Suveræne irakiske parodier på demokrati

”Det suveræne Iraks” to institutioner - overgangsregeringen og nationalforsamlingen - er blevet miskrediteret på rekordtid. Den væbnede modstand er taget til, og USA’s Irak-projekt er i krise. Alligevel står USA’s nederlag næppe lige for døren.

Af Kenneth Haar

Den 2. september trådte den nye irakiske ”nationalforsamling” sammen for første gang til lyden af mortérgranater og omgivet af et gigantisk sikkerhedsapparat. Der var ikke nogen folkefest at spore for den 100 mand store forsamling, der skal fungere som en slags parlament i overgangsperioden, til der efter planen skal afholdes valg i januar. Ligesom afløseren af det amerikansk udpegede ”regeringsråd”, kaldet ”den midlertidige regering”, ser mange irakere nationalforsamlingen som endnu et barn af besættelsesmagten, og den har, alene derfor, ikke meget opbakning. Begge organer er også hurtigt bragt i klemme af den væbnede modstand. USA og USA’s allierede i Irak har masser af grunde til at få sved på panden. Alligevel er der langt til nederlag.

Rigtige venner i regeringen

I juni var de færreste ellers i tvivl. Herhjemme talte alle medier om den 30. juni som dagen, hvor ”magten” skulle overdrages til irakerne. Det irakiske regeringsråd skulle erstattes af en midlertidig regering, og senere på året ville regeringen få følge af en midlertidig nationalforsamling. FN-resolutionen, der skabte rammerne for en ny midlertidig regering, giver da også den nye øverste irakiske ledelse nogle formelle beføjelser, som det nu opløste irakiske regeringsråd ikke havde. Men der er snævre grænser. Og de første grænser blev sat, da regeringen skulle udpeges. For hvem skulle sidde i regeringen og have de nye beføjelser? Hvem skulle overhovedet udpege den nye regering? Det var et varmt spørgsmål i maj og juni.

I maj gennemførte besættelsesmyndigheden (Coalition Provisional Authority) en meningsmåling blandt irakerne , og fandt til sin forskrækkelse, at fire ud af fem irakere ikke havde tillid til besættelsesmagterne. Samme undersøgelse viste, at kun en promille af irakerne mente, at regeringsrådet skulle udpege en midlertidig regering, mens ingen mente, at besættelsesmyndigheden skulle.

Men ikke nok med, at den midlertidige regering blev udpeget af regeringsrådet og besættelsesmyndigheden - regeringsrådet pegede uden tøven på sine egne medlemmer som de mest egnede. Og derved blev det. De medlemmer af det upopulære regeringsråd, der følte sig forbigået, blev oven i købet lovet en plads i nationalforsamlingen, der skulle dannes to måneder senere.

På papiret blev den midlertidige regering udpeget af FN gennem organisationens særlige udsending Lakhdar Brahimi. Brahimi optrådte da også længe som en selvsikker og målbevidst diplomat, der hurtigt opridsede en formel for sammensætningen af den midlertidige regering. Han ville have en regering bestående af teknokrater uden partimæssig tilknytning og uden tilknytning til det irakiske regeringsråd. Men i sidste fase foregik de afgørende forhandlinger mellem USA og regeringsrådet, helt uden om Brahimi. Resultatet blev en midlertidig regering, hvor der er meget langt mellem Bra-himis uafhængige teknokrater. ”Præsidentposten” blev tildelt Ghazi Yawer, mens posten som rege-ringsleder, ”premierministerposten”, tilfaldt Iyad Allawi. Begge er kendt for deres tætte bånd til USA, ikke mindst til CIA, og i Allawis tilfælde også til den britiske efterretningstjeneste MI6. Et syngende nederlag til Brahimi, der valgte at forlade sin post som FN-udsending, allerede inden den nye regering trådte til.

USA i kulisserne

Besættelsesmagten har altså gode muligheder for at sikre sig, at den midlertidige regering ikke træf-fer beslutninger, der går afgørende mod amerikanske og britiske interesser. De kan påvirke enhver beslutning i god tid, i kraft af de tætte forbindelser til den regering, USA selv har skabt. USA har også posteret et par hundrede rådgivere spredt over samtlige irakiske ministerier. Disse vil et stykke hen ad vejen sidde på pengene, eftersom en pæn del af den irakiske genopbygning foregår for amerikanske midler.

