Tiden er ikke til sociale kompromisser

Samir Amin er ikke på mode. Udtryk som antiimperialisme, centerperiferi og ulige bytte bliver forbundet med brunt fløjl, orange lamper og sofaborde i teak. Men disse teorier er ikke out-datede.

Torkil Lauesen

I følge FN lever 1,6 milliarder mennesker for under to dollars om dagen. Det er disse mennesker, som leverer en stadig større del af de varer, vi forbruger. Samir Amin vil ikke blot fortolke verden. Den er uretfærdigt indrettet, og derfor skal den forandres. Amin er kommunist – og ulig de fleste akademiske teoretikere, kommer han med et bud på, ”hvad der skal gøres”.

En mand fra den tredje verden

Forleden så jeg, at Samir Amin sidste år fyldte 80. Samtidig blev jeg opmærksom på hans nye bog The Law of Worldwide Value. Jeg har fulgt Amins forfatterskab siden begyndelsen af 1970’erne. Indtil da havde Lenins imperialismeteori, som den kom til udtryk i hans bog Imperialismen som kapitalismens højeste stadium været enerådende inden for feltet. Men med afkoloniseringen opstod der et behov for mere tidssvarende og dybdegående analyser af imperialismens nye former. Egypteren Amin var en af de nye teoretikere, som tog opgaven på sig. Han ser verden fra et tredjeverdensperspektiv og har altid stillet sig til rådighed for politiske møder og solidariseret sig med politiske bevægelser verden over. Også selv om det ikke lå i tidsånden.

Kapitalismen har altid været imperialistisk

Fra Columbus til i dag har kapitalismen genskabt og uddybet forholdet mellem et dominerende center og en udbyttet periferi. Amin ser verden som ét sammenhængende økonomisk/politisk system. Kapitalisme er hverken USA eller Danmark. Og Indien er ikke halvvejs kapitalistisk. Kapitalismen er USA, Danmark og Indien tilsammen. I dag domineres verdensøkonomien af et netværk af monopoler i USA, Vest- og Centraleuropa samt Japan. Det er de lande, som Amin tilsammen kalder Triaden. ”Globalisering” er navnet på de processer, hvormed Triadens monopoler styrer klodens økonomi. Globaliseringen udligner ikke forholdet mellem rige og fattige lande, den er et nyt stadie i imperialismen.

Globaliseret værdi

Ifølge Amin skabes det imperialistiske udbytte af lønforskellen mellem center og periferi. Arbejdskraft af samme slags har én værdi, selv om lønnen i Danmark og Kina er forskellig. Arbejdskraft, der fremstiller computere i Kina eller Nike-sko i Vietnam, er ikke mindre produktiv end arbejdskraften i Danmark. Ligesom det er diskrimination, når der ikke er ligeløn mellem mænd og kvinder, er det imperialisme, når der ikke er lige løn for det samme arbejde globalt Lønforskellen mellem periferi og center har en størrelsesorden på ca. 1:15. Det afspejles på varernes pris. Når der handles mellem center og periferi, overføres der værdi til centerlandene gennem et ulige bytteforhold. Lønforskellen skaber henholdsvis udvikling og underudvikling i en markedsdrevet kapitalisme. Købekraften i København alene er større end i hele Tanzania, hvor der bor 36 millioner mennesker. Den relativt store købekraft i de rige lande accelererer en selvcentreret udvikling. Samtidig blokerer de lave lønninger for udvikling i de fattige lande. De senere års industrialisering i den tredje verden – især i Kina – ændrer ikke ved center-periferiforholdet. For det første sker industrialiseringen i ”lommer” omgivet af store underudviklede regioner. For det andet er industrialiseringen netop betinget af de lave lønninger i periferien. Ny kommunikations- og transportteknologi har gjort det muligt og profitabelt for Triadens monopoler at flytte selv avanceret industriproduktion til den tredje verden. Styringsfunktioner forbliver i centerlandene, og stærkt stigende forbrug af produkter fra lande som Kina har bestemt ikke gjort det ulige bytte mindre. Kina har fået en middelklasse, men arbejderne og ikke mindst bønderne er blevet fattigere, når man tager job-usikkerhed, mindre velfærd og stigende leveomkostninger i betragtning.

Modstanden

Amin insisterer på vigtigheden af modstand. Samfundets udvikling skabes nemlig gennem kampe mellem ”kapitalismens logik” og sociale bevægelser – ikke mindst i periferien, fordi det er her, ”kapitalismens logik” slår brutalt igennem. Hvilke strategier ser Amin så for modstanden i dag? Det er ikke tid til defensive strategier og sociale kompromisser. Den ”regulering af kapitalismen”, som nogle fremhæver som en løsning, er tom retorik. Ingen regering i Triaden kan eller vil regulere den neoliberale kapitalisme. Det er naivt at forestille sig en grøn og human kapitalisme. Det Arabiske Forår har vist, at det er en blindgyde at have personlig frihed og repræsentative demokratiske valg som de centrale værdier. Begrebet ”demokrati” er her, ifølge Amin, afkoblet fra spørgsmål som økonomisk udbytning, social nød og undertrykkelse af kvinder, fordi alt det tolereres inden for det liberale demokrati. Religiøse, etniske og klanbaserede grupperinger fører sig frem under paroler om ”ret til forskellighed” og bliver bekvemme afløsere for de sociale kampe, som virkelig kunne forandre Mellemøsten.

