Verdensbanken ekspanderer

- Lige siden Banken blev til, har den været i langsom ekspansion. I dag spiser den FN-topmøder og taler om fattigdomsbekæmpelse og miljø. Det viser kun, at den bliver ved med at vokse. Ikke at den er blevet mere omgængelig.

"I har stjålet vores sprog" skreg Pierre Galand fra den belgiske bistandsorganisation Oxfam, da han trådte ud af Verdensbankens NGO-kontaktgruppe

AF KENNETH HAAR

Idag skal man nemlig stå tidligt op om morgenen, hvis man vil have skovlen under Verdensbanken. Det er som om gårsdagens retorik om det store, prustende neoliberalistiske bæst har fået et skud for boven i de sidste måske fem år. Banken taler om fattigdomsbekæmpelse, om at sikre de fattigste, om sociale sikkerhedssystemer, om bekymrende marginalisering af landbefolkningen i den såkaldte tredje verden, om miljøproblemer, ja selv demokrati ... eller i hvert fald noget de kalder for "god regeringsførelse". Hvem kan indvende noget mod alt dette?

For syv år siden var NGO'ere, nogle få vestlige regeringers bistandsagen turer (herunder den danske regering og Danida), et par markante overhoveder for FN-organer, såsom Ul-Hag fra FN's program for udviklingsbistand, UNDP, og endelig den globale venstrefløj, alene om den slags snak.

Når det har ændret sig er årsagen ikke, at Banken bare er blevet bedre, men den er nok blevet lidt klogere. Den er ekspanderet ind på nye områder. Socialpolitik, miljøpolitik.

Det bliver Banken ikke mindre farlig af. Tværtimod. De nye politik-områder kan ses som en ny kulmination af Bankens magt, der er vokset støt siden begyndelsen.

Banken og kapitalens modevinde

Hvis Banken skulle anskues med nations-fikserede briller, så kunne man sige, at Verdensbanken på ethvert tidpunkt af dens eksistens, har afspejlet modevindene i Det Hvide Hus i Washington. Det er f.eks. det Samir Amin lidt forsigtigt og drilsk siger i en analyse af Banken i anledning af dens 50 års jubilæum i 1994 ("50 år er nok!" af Samir Amin kan findes i dansk oversættelse i en bog, "Frihandel og forbrydelse", som forlaget Klim netop har udgivet).

Men det er nu nok en overvejelse værd om argumentationen ikke skulle fortsættes et hak mere: T Det Hvide Hus afspejles kapitalens nyeste visioner om ekspansion. Herfra såvel som andre steder fra, finder den seneste akkumulationsmodel sin vej til Verdensbankens direktionslokaler. Fra Banken så dagens lys har mekanismen været den samme. I kapitalens tjeneste. Det giver nærmest sig selv. Det siger navnet.

Bretton Woods

Verdensbanken, eller i hvert fald grundtankerne bag Verdensbanken, blev til mens Anden Verdenskrig endnu stod på. I 1944 samledes repræsentanter for den britiske regering, USA's regering for at diskutere, hvordan den økonomiske verdensorden skulle se ud, når krigen var vundet. Forhandlingerne og diskussionerne pegede på opbygningen af tre internationale organisationer: Verdensbanken (der skulle yde lån til "udvikling" i den tredje verden), Den Internationale Valutafond, IMF (der skulle yde finansiel bistand til lande i knibe for at undgå protektionisme og handelskrig), og en international handelsorganisation ITO (der skulle sikre frihandel). Den sidste endte USA med at bremse. Der var betydelig større fordele for USA i en mere nationalistisk handelspolitik.

Mødet fandt sted i en lille by ved navn Bretton Woods i USA . Derfor kom IMF og Verdensbanken hurtigt til at hedde "Bretton Woods-institutionerne".

Siden har Valutafondens direktør været europæer, og bankens direktør US-amerikaner.