Det betyder ikke, at den midlertidige regering altid vil være et simpelt ekspeditionskontor for ame-rikanske direktiver. Den midlertidige regering har f.eks. modsat sig et amerikansk ønske om, at amerikanske privatansatte på kontrakt i Irak skal nyde immunitet på samme måde som amerikanske soldater. For ligesom den midlertidige regering har brug for legitimitet i Irak, har koalitionen brug for international legitimitet, og den vindes ved at skabe det indtryk, at suveræniteten er overdraget til irakerne. Men på de afgørende spørgsmål vil der foreløbigt være fuldt fodslag.

Et lillebitte mandat

På de fleste områder har besættelsesmyndigheden fastlagt rammerne. Da den midlertidige regering formelt tog over den 30. juni, arvede den et lovkompleks, der var blevet til i form af ordrer fra besættelsesmagtens ledelse med besættelsesmagternes øverste embedsmand, guvernør Paul Bremer, i spidsen. Formelt vil mange af hans ordrer kunne omstødes, men Bremer, der forlod sin post i juni, har angiveligt sikret sig irakisk politisk opbakning i den midlertidige regering til langt de fleste af lovene. F.eks. var en af de sidste ordrer, Bremer udstedte, en ordre fra den 7. juni om, at personer og grupper med tilknytning til den nuværende væbnede modstand i Irak ikke kan stille op til de valg, der er programsat i de kommende år. Det gælder ikke mindst den islamistiske oprører al Sadr. Denne ordre blev forhandlet på plads med det daværende regeringsråd, og dermed også indirekte med den nye midlertidige regering.

At USA insisterer på at have det sidste ord viste sig tydeligst i diskussionen om den militære overkommando, der var i centrum, da FN’s Sikkerhedsråd behandlede en ny resolution om Irak i begyndelsen af juni. Særligt franskmændene arbejdede til det sidste på at give irakerne mulighed for at nedlægge veto mod særligt omfattende amerikanske militæroperationer. Men da den midlertidige regering afstod fra at presse på for vetoretten, og i et fælles brev med den amerikanske udenrigsminister Colin Powell støttede amerikanerne i kravet om at bevare den militære overkommando, fremstod den franske modstand som ”mere katolsk end paven”. Sagen var afgjort. På det militære område står den midlertidige regering med kontrollen over de irakiske styrker, men har ingen indflydelse på besættelsestyrkerne. I praksis har de irakiske styrker siden fungeret som hjælpetropper til koaliti-onens soldater.

Hvad fremtiden angår, har den regering, der ifølge planen skal vælges ved årsskiftet, mulighed for at kræve, at Sikkerhedsrådet ophæver besættelsesstyrkens mandat, men stadig med risiko for at blive mødt af et amerikansk veto.

Endnu er det altså et begrænset spillerum, de irakiske ”myndigheder” har. Også på det økonomiske område, er irakerne sat under administration. Regeringen får nogle muligheder for at disponere over Iraks økonomiske midler, men kontrakter og aftaler, der er indgået af besættelsesadministrationen skal overholdes, og internationale institutioner som Verdensbanken, IMF og FN bevarer en stor indflydelse på den økonomiske politik.

En forsamling gør ingen forskel

Selvom regeringen er bundet på hænder og fødder ser den helt mægtig ud sammenlignet med det midlertidige parlament, nationalforsamlingen. Nationalforsamlingen blev valgt i midten af august på et stort møde i Bagdad med 1.300 deltagere. Mange kredse uden repræsentanter i overgangsregeringen, herunder folk tæt på den oprørske shiitiske præst al-Sadr, rejste forventningsfulde til hovedstaden med håbet om en åben politisk konkurrence om pladserne. Men de blev hurtigt skuffede. Det viste sig, at partierne i regeringen allerede havde forhandlet en liste på plads over deltagerne i forsamlingen. En alternativ liste blev søgt opstillet på kort tid men uden held. Mødet endte med, at et par hundrede medlemmer udvandrede i protest, mens fire dommere erklærede den forberedte liste for gyldig.

Allerede inden mødet var det planlagt, at 19 af de 100 pladser skulle tilfalde de medlemmer af det nedlagte irakiske regeringsråd, der ikke havde fået plads i den midlertidige regering. Men som en slags dobbeltgardering havde den midlertidige regering og besættelsesmyndigheden hurtigt fordelt de øvrige pladser, for på den måde at sikre sig, at nationalforsamlingen ikke ville bringe forstyrrende politiske overraskelser.

