Tyrkisk terror mod internationalt fredstog

At den tyrkiske stat ikke ønsker, og for den sags skyld aldrig har ønsket, en fredelig løsning på den kurdiske konflikt, har længe været en slet skjult hemmelighed. At de derudover i mange år har nægtet at anerkende eksistensen af det kurdiske folk, og slår hårdt ned på alt og alle der arbejder for en bevidsthed omkring, og en løsning på denne konflikt er også åbenlyst. Denne holdning og praksis er direkte afledt af den herskende statsideologi i Tyrkiet - Kemalismen - der er ensbetydende med ekstrem tyrkisk nationalisme, og fornægtelse af alle divergerende politiske, nationale og kulturelle identiteter indenfor den tyrkiske stats grænser. Set i denne sammenhæng, er Tyrkiets reaktion på, og behandling af Musa Anter-fredstoget hverken overraskende eller uforståelig. Michael Fehsenfeldt beretter om den nervepirrende tur

Af Michael Fehsenfeldt

Optakten til og forberedelserne af fredstoget blev beskrevet i sidste nummer af GAIA, så det vil jeg springe let henover og blot tilføje, at hvis forhindringerne fra Tyrkisk og Tysk side havde til hensigt at svække moralen og gejsten blandt deltagerne, havde det den stik modsatte effekt. På trods af forbudet mod togets indrejse i Tyrkiet; Tysklands og Serbiens nægtelse af transittilladelse (vi venter stadig på en begrundelse !); Deutsche Bundesbahn’s (det tyske DSB) pludselige og ubegrundede opsigelse af en bindende kontrakt, var tilslutningen imponerende. Omkring 200 græsrødder, politikere, journalister, fagforeningsfolk og intellektuelle repræsenterede 13 Europæiske lande samt Sydafrika, og stemningen blandt deltagerne var præget af en indædt vilje til at gennemføre projektet. Uanset forskellige regeringers forsøg på at forhindre vores rejse, var alle indstillet på at vi den 1. september skulle deltage i den kurdiske festival i Diyarbakir, for at markere den internationale anti-krigsdag.

Politiets velkomst i Tyrkiet

Kort efter vores ankomst i Istanbuls lufthavn, den 28. august, demonstrerede de tyrkiske myndigheder deres intentioner om at chikanere delegationen mest muligt. Anter Anter, sønnen til den kurdiske forfatter, Musa Anter, som blev myrdet af tyrkiske dødspatruljer i 1992, og som fredstoget er opkaldt efter, blev allerede hér udvist af Tyrkiet. Dette var dog blot en forsmag på det, som de konstant eskalerende chikanerier skulle udvikle sig til. På grund af den tid, der var vundet ved at rejse med fly i stedet for med tog, skulle vi nu tilbringe tre dage i Istanbul. Denne tid blev bl.a. brugt til at besøge en af de mange flygtningelandsbyer lige uden for byen, hvor omkring 1 million flygtninge lever i ekstrem fattigdom. Også den tyrkiske menneskerettighedsorganisation IHD, den kurdiske avis Ülkede Gündem, det kurdiske parti HADEP, og ’lørdagsmødrene’ på Galatasary-pladsen blev besøgt. De fortalte hver især om den undertrykkelse og identitetsfornægtelse de dagligt udsættes for af den tyrkiske stat. Redaktøren for avisen Ülkede Gündem, som to gange har været udsat for bombeattentater, har fået dræbt 28 journalister inden for de sidste 3 år, og hvis avis adskillige gange er blevet lukket af myndighederne, kunne således fortælle, at de artikler hvor ord som ’Kurdistan’, ’kurdere’, ’PKK’ osv. indgår, simpelthen bliver bortcensureret.

Under opholdet i Istanbul blev der langsomt opbygget en intens spænding omkring turen til Diyarbakir. Det svirrede med rygter, både blandt deltagerne, men også i medierne. Fra Diyarbakir lød meldingerne at 6 Italienske deltagere, som var rejst i forvejen, var blevet anholdt i lufthavnen og udvist af landet. Også de tyrkiske medier intensiverede deres hetz mod os, ved konsekvent at benævne os ’Freds-terrorister’ og ’PKK-støtter’.

