Uden grundlæggende forandringer bliver der ingen fred

Generelt er der positive elementer i de foreløbige aftaler, selv om regeringen ikke grundlæggende har ændret holdning. Dens mål er stadig ikke egentlige forandringer, men at oprørsbevægelsen overgiver sig. Det mener Iván Márquez som er forhandlingsleder for oprørsbevægelsen FARC. 

AF CHRISTINE LUNDGAARD, AMÉRICAGRUPPEN

Vi har fanget Iván Marquez i en pause i fredsforhandlingerne som finder sted i den cubanske hovedstad Havana, og spurgt ham om hvordan det er gået med forhandlingerne indtil videre, og hvilke forhåbninger han har for den videre fredsproces. Parterne er nået til enighed om de to første punkter i forhandlinger, der handler om hhv. jordspørgsmålet og politisk deltagelse.

Hvad handler den nye aftale om politisk delta- gelse om?

Den handler om at åbne døren for, at borgerne kan have ind ydelse på statens beslutninger og udtrykke sine politiske holdninger: at der åbnes en dør for, at særlige grupper kan deltage i demokratiet og vælge sine egne repræsentanter til kongres og senat; en modernisering af valgsystemet, som skal moderniseres og automatiseres, for at undgå de svagheder det har nu, hvor svindel og korruption er en integreret del af det; strukturelle politiske reformer for at indføre demokrati.

Hvordan kan colombianerne i fremtiden udtrykke sine holdninger uden at sætte livet på spil?

De sociale bevægelser og organisationer skal have ind ydelse. Dørene skal åbnes for, at folk kan udtrykke sig. Et vigtigt resultat af aftalen er en lovmæssig garanti for oppositionen. Men fordi vi ikke kunne nå til enighed i forhandlingerne, og for at debatten ikke skulle trække alt for langt ud, vil vi senere invitere alle de politiske partier til at diskutere, hvordan garantien præcist skal udformes. Vi tror, det er en god måde at arbejde på, som forhindrer, at vi forhandler uden at nå nogen vegne.

Et andet vigtigt resultat er, at regeringen har anerkendt, at de sociale bevægelser og organisationer på samme måde bør have rettigheder og garantier. At de kan udtrykke sin utilfredshed og opposition til systemet uden at blive forfulgt, overvåget, stemplet som guerilla, eller skudt på af uropolitiet. Det mener vi, er et stort skridt fremad. Der er også taget initiativ til, at de sociale bevægelser mødes i nærmeste fremtid, i et bredt fælles forum, hvor de diskuterer, hvad en sådan lov med garantier til den politiske opposition i Colombia, bør indeholde. Det er også et vigtigt fremskridt.

Hvad er ellers vigtigt?

Iván MarquezVi har en række forventninger, som det vil kræve meget arbejde og beslutsomhed at gøre til virkelighed. For eksempel en redefinition af de væbnede styrkers rolle. Efter en fremtidig fredsaftale har vi brug for en reduceret hær med en ny rolle. Hvad har vi brug for 500.000 mand under våben til, hvis der er fred, og Colombia ikke er indblandet i internationale kon ikter? Regeringen ønsker ikke at diskutere de væbnede styrkers rolle. Vi mener, samfundet og staten skal afmilitariseres. At Colombia én gang for alle bør skrotte Den Nationale Sikkerhedsdoktrin om ”den interne ende”. Og samtidig må regeringen love én gang for alle at sætte en stopper for statens paramilitarisme.

Hvis regeringen går med til at sætte gang i forandring på disse områder, vil det bane vej for en fælles forståelse. Men som sagerne står nu, er det ikke muligt i Colombia at være i politisk opposition til regimet. Svaret mod politiske modstandere er et ladt gevær, militære operationer og undertrykkelse. Så stærk undertrykkelse, at det til tider har handlet om regulær udryddelse af sociale bevægelser, som det skete da 5.000 medlemmer af La Unión Patriótica (politisk venstre øjsparti, som opstod i 80’erne efter fredsforhandlinger mellem FARC og Colombias daværende regering, red.) blev dræbt. Den situation skal ændres, før den væbnede oprørsbevægelse får tilstrækkelig tillid til at begive sig videre ad den legale politiske vej. Emnet er så komplekst, at det måtte skubbes til senere. Og så er der nedlæggelsen af våbnene. Også et indviklet tema, som ikke handler om, at guerillaen skal aflevere sine våben nu. Men i en situation, hvor der er fred og social retfærdighed, hvor der ndes et klima af forsoning, så vil der ikke længere være brug for de våben.

