Usikre stater

Sam Ashman fra Socialist Review har talt med Tariq Ali om hvorledes en krig mod Afghanistan vil destabilisere hele regionen.

Hvorfor er Pakistan i krisens centrum?

Det skyldes for det første at Pakistan grænser op til Afghanistan og for det andet fordi Pakistan har bevæbnet, financieret og støttet talibanerne. Taliban-regimet blev skabt af Pakistan med fuld støtte, viden og godkendelse af USA. Og nu, efter at have skabt dette regime, bliver Pakistan bedt om at ødelægge det.

Pakistan har været USAs allierede i lang tid. Krigen mod Sovjets invasion i Afghanistan kunne ikke været vundet uden Pakistans hjælp, og nu bliver Pakistan bedt om at udkæmpe en ny krig mod dens egen skabelse. Det er derfor at Pakistan er nødvendig for USA lige nu.

Mange forudsiger at Pakistans støtte til USAs angreb på Afghanistan vil betyde borgerkrig. Kan du forklare hvorfor?

Det er fordi Taliban-regimet har mange tilhængere i Pakistan, også i selve hæren.

Der findes også bevæbnede grupper med deres egne træningslejre i selve Pakistan. Nogle af disse grupper har allerede skabt optøjer i pakistanske byer, har udført bombeattentater på personer fra rivaliserende grupper, angrebet busser, angrebet moskeer med folk der ikke støtter dem. Det er en meget farlig situation.

Men jeg tror ikke at flertallet af pakistanere støtter fundementalismen. Det har de aldrig. I alle de valg der har været afholdt i Pakistan har de altid fået ringe opbakning - f.eks. meget mindre end de religiøse partier får i Israel. Fundementalismen i Pakistan har altid været statsstøttet. Uden støtten fra den pakistanske hær og statsapparat, ville fundementalisterne aldrig have fået nogen opbakning i det pakistanske samfund. Det er dette problem som den pakistanske stat nu står overfor. Efter at have skabt og støttet dette monster, kan de så bekæmpe det?

Fundementalismen er rodfæstet i staten fordi da man skulle bekæmpe russerne i Afghanistan, var den eneste måde man kunne moblisere til en sådan krig var ved at rejse jihads flag, altså hellig krig. Carters skkerhedsrådgiver, Zbigniew Brzezinski, rejste faktisk til Afghanistans grænse, og råbte iklædt turban "Allah er på vor side" og selv idag forsvarer Brzezinski dette. Han siger "Hvad er det vigtigste i verdenshistoriens store billede? Taliban eller Sovjetimperiets fald? Nogle få ophidsede muslimer eller den Kolde Krigs endeligt?" Svaret kom i New York og Pentagon. Og det er det vi hele tiden må vende tilbage til. Det var på den måde USA besluttede sig for at bekæmpe kommunismen. Alle de religiøse ekstremistgrupper der er vokset frem siden 80’erne er blevet støttet af USA direkte eller inddirekte via Pakistan og Saudi Arabien. Saudi Aabien, som bliver præsenteret som en moderat stat der støtter os, er blækspruttens hoved. Det er en fuldstændig religiøs stat. Taliban i Afghanistan efterligner Saudi Arabien. Det saudiske samfund er yngleplads for islamisterne, og man må spørge hvorfor. Men det er netop det spøgsmål som USA ikke ønsker at stille. USA står bag den saudiske regering pga. olien. USA mener at det saudiske monarki, med dets fulstændige middelalderlige styre, sørger for at olien flyder.

Pakistans diktator general Musharraf overvejede at gå imod fundementalisterne straks efter han tog magten, før den nuværende krise. Men han veg tilbage af frygt for at det ville skabe splittelse i hæren.

Nu har vi en fuldstændig ny situation. Når Pakistan bliver brugt som base for en krig mod Afghanistan og der udstationeres soldater vil mange som iøvrigt intet har til overs for fundementalisterne, begynde at protestere. Det kunne skabe en borgerkrigslignende situation. Hæren vil blive splittet. Islamisterne har ikke et flertal i hæren. Så det ville blive en hård og bitter borgerkrig hvis den startede. Hovedparten af befolkningen vil forholde sig passive og se rædelsslagen til. De vil ikke være en del af det.

Sidst i 80’erne tiltog ISI - den pakistanske hærs efterretningstjeneste som CIA brugte til at støtte Taliban - sig stor magt i Pakistan, som en stat i staten, men hæren og Musharraf kontrollerer dem nu.

Faren kommer fra de menige soldater og de yngre officerer som sympatiserer med Taliban. Hvis de ser deres hærchef støtte en fremmed magt som fører krig mod Taliban, vil det skabe uro.Derfor burde Vesten have tænkt sig godt om før man bragte de cowboy-metoder i anvendelse som Washington og London står i spidsen for. Det er værd at tænke på, at dette er en hær som har A-våben. Hvis Vesten lægger pres på Pakistan og forlanger at de helt følger deres linje, som de har gjort før, er der risiko for en splittelsen af den pakistanske stat. Og der ville blive uro i hele regionen.

