborgerskabet og det retspolitiske samarbejde fjernet - i håb om medvind fra hysteriet og den almindelige højredrejning. Det kan ikke udelukkes, at de borgerlige partier vil gøre alvor af disse trusler, når de først får regeringsmagten.

Indskrænkninger i demokratiet

I en rapport fra 4. oktober resumerer Amnesty International de omfattende overgreb mod menneskerettighederne, som stater over hele verden har begået i skyggen af 11/9. Der er i de fleste tilfælde tale om så vidtgående anti-terrorlovgivning, at den kan bruges mod enhver, som staten opfatter som sin fjende. Altså lovgivning der ikke er rettet mod terrorister specielt, men mod alle personer som af staten er uønskede. Både Kina, staterne i Centralasien og Rusland har benyttet hysteriet til at slå til mod muslimer.

En lang række lande verden over har allerede benyttet lejligheden efter 11/9 til at indføre vidtgående terrorlovgivning og til at forfølge mindretal. En byge af forslag om indskrænkninger af demokratiet præger også den politiske dagsorden i EU og Danmark

I USA har regeringen fremlagt forslag om vidtgående udvidelse af sine beføjelser til tilbageholdelse af emmigranter - flygtninge og indvandrere. Emmigranter skal kunne tilbageholdes på ubestemt tid, og de skal kunne deporteres uden rettergang, uden at myndighederne har fremlagt beviser og uden at emmigranten får mulighed for at forsvare sig. Samtidig arbejdes med antiterrorlovgivning, der tilsidesætter foreningsfriheden, og CIA skal atter have officielt lov til at gennemføre likvideringer i udlandet. En ret der formelt blev afskaffet i 1976.

Staten New York har allerede vedtaget vidtgående terrorlove - helt uden debat. Overvågningen er intensiveret voldsomt i USA, og tilsvarende tendenser gør sig gældende i Europa. EU har udarbejdet en terrordefinition, og både på EU plan og i Danmark arbejdes der med antiterrorlov lignende tiltag. Vedtages EU lovgivningen, skal borgere fra et EU land ubetinget udleveres, hvis et andet EU land kræver pågældende udleveret.

Spanien presser voldsomt på for at få ETA med på listen over internationale terrororganisationer, som der skal føres krig imod. FBI har udarbejdet sin egen liste, men USA’s regering har i første omgang indskrænket målet for sin terrorkrig til organisationer med "verdensomspændende rækkevidde" - dvs. bin Ladens al-Qaeda netværk.

I Danmark har de borgerlige politikere været fremme med en lang række anti-demokratiske forslag:

  • Forbud mod en række organisationers virke i Danmark og dansk støtte til disse. De Konservative har allerede udarbejdet deres egen liste over "terrororganisationer". Forslaget overtræder den danske grundlovs paragraf 78 om foreningsfrihed. Sidst gang de borgerlige forsøgte at kriminalisere støtten til befrielsesorganisationer var i 1989. Dengang med henvisning til Blekingegadegruppens støtte til PFLP, men dengang samledes solidaritetsorganisationerne omkring retten til oplysning og støtte til befrielsesbevægelser. Fortsætter de borgerlige politikere deres bestræbelser på kriminalisering af legale organisationer, er det som i 1989 sandsynligvis atter nødvendigt at opbygge et samarbejde blandt solidaritetsorganisationerne til forhindring af dette. USA og en række borgerlige politikere ønsker, at hvis et land karakteriserer en bevægelse som en terrororganisation (det har traditionelt været betegnelsen for befrielsesbevægelser i moderlandet), så skal den også forbydes i andre lande, og mistænkte skal ubetinget kunne udleveres, uanset deres statsborgerskab. Det interessante er dog, at USA stiller dette krav til omverdenen, men selv nægter at efterkomme det. USA har afvist at deltage i oprettelsen af den internationale domstol for krigsforbrydelser, der er under oprettelse indenfor rammerne af FN. Årsagen er, at USA under ingen omstændigheder vil udlevere egne statsborgere til retsforfølgelse ved en international retsinstans.
  • Justitsminister Frank Jensen har sat Justitsministeriet i gang med at udarbejde et lovforslag, der tvinger internet-udbydere i Danmark til at opbevare information om alle deres kunders internet-adfærd mhp. senere politiefterforskning. Det svarer nogenlunde til, at telefonselskaberne skulle optage samtlige telefonsamtaler i Danmark, eller at P&T skulle kopiere alle breve - mhp. senere politiefterforskning.
  • Danske politikere fra både V og K (deriblandt Fog Rasmussen) har støttet USA’s krav om ubetinget udlevering af terrormistænkte til retsforfølgelse i et andet land (USA) - uanset om de mistænkte risikerer dødsstraf.
  • Konservative har været ude med ønsket om begrænsning af ytringsfriheden - for at forbyde agitation til fordel for påståede terrororganisationer.
  • Borgerlige politikere har med støtte fra S over en bred kam støttet forslaget om, at PET skulle styrkes. Ja, endog gået så langt som til at den konservative Per Stig Møller har hævdet, at terroranslaget 11/9 skyldes "den danske venstrefløjs forfølgelse af PET".
  • De seneste uger har borgerlige politikere arbejdet intenst på at indskrænke asylretten yderligere - med henvisning til en tidligere irakisk militærchefs ophold i Danmark og udokumenterede påstande om terroristers asylophold i Danmark.

