Vandana Shiva: Vi vil ikke følge jeres regler

Den eneste ret, som respekteres i verden ved århundredets afslutning, er kapitalens og kapitalejernes ret. Verden reorganiseres i en stor forretningsmæssig afpresning, hvor virksomhederne grundlæggende siger: Giv os mere og mere og mere, giv os økonomisk støtte, ellers forsvinder vi.

I går aftes, da jeg rejste hertil, læste jeg Financial Times. Der læste jeg, at Merrild Lynch kræver 26 millioner dollars af New Yorks bystyre for bare at blive i byen. Et bystyre, som sikkert fortæller sine indbyggere, at det ikke har råd til at yde den service, lokale myndigheder burde stå for. Men de kan godt finde 26 mio. til et af verdens største finans-selskaber.

Den slags erhvervsmæssig afpresning sætter landene op imod hinanden, samfund mod samfund, religion mod religion, farve mod farve, og køn mod køn.

I de sidste fem-seks år med handels-liberalisering og globalisering er ikke-bæredygtighed blevet eksporteret til Den Tredje Verden; eksport af forurening, eksport af gift-affald.

Vi har netop afsluttet et sag, som vi vandt, hvor vi måtte gå til Højesteret for at kræve et forbud mod import af giftigt affald. Tyskerne og englænderne eksporterer det, og de sparer 2.500 dollars pr. ton ved ikke at bearbejde det hjemme.

Der var et princip, som blev vedtaget på Rio-miljøkonferencen og ved andre lignende lejligheder, nemlig at forureneren betaler. Globaliseringen har skabt enorme smuthuller i forhold til dette princip. Forureneren skal ikke betale. Han tjener på forureningen.

De kan omdanne affald og giftfarer til nye handelsvarer.

Ideen, der diskuteres om omsættelige forureningstilladelser, får virksomhederne til at flytte forurenende industrier til lande som Indien. Så det er indiske forurenings-kvoter, der bruges, selv om forureneren er englænder, tysker eller General Electric.

Det er på denne måde, de behandler landene: som om de ikke eksisterede, når det gælder beskyttelse af mennesker. Men som enheder, der eksisterer, når de skal pålægges det ansvar, virksomhederne burde bære.

Vi er også op imod det bemærkelsesværdige forhold, at regeringen ikke eksisterer, når det handler om at beskytte folket. men så sandelig er der, når den skal gennemtvinge direktiver til fordel for virksomhedernes magt.

Lad mig give jer et eksempel. I Indien fungerer det, briterne kaldte land-ekspropriations-loven, stadig. Ingen liberaliserings-aftale og ingen europæisk regering kræver den fjernet, for det er denne lov, der tillader tyske stålfirmaer at flytte til Indien. Det er den lov, der tilllader dumpning af giftigt affald.

Overalt kommer folk frem og siger, vi vil ikke følge jeres regler. Vi vil ikke adlyde. Vi vil ikke samarbejde om ødelæggelsen af vores liv og vores levevej.

Det er ikke bare nogle få steder. Det er mange steder. Det er to millioner mennesker det ene sted, en million det andet.

Og i alle de landsbyer, jeg har været i, har folk erklæret, at bio-mangfoldigheden er deres fælles arv, som de gerne vil dele med andre, der behandler det som en fælles arv. Men ikke med dem, som vil privatisere den.

Det er dette, der er fremtidens politik. Vi behandler ikke retten til investering som en fundamental ret, skrevet i sten som De Ti Bud.

Vi har brug for en ny globalisering, en humanistisk globalisering. Vi bar ikke brug for økonomiens globalisering, men den menneskelige bevidstheds globalisering.

Vandana Shiva er øko-feminist fra Indien.