Amin mener, man i stedet skal radikalisere kravene og præsentere alternativer til kapitalismen, gå i offensiven og være modig. Han har tre forslag: Socialiser monopolerne. Luk Wall Street. Og national afkobling fra det kapitalistiske verdensmarked. Disse forslag skal ikke ses som færdige planer. De skal udvikles undervejs, men kursen er sat.

Socialiser monopolerne!

Hermed menes andet og mere end det nationale statsapparats ejendomsret til produktionsmidlerne. Den tyske Demokratiske Republiks virksomheder blev eksempelvis kaldt: ”Volks Egner Betrieb” (folkeejede virksomheder), men folket følte aldrig, at det var deres virksomheder. De var statens, og staten var ikke dem. En nationalisering skal følges op af en socialisering af produktionen i form af demokratiske processer og institutioner. Et eksempel: En bonde i en kapitalistisk økonomi er på den ene side ”låst fast” af monopoler, som leverer frø, gødning, foderstoffer og kredit, og på den anden side af monopoler, der transporterer, forarbejder og sælger bondens produkter. Alternativet kunne være en offentlig institution til styring af landbrugsproduktionen. Den kunne bestå af repræsentanter for bønderne, producenterne af input til landbrugsproduktionen, forarbejdningsindustrien, salgsleddet, forbrugere, lokale autoriteter til varetagelse of miljøinteresser og så videre.

Det er en styreform, som er langt mere demokratisk, end de former for kooperativer og den selvforvaltning vi hidtil har kendt, hvor kun selve foretagendets arbejdere indgår. I en socialisering kobles de led, der ligger før og efter og omkring produktionen på styringen.

På samme måde kan man tænke sig en socialisering af industri, transport og banker, der involverer de ansatte såvel som deres leverandører, forbrugerne og det omgivende samfund. Det vil sige en ledelse i overensstemmelse med virksomhedens funktion i samfundet og med mulighed for at løse de konflikter, der er mellem de forskellige interesser. En ledelse, der kan forhandle normerne for hvad, hvor meget og hvordan, der skal produceres.

En socialisering af økonomien er en demokratisering af samfundet, som er langt dybere end den parlamentarisme, som er den liberale kapitalismes bud på demokrati. Socialisering er en demokratisering, der direkte kobler sig til sociale fremskridt og større lighed. Det er et demokrati, der er mere end et lukket kredsløb mellem Folketinget og medierne orkestreret af spindoktorer, og hvor deltagelsen begrænser sig til fem minutter i stemmeboksen hvert fjerde år. Socialisering er et demokrati, der direkte inddrager vores arbejds- og hverdagsliv.

Luk Wall Street!

Op til og lige efter årtusindskiftet blev der skabt så store profitter, at betydelige dele ikke kunne blive geninvesteret i vareproduktion, men i stedet flød over i spekulativ finanskapital. Denne overflod af finanskapital førte til kæmpe prisbobler på boliger, aktier og obligationer – uden sammenhæng med de ”reelle” værdier. Det er punkteringen af disse finansbobler og pyramidespil, der har udløst den igangværende krise.

En nationalisering og socialisering af produktionen vil i sig selv afskaffe det nuværende finansieringssystems styring af økonomien via aktier og udbytter. I stedet for udbytte og spekulation vil reelle værdier og behov forme økonomien. I stedet for centrale, profitorienterede finansinstitutioner kunne man tænke sig et sektoropdelt banksystem, i overensstemmelse med de særlige behov som låntager har. For eksempel en landbrugsbank, en industribank, eller håndværkerbank med en ledelse bestående af interessenterne i de forskellige sektorer. Disse institutioner vil naturligvis ikke bedrive spekulativ investering, men finansiere en politisk bestemt udvikling af sektoren.

En stor del af den nuværende finansielle sektor består af pensionsfonde. Lønmodtagere indbetaler en del af deres løn til en finansiel institution, der spekulerer i aktier og obligationer. Afkastet udbetales til pension. De første pensionsfonde opstod i USA i 1930’erne, og siden har de bredt sig til Europa som supplement til statslige folkepensioner. Med disse fonde er den risiko, som kapitalen traditionelt selv har løbet, flyttet ud på lønmodtagerne. Samtidig er kapitalens profit også blevet i lønmodtagernes interesse. Pensionsfondene sammenknytter således kapital og lønmodtagere i ét og samme interessefællesskab. Pension skal ikke knyttes til spekulation i aktier og obligationer, men være en offentlig funktion for alle.