Aktuelt synes S ikke at være rede til drastiske anti-demokratiske tiltag - bortset fra at give PET endnu friere tøjler end organisationen havde i forvejen - og truslen om øjeblikkelige indskrænkninger i demokratiet er derfor begrænset. Samtidig har de borgerlige partiers anti-demokratiske forslag i betydelig udstrækning valgkamp karakter. De fleste af dem er i åben strid med grundloven. Alligevel eksisterer der en risiko for, at en borgerlig regering vil forsøge at gennemføre sådanne forslag, og det er derfor vigtigt, at alle demokratiske kræfter aktivt arbejder på at afsløre de borgerliges anti-demokratiske sindelag og modarbejder de stillede forslag.

Racisme

Umiddelbart efter angrebet 11/9 anklagede USA den arabiske verden for at stå bag angrebet, og Bush talte om et "korstog mod terror". Både i USA og andre steder i den vestlige verden blev der pisket en voldsom stemning op mod arabere og palæstinensere specielt samt mod islam. Allene i den første uge efter attentatet kunne Council on American-Islamic Relations i USA melde om 540 angreb på arabisk-amerikanere - fra verbale til voldelige overfald. I samme periode blev 200 Sikh’er udsat for lignende overfald i USA. To uger efter 11/9 havde FBI indledt efterforskning i 90 af disse sager, og på lokalt plan blev mange andre sager efterforsket. Snesevis af moskeer og hindutempler er blevet udsat for bombeattentater eller vandalisme. Ligeledes er mange arabisk-amerikanske skoler blevet tvunget til at lukke som følge af dødstrusler, bombetrusler eller fordi der var frygt for elevernes sikkerhed. Også arabiske studerende er begyndt at forlade USA. Der var i starten af september ca. 40.000 arabiske studerende ved nordamerikanske universiteter. Ved flere universiteter havde 50-60% forladt universitetet i slutningen af september som følge af verbale eller voldelige overfald. Udover mange sårede er 5-6 foreløbig blevet dræbt under de anti-arabiske overfald i USA.

Angrebene er ikke begrænsede til USA. Moskeer er ligeledes blevet angrebet i Canada, Australien, England, Skotland, Polen, Holland og Danmark. I endnu flere lande er indvandrere blevet overfaldet, og den racistiske retorik er generelt blevet forstærket, oplyser Amnesty International i sin rapport fra 4. oktober. Den italienske premierminister Silvio Berlusconi kom den 26. september med stærkt racistiske udtalelser vendt mod muslimer og den arabiske verden. Udtalelser han efterfølgende måtte trække tilbage.