Afghanistan udgjorde en stødpude mod Sovjet. Nu da den kolde krig er ovre har regionen så nogen strategisk betydning for Vesten?

Det tror jeg ikke den har. Det vi ser er den kolde krigs efterladenskaber fra 70’erne og 80’erne, regionen i sig selv har kun ringe strategisk betydning.

Det amerikanske olieselskab Unocal planlægger en olieledning gennem regionen fra Azerbaidjan, men det kan der laves om på. Det er en af årsagerne til at denne og tidligere amerikanske regeringer har været eftergivende overfor Taliban - fordi store amerikanske olieselskaber laver forretninger med Taliban. Men nu betaler de prisen. Intet af dette ville være sket hvis der havde været en koalitionsregering i Afghnistan. Men Pakistan nægtede at tolerere en koalitionsregeing og støttede istedet Taliban. Afghnistans hovedeksport er heroin. Og Taliban er involveret centralt i dette. Denne handel er foregået siden General Zia ul Haqs, militærdiktatoren som styrede Pakistan i 70’erne og 80’erne, dage. Koranen forbyder ikke heroin, blev der sagt, og så blev den åbenlyst brugt til at financiere forskellige operationer. USA kunne have stoppet denne narkotikahandel på et tidligt stade hvis de ønskede det, men for dem var den kolde krig vigtigere. Istedet brugte CIA penge tjent på narko til at financiere forskeliige grupper, samtidig med at det amerikanske narkotikapoliti, DEA (Drug Enforcement Agency) eftersøgte de samme folk. Så CIA og DEA bekæmpede hinanden gennem 80’erne, indtil DEA resignerede og gav op.

Hvilken betydning vil krisen have på Kashmir?

Kashmirs problemer har to sider. For det første er der den indiske hærs besættelse af provinsen, og den lange række af overgreb den har begået mod lokalbefolkningen. For det andet er der, hvad der forværer situationen, bevæbnede fundementalister, der er infiltreret af ISI og mange Bin Laden tilhængere, som kontrollerer små områder i Kashmir. Her terroriseres den lokale befolkning, kvinderne tvinges til at bære slør, hvilket de aldrig har gjort før, og de påtvinges et islamisk system. Og det er Kashmirs befolkning som lider under dette.

Som følge af den nuværende krise, tror jeg, at fundemntalisterne vil blive fordrevet, dels fordi de har andre kampe at udkæmpe og dels fordi Indien vil stramme sit jerngreb om provinsen. Så fremtiden ser ikke godt ud for Kashmirs befolkning, ikke fordi det var specielt godt de forløbne 10 år. Antallet af sårede og dræbte er langt højere i Kashmir end i Palæstina. Men det vækker ikke bekymring nogen steder.

Den indiske regering, som er hindu-fundementalistisk, ser også dette som en lejlighed til i selve Indien yderligere at undertrykke mindretalsreligionerne Islam og Kristendom. Og mange indiere vil se med kritiske øjne på udenlandske tropper på sydasiatisk jord. Man vil mene at hvis man kan gøre det i Pakistan, så kan man også gøre det her. Når det er fastslået at USA og dets allierede udgør den globale sikkerhedsstyrke, og derfor kan bevæge sig overalt hvor de ønsker det, hvor er den nationale suverænitet så henne?

Hvad burde venstrefløjen sige og gøre?

Venstrefløjen skal vende sig imod krig som middel til at løse konflikter. Venstrefløjen må gøre opmærksom på, at dette er en politisk krise, som på mange måder har rødder i Mellmøsten.

Medmindre der kommer en løsning i Palæstian, og en afslutning på de fortsatte sanktioner og bombardementer mod Iraq, kan du dræbe 100 Bin Lader, men de forhold der skaber og nærer terrorismen vil blive ved med at eksistere. Det er vi nødt til at fortælle. Det er ikke populært, men vi må understrege at hvis man ønsker en løsning, så start med at give palæstinenserne en ordentlig stat, ikke en ussel lille Bantustan, beodre Israel til at flytte deres bosættere ud af de besatte områder, stands de nu 10 år lange bombardementer af Iraq, og stands den dobbeltmoral der indebærer at vi straffer vore fjenders kriminalitet, og belønner vore venners kriminalitet. Ellers vil konflikten og myrderiene fortsætte. Venstrefløjen må rejse en bevægelsen mod denne krig, og den rædselsfulde mediekampagne, som er blevet sat i værk for at oppiske de nationale føelser. Vi så det samme under Golf-krigen og Balkan-krigen - medierne bruger nøjagtig de samme metoder nu, og det må vi træde op imod.

Oversat fra Socialist Review, oktober 2001 af Michael Schølardt