Banken kom dog først rigtigt ind på den globale scene i 60'erne. Kendetegnet ved Bankens lån, var at der overvejende var tale om støtte til udbygning af infrastruktur, især infrastruktur, der fremmede modtagerlandets integration i verdensmarkedet. Formålet var politisk og økonomisk. Integrationen i verdensmarkedet lettede adgangen til den tredje verdens råstoffer, og sikrede en politisk sammenfletning, der kunne medvirke til at holde den tredje verden fra østblokken. Denne tankegang var også grundtonen i flere samtidige nordamerikanske initiativer, såsom den grønne revolution, der skulle fremme agro-industrielle produktionsformer i den tredje verdens landbrug.

Om at skubbe ud af døren

Det første skarpe hjørne i Verdensbankens historie indtraf i slutningen af 60'erne. I Verdensbankens egne annaler vil dette skift formentlig tage sig ud som en konsekvens af direktørskiftet. Den gamle direktør, George Woods blev skiftet ud med en politisk veteran fra USA, nemlig Robert McNamara. Tidligere forsvarsminister under en intensiv fase af Vietnamkrigen. Skal vi tro den del af Verdensbankens nuværende personale, der kender ham fra dengang, så var rygtet i korridorerne, at han på sin nye post ville udsone sine synder. Rigtig gøre noget for menneskeheden. Og hvor kunne han gøre det bedre end i Verdensbanken. Han var den første til at føre "fattigdomsbekæmpelse" som en af Bankens vigtigste målsætninger.

Banken ekspanderede da også voldsomt under McNamara, men det har næppe meget med mandens personlige kvaliteter at gøre. Hverken i tæppebombningsudgaven eller den bodfærdige version.

Fra at være et relativt beskedent foretagende, ekspanderede Banken i et hæsblæsende tempo i de første år af 70'erne. I McNamaras første fem år i stolen, blev der sat lige flere projekter i gang for flere penge end i hele Bankens hidtidige levetid. Hvad skyldes det? Hvad var konteksten? Blev den Kolde Krig intensiveret i disse år?

Konteksten var måske, at mørke skyer viste sig i horisonten for den globale kapitalisme: Realiseringsproblemer. Den globale akkumulationskrise nærmede sig, og kriser siger nogle lærebøger, viser sig ikke nødvendigvis ved, at der mangler penge. Krisen skulle løses med at sende penge i omløb. Det var ikke kun Verdensbanken, der sendte masser af penge i projekter. Statsintervention var også den gængse formel for kriseløsning i det meste af verden. Da en række olieproducerende lande dannede et internationalt kartel, OPEC, i 1973, og satte oliepriserne på himmelflugt, blev problemet ikke mindre. Den arabiske elite o.a., der satte denne såkaldte "oliekrise" i sving, blev natten over stenrig, og i mangel på evne og vilje til at omsætte den vundne kapital til "udvikling", blev også disse penge sendt ud på det i forvejen godt mætte kapitalmarked.

Derfor fik McNamara rigeligt med midler til at "gøre godt med". Milliardlån blev på det nærmeste proppet ned i lommen på glade tredjeverdensregeringer. I denne periode var der ikke noget med "smal! is beautiful". Gigantprojekter var at foretrække, de skulle skabe forudsætningerne for afskaffelse af "fattigdom" -på lang sigt. I årene efter var modtagerlandene oversået med "hvide elefanter" -store "bistandsprojekter", der ofte havde en direkte skadelig virkning på det omkringliggende samfund. Men det øgede omsætningen og fik milliarderne til at glide ud ad den globale kapitalpulje med garanti for tilbagebetaling. "At skubbe penge ud af døren", hed det i Verdensbankens korridorer. Med meget små renter. Det skal siges.

Reagan og neoliberalismen

Turen om det andet skarpe hjørne var også vejen til Bankens etablering som et af en hel verdensordens vitale organer.

I 1982 var Ronald Reagan blevet præsident i USA, og Margaret Thatcher var blevet premierminister i Storbritannien. Begge var de gammelliberalister om en hals. Kort sagt, sigtede de begge mod et samfund med en økonomi af uregulerede markedskræfter, og en verdensorden præget af fri handel over grænserne. Termen "neoliberalister" skyldes ikke, at der i denne periode foregik en vanvittig spændende nytænkning af liberalismen. Tværtimod blev den mest antikverede form for liberalisme gravet op af arkiverne og omsat i praksis. Det nye i neoliberalisme er alene dens genanvendelse.

