Vejen er målet og målet er vejen!

Af Lars Gaardsøe

Det er ikke fordi, at bogmarkedet oversvømmes med bøger om venstrefløjsvisioner, og da slet ikke på de nordiske sprog. Bogen Utopi, Revolusjon, Sosialisme er endda noget så sjældent som en anarkistisk nyudgivelse og så på norsk.

Derfor er det vel oplagt at starte denne anmeldelse med at rose selve det, at der stadig bliver udgivet venstreorienterede bøger på de små selvstændige forlag. Utopi, Revolusjon, Sosialisme er forlaget News from NowHere’s første udgivelse, og vi må håbe at det dansk-norske initiativ vil fortsætte.

Utopi, Revolusjon, Sosialisme er skrevet af Jonas Bals og Harald Beyer-Arnesen, som begge er nordmænd, bosiddende i henholdsvis København og Oslo. Haralds tragiske død sidste år efterlod Jonas tilbage med opgaven at samle de tos mange diskussioner til en bog, og det er der kommet et særdeles ambitiøst værk ud af. Selve bogen er som titlen antyder inddelt i tre dele med hver sit tema: Utopi, Revolusjon, Sosialisme. Det er store emner, men det er i og for sig forfriskende med en bog, som tør bruge de klassiske begreber uden at ende med at gentage gamle argumenter efter et forudsigeligt skema. Det er kendetegnende for bogen, som er velskrevet og i et let forståeligt sprog, at selvom argumentationen er velkendt, så giver de historiske indsigter og den selvkritiske refleksion bogen relevans.

Det første del om “Utopi” handler om muligheder for at tænke et stats- og klasseløst samfund. Er det overhovedet ønskeligt at forestille sig nye systemoverskridende projekter, efter tidligere forsøg er endt i autoritære blindgyder? Ifølge bogens forfattere er der stadig behov for at tænke ”out of the box”, og vi behøver ikke smide barnet ud med badevandet. Det, som vi skal lære er, at vejen til at nå målet skal være i overensstemmelse med selv samme mål. Vi kan ikke skyde genvej ved at sætte målet over midlerne. Sagt på en anden måde og af Brødrene Bisp fra 80’er ungdomsprogrammet Sonny Shuffelt Shok Show: Vejen er målet og målet er vejen!

Målet og vejen er ifølge forfatterne i høj grad organisation, og det er emnet for bogens anden del “Revolusjon”. Venstrefløjen i dag, og navnlig den anarkistiske del, er præget af mange smågrupper, og disse smågruppers styrker og begrænsninger er udgangspunktet for diskussion om revolutionær organisering. Hvor nogle anarkister har en tendens til at glorificere smågruppernes autonomi, overser de ifølge bogens forfattere de begrænsninger, som ligger i denne organiseringsform. Afsnit i bogen som ”Smågruppers uutholdelige letthet” opsummerer disse begrænsninger og problemer ganske godt, og det er noget af det, som gør bogen relevant - specielt for de aktivister, som har oplevet denne ”ulidelige lethed”.

Alternativet til disse smågruppers ekskluderende form finder bogens forfattere selvsagt i ”større organisationer”. Når anarkisterne hele tiden har pointeret, at vi ikke kan frigøre andre, men det kræver initiativ fra de undertrykte, så må de revolutionære organisationer i det mindste også forsøge at rumme alle.

Hvad disse ”større organisationer” så egentlig er, sættes i historiske perspektiv gennem et tilbageblik på erfaringerne fra den russiske og spanske revolution. For nye læsere er her en god og kort introduktion til disse historiske begivenheder, men beskrivelsen er også så kort, velreflekteret og uden fortabelse i detaljer og anekdoter, at den mere erfarne læser udi socialismens historie ikke taber interessen.

Igen er pointen klar, når forfatterne skriver: ”Hva begge de to ovenstående eksemplene (den russiske og spanske revolution red.) illustrerer, er at det ikke holder å utsette forandringene au våre måter å organisere samfunnslivet på til etter revolusjonen - det er disse forandringene som er revolusjonen.”

Når det nu er slået fast, at midlerne til at opnå vores mål ikke kan adskilles fra målet selv, så må vi naturligt spørge os selv, hvad det er for et mål vi har, og derfor hvilke værdier og principper som skal danne grundlag for organiseringen af modstanden.

Bogens sidste del forsøger netop at komme med nogle bud på værdier og principper for det som forfatterne kalder ”et globalt klasseløst samfund”. Her kaster de sig ud i nogle relativt konkrete diskussioner af, hvordan det socialistiske samfund kunne se ud. Det er vel at mærke et antiautoritært socialistisk samfund - uden stat. Når mål og midler ikke kan skilles ad, må vi derfor også forkaste Karl Marx’ idé om en overgangsfase i form af et ”proletariatets diktatur”. De historiske erfaringer har også vist, at denne midlertidige ”arbejderstat” ikke har adskilt sig grundlæggende fra den kapitalistiske stat. I hvert fald ikke når det gjaldt om at overdrage magten til arbejdernes egne strukturer.

For mig at se er det meget vigtigt, at vi bliver bedre til at formulere vores visioner, hvis vi skal have held til at overbevise en større del af klodens befolkning. Det er derfor meget prisværdigt, at forfatterne tør tage fat diskussionen på nogle af de konkrete udfordringer, der er forbundet med forestille sig et klasseløst samfund. Specielt i betragtning af at verden ser markant anderledes ud i dag end for 150 år siden, da de kommunistiske visioner først blev formuleret. Hvis vi forestiller os, at vi skal bevare de moderne bekvemmeligheder i fremtiden som arbejdsdelingen har muliggjort, hvordan undgår vi så den ulige fordeling? Hvad betyder den teknologiske udvikling for vores idé om en retfærdig arbejdsdeling, og kan/skal man opretholde selvforsyningen som ideal i en globaliseret verden? Det er spændende diskussioner, som vi ikke tager hver dag, men en gang imellem kan det være nyttigt at overveje, hvordan distributionen af varer skal foregå i et pengeløst samfund. Det er blandt andet sådan nogle overvejelser, som Utopi, Revolutjon, Sosialisme sætter i gang, og det gør den uden nogen illusioner om at ville lægge den revolutionære ”masterplan”.

Lars Gaardsøe er med i GAIAs redaktion. Utopi, Revolusjon, Sosialisme kan købes i Internationalt Forums butik for 100 kr. Besøg forlaget