Der er ingen tvivl om, at fremmedhadet og racismen er blevet styrket efter 11/9. Indvandrerlovgivningen er under opstramning i de fleste lande, indvandrere bliver verbalt eller voldeligt overfaldet, og politikernes racistiske populisme når nye højder. Som ventet er Dansk Folkeparti gået i front i Danmark, men racismens danske bannerførere er blevet tæt fulgt af de øvrige borgerlige partier. Venstres Inge Dahl-Sørensen overhalede for en stund DF højre om ved at kræve 4.000 danske muslimer øjeblikkelig interneret, og et beredskab etableret til yderligere internering af 120.000 muslimer. Formuleringer som af Anders Fog Rasmussen blev blødt op til krav om udvisning af medlemmer af den islamiske organisation Hizb-ut-Tahrir. Vi har i september og oktober oplevet en hetz mod indvandrere og specielt muslimer, der ikke adskiller sig meget fra nazisternes hetz mod jøderne i Tyskland i 30’erne. Forskellen er måske, at mens begrebet koncentrationslejr var et begreb der trods alt officielt var pinligt for nazisterne, dyrkes det nu i fuld offentlighed blandt danske højrefløjspolitikere.

I starten af september udvandrede USA og Israel fra FN’s konference mod racisme i Sydafrika i protest mod fordømmelsen af Israel. Blot halvanden måned senere er det som om denne konference aldrig er blevet holdt. Racismen har fået helt frie tøjler.

De borgerlige politikere i Danmark overgår hinanden i fremsættelsen af racistiske udtalelser. "Kristen næstekærlighed" er for længst lagt på hylden til fordel for en retorik, der har flere lighedspunkter med nazisternes jødehad i 1930’erne

Meget få politikere har været villige til at gå imod denne ekstreme xenofobi. Enten fordi de har været enige i xenofobien, har været bange for at gå imod pga. den hadske stemning der er kørt op i medierne, eller fordi de ikke har haft mulighed for at komme igennem i pressen. Et lille lyspunkt har dog været indvandrerorganisationernes og bistands-, nødhjælps- og menneskerettighedsorganisationernes afstandtagen til den xenofobe retorik. Det afslører, at det trods alt er muligt at opbygge at opbygge alliancer, trods den xenofobe fundamentalisme der aktuelt har sat sig på den borgerlige danske offentlighed.

Det er paradoksalt, men samtidig meget traditionelt, at parallelt med de borgerlige politikeres krig mod flygtninge og indvandrere, skaber deres politik endnu flere flygtninge. 3 millioner afghanere sidder allerede i flygtningelejre i Pakistan og endnu flere er på vej mod Iran, Uzbekistan og Pakistan som følge af USA’s og Englands terrorbombardementer af Afghanistan. Inde i landet er flere millioner afhængige af udenlandsk nødhjælp, som følge af de ødelæggelser 20 års krig i landet har medført. Den udenlandske nødhjælp og leverancerne af olie er næsten ophørt som følge af den igangværende krig og pression fra USA, og den forestående vinter stiller derfor flere millioner afghanere overfor sulte- eller kuldedød.

USA’s aggression mod verden

Efter Golfkrigen i 1991 erklærede daværende præsident Bush, at en ny verdensorden var indledt. Polariseringen mellem øst og vest eksisterede ikke længere (Sovjetunionen var allerede næsten brudt sammen, det skete formelt _ år senere), USA var eneste tilbageværende supermagt og kunne diktere verden sine vilkår. 1990’erne kom til at vise, at nok var polariseringen mellem øst og vest ophørt med at eksistere, men konflikterne i verden fortsatte med at eksistere. Balkan er hærget af foreløbig af 10 års krig, der endnu ikke er ovre; i Rwanda blev 800.000 tutsier i april-juni 1994 myrdet under et folkemord, der savner sidestykke i verdenshistorien, og med FN og de vestlige lande som tavse tilskuere; samme år invaderede USA Haiti; siden 1997 har blodige krige hærget Congo og Vestafrika, uden at det har affødt større interesse i Vesten; i 1999 prøvesprang Indien og Pakistan atomvåben; samme år angreb NATO Serbien; og Indonesien brændte 80% af Østtimor ned til jorden før kolonimagten endelig trak sig ud. De væbnede konflikter er ikke forsvundet. Tværtimod. Samtidig er det økonomiske skel mellem nord og syd øget. Finanskrisen i Sydøstasien i 1997-98 kastede millioner ud i arbejdsløshed og fattigdom.

