Venezuela går på gløder

15. august skulle venezuelanerne stemme ja eller nej til om præsident Chavez skulle gå af. En studiegruppe tog til Venezuela for at følge begivenhederne omkring valget. Her er et rejsebrev fra en af deltagerne:

Af Anne Rehder, Venezuelagruppen 2004

Venezuela har de sidste år gennemgået en dramatisk politisk udvikling. Otte valg, et statskup, en lockout, en generalstrejke og senest en planlagt paramilitær aktion er hvad, den venezuelanske befolkning har været oppe imod. De er kommet igennem det hele med modet og optimismen i behold. Modgangen har styrket fællesskabsfølelsen hos underklassen og den lavere middelklasse.

Over hele Latinamerika har nye venstreorienterede præsidenter givet håb om forandring. Men hvor progressiv er Chavez og udviklingen i Venezuela? Og hvad med folkets rolle? I august var vi en studiegruppe, der tog til Venezuela, for at se om vi kunne blive klogere på disse spørgsmål. Situationen var hektisk, der skulle være valg d. 15. august.

Et splittet land

Allerede i lufthavnsbussen på vej til hovedstaden Caracas, blev landets sociale situation udpenslet for os. Langs de overfyldte motorveje med gamle rustne amerikanske flydere, rejste slummen sig op af bjergsiderne. Jo højere op af bjergsiderne og jo længere væk fra centrum, des fattigere kvarterer. Det sprang i øjnene, at lige meget hvor langt op af bjerget eller hvor dybt ind i slummen vi så, var der røde bannere, plakater og murmalerier, som sagde ”NO - Chávez NO se va”, Nej - Chávez forsvinder ikke.

Da vi nærmede os centrum, tårnede det ene højhus op efter det andet, kontorbyggerier med lysreklamer for Nestlé og Coca Cola, faldefærdige beboelsesbyggerier og tomme kontorer. Hele tiden med påmindelsen om slumkvartererne, som dækkede bjergskråningerne bag ved. Indtrykket af denne kontrastfulde by indprentede sig på nethinden; en by delt mellem Sí og No, mellem rig og fattig. Sí eller no, ja eller nej til Chávez regeringens afgang og til den igangværende proces. Processen kaldes også revolutionen, og betegner hele den udvikling, der er sket siden Chávez kom til magten. Det vil sige de sociale forbedringer og reformer, samt en fortsat progressiv udvikling.

Venezuela er det land på det amerikanske kontinent, som har de største oliereserver, og er en af de vigtigste leverancekilder for USA. Det har splittet befolkningen mellem de 20 %, som har levet godt af oliepengene (dvs. overklassen og den øvre middelklasse) og de 80 % som lever i fattigdom.

Vi befandt os i et land, hvor de mindst privilegerede og de progressive holder med regeringen, et land, hvor det er oppositionen, der er de reaktionære. Derfor var der en ukuelig optimisme og glæde på gaden. Man har overvundet truslerne mod processen indtil nu, og hermed har den fattige del af befolkningen opdaget, at de reelt er en magtfaktor.

Oppositionen bruger ny taktik

Da Chavez kom til magten i 1998, indførte han en lov om, at hvis mindst 20 % af de stemmeberettigede krævede det, skulle man udskrive valg om præsidentens afgang halvvejs i præsidentperioden. Oppositionens underskriftindsamling blev godkendt i foråret og der blev udskrevet valg 15. august.

Underskriftindsamlingen var en ny taktik fra oppositionens side. Så sent som i 2002 gennemførte oppositionen et statskup, støttet af USA og senere samme år en lockout i olieindustrien, som gav dybe ar i den venezuelanske økonomi. Befolkningen og regeringen overvandt begge gange konflikterne (se Gaia #37 og #40). Sideløbende med den nye taktik, blev dele af oppositionen i maj afsløret i at have huset og støttet colombianske og venezuelanske paramilitære. I den forbindelse blev der opdaget flere våbenlagre (Se Gaia #45).

Den colombianske regering, støttet af USA, har indkøbt 46 tanks, som skal placeres i grænseområdet mod Venezuela. Officielt skal de bruges i kampen mod narko og til oprørsbekæmpelse, men dette virker usandsynligt, da de ikke egner sig til terrænet i bjergene og junglen. Indkøbet af tanks’ene har vakt bekymring, specielt set i lyset af, at det colombianske senat i april godkendte en resolution, der fordømmer regeringen Venezuela, som et diktatorisk regime.