Istanbul - Diyarbakir - Istanbul

Søndag den 31. august om formiddagen checkede vi ud af hotellet, og blev i busser kørt til en stor plads i bydelen Kadiköy. Endelig skulle vi afsted. På en stor plads i Kadiköy var der arrangeret en stor demonstration til fordel for Musa Anter fredstoget. På trods af at politiet havde forsøgt at forhindre folk i at komme til demonstrationen ved at afspærre flere indfaldsveje til Istanbul, samt at indstille færgetrafikken over Bosperus fra kl. 9 om morgenen, deltog over 10.000 mennesker.

Hele ideen med fredstoget var at folk skulle tilslutte sig karavanen på dens tur gennem Tyrkiet, men allerede i Istanbul blev 57 mindre busser med kurdere, nægtet at deltage i turen mod Diyarbakir.

Kun en times kørsel fra Istanbul blev vi første gang standset af politiet til en paskontrol, og derefter gentog dette sig med regelmæssige intervaller på 2-3 timer. Der var lagt op til en nervekrig. Det var tydeligt at de tyrkiske myndigheder befandt sig i et dilemma: På den ene side ville de ikke direkte forbyde fredstoget, og på den anden side ønskede de bestemt ikke vores deltagelse i Diyarbakir den 1. august. Næste stop på ruten var Ankara, hvor der var arrangeret demonstration, og flere ville slutte sig til karavanen. Troede vi!! Kort før afkørslen til Ankara fik vi over mobiltelefon meddelelse om at politiet havde splittet demonstrationen, og at fem personer var blevet anholdt. Vores busser fik ikke tilladelse til at køre ind i Ankara, men omkring tusind kurdere havde forsamlet sig på en rasteplads uden for byen. Også her blev de kurdere og tyrkere, der ville slutte sig til konvojen, nægtet adgang. Jeg begyndte at forestille mig den slange af busser, der rent faktisk kunne have bugtet sig gennem Tyrkiet.

Intensiveret chikane i Kurdistan

Jo nærmere vi kom de Kurdiske områder, jo kortere blev intervallerne mellem politiet og militærets chikane, men også mellem de spontane reaktioner når folk så bannerne på vores busser. Hvor politiet i den vestlige del af Tyrkiet havde overholdt de formelle begrundelser for chikanen, paskontrol, kontrol af køretøj o.l. var det nu åbenlyse magtdemonstrationer. På et tidspunkt vinkede en lille gruppe fra militærets specialstyrker os ind til siden, blot for at flå banneret af den forreste bus og brænde det af lige foran vores næser. En magtdemonstration der grænser til det perverse. Vi skulle ikke på noget tidspunkt være i tvivl om hvem der havde magten i disse områder, og at de (mis)brugte den efter forgodtbefindende.

Vi havde kørt hele natten, og hen på mandag formiddag (den internationale antikrigsdag!) krydsede vi Eufrat-floden, og kørte ind i byen Birecik, der ligger ved grænsen til Syrien. En stor menneskemængde var forsamlet på en plads lidt uden for byen, og vores busser holdt ind til siden. Soldater havde omringet menneskemængden, og stod kun få meter fra vores busser. Men da folk kom ud af busserne og de to menneskemængder nærmede sig hinanden, med soldaterne som en levende mur imellem, udspillede der sig et magtspil mellem soldaterne og os. Det var som at færdes på tynd is, og hele tiden forvente at den brister. Vi indtog skridt for skridt det ingenmandsland soldaterne havde ’besat’, og da folk begyndte at udveksle kram og kindkys på tværs af ’muren’ fortrak de. Åbenlyst desorienterede (mange af soldaterne er unge kurdere).