Andre spørgsmål, der er blevet berørt, er: Hvordan skal vi deltage i kongressen? Hvordan skal oprørsbevægelsen få adgang til medierne og mulighed for at sige tingene, som de er? Vi ønsker, at den offentlige og lokale ejendomsret til medierne skal gå før den private ejendomsret. Lige nu er 90 % af Colombias medier i private hænder. Medierne og adgangen til dem bliver nævnt i den foreliggende aftale, men ganske overfladisk. Vi er ikke nået til enighed om det konkrete endnu, det er også lagt på is til senere. For når vi taler med regeringen, svarer den at ’det går ikke at berøre de emner, for så vil ejerne af de colombianske medier og de store nansgrupper ødelægge os’. Det siger de. Ikke åbent, men de siger det på de lukkede møder. Og vi må spørge, hvor er demokratiet henne her? Er det ikke essensen af demokrati, at medierne fungerer? At regeringen ikke skal spørge eliten om lov, før den mener noget? Sagen er, at ejerne af de store medier i Colombia er så magtfulde, at de kan skade regeringen alvorligt.

Et andet krav vi har er, at der indføres en pligt til at spørge befolkningen, inden store projekter sættes i værk. Ligesom man allerede gør med de oprindelige folks samfund. Hvis et megaprojekt skal i gang i et bondeområde, så skal bønderne også spørges. Hvis projektet får for store miljømæssige konsekvenser, så kan lokalbefolkningen udtrykke deres holdning og enten stoppe projektet eller kræve, at der bliver taget hånd om konsekvenserne.

Generelt er der positive elementer i de foreløbige aftaler, selv om regeringen ikke grundlæggende har ændret holdning. Dens mål er stadig ikke egentlige forandringer, men at oprørsbevægelsen overgiver sig.

Men begge parter har udtrykt stor optimisme efter den seneste aftale?

Ja, det er der også grund til. At regeringen nægter at offentliggøre hele aftalen er da et tegn på, at der er gode ting. Regeringen burde være stolt af at åbne en dør for demokrati i Colombia og for større deltagelse fra borgerne. Stolte af at forbedre valgsystemet og reformere retsvæsenet.

Hvilken betydning har de seneste store prote- ster og demonstrationer haft for denne runde af forhandlingerne?

For os har det været fantastisk, det der er sket. Vi ønsker, at fredsforhandlingerne skal hænge sammen med den folkelige mobilisering. Og det er de kommet til.

Hvordan er det lykkedes?

Først og fremmest pga. de forfærdelige forhold, befolkningen lever under. Folk er vrede. Landbefolkningen lider under regeringens økonomiske politik vendt imod bønderne. Frihandelsaftalerne, som gør, at den lokale produktion smadres, markedet invaderes af langt billigere produkter andre steder fra, og bønderne ruineres. Bønderne lades i stikken uden muligheder for støtte til deres produktion, sådan som der er i USA. Så USA invaderer markedet med konkurrencedygtige priser, som man siger. Folk vil hellere købe til en billigere pris, og det ødelægger landbruget og den nationale produktion. Folk er i en desperat situation.

Og der er et andet aktuelt problem, og det er afhændelsen af Colombias jord til udenlandske selskaber. Der er et akut behov for at sætte en grænse. Jorden opkøbes af transnationale selskaber, som med ulovlige metoder kommer i besiddelse af tusindvis af hektar til megaprojekter, biobrændsel, skovprojekter, og har blikket rettet mod Colombias undergrund. Regeringens politik er at åbne landet endnu mere op for udenlandsk kapital.

Samtidig med at regeringen har forhandlet med FARC, har den været tvunget til at forhandle direkte med de strejkende bønder?

