Svære tider for det latinamerikanske forår

Colombias brutale angreb på en gruppe medlemmer af FARC-guerillaen i Ecuador er endnu et eksempel på den ikke-forhandlingsstrategi, som kendetegner den colombianske regerings hardliner-kurs. FARC´s internationale talsperson og forhandlingsleder Raúl Reyes blev dræbt, hvilket nu betydeligt svækker grundlaget for en fangeudveksling og en potentiel fredsproces.

Af Anne Rehder

Den første marts trængte Colombias militær ind i Ecuador og massakrerede en gruppe medlemmer af FARC-guerillaen, mens de sov. Angrebet var det hårdeste slag, FARC har oplevet i årtier. Blandt de omkring 24 dræbte var også en gruppe civile mexicanske studerende, som formentlig var på besøg i guerillalejren, efter at de havde været til en kongres for latinamerikanske venstreorienterede i Ecuador.

Målet var Raúl Reyes, der var en del af FARC’s ledelse og spillede en hovedrolle i fangeudvekslings- og fredsforhandlingerne de sidste år. Han fungerede som FARC’s ambassadør og var blandt andet på rundrejse i Europa under den sidste fredsproces, ligesom han ofte har modtaget besøg fra journalister, regeringsrepræsentanter, Internationalt Røde Kors med flere. Raúl Reyes sluttede sig til guerillaen efter trusler på hans liv under en voldsbølge mod fagforeningsmedlemmer i 1980’erne.

Efter at præsident Álvaro Uribe kom til magten i Colombia i 2002 er krigen blevet intensiveret, blandt andet som følge af terrorstemplingen af FARC. Strategien har været at ’isolere fisken fra vandet’, hvor guerillaen konstant forsøges isoleret fra de sociale bevægelser, bønderne og solidaritetsorganisationer. Dette har ført til en voldsom intensivering af de militære angreb, ligesom oppositionen og de sociale bevægelser er udsat for øget repression, fængslinger, tortur og likvideringer.

Drabet på Rául Reyes skete få dage før en international protestdag for fred og mod paramilitær vold samlede hundrede tusinder på gaden i Colombia. Seks af organisatorerne er siden blevet dræbt og endnu flere er blevet truet på livet af paramilitære.

En regional krise starter

Straks efter angrebet kappede Venezuela og Ecuador de diplomatiske bånd til Colombia og oprustede militært ved grænserne. Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) og en række andre lande bakkede efterfølgende op om linjen og fordømte overskridelsen af Ecuadors suverænitet. Den diplomatiske krise i området betød en frygt for krig mellem Colombia og landets nabostater. En lille uge efter angrebet blev krisen dog foreløbigt afværget på et latinamerikansk krisemøde.

Situationen i regionen er dog stadig anspændt. Angrebet ser ud til at have forpurret snart forestående fangefrigivelser, som kunne have været starten på en fredsforhandlingsproces i Colombia. Desuden beskylder Colombia forsat den ecuadorianske og venezuelanske regering for at støtte terror. Disse anklager er blevet bakket op af Bush, som har foreslået Venezuela på listen over lande, der støtter terrorisme, sammen med bl.a. Syrien og Nordkorea. Uribe-regeringen i Colombia har yderligere truet med at foretage flere lignende angreb ind over nabolandenes grænser. Samlet har det ført til en frygt for militær optrapning i regionen, hvor de højreorienterede kræfter med støtte fra USA vil kunne medvirke til at destabilisere de aktuelle forandringsprocesser i Latinamerika, også kaldt ’det latinamerikanske forår’.

Udveksling af fanger fortsætter

I lang tid har FARC forhandlet med regeringerne i Ecuador, Venezuela og Frankrig om frigivelser af fanger og en deraf følgende politisk løsning på den blodige konflikt. Forhandlingerne har primært foregået udenom Colombias regering og har blandt andet ført til en række unilaterale fangefrigivelser i årets første måneder.

Ifølge Ecuador var der en aftale på plads mellem Ecuadors regering og Raúl Reyes om frigivelsen af nogle af FARC’s mest prominente fanger, heriblandt den fransk-colombianske politiker Ingrid Betancourt. Samme dag som Reyes blev dræbt, skulle han angiveligt have mødtes med forhandlere fra den franske regering.

Frigivelsen af Ingrid Betancourt er stadig en topprioritet for den franske præsident Nicolas Sarkozy og den femte marts meddelte han, at en sådan frigivelse kan føre til, at flere lande stopper med at benævne FARC som en terrororganisation. På trods af angrebet har FARC erklæret, at processen for fangeudvekslingerne går videre.

Uribe under pres

Presset på den colombianske regering for en politisk løsning på den blodige borgerkrig er tiltaget de sidste år, både fra internationalt hold men også internt i Colombia. Samtidig er den colombianske præsident Uribe blevet presset op i et hjørne, da han er blevet kædet sammen med både paramilitære og narkosmuglere. Dette har medvirket til en yderligere eskalering af volden og angrebene på oppositionen, som kulminerede i massakren den første marts.