Efter en halv time med kurdisk folkedans og musik skulle vi videre. Endnu 40 busser med kurdere blev holdt tilbage, og forhindret i at følge fredstoget. Vi fik lov til at køre 50 km. inden vi atter engang blev tilbageholdt. Denne gang blev vi eskorteret til politistationen i byen Urfa. Stationen er center for den specialstyrke, der ’tager sig af’ forbudte demonstrationer, og er berygtet i hele det kurdiske område for sin brug af tortur. To timer i bagende hede blev vi tilbageholdt her. Ingen vidste om vi var købt eller solgt, om turen var slut eller om vi kunne fortsætte. Klokken var 14.00 og vi var omkring 200 km. fra vores mål, Diyarbakir, centeret for flere kurdiske opstande, og symbolet på de kurdiske fangers modstand i det berygtede Diyabakir-fængsel.

Efter forhandlinger med guvernøren for Urfa var beskeden, at han ikke ville forbyde vores tur, men at han heller ikke ville give tilladelse til den!! Kort efter sad vi igen i busserne med retning mod Diyarbakir. Stemningen var utrolig spændt, og vi fik konstant meldinger om situationen i Diyarbakir. - Militæret havde spærret alle indfaldsveje til byen, helikoptere havde smidt flyveblade ud i hele provinsen, med trusler til lokalbefolkningen om at folk, der deltog i "demonstrationer", ville blive "betragtet som terrorister". På trods af disse trusler forsøgte omkring 20.000 kurdere alligevel at komme ind I Diyarbakir. De sidste meldinger lød på at 2.000 mennesker var arresteret og interneret på det lokale stadion, mange af dem var sårede. 80 km før Diyarbakir, ved byen Siverek, endte vores tur østpå. Vejen var blokeret af 2 amerikansk producerede tanks; 500 meter længere nede af vejen, endnu en blokade, og masser af soldater fra specialstyrkerne. Denne gang var der ingen tvivl om at vi måtte vende om, men inden vi vendte busserne blev der sunget ’bella ciao’ på kurdisk, tyrkisk, italiensk, engelsk osv., mens en militærhelikopter imiterede angreb over vores hoveder.

1.200 km. med politieskorte

Turen tilbage mod Istanbul blev foretaget under intens politi- og militærovervågning. Vi blev ikke bare eskorteret, men direkte ført ud af Kurdistan mod Istanbul. Ved alle større afkørselsveje var der et massivt opbud af enten militær eller politi. Da vi ved en rasteplads forsøgte at stoppe busserne for at evaluere og for at træde af på naturens vegne, blev en af busserne angrebet af politiet, og folk blev tæsket tilbage i bussen, med det resultat at en ung kurder måtte på skadestuen med en brækket arm. Vi besluttede at tage til Ankara, til vores respektive ambassader, for at protestere mod de tyrkiske myndigheders behandling af vores kurdiske kammerater. Endnu engang blev vi dog nægtet at køre ind til Ankara.

På motorvejen ved afkørslen til Tyrkiets hovedstad var der endnu engang et massivt politiopbud, som spærrede afkørslen. Det blev hurtigt besluttet at lave en blokade af motorvejen, så vi stoppede busserne og folk satte sig ned på asfalten. Samtidig var folk i gang med, via mobiltelefon, at få kontakt til ambassaderne. Politiet havde lynhurtigt kørt vandkanoner i stilling, og det nyuddannede specialkorps ’robocops’, stod klar til at fjerne os. Som ved et trylleslag var der dog pludselig løst op for den spændte stemning. I store sorte limousiner begyndte de forskellige ambassadører at ankomme til motorvejsblokaden. Allerede ved synet af den første diplomatbil blev ’robocops’ trukket tilbage. I de efterfølgende timer forgik der diplomatiske forhandlinger midt på motorvejen udfor Ankara - et ret fantastisk syn. Den eneste ambassade, der ikke var repræsenteret, var... gæt engang -den tyske selvfølgelig! Den tyske delegation havde af ambassaden fået besked på at de selv var skyld i situationen og, at de i øvrigt ikke havde noget at gøre i Tyrkiet, så de måtte klare sig selv!! Enden på den spændte situation blev at vi, af politichefen, fik garanti for at buskortegen samlet kunne fortsætte til Istanbul, og at vi nu kunne bevæge os frit og uden politiovervågning. Et løfte, der umiddelbart synes overkommeligt at overholde.