Ja, og vi har sagt til regeringen: Vi har diskuteret jordspørgsmålet med jer. Vi foreslår, I nu bliver færdige med jeres forhandlinger med bønderne. Lyt til bøndernes krav, og så inkluderer vi resultaterne i vores fælles aftaler. Regeringen har indtil videre sagt til nej til det. Men som sagt er vi utrolig glade for, det er lykkedes at føre forhandlingerne på samme tid, som der er mobilisering i gaderne. Det presser virkelig regeringen.

Har det hjulpet de folkelige protester, at der er fredsforhandlinger på samme tid?

Ja bestemt. Og vi har opnået nogle resultater, der klart gavner den sociale bevægelse. Samtidig er det en torn i øjet på regeringen, at guerillaen er blevet en stemme for de protesterende bønder, og at vi også protesterer over mord, fængslinger og falske anklager mod de strejkende. At vi offentligt protesterer lige nu, hvor regeringen inviterer mineindustrien og det transnationale canadiske selskab Anglo Gold Ashanti ind på et territorium, hvor folk i generationer har udfoldet hele deres liv og deres traditioner. Nu skal folk smides ud af området, for at selskabet kan komme ind og udnytte undergrunden og forurene vandet. Befolkningen har ført en hård kamp mod megaprojekterne i deres område, og vi støtter dem i deres krav.

Er det blevet nemmere nu med fredsprocessen, eller har I altid gjort det?

Det har vi altid gjort. Men nu når det meget længere ud. Man må ikke undervurdere den talerstol og den platform, Havanna har været for os, til at tage del i debatten og forbinde os med aktuelle problemer.

Hvis det skulle ske, at fredsprocessen mislykkes, hvilke resultater mener du så, forhandlingerne har givet på nuværende tidspunkt?

Forhåbentlig når vi ikke dertil, hvor fredsprocessen bliver afbrudt. Vi gør os store anstrengelser for, at det ikke sker. Men jo, der har været alvorlige kriser, primært pga. ensidige beslutninger fra regeringen, som den ikke har aftalt med os ved forhandlingsbordet.

Jeg tror, fredsprocessen har bidraget til at bevidstgøre de folkelige og sociale bevægelser i Colombia. Vi har fremført nogle minimumskrav, som folk har brugt til at føre deres kampe ud fra. De platforme for social kamp kan bruges til at skabe det politisk alternativ, der er brug for. Hvis denne regering ikke ønsker fred, må vi nde det politiske alternativ på en anden måde og forsøge at oprette en ny regering for et nyt Colombia. En sådan ny regering skal være resultatet af en bred fælles front, som opstår ud af alle de protester og sociale kampe, vi ser nu. Som stiller op til valg og vinder, og som indkalder til en fredsproces og en ny grundlovgivende forsamling.

Hvorfor er en grundlovgivende forsamling så vigtig for os? For det første skal den være resultatet af en ny bred politisk aftale. Vi ønsker, den skal afgøre alle de spørgsmål, der ikke bliver afgjort ved fredsforhandlingerne. Det gælder politiske reformer, et nyt valgsystem, udvidelsen af demokratiet, de væbnede styrkers rolle, adgangen til medierne og reformerne af justitsvæsenet.

Den grundlovgivende forsamling skal give fredsaftalerne legal beskyttelse, sådan at ingen fremtidig regering kan ændre det, den grundlovgivende forsamling har vedtaget.

Det er vigtigt for at skabe tillid, først og fremmest blandt oprørerne, til at tage de skridt, der venter, hen imod at våbnene kan nedlægges. Det kan de den dag, aftalerne bliver ført ud i livet, hvor regeringen implementerer det, der er aftalt. Historisk har regeringerne altid snydt og bedraget. Så vi må se, at forandringerne reelt sker. Så er våbnene ikke længere nødvendige.

Et vigtig sejr i forhandlingerne er, at regeringen accepterer, at der er temaer, vi skal have løst senere, selv om vi er uenige nu. Så vi siger – med et glimt i øjet – at det vigtigste i fredsaftalerne er de spørgsmål, der er lagt på is og ligger og venter. Dér ligger fundamentet for en varig fred i Colombia. Uden grundlæggende forandringer bliver der ingen fred.