Triple oppression

I forbindelse med dette temanummer om kvinder, har GAIA redaktionen bedt om at få en artikel der forklarer det såkaldte triple oppression begreb, med udgangspunkt i undertrykkelsen af kvinder i det kapitalistiske samfund.

Denne artikel er således et forsøg på at introducere den såkaldte triple oppression begreb. Triple oppression ideen fremhæver, at ethvert menneske lever under forskellige former for undertrykkelse, og at den traditionelle marxistiske analyse ikke på alle områder er dækkende, specielt ikke for kvinder og farvede, det var da også i disse sammenhænge, at triple oppression teorien tog sit udgangspunkt. Tankerne tog fart i 60erne blandt sorte kvinder i USA. Kvinderne var aktive i det tidligere Black Panther Parti og mente, at deres status og position som kvinder udgjorde et undertrykkelsesmoment fra mændenes side. De mente med andre ord, at de både var undertrykt af den racistiske og kapitalistiske stat, samtidig med at de hvide mænd og deres sorte "brødre" undertrykte dem som kvinder.

Hermed opstod ideen om den tredobbelte undertrykkelse, nemlig den at menneskets position i det kapitalistiske samfund bestemmes udfra dets køn, dets race og dets klassetilhørsforhold. Denne tanke danner basis for udviklingen af triple oppression teorien, som siden er blevet diskuteret og udviklet blandt progressive og revolutionære i Europa og andre steder. Mange revolutionære og velmente kampe er blevet ført op gennem historien, mange sejre og nederlag har set dagens lys i den revolutionære historie, folk har igennem historien altid forsøgt at kæmpe imod magthaverne, og at forbedre deres egen til tilværelse. Ofte har kampene været rettet mod at overtage magten, det vil sige produktionsforholdene, statens institutioner osv, og i mindre omfang været rettet mod den kulturelle, menneskelige og sociale mentalitet, der har været dominerende i den pågældende periode og i det geografiske område.

Man har til tider set revolutionen som den dag hvor det nye samfund startede, som en slags år nul, hvor det hele skal bygges op igen på socialistiske principper. Den marxistiske ideologi og fortolkning har været den dominerende, i de nutidige revolutioner og kampe der har været ført. l disse kampe har kvinder altid været deltagende og engagerede, og har naturligvis også haft helt afgørende betydning for styrkeforholdet mellem de undertrykte og undertrykkerne. Men nogle helt afgørende aspekter i at skabe et socialistisk samfund har enten manglet helt eller blevet forbigået ganske groft, nemlig bekæmpelsen af kønsundertrykkelsen, eller nærmere sagt, undertrykkelsen af kvinden, og et efterfølgende opgør med det dominerende patriarkalske system, som er så fast forankret i hele vores kultur, opdragelse og personlighed, Det er det faktum som triple oppression teorien forholder sig til. Selv i længerevarende revolutionære perioder som f.eks Sovjet i 20erne, eller Nicaragua i 80erne, blev den patriarkalske struktur ikke forandret synderligt, snarere bibeholdt og tilpasset de nye betingelser, i produktionen og på hjemmefronten.

Et mere hjemligt og nutidigt eksempel er venstrefløjen i Danmark. Også her er det de patriarkalske og mandlige værdier der er normen, hvadenten det er de tidligere VSere, eller de nuværende autonome vi taler om. (uden sammenligning i øvrigt). Hvorfor, må man spørge, viderebringer venstrefløjen det patriarkalske grundsyn, og fastholder undertrykkelsen af kvinden? Hvorfor foregår "solidariteten" primært mellem de mandlige arbejdere, og ikke blandt alle arbejdere?

En del af svarene på disse spørgsmål, må vel findes i det bagland, hvor de socialistiske ideer er blevet grundlagt, nemlig hos bl.a Marx. Den marxistiske ideologi og arv er en patriarkalsk arv, marxismen er særdeles patriarkalsk, hvilket bl.a viser sig i definitionen af værdier. Marx overtog flere begreber fra Adam Smidt til udarbejdelse af sine værker. Alt det værdifulde var det mandlige, det produktive, det målelige osv, mens alt det værdiløse var det kvindelige, det reproduktive. Grundsynet mellem mand og kvinde var dermed grundlagt, og er siden med skiftende styrke blevet ført op gennem historien, både af de borgerlige reaktionære kræfter, men også af venstrefløjen.