Voldeligt pressemøde i Istanbul

Politichefens løfter blev selvfølgelig ikke holdt. Politieskorten forlod os først 50 km før vi kørte ind i Istanbul. Vi havde i alt kørt over 1.200 km med politi- og militæreskorte, og ved toldbroen ind til Istanbul oplevede vi endnu en magtdemonstration fra det tyrkiske politi. De gennemgik alle busserne og fjernede bannere, flag, papirer og alt andet, der bar fredstogets logo. 13 kurdere og tyrkere, der var med i koordinationsgruppen, blev anholdt, og ligeså gjorde to schweizer (bl.a. en MPer), der havde forsøgt at forhindre anholdelserne. Busserne blev herefter sendt til vores hotel, hvor vi igen kom under intens politiovervågning. Udenfor hotellet kampklædt og almindeligt politi; inde i hotellet masser af uniformerede og af civile ’snusere’, naturligvis (!) for at beskytte os mod de tyrkiske medier, der som fluer om en lort, forsøgte at få et billede af "fredsterroristerne", som nødvendiggjorde ekstra sikkerhedsforanstaltninger i de kurdiske områder.

Oprindeligt var planen at vi skulle have været hjemme dagen efter, men der var selvfølgelig enighed om at vi ville blive til vores kammerater blev løsladt. Derfor arrangerede vi et stort pressemøde på et hotel i midtbyen den følgende dag, hvor vi ville gøre den internationale presse opmærksom på den hårdhændede behandling, som vores kurdiske venner havde været udsat for, og selvfølgelig også for at henlede det internationale samfunds opmærksomhed på den beskidte krig i Kurdistan.

Inden pressemødet skulle løbe af stabelen næste formiddag, kom meddelelsen fra Istanbuls politiguvernør, Mehmet Caglar, om at han havde erklæret mødet for ulovligt. Der blev hurtigt taget nye forholdsregler. ’Pressemødet’ blev i stedet henlagt til det hotel vi boede på, og som en lille ekstra sikkerhedsforanstaltning, havde vi også kontaktet de forskellige konsulater og bedt dem komme til vores hotel (vi ’glemte’ at nævne noget om pressemøde og forbud). På tidspunktet for pressemødets start oplæste en repræsentant for delegationerne, en erklæring, der officielt aflyste pressemødet, men samtidig fortalte at vi ville afholde en intern ’evaluering’, som pressen selvfølgelig var yderst velkommen til at overvære.

Cirka 15 minutter inde i evalueringen stormede politiet hotellet. Lyden af glas der bliver smadret blandede sig med råb og skrig. Slagene haglede ned over folk, uanset om de stod op eller lå ned. Folk, der prøvede at værge for sig, fik bare endnu flere tæsk. Efter at være blevet trukket i håret ud til politibussen, fortsatte voldsorgiet. Politiet trak bussens gardiner for, så kameraerne ikke kunne filme deres overgreb, og satte bl.a. en pistol for tindingen af en ældre mand fra den tyske delegation. Otte mennesker måtte under behandling på hospitalet efter mødet med tyrkisk politi, heriblandt 2 tyske kvinder, der måtte indlægges. Den ene med alvorligt benbrud i foden, den anden med brud på en halshvirvel. Aktionen var utvivlsomt en hævnakt fra politiets side, en lejlighed til at få stoppet dette ’propagandatog’.

Efterspillet blev at de 24 anholdte, - dog ikke den engelske ambassades presseattache, der, trods diplomatisk immunitet, blev tilbageholdt i to timer - står under anklage for ’deltagelse i ulovlig demonstration’, samt ’modsættelse af anholdelse’. Deres retssag startede den. 11. november i Istanbul, hvor en repræsentant for IF, og en fra Dansk-Kurdisk forening var observatører sammen med tyskere, italienere og schweizere.