Det problem, Reagan og Thatcher satte sig for at løse var, det der i deres forståelse var en "overophedet økonomi". For mange ukontrollerede milliarder i omløb i projekter, i støttede virksomheder, i offentlig service o.s.v. Milli arder, der i deres øjne risikerede at fremkalde dybe rystelser i hele det økonomiske verdenssystem, hvis en krisecyklus tog sin begyndelse.

Reagan tog det første initiativ og satte den amerikanske rente op. Det gjorde i første række USA til et attraktivt sted at sende sine penge hen, så andre fulgte trop. Livremmen var spændt et par huller.

Dermed var også lånemulighederne for den tredje verden væsentligt forringet med et hug. Og tilbagebetalingen af gamle lån besværliggjort.

Om at hive pengene hjem igen

Låneboblen brast. Første offer var Mexico. I august 1982 måtte den mexicanske regering erklære, at det var umuligt at tilbagebetale renter og afdrag.

Det kunne måske se ud som om Verdensbanken nærmest var skyldig i lande som Mexicos deroute. Det er der nok ikke så meget realitet i. Der ligger nogle mere strukturelle mekanismer bag Mexicos nedtur end Bankens uforskammede lånepolitik. En forklaring, som jeg selv tror på, er at den mexicanske industrialiseringsmodel indeholdt nogle indbyggede modsætninger, som gav bagslag. Efter krigen gik Mexico ind på industrialiseringens vej ved at gå på to ben. Dels solgte Mexico råvarer i udlandet og skaffede kapital, dels beskyttede landet den nationale industri og brugte pengene fra salget af råvarer til at subsidiere industrien. Men råvarepriserne faldt langsomt på verdensmarkedet i Mexicos industrialiseringsperiode fra 1950-70. Subsidierne og andre former for statsintervention var imidlertid centrale for den mexicanske regering, både for at bevare illusionen om en ubrudt industrialisering, dels for at bevare den politiske stabilitet gennem bl.a. et højt beskæftigelsesniveau. Hullet blev fyldt med lån i udlandet, og Verdensbanken var langt fra den største långiver. Det var private banker i Europa og USA.

Da boblen brast i 1982, frygtede den rige verdens regeringer, især USA's regering, en række bankkrak, der kunne have sendt rystelser gennem hele økonomien. Derfor greb de ind med drastiske midler. Lånene blev omdirigeret fra de private banker til Den Internationale Valutafond, og Valutafonden kom herefter til at administrere Mexicos gæld. Det gjorde Valutafonden med hård hånd. Den mexicanske regering blev tvunget til at påbegynde en skrap økonomisk hestekur. Denne hestekur går under navnet strukturtilpasning sprogrammer. Strukturtilpasningsprogrammerne var og er rendyrket liberalisme: Staten skal trækkes ud af økonomien i den takt det var muligt. Statslige virksomheder skal privatiseres, statslige subsidier afskaffes, inflationen bekæmpes med løntilbageholdenhed, love der regulerer udenlandske og indenlandske investeringer skal afskaffes for at lette adgangen for multinationale og transnationale selskaber, den offentlige sektor skal skæres ned, eksportproduktionen skulle fremmes.

Model Mexico skulle danne præcedens, og får år efter var Latinamerika , Asien og Afrika oversået med lande, der befandt sig i Valutafonden s fold. Der findes i dag i den såkaldte tredje verden kun få lande, der ikke har været gennem et strukturtilpasningsprogram

Hvad betød dette for Verdensbanken

Verdensbankens udlånsvirksomhed blev hurtigt tilpasset den nye finansielle verdensorden. Banken gik kort sagt fra projektlån til strukturtilpasningslån. Strukturtilpasningslånene kan alene ydes til de lande, der har fået det blå stempel af IMF. Lånene skal "bakke op om strukturtilpasningsprogrammerne " ved f.eks. at støtte omstruktureringen af den offentlige sektor. D.v.s. omlægningsbistand.

I løbet af 80'erne blev Bankens udlånsvirksomhed derfor radikalt omstruktureret. De gamle mammut-projekter blev trukket i baggrunden og strukturtilpasningslånene blev Bankens vigtigste politiske redskab.