Triple oppression teorien fremhæver at denne modsætning mellem mand og kvinde er ligeså central som det kapitalistiske klassemodsætningsforhold, ja at den patriarkalske grundstruktur ligefrem var et vigtigt fundament for den kapitalistiske udvikling.

Undertrykkelsen af mennesket er dermed, ifølge triple oppression teorien , af en langt mere kompleks karakter end den gængse marxistiske teori lægger op til. Undertrykkelsen af mennesket kan som sagt opdeles i tre hovedundertrykkeiser , nemlig sexismen, racismen og klassetilhørsforholdet. Denne opdeling skal ikke forstås som en entydig og skarp kategorisering, men snarere som et billede af de komplekse undertrykkelsesforhold der gør sig gældende i ethvert samfund.

Triple oppression teorien påpeger derfor, at der skal føres en samlet kamp mod undertrykkelsen, ikke tre adskilte kampe, men at denne samlede kamp må rette sig mod alle tre undertrykkende elementer. Det er altså ikke nok entydigt at føre klassekamp, eller at gå efter at overtage magtapparatet og produktionsforholdene, sålænge den personlige og mentale proces til afvikling af kvindeundertrykkelse og racisme ikke fore går sideløbende og dybt integreret i den revolutionære pro ces . Man kan sige, at triple oppression forsøger at inddrage det enkelte menneskes person og erfaring i den revolutionære proces, forstået på den måde, at det først er når det enkelte individ erkender sin egen rolle i samfundet , går mod sine egne privilegier, og finder sine alliancer blandt undertrykte, at den revolution ære kamp er fuldstændig ægte. Det kan f.eks. være en hvid mand med lønarbejde, der altså objektivt set tilhører arbejderklassen og dermed er potentiel revolutionær ifølge den marxistiske ideologi. Hertil siger triple oppression ideen at den hvide mand først må se sig selv i rollen som bærer af et patriarkalsk system, og erkende sine eventuelle privilegier i den forbindelse, før han er revolutionær. Det er først når en sådan erkendelse er nået, at mænd kan solidarisere sig med kvinders kamp mod patriarkat og undertrykkelse.

Ligeledes gælder det, at kampen mod racismen og den hvide mands forsøg på at etablere en slags racehegomoni op gennem historien, må forstås udfra vores egen position som hvide, der historisk set har nydt godt af udbytningen af den tredje verden. Ikke at vi er lidt halvracistiske alle sammen, men snarere forstået således, at vi må sætte os i de undertryktes situation for at forstå omfanget af hvad racismen har betydet for deres livsvilkår. Først der bliver vi allieret, og solidarisk forbundet i den samme kamp.

Triple oppression teorien gør dermed det enkelte menneske til både undertrykker og undertrykt på en og samme tid. Det betyder ikke at man som f.eks hvid mand skal føle skyld og have dårlig samvittighed over sin biologiske skæbne, men altså at man skal erkende sin egen rolle, og så at sige udvide "slagmarken" til også at omfatte partilokalet, arbejdspladsen, familien osv.

Det er blevet fremhævet flere steder, at triple oppression ideen er mangelfuld og ikke tilstrækkelig, til at analysere de forhold vi lever under. Nogle mener sågar, at tankerne er decideret anti-marxistiske og kontrarevolutionære idet triple oppression ideen påpeger, at marxismen ikke kan forklare og indeholde alle former for undertrykkelse. Andre mener at det splitter folk, istedet for at samle dem, fordi man skal se sig selv som et aktivt led i undertrykkelsen og fordi der derved opstår brud på de tidligere alliancer indenfor de tradition elle klasser.

Meget af kritikken er vigtig at forholde sig til, og noget af den er sikkert også rigtig. Triple oppression teorien er på ingen måde en færdigudviklet teori eller strategi, som kan stilles op og beskues udefra. At udvikle disse tanker er en proces, som alle må deltage i, og bidrage til med deres egne erfaringer, så man har så stort et fundament som muligt at arbejde udfra.

Til spørgsmålet om hvorvidt triple oppression ideen er decideret umarxistisk, er svaret, at triple oppression teorien ikke opfattes som en teori på lige fod med marxismen, ejheller som en modsætning til grundsubstansen i marxismen, blot som et forsøg på at bidrage til udviklingen af en gangbar revolutionær teori og praksis, der inddrager alle mennesker som ønsker at gøre op med de nuværende samfundsforhold.