Apartheid i Tyrkiet:

Musa Anter fredsdelegationen deltog den 30. august i ’lørdagsmødrenes’ ugentlige demonstration til minde om deres forsvundne slægtninge. Lørdagsmødrene har siden 1995 hver lørdag demonstreret foran Galatasaray-gymnasiet i det centrale Istanbul. Flere gange er de brutalt blevet fjernet af politiet.

Nedenstående er uddrag af et interview med Ahmed Gora Ebrahim, der er parlamentsmedlem for Den Panafrikanske Liste i Sydafrika, efter fredsdelegationens deltagelse i lørdagsmødrenes mindehøjtidelighed og demonstration.

"Tre et halvt år efter etableringen af vores nye demokratiske styre i Sydafrika, er vi nu i gang med ’sandheds- og forsoningsprocessen’. Formålet med denne proces er grundlæggende, at fastslå hvad der skete med mænd, sønner, brødre og søstre under apartheid. I de fleste tilfælde er vidnesbyrdene forfærdelige, men den eneste trøst, der er tilbage for familierne til forsvundne personer, er at de kan få vished om hvad der skete med deres elskede, selvom det ikke lindrer deres smerte.

Ved at deltage i lørdagsmødrenes demonstration, blev jeg mindet om den vrede som mødrene, søstrene, brødrene og fædrene gik igennem i vores egen frihedskamp. Et af grundprincipperne for menneskerettigheder, er retten til at leve og til at føle sig tryg, og så længe disse mødre, søstre og brødre ikke ved hvad der er sket med deres pårørende og elskede, vil de fundamentale menneskerettigheder, i Tyrkiet, forblive krænkede. Jeg var overordentlig imponeret af det mod disse mennesker demonstrerede for, på trods af det politiske klima i Tyrkiet: at holde mindet om deres elskede i live, og at lede, såvel det Tyrkiske folks som det internationale samfunds opmærksomhed hen på den kendsgerning, at forbrydelser er blevet begået, og at der er et presserende behov for at der bliver rettet op på dette. Jeg forlod mødet med en stærk fornemmelse af, at det der er vores fortid, er nutid for disse mødre og søstre".


Tyrkiet og vesten

Når Poul Nyrup Rasmussen får besøg af den tyrkiske viceministerpræsident, og gør ham opmærksom på at den danske regering er bekymrede over menneskerettighedssituationen i Tyrkiet, er det kun de brud på menneskerettigheder, der berører danske statsborgere, han bekymrer sig om. De daglige brud på de mest basale menneskerettigheder, som folk i Kurdistan er udsat for, har ikke hans, eller resten af det europæiske samfunds interesse. Kemal Koc sagen, Ferit Süslük sagen, og senest de forskellige europæiske ambassaders protester over de tyrkiske myndigheders behandling af Musa Anter fredstoget er tydelige beviser på dette.

Derfor er det vigtigt at sådanne sager ikke bliver fremstillet som isolerede tilfælde af tyrkiske myndigheders overgreb, men bliver sat ind i den rette sammenhæng, nemlig som et fascistisk styres systematiske undertrykkelse af alle kræfter, der kæmper for et frit og uafhængigt Kurdistan. Kræfter, der kæmper for retten til at give udtryk for tanker, som ikke er i overensstemmelse med det herskende systems.

Ligeledes er det vigtigt at fremhæve, at den tyrkiske stats undertrykkelse af det kurdiske folk, ikke kun er et nationalt anliggende. Både den direkte og den indirekte støtte fra det internationale samfund er med til at muliggøre og legalisere dette styre. Derfor er Nyrups og Helvegs ’kritiske diplomati’, og hemmelige militærstrategiske aftaler, ikke meget bedre, end når britiske våbenfabrikker sælger både våben og torturinstrumenter til Tyrkiet, eller når amerikanske og tyske våben ledsages af uddannelse af specialenheder etc. Så længe betalingsbalancen er bestemmende for dansk udenrigspolitik overfor Tyrkiet, er den danske regering medskyldig i undertrykkelsen af kurderne.