I en verden uden Wall Street er muligheden for en socialiseret økonomi for første gang reel, gennemskuelig og reguleret af demokratiske forhandlinger mellem parter, der ikke længere er hinandens modstandere og konkurrenter.

De-linking!

Amins tredje retning inden for modstandsformer er periferiens de-linking; det vil sige national afkobling fra verdensmarkedet. I stedet for at tilpasse sig verdensmarkedets efterspørgsel skal økonomien tilpasses nationale behov. I stedet for at producere blomster til det europæiske marked skal Kenya producere fødevarer til sig selv.

Amin ser de-linking som den eneste mulige strategi. Han tror ikke på samlede globale løsninger på kløften mellem rige og fattige lande. Det ulige bytte kan kun konfiskeres ved en afkobling af periferien fra verdensmarkedet. Kun derved brydes kapitalens logik og begyndes opbygningen af socialisme.

Ved at slå ind på denne vej vil landene i syd samtidig skabe betingelser i nord, som vil udfordre den konsensus mellem arbejdere og kapital, der er skabt af imperialismens profitter. På den måde er klassekampens fremdrift i nord afhængig af de imperialistiske staters nederlag i konfrontationen med syd. I de antikoloniale og antiimperialistiske kampe op gennem sidste århundrede var nationalismen i form af nationale befrielsesfronter en mobiliserende kraft, som medvirkede til at besejre imperialistiske magter. Vejen til socialisme går ifølge Amin stadig over national befrielseskamp.

Problemet ved national kamp

De nye nationalstater, som opstod i den tredje verden som resultat af befrielseskampen, formåede ikke at løse de sociale og økonomiske problemer, endsige skabe den socialisme, som befrielseskampen havde stillet i udsigt. De havde ikke den økonomisk styrke – eller mod, ville Amin måske sige – til at afkoble sig fra verdensmarkedet og prioritere en national opbygning. Som det eksempelvis skete for ANC i Sydafrika, ”tvinger” det neoliberale globale marked de revolutionære nationalister til at blive ”realister”.

Tilbage stod ofte en politisk nationalisme, vendt til undertrykkelse af interne meningsforskelle i den nationale identitets, sikkerheds og enheds navn. Det så vi eksempelvis ske i Zimbabwe.

For mig at se har nationalismen været mere et problem end en løsning for socialismen, der i sit udgangspunkt netop ikke er nationalt men klassebaseret. I en stadig mere globaliseret verden bliver det – i en socialistisk sammenhæng – vanskeligere at pleje nationale interesser uden at blive reaktionær. Tag for eksempel fagbevægelsen. En nationalt baseret fagbevægelse vil ende i en konkurrencesituation mod andre nationer, i forhold til en transnational kapital. En styrket transnational fagbevægelse er på dette punkt vejen frem. Globaliseringen har skabt nye muligheder for transnationale bevægelser – ”Luk Wall Street” er det seneste eksempel.

Spørgsmålet er, om man kan arbejde på begge fronter? Om man kan arbejde for større nationalt manøvrerum i forhold til det globale marked på den ene side og på den anden side arbejde for, at dette globale marked bliver mindre neoliberalt via transnationale bevægelser.

Hvem kan og vil?

Hvor ser Amin de bevægelser, der har modet og styrken til at kæmpe for disse radikale krav?

Proletariatet i centerlandene har historisk har fået en stigende realløn i takt med deres produktivitet. De har stort set accepteret den socialdemokratiske samfundsmodel, og det er ikke herfra, forandringen skal komme. Motivationen skal vi i stedet netop finde hos de millioner af mennesker, som producerer varerne til den høje vestlige levestandard: proletariatet i periferien. De er super-udbyttede, fordi der ingen forbindelse er mellem deres løn og deres produktivitet. De kan finde potentielle allierede hos bønderne i periferien, som ofte lider under feudale og kapitalistiske udbytningsformer. Amin er godt klar over, at denne opdeling er kontroversiel. I The Law of Worldwide Value skriver han: ”…Dette er utvivlsomt det essentielle bidrag fra marxister i den tredje verden – der som regel møder ringe forståelse og bliver dårligt modtaget i Vesten.” Amin holder fast i, at hovedmodsigelsen går mellem kapitalen i centerlandene og proletariatet og bønderne i periferien, som således ikke er marginaliserede, men placeret centralt i den revolutionære kamps teori og praksis.

Venter på flere revolutioner

I 60 år har Samir Amin arbejdet med politisk teori. Han ser de store linjer og de lange, seje træk. Hans analyser er præget af tålmodighed og stædighed. Kampen for socialisme har sine sejre og nederlag. Han ser perioden 1917 til 1975 som den første bølge af antikapitalistiske kampe. Den anden bølge er begyndt i Latinamerika. Han forudser, at denne bølge vil brede sig i de kommende år og forvandle kapitalismens efterår til det 21-århundredes socialisme. Trods sine 80 år er Amin ikke pensionist. Se blot interviewet ”Ceasefire With Samir Amin” fra december 2011 på YouTube. Det er ikke en gammel træt mand, der taler.