Parallelt med den økonomiske polarisering mellem nord og syd og internt i landene mellem borgerskab og arbejdsklasse og bønder, har magthaverne i mange lande grebet til fundamentalisme for at holde masserne i skak. Både den kristne, hinduistiske, jødiske og islamiske fundamentalisme er taget til i styrke det seneste tiår. En konsekvens af den stigende globale polarisering og øgede fattigdom. Det var derfor kun et spørgsmål om tid, før nogen ville slå til mod kapitalismens center, USA, som Johan Galtung skriver senere i dette hæfte.

USA har ikke noget grundlæggende problem med fundamentalismen. Tvært imod er USA selv et dybt (kristent) fundamentalistisk samfund, hvor abortklinikker og -læger udsættes for attentater, og hvor undervisning i Darwins udviklingslære er forbudt i flere delstater. USA har siden staten Israels oprettelse støttet den jødiske fundamentalisme i zionismens skikkelse. I 1980’erne støttedes den islamiske fundamentalisme i Afghanistan og den protestantiske fundamentalisme i Latinamerika. Målet var i det første tilfælde at bekæmpe Sovjetunionen, og i det andet at bekæmpe den katolske kirke, der i mange lande arbejdede til fordel for den fattige befolkning. I 90’erne har USA støttet den forstærkede fundamentalistiske udvikling i Saudi Arabien (en pris for de nordamerikanske baser i landet) og i andre golfstater.

USA og Vesten har for første gang siden "kommunismens sammenbrud" fået et nyt fjendebillede: terrorisme. Det bruges til at legitimere angreb på omverdenen og på egne dissidenter

Siden Sovjetunionens og steuropas sammenbrud for 10 år siden har den vestlige kapitalistiske verden haft et alvorligt problem med at konstruere andre fjendebilleder, der har kunnet legitimere nationale og internationale overgreb. I perioder er islam eller mere rendyrket, den islamiske fundamentalisme, forsøgt gjort til fjendebilleder men det har ikke været uden problemer for USA’s nære forhold til især det fundamentalistiske styre i Saudi Arabien, og er derfor blevet nedtonet. Med attentatet 11/9 synes Vesten at have fået et belejligt fjendebillede i form af "den internationale terrorisme". Bush har allerede erklæret, at den "krig" mod terrorismen vil komme til at strække sig over mange år. Vesten agter øjensyneligt at ville anvende dette fjendebillede til fremover at legitimere nationale og internationale overgreb - dels i form af indskrænkninger i de borgerlige demokratiske rettigheder (som tidligere diskuteret), dels i form af militære, politiske og økonomiske aktioner mod uønskede stater og organisationer. I de senere år har USA opbygget en retorik omkring begrebet "slyngelstater". I denne kategori hører de stater, der endnu ikke har bøjet sin for kapitalismens verdensdominans (Nordkorea og Cuba), samt stater der er kritiske overfor USA’s hegemoni eller tidligere har støttet terrororganisationer (Libyen, Irak, Iran og Syrien).

På overfladen kan USA’s aktuelle politik synes modsætningsfyldt. Retorikken mod Irak og specielt Syrien er nedtonet. Faktisk er USA gået så langt, at supermagten netop har accepteret, at Syrien er blevet medlem af FN’s Sikkerhedsråd (for de næste 2 år). Var afstemningen sket 2 måneder tidligere er det sandsynligt, at USA havde nedlagt veto. Men netop i disse uger har USA brug for, at den arabiske verden står på dens side i kampen mod Afghanistan. Men det er sandsynligt, at USA vil vende våbnene imod Irak og andre stater, når først Afghanistan er "nedkæmpet". Ikke uden grund er frygten for USA derfor stor i både Cuba, Nordkorea og Libyen.