Forsamlingen kan omstøde en del af regeringens beslutninger, men kun med to tredjedele af forsamlingens tilslutning. Det ser umuligt ud.

Ydmygelsen i Najaf

Endnu mens valget af nationalforsamlingen fandt sted i Bagdad i august, rasede krigen mellem den shiitiske oprørspræst al Sadr og de irakiske regeringssoldater og amerikanske styrker længere sydpå i Najaf. Najaf er et shiitisk område, der for en tid havde afløst det nordligere Fallujah, som modstandskrigens epicentrum. Under mødet blev det foreslået at sende en delegation på 60 mand til Najaf for at bidrage til en fredelig løsning. For selvom den midlertidige regering står last og brast med amerikanerne i den hårde kurs over for oprørerne, forsøgte mange delegerede på mødet at manøvre-re nationalforsamlingen ind i en mæglerrolle. Forløbet skulle vise den store afstand mellem de nye irakiske institutioner, og den politiske virkelighed ude i landet, og endte i en politisk ydmygelse for nationalforsamlingen. Delegationen blev først reduceret til otte mand ”af sikkerhedsgrunde”, og da de ankom til Najaf, viste al Sadr ingen interesse for at møde dem. De blev ikke anset for mellemmænd, men som udsendinge for besættelsesmagten.

Situationen i Najaf løste først op, da den shiitiske Ayatollah al Sistani vendte hjem efter et hospitalsophold i udlandet. Han drog øjeblikkeligt til Najaf og fik al Sadr’s al Mahdi milits til at forlade Imam Ali moskéen og fik en våbenhvile i stand. Oprørerne forlod moskéen og forduftede i landskabet.

En aldrende ayatollah viste sig stærkere end hele ansamlingen af irakiske politiske kræfter, der indgår i den amerikansk dirigerede overgangsproces. Al Sistani havde herved tildelt nationalforsamlingen et nederlag. For sammen med en håbløs økonomisk situation er sikkerhedssituationen og de væbnede oprørsgrupper de største udfordringer for de irakiske institutioner. Men efter tre måneder med en midlertidig regering og en måned med et parlament er resultatet nedslående. De væbnede angreb er taget til og har spredt sig over et større geografisk område. Og amerikanerne må konstatere, at magtoverdragelsen ikke har reduceret tabstallene. Tværtimod. I juni var det amerikanske tab på 42 dræbte, i juli 54, i august på 63 , eller hvad der svarer til to tredjedele af tabstallet under selve krigen i marts og april 2003.

Korruption, undertrykkelse og facadedemokrati

Dette billede af utroværdige irakiske institutioner, samt en besættelsesmagt, der ikke formår at tæmme den væbnede modstand, og som bliver ved med at miste opbakning, ligner et projekt på vej mod det endelige nederlag. Men en sådan konklusion er forhastet. Det er utænkeligt, at USA vil pakke sydfrugterne og forlade Irak i skuffelse over indbyggernes utaknemmelighed. Det er også svært at forestille sig, USA slippe af sted med at genindtage positionen som formel magthaver og besættelsesmagt i Irak. USA vil efter alt at dømme fastholde planen, der blev godkendt af FN’s Sikkerhedsråd i juni: En slags valg i 2005, der vil føre til valg af en overgangsregering, som vil blive ansvarlig for at udfærdige en forfatning for det nye Irak. Med de store strategiske interesser USA har i Irak, vil det derfor være afgørende for supermagten at sikre et udfald, der ikke forstyrrer USA’s fodfæste i landet. Derfor vil der nok heller ikke blive gjort forsøg på at involvere oprørs-grupper i den politiske proces. De vil blive mødt på samme måde som hidtil, med barske militære midler. Kun hvis amerikanerne vurderer, at en oprørsgruppe ikke har folkelig opbakning, vil USA have en interesse i at integrere dem i den politiske proces.

Så USA’s skæbne i Irak vil være snævert forbundet med de politiske grupperinger, der befolker den midlertidige regering, og som ikke har nævneværdig legitimitet uden for de kurdiske områder. Dét politiske selskab vil ikke have mange virkemidler ved hånden for at kunne holde sig flydende. Som den israelsk-palæstinensiske politiker Azmi Bishara skriver;

”Det regime, der blev født under besættelsen, har brug for en enorm mængde undertrykkelse og en ordentlig dosis korruption, i en nøje afmålt blanