Usikre udsigter i Vestsahara

I Sahara er der varmt i september. Dejlig varmt. Det fandt vi ud af, da vi i år besøgte de vestsaharianske flygtninge i Algeriet. Her bor de i telte og huse bygget af ørkenens sand - og det har de nu gjort i over 30 år.

Af Mads Lou Bentsen og Morten Birk Jørgensen

Salek har tidligere kæmpet som soldat imod Marokkos besættelse af hans hjemland, Vestsahara. For tiden bor han i Danmark som udsendt for befrielsesbevægelsen Polisario. Hans opgave er at udbrede kendskabet til konflikten i Vestsahara i Danmark og i resten af Skandinavien. Siden Polisario i 1980 nedlagde våbnene og stoppede guerillakrigen mod de marokkanske styrker, har Polisario på denne måde forsøgt at sætte fokus på besættelsen.

Kampens begyndelse

Efter Spanien trak sig ud af Vestsahara i 1975 delte Marokko og Mauretanien landet mellem sig. Indbyggerne mente imidlertid, at de havde ret til et selvstændigt land, og mobiliserede derfor en militant modstand mod besættelsesstyrkerne. Modstandsfolkene organiserede sig i organisationen Polisario. Inden længe trak Mauretanien sig ud, og Marokko besatte i stedet hele landet. Det lykkedes Polisario at befri nogle områder langs grænsen til Mauretanien. Herefter etablerede Marokko en sandvold på langs af landet, spækket med landminer. Befolkningen fik derefter lov til at bosætte sig i flygtningelejre langt ude i ørkenen i Algeriet.

FN har adskillige gange vedtaget resolutioner, der kræver at der bliver foretaget en folkeafstemning, som giver det Vestsaharianske folk lov til at bestemme, hvorvidt de vil være en del af Marokko eller et selvstændigt land. Marokko har hidtil ignoreret disse beslutninger.

Livet i lejren

I en af flygtningelejrene bor Mohammed Ali med sin familie. Mohammed Ali er aktiv i ungdomsorganisationen Ujsario. Ujsario varetager en række opgaver i forhold til børn og unges hverdag i flygtningelejrene for eksempel planlægning af skolegang og arrangementer i lejrene. Derudover har de kongresser, hvor de diskuterer politisk strategi og vælger repræsentanter til ledelsen.

Mohammed Ali bor sammen med sine tre søstre og sine forældre. Faren er udsendt som soldat ved den marokkanske sandvold og kommer kun hjem en gang hver 3. måned. I boligen ved siden af bor Mohammed Ali’s onkel, Habib, med sin familie.

Boligen består af en Haime, som er et stort telt a la et lille cirkustelt, der bruges til dagligt ophold. Derudover er der et hus til soverum, et til køkken og et lille hus til bad og toilet. Det hele er organiseret omkring en lille gård. Der er ingen møbler i nogen af husene, og hele familien sover på gulvet i det samme rum.

Midt i Ramadanen

Befolkningen i Vestsahara er muslimer. Familien vi boede hos bedte i løbet af dagen, da vi var der i ramadanen spiste og drak de ikke i dagtimerne. Det var for dem en selvfølge, at vi som ikke-muslimer ikke skulle faste. Indimellem drak de også selv en kop te, når de serverede for os.

Trods deres meget afslappede forhold til religionen i dagligdagen, forklarede Mohammed Ali at Islam er central i den politiske ideologi i Ujsario og Polisario.

Uddannelse for fremtiden

Midt i lejren ligger en stor skole, hvor børnene går til og med 6. klasse. Klasserne består af ca. 25 børn og er blandet drenge og piger.

Hvis de unge vil studere videre efter grundskolen, kan de søge om en plads på skoler, som ligger mellem de forskellige lejre. Disse er oprettet af diverse NGO’er og giver mulighed for at studere op til 12. klassetrin. Enkelte udvælges herefter til at komme ud og studere i udlandet, især Algeriet, Libyen, Spanien og Cuba.

Besat af de ’forkerte’

Under den spanske kolonisering af landet var en stor del af befolkningen i Vestsahara nomader. De levede i deres mobile Haime, men efter at være blevet placeret i de nuværende lejre, har denne mistet sin kvalitet som mobil. Store deportationer af Marokkanere til Vestsahara har sat gang i en stor byudvikling inde i de besatte områder. Ifølge flere af de folk, vi talte med, er dette et udtryk for en marokkansk kultur, som traditionelt er fremmed for vestsaharianerne. Marokkanerne har også et helt andet, meget mere strengt forhold til deres religion, mente de. Selv ville de meget hellere have en form for samarbejde med Mauretanien, som de følte sig langt mere beslægtet med.

Forholdet mellem befolkningerne i Vestsahara og Marokko er ikke udpræget dårligt. Når marokkanerne blev omtalt fik man indtryk af en manglende forståelse, men ikke noget had. Folket i Vestsahara har en klar bevidsthed om, at det er Marokkos konge og administration, som er skurkerne i denne konflikt. Befolkningen omtales i stedet som uoplyste og passive. De religiøse forskelle tages, ligesom alt andet, der har med religion at gøre, meget afslappet.