Uribe er blevet knyttet sammen med den paramilitære skandale i Colombia, hvor tætte allierede af præsidenten er blevet beskyldt for at være forbundet med højreorienterede, paramilitære grupper. 77 politiske personligheder, heriblandt fjorten kongresmedlemmer, er siden 2006 blevet sat under undersøgelse for tætte forbindelser til de paramilitære grupper.

I 2001 blev der underskrevet en pagt mellem en række politikere og paramilitære. Denne pagt ledte angiveligt til valget og genvalget af Uribe som præsident. Senator Gustavo Petro har desuden udtalt, at begyndelsen på de seneste årtiers paramilitarisme var i staten Antioquia under Uribes tid som guvernør. Yderligere er flere journalister, der har søgt at afdække præsidentens fortid og bånd til de paramilitære, blevet tvunget til at forlade landet på grund af trusler.

Den paramilitære skandale er tæt knyttet sammen med den såkaldte proces mod demobilisering af de paramilitære. Uribe-regeringen har gennem flere år ført forhandlinger med de paramilitære om demobilisering og har i den forbindelse vedtaget en lov, som giver paramilitære mulighed for på det nærmeste at opnå amnesti for deres forbrydelser. Loven er blevet voldsomt kritiseret af flere menneskerettighedsorganisationer. På trods af at 31.000 paramilitære angiveligt skulle være blevet afvæbnet, så er meget få våben blevet indleveret og de paramilitære strukturer ser ud til stadig at være intakte. Demobiliseringsprocessen har fungeret som en legitimering af Uribe-regeringen og en rig mulighed for at vaske blodet af hænder. Samtidig spiller de paramilitære stadig en vigtig rolle Uribe-regeringens militære strategi.

Nordamerikansk finger med i spillet

Colombia er USA’s stærkeste allierede i området og den tredje største modtager af nordamerikansk militærbistand. USA medvirker ligeledes til træning og uddannelse af militæret, ligesom de i mindre grad opererer i Colombia. Under angrebet den 1. marts var det angiveligt nordamerikanske efterretninger, der ved hjælp af satellitovervågning fandt det præcise opholdssted for guerillaen. Man mener at opholdsstedet er blevet fundet efter Reyes har gjort brug af satelittelefon i forhandlinger om fangeudveksling. Efter at det bombede område var blevet undersøgt, sagde den ecuadorianske forsvarsminister Wellington Sandova at præcisionen og den anvendte bombetype krævede materiel, som kun USA’s militær råder over.

En bilateral frihandelsaftale med USA har været et af Uribes vigtigste mål siden han kom til magten. Senest er der dog kommet ridser i lakken på grund af beskyldningerne om regeringens forbindelser til de paramilitære og dens overtrædelser af menneskerettighederne. Dette sker altså på trods af Bush-administrationens uforbeholdne støtte til Uribe, mens det har fået en del kongresmedlemmer i USA til at give udtryk for, at man skal være forsigtig med den forestående frihandelsaftale.

Det latinamerikanske forår er truet

Det er i stigende grad venstreorienterede regeringer og sociale bevægelser som sætter dagsordenen i Latinamerika. En udvikling som er blevet kendt som det latinamerikanske forår. Denne proces mod social retfærdighed og uafhængighed i det, der tidligere har været kendt som USA’s baggård, har ikke været populær hos Bush-administrationen. I den forbindelse er tonen blevet skærpet i forsøget på at sammenkæde venstreorienterede regeringsledere med terrorisme. Den 12. marts blev dette på markant vis slået fast af præsident Bush: ”Regionen står overfor et tiltagende klart valg: enten stiltiende at acceptere terroristers og demagogers visioner eller aktivt at støtte demokratiske ledere”.

Det nordamerikansk-støttede angreb på Ecuadors territorium er et eksempel på, hvordan regionen er truet af USA’s direkte eller indirekte militære indgriben. Socialforsker og journalist Dario Azzellini vurderer, at angrebet på Ecuadors suverænitet tjente to formål. På den ene side at teste de internationale reaktioner ved et mere omfattende militært angreb i regionen og på den anden side var det første skridt i en militær destabilisering af regionen, hvor målet er at provokere en reaktion fra Venezuela og give dem skylden for en konflikt i området.

Angrebet var et alvorligt slag for udsigterne til en politisk løsning af den sociale konflikt i Colombia og samtidig en alvorlig trussel mod det latinamerikanske forår. På trods af dette har angrebet også resulteret i en samling af de latinamerikanske lande og et øget internationalt pres for en fredsproces i Colombia. Venezuelas præsident Chávez har tidligere udtrykt et ønske om at samle en ’vennegruppe’ af regeringer, som skal arbejde målrettet for en fredsproces i Colombia. Dette ønske er blevet bakket op af Frankrig og en gruppe af latinamerikanske lande. Uribe har foreløbigt takket nej og i stedet foreslået, at Spanien og den katolske kirke i Colombia står for fredsarbejdet. Men med Colombias overskridelse af Ecuadors suverænitet og forsøget på at sammenkæde det latinamerikanske forår med terrorisme, ser det ud til at behovet for en vennegruppe af lande, der kan bakke op om de sociale bevægelser i Colombia og arbejde målrettet for en fredsproces, er mere nødvendig end nogensinde.

Anne Rehder er med i GAIAs redaktion og aktiv i América-gruppen i Internationalt Forum.