Der har kørt en intens valgkamp siden der blev udskrevet valg. Begge sider har været på gaden og demonstrere i flere omgange. Størstedelen af oppositionen har samlet sig i Coordinadora Democrática ”den demokratiske koordinering”. Blandt andre de to tidligere ledende borgerlige partier AD og COPEI, der delte den politiske magt imellem sig i et udemokratisk topartisystem, siden afsættelsen af diktatoren Marcos Pérez Jiménez i 1958 og indtil Chavez vandt valget i 1998.

Oppositionens medier - de private tv-stationer og aviser, som fylder det venezuelanske mediebillede, har kørt en intens propaganda mod Chávez. Under statskuppet lukkede kupmagerne regeringskanalen og de alternative medier, så det eneste man kunne se var oppositionens tv-stationer, som sendte gamle tegnefilm. Kampen om medierne er af stor betydning. For at undgå en lignende situation, er de alternative medier derfor blevet styrket de sidste par år.

Regeringen har organiseret folk i ”Commando Maisanta’er”, en slags valgpatruljer, som står for at uddele valgmateriale og organisere folk i bydelene. På alle gadehjørner og pladser stod valgpatruljerne med pavilloner og valgmateriale.

Progressive reformer og missioner

Siden Chávez kom til magten er der vedtaget en del progressive love. Regeringen lagde ud med en ny konstitution, som sikrede borgerrettigheder m.m. I 2001 udarbejdede de en progressiv landreform. Jordspørgsmålet er essentielt i Venezuela, som i resten af Latinamerika. Det har haft store konsekvenser for landbrugssektoren, at Venezuela helt tilbage fra 1912 har eksporteret olie. Oliehandlen har i perioder sendt den venezuelanske valutas værdi i vejret, hvilket gjorde det billigere at importere fødevarer, end at producere dem selv. I 2003 importerede Venezuela 70 % af sine fødevarer. Gennem årene har det betydet, at småbønder var nødsaget til at lukke deres landbrug og søge mod byerne - og dermed mod slummen og fattigdommen. På landet indtog godsejere og multinationale firmaer jorden. Ifølge landreformen må man højst eje 5000 hektar jord, alt derudover skal eksproprieres efter en fordelingsnøgle. Regeringen prioriterer at jorden bliver overtaget af kooperativer.

Det har været svært for Chávezregeringen at gennemføre de nye love ved hjælp af det borgerlige statsapparat, da det er ineffektivt, og stadig i høj grad er præget af korruption. Det er ofte de samme embedsmænd som under tidligere regeringer, der sidder på posterne, og mange har ikke været villige til at udføre de nye reformer. Dette har ført til, at Chávez regeringen har lavet en lang række nye tiltag, som går uden om statsapparatet. Tiltagene kaldes missioner, og de fungerer ved, at der opbygges nye forvaltningsstrukturer i et samarbejde mellem græsrødder og regeringen. De finansieres af de statslige oliepenge, men fungerer i høj grad gennem frivilligt arbejde. Et eksempel på en mission er ”Barrio Adentro”, dvs. ”ind i slummen”, som går ud på at oprette sundhedsklinikker, folkekøkkener, skoler og fødevarebutikker i slummen. Et andet eksempel er de forskellige uddannelsesmissioner, som går fra grundskole til universitetsniveau. De skal sørge for at de rettigheder om uddannelse til alle, som er indskrevet i den nye konstitution, bliver gennemført. Missionerne er kun et år gamle og har allerede vist sig enormt funktionsdygtige. Der er opnået store forbedringer, hvilket har giver håb og nye muligheder for de fattige.

Vi besøgte missionen Barrio Adentro i et slumkvarter. En familie husede lægekonsultationen og lægesekretæren var familiens datter, som arbejdede frivilligt. Kvarterets folkekøkken var for de mest trængende, og havde ligeledes frivilligt personale. Vi faldt i snak med de, der stod i køen til folkekøkkenet. En ældre mand som stod med sit barnebarn, smilede med den tandløse mund, mens han stolt fortalte os, at han var i gang med at lære at læse.

En del af uddannelsesmissionerne går ud på at oprette nye universiteter. Vi besøgte et af dem i Caracas, der havde til huse i det forhenværende meget pompøse højsæde for olieselskabet. Vi fik at vide, at samtidig med at de gav mulighed for uddannelse til folk i slummen, arbejdede de med tværfaglighed, fjernuddannelsesprojekter og praktikperioder i slumkvarterene.