Med strukturtilpasningsprogrammerne i hånden, begyndte IMF og Verdensbanken "at hive pengene hjem". Kapitalstrømmene fra syd til nord blev betydeligt større. Men strukturtilpasningens epoke var meget mere end pengestrømme.

En ny superstat

Gældskrisen blev grundstenen til konsolideringen af IMF og Verdensbanken som de absolut dominerende politik-formuleringsfora for samtlige lande under strukturtilpasningsparaplyen. Gælden blev en formidabel løftestang til at gennemtvinge liberaliseringer, der skulle muliggøre, ikke en løsning af krisen, men en styring af krisen. Under krisestyringen hørte en kraftigt udvidet bevægelsesfrihed for de multinationale selskaber: IMF og Verdensbanken har efterhånden også fået gennemsat et gyldent princip for det meste af verdens udviklingsbistand: Hvis et land ikke har papirerne i orden hos Valutafonden og Bank en vanker der ingen bistand.

Alligevel er hverken IMF eller Verdensbanken selvstændige, selvrådende magter. De lyder i det store og hele aktieindehaverne. Og aktieindehaverne er før st og fremme st G7-landene: USA, Tyskland, Japan, Frankrig, Storbritannien, Italien og Canada. Disse 7 lande besidder næsten aktiemajoriteten. En alliance med et par små nationer og fler tallet er hjemme.

Derfor er Verdensbanken heller ikke nogen politisk "neutral " mekanisme. Der skal være ro på bagsmækken.

Slutningen af 80'erne

Derfor var slutningen af 80'erne en svær periode for Verdensbanken. Af flere grunde.

Fra flere FN-organer lød hård kritik af de sociale konsekvenser af strukturtilpasningsprogrammerne, NGO'erne talte som med en stemme om Bankens ulykker, og i dele af den tredje verden var den sociale uro begyndt at melde sig massivt. I Brasilien var et venstrefløjsparti, PT, lige ved at erobre præsidentposten, i Mexico havd e regeringspartiet svære problemer med at snyde sig til en valgsejr , for blot at nævne to eksempler på ridser i den politi ske orden. Det var dog langtfra alle reaktioner på struktur tilpasningsprogrammerne , der var politiske. Ofte skabte strukturtilpasningen bare social uro. "IMF-optøjer" i Afrika, i Venezuela. Siden er det fænomen blevet sat på spidsen i sociale opløsningsprocesser i Somalia, Rwanda og Liberia. Uden politisk retning, men nok til at skabe nervøsitet blandt G7-landen es regeringer, og i Verdensbanken.

Fra 1990 begyndte Banken derfor målrettet at udforme en form for socialpolitik. Bankens social politik består groft sagt i oprettelsen af decentralt tyrede puljer til sociale formål. "Social Emergency Funds" eller "Social Safety Nets". Det er puljer med meget begrænsede midler, der skal dirigeres til "de fattigste". Det er ikke programmer, der antaster strukturtilpasningen. Tværtimod. Hensigten er at de skal bakke op om "reformprocessen".

Bankens område

Det var faktisk Verdensbankens "socialpolitik", der gik af med sejre n på Det sociale Topmøde i København 1995. Ligesom Banken tidligere kom til at blive hovedinstrumentet i opfølgningen af miljøtopmødet i Rio. Skulle der en dag blive arrangeret et "demokrati-topmøde" i F-regi, er det så sikkert som amen i kirken, at Banken vil have stor succes med at gøre sit slagord om "god regeringsførelse" til omdrejningspunktet.

Alle de nye områder, Banken har taget på sin kappe. har om ikke andet haft stor politisk betydning. Regeringer, såsom den danske. der tidligere har været en anelse kritiske overfor Verdensbanken, har nu fået det figenblad, der var nødvendigt for at slutte sig til klakørerne. Målrettet fattigdomsbekæmpelse.

Samtidig har Banken nu fået nye redskaber til politisk intervention: Efter at have smadret enhver ansats til socialpolitik i klient-staterne, kan Banken nu bygge en ny socialpolitik op. For at løse politiske problemer. Ikke for at løse fattigdomsproblemet. Det bliver Banken ved med at få til at vokse.