Livsglæde i håbløsheden

På trods af de barske forhold, vi oplevede i lejrene, var det befriende at se den livsglæde indbyggerne udstrålede. Det er nok noget, mange oplever første gang, de besøger en flygtningelejr, men vi synes stadig det er værd at beskrive.

Børnene løb rundt og legede, som de ville gøre i et hvilket som helst dansk boligkvarter, og de voksne drak te og hyggede i hinandens telte. Der var et helt utroligt sammenhold i familierne og et helt specielt fokus på børnene. Alle vi mødte var smilende og interesserede i at komme i kontakt. Den ‘spydigste’ kommentar vi hørte kom fra en knægt på ca. 14 år som råbte ”Chaio gringo’s” fra 50 meter nede af vejen, mens han grinede med sine venner. Det synes vi var ret fedt!

Meget af det tøj, de havde på i lejren, lignede til forveksling noget vi kunne have på i Danmark og ganske rigtigt: For en aften vi sad i Mohammed Ali’s onkel Habib’s Haime, opdagede vi, at Habib havde en t-shirt på fra en svensk mødreforening. Hele selskabet var ved at falde om af grin, da vi forklarede, hvad der stod på hans trøje. Derefter lagde vi ofte mærke til tøj fra især Sverige, men også fra resten af verden.

Uløst, men løselig konflikt

Konflikten i Vestsahara handler ikke om etniske eller religiøse modsætninger. Men hvad er det så, der trækker konflikten i langdrag?

Under Vestsaharas sand ligger til befolkningens store ulykke en række mineralforekomster i form af kul og især fosfat. Ud for kysten har amerikanske firmaer fundet olie, og portugisiske fiskere fisker på nogle af verdens rigeste fiskebanker.

Derudover har Marokko et tæt samarbejde med deres tidligere koloniherrer Frankrig omkring handel med våben.

Vi har altså på den ene side USA og især EU, som har store økonomiske interesser i Marokkos fortsatte besættelse af Vestsahara. Og da der ikke er nogen offentlig opmærksomhed om konflikten, er det gratis at støtte Marokko.

På den anden side står den Afrikanske Union, som har interesse i at begrænse Marokkos magt i Nordafrika og EU’s dominans i Afrika.

Vestsahara er altså fanget i en knude af storpolitiske interesser og sidder derfor ikke inde med nøglen til løsningen.

Usikre udsigter

Da vi besøgte lejrene i en lille uge, var forholdene i flygtningelejrene forbavsende fine. Man skal dog ikke tage fejl af, at dette er et af jordens mest øde steder, og ikke et let sted at bo. Folk fortalte om mangel på medicin og vandmangel i sommerperioderne, hvor gravide og småbørn af og til dør af tørst og helbredelige sygdomme.

Det er for tiden svært at se en hurtig løsning på konflikten i Vestsahara. Ikke fordi det er en svært løselig konflikt, men fordi der er en række økonomiske interesser, som modarbejder den. Der blev flere gange talt om, at det ikke vil vare længe før tålmodigheden er brugt op, og Polisario vil genoptage den militante modstand. Det blev dog sagt ret afslappet, og det virkede ikke som noget, der blev diskuteret til daglig i befolkningen. Efter et besøg på deres militærmuseum, som også havde til formål at fremvise deres militære formåen, blev vi ikke yderligere overbevist om deres militære planer. Det bestod af nogle rustne, skrottede tanks, som ifølge vores guide sagtens kunne komme ud at køre igen. På spørgsmålet om mængden af deres soldater fik vi svaret: ”Nok!” - hurtigt efterfulgt af forklaringen om, at det var en kamp mellem vestsaharianske patrioter på den ene side overfor marokkanske lejesoldater på den anden. Disse ville flygte så snart de lugtede en modstand, mente man. Vi fik da også at vide, at de havde startet krigen mod Mauretanien med kun 4 geværer, hvoraf to var i stykker og ét kun halvt funktionsdygtigt.

Mest af alt virkede det til, at folk er ved at tilpasse sig forholdene i lejrene. De lever deres liv, helt afhængige af hjælp fra FN og en række NGO’er. Tanken om at komme tilbage til deres land virkede for flere mest af alt som en drøm langt ude i fremtiden. Men en drøm der fylder meget i deres bevidsthed

Mads Lou Bentsen og Morten Birk Jørgensen er aktive i Socialistisk Ungdomsfront.

Ordforklaringer:

Polisario: Organisation som varetager interesser og praktiske opgaver i Vestsahara. Fungerer i øjeblikket som regering i flygtningelejrene.

Ujsario: Polisarios ungdomsafdeling.

Der bor ca. 160.000 flygtninge i lejrene i Algeriet. Ca. 25.000 bor stadig tilbage i de besatte områder, hvor de udsættes for grov undertrykkelse fra besættelsesstyrkerne.