Folk går på gaden

De størst mobiliserede demonstrationer lå i ugen op til valget. Den absolut største var den store nej-demonstration, som altså var pro Chávezregeringen. Fra slumkvarterer gik optogene ned af bjergene og mødtes med de store demonstrationer, som efter mange timer nåede ind til centrum. Hoveddemonstrationen skulle foregå på den kæmpe boulevard, der løber langs med de to store højhuse, som er byens vartegn. Der kom uendelig mange mennesker, for at vise deres støtte - og måske få et glimt af Chávez. Det var overvældende at være i en demonstration, som var så stor. Som de eneste høje, lyse udlændinge vakte vi en del opsigt, og mange kom hen for at fortælle om alle de gode ting, der er sket, efter Chávez kom til magten, og for at høre vores mening om processen.

Selvom oppositionen også afholdt store demonstrationer, nåede de aldrig op på noget nær denne størrelse. Nogle af os var ude ved en af oppositionens demonstrationer. Her stod en gruppe kvinder, som råbte om, hvor forfærdeligt det var, at der nu var kommet så meget krig mellem klasserne. Før Chávez havde fattige og rige levet fredeligt side om side.

Valget

Valget lå på en søndag. I dagene op til havde der været øde på gaderne, men pludselig søndag morgen myldrede det frem med mennesker, bevæbnet med klapstole og paraplyer. Der var langt større valgdeltagelse end forventet, omkring 70 %. Dette skal ses i forhold til, at den gennemsnitlige valgdeltagelse i 90’erne var ca. 55 %. Vi mødte en ældre mand oppe i slummen, som manglede sit ene ben. Han havde aldrig før stemt, men denne gang insisterede han på at blive båret ned fra bjerget i sin kørestol. Den store valgtilslutning resulterede i, at der hurtigt kom lange køer foran valgstederne. Nogle steder stod folk i kø i op til 12 timer, og man blev nødt til at forlænge valgstedernes åbningstid.

Resultatet blev at 59,1 % i alt 5.800.629 stemte nej til at Chávez skulle gå af, og 40,6 % i alt 3.989.008 stemte ja. Da resultatet var lagt frem af den nationale valgkommission, var stemningen noget blandet. En ven sagde til os: ”Jeg er så glad, så glad, men i dag går Venezuela på gløder”. Netop sådan var stemningen; samtidig med at der var fest i gaden, var der en anspændthed. Man afventede oppositionens næste skridt.

Da resultatet var fremlagt, klagede oppositionen over valgsvindel. Stemningen var anspændt, man var bange for, at valget ikke ville blive anerkendt, da det var USA’s tidligere præsident Jimmy Carter og generalsekretæren for Organisationen af Amerikanske Stater, Cesar Gaviria (tidligere colombiansk præsident), som stod i sidsen for de udenlandske observatører. Det endte dog med, at de godkendte valget og bekendtgjorde, at der ikke var tegn på snyd.

Venezuelas fremtid

Valget blev en historisk valgsejr til den latinamerikanske venstrefløj, og processen kan forsætte. Men hvordan vil fremtiden se ud for Venezuela? Vil regeringen som lovet sætte mere gang i revolutionen, eller er progressiviteten ved at være brugt op? Kan man formå at omdanne eller nedbryde den borgerlige stat ved en egentlig revolution? Kan det ske gennem missionerne? Kan disse på længere sigt blive en stærk parallel opbygning af et alternativ til den borgerlige stat? Og hvordan sikrer man en stærkere organisering af folket?

En ting er sikkert, venezuelanerne afgiver ikke de ting, de har opnået. De husker stadig, at det første, der skete under statskuppet, var, at landreformen og den nye konstitution blev annulleret. Der er mange trusler mod en videre revolutionær udvikling, både udefrakommende og interne, som eksempelvis den sammenknytning der er af personen Chávez og processen. Den venezuelanske befolkning har indtil nu overvundet forhindringerne. Men om de er rustet til kamp, vil tiden vise. Mange har fået erfaringer med at organisere sig, og processen har skabt en høj grad af politisk bevidsthed. Overalt bliver der diskuteret politik, og vigtigst af alt har den venezuelanske befolkning erfaret, at de kan ændre på tingene og have reel indflydelse. Samtidig har oplevelsen af at være de mange og de stærke, skabt gejst og glæde over hele landet. Det har givet håb i resten af Latin Amerika.

Da vi forlod Venezuela var vi blevet meget klogere. Men for hvert spørgsmål vi havde fået besvaret, var der kommet fire nye. Det vigtigste vi har med hjem i bagagen, er den inspiration, kampgejst og optimisme, som præger processen. Det, at der reelt er sket et fremskridt, og at befolkningen har oplevet, at de er en stærk magtfaktor, som har indflydelse på deres fremtid.

For mere info om Venezuela, nyheder og baggrundsstof, tjek den nordamerikanske hjemmeside www.venezuelanalysis.com (engelsk) og den alternative venezuelanske side www.apporea.org (spansk).