Omdrejningspunkterne i USA’s udenrigspolitik - og muligheden for bagslag

Aktuelt har USA’s udenrigspolitik to hovedomdrejningspunkter: at projicere det budskab ud i verden, at angreb på USA (anvendelse af supermagtens egne midler mod den selv) medfører øjeblikkelig og voldsom gengældelse. USA er ude efter en afskrækkelseseffekt, på samme måde som når israelske kampfly eller kampvogne angriber palæstinensiske områder efter terrorattentater i Israel. (Israels blinde vold har som bekendt hverken stoppet Intifadhaen eller selvmordsaktionerne). For det andet at udnytte terror-fjendebilledet til det yderste. USA vil i de kommende måneder og år bruge det til at legitimere angreb på virkelige og indbildte fjender.

USA’s alliance for krig mod Afghanistan er skrøbelig. Krigen kan blive langvarig, og i takt med at flere og flere civile afghanere dør, vil det kunne underminere alliancen. Også mellem USA og EU findes disse modsætninger, og det er baggrunden for, at det alene er Storbritannien og USA, der er gået i krig

Få dage efter 11/9 erklærede den trotskistiske Fjerde Internationale (FI), at USA nu ville søge at opnå verdensdominans. FI har ret i, at USA anvender attentatet til at optrappe sin imperialistiske aggression mod resten af verden, men samtidig bør det påpeges, at USA’s verdensdominans også var et faktum før 11/9. Problemet for USA er, at den aktuelle politik også kan give bagslag, fordi aggressions-politiken vil blive langvarig (med Bush’ egne ord), og fordi den vil udsætte USA’s politiske alliancer for alvorlige spændinger. Trods NATO opbakningen til USA, har EU landene haft et noget andet syn på hvilken politik der skulle føres, end USA. Det er derfor ikke tilfældigt, at mens Golfkrigen var baseret på en ekstremt bred militær koalition (ledet af USA), er det kun England der deltager i krigen mod Afghanistan, og denne krig har ikke kunnet få FN’s blå stempel. Samtidig er alliancen med de arabiske lande meget sårbar. Mens Golfkrigen handlede om at ophæve det faktum, at et land havde invaderet et andet (Iraks invasion af Kuwait), er krigen mod Afghanistan langt mere uklar i sin motivation. Den Arabiske Liga har på sit seneste møde 11/10 derfor erklæret, at den accepterer krigen mod Afghanistan (forudsat at de civile tab er begrænsede), men den vil ikke acceptere angreb på noget andet land - en skjult henvisning til Irak. Men også accepten af krigen mod Afghanistan hviler på et skrøbeligt grundlag. I mange lande med befolkning af overvejende islamisk orientering er stemningen stærkt kritisk overfor USA, og for første gang er det kommet til åbne protester mod USA i lande som Malaysia og Indonesien. I takt med at krigen mod Afghanistan trækker ud, og der kommer flere detaljer ud om civilbefolkningens lidelser, vil opbakningen i den arabiske verden og i Sydøstasien derfor helt kunne forsvinde, og tvinge USA til at indstille krigen tidligere end supermagten ønskede.

Modsætningerne vil også kunne blive styrkede indenfor den nordamerikanske regering selv. USA’s udenrigsminister Colin Powel står for en åbenlys anden linie end krigsminister Donald Rumsfeld og Bush’ sikkerhedsrådgiver. Powel kan derfor selv blive udrenset af regeringen indenfor de kommende måneder, i takt med at supermagtens udenrigspolitik løber ind i større modsætninger.

Den sektor i USA der nok er mest tilfreds med den aktuelle krig er det militært-industrielle kompleks. I dagene efter starten på krigen mod Afghanistan skød aktierne på virksomheder indenfor netop dette kompleks i vejret. I den forstand kan Bush’ politik sammenlignes med præsident Reagans militær-keynesianistiske politik i første halvdel af 80’erne, der havde til formål at bringe USA ud af den økonomiske recession. USA er aktuelt præget af stadig større økonomiske krisetegn, og den massive føderale udpumpning af penge til New York og til krigsindustrien kan også have et krisedæmpende formål. Om dette lykkes er dog ikke sikkert, og samtidig vil det øge USA’s enorme statsunderskud.

Trange kår for anti-globalisering og den 3. verden

Siden de store demonstrationer mod WTO i Seattle i december 1999 er anti-globaliseringsbevægelsen taget til i styrke, uden at de vestlige lande hidtil har fundet et egnet middel til at bremse dens udvikling. Militariseringen af topmøderne - med Prag, G_teborg og Genova som de foreløbige kulminationer - og forsøgene på at splitte Attac og resten af anti-globaliseringsbevægelsen har været forsøg fra magthavernes side på at bringe protesterne under kontrol. Som Noam Chomsky påpeger tidligere i dette hæfte er der udsigt til, at de vestlige lande i anti-terrorens navn vil fare langt hårdere frem mod bevægelsen ved de næste topmøder. Protesterne vil i udgangspunktet blive forsøgt kriminaliseret for dels at skræmme de mest fredelige dele af anti-globaliseringsbevægelsen fra at deltage, dels at møde demonstrationerne med endnu mere offensiv vold end det hidtil har været tilfældet. Demonstrationsretten vil blive yderligere beskåret. Bevægelsens svar på en sådan udvikling er endnu uklar, og kan fremme splittelsen. Foreløbig peger udtalelser fra en af bevægelsens toneangivende ideologer, den canadiske journalist Naomi Klein, i en ret defensiv retning. Hun opfordrer bevægelsen til at droppe selve anti-globaliserings retorikken.

Selvom attentatet 11/9 intet havde med anti-globalisering at gøre, vil Vesten bruge lejligheden til at reducere truslen fra anti-globaliserings bevægelsen

En række kritiske intellektuelle har påpeget sammenhængen mellem fattiggørelsen af den 3. verden og terrorismens øgede rekrutteringsgrundlag. Det er en af hovedpointerne for bl.a. fredsforskeren Johan Galtung, der senere i dette hæfte taler om 11/9 som et udtryk for international klassekamp - mellem nord og syd. Også den danske udenrigsminister og flere andre i EU har erkendt behovet for øget støtte til den 3. verden. En lidt interessant udvikling, for de udviklede kapitalistiske lande har de seneste 10 år drastisk reduceret deres u-landsbistand. (En undtagelse er Danmark, der med 1,0% af BNP i støtte i dag ligger i front). U-landsbistanden havde tidligere til formål at holde u-lande ude af stblokkens interessesfære, og med stblokkens endelige sammenbrud i 1991 var dette ikke længere nødvendigt. Nu breder erkendelsen af øget u-landsbistand sig i visse kredse og i visse lande - denne gang som middel til at dæmme op for "terrorisme".

Nogle politikere taler om øget behov for bistand til den 3. verden, men bistanden kan ikke kompensere for imperialisme, neoliberalisme og WTO politik, der blot gør gabet mellem nord og syd, rige og fattige stadig dybere

Alligevel er det usandsynligt om denne retorik vil få større konsekvenser. Gabet mellem den udviklede kapitalistiske verden og den 3. verden er blevet stadig større siden 2. verdenskrig. Også i de perioder hvor Vesten gav betydelig større "bistand" end i dag. Det reelle politiske formål med WTO har i 90’erne været at få fjernet flere toldskranker i den 3. verden, for at give de udviklede lande bedre adgang for deres produkter dertil. Dette har blot øget gabet mellem "nord og syd". Hele den neoliberale retorik i OECD, WTO og de udviklede kapitalistiske lande har været reduktion af den statslige intervention, og dermed også af mulighederne for støtte til den 3. verden. Det er derfor ret usandsynligt, at Vesten for første gang i verdenshistorien ville stille de nødvendige økonomiske og politiske midler til rådighed for den 3. verden, således at gabet for første gang kunne mindskes. Der er desværre udsigt til, at gabet mellem nord og syd vil blive øget, og at de udviklede kapitalistiske lande vil "håndtere" den stadig voksende polarisering med endnu højere mure mod syd og gennem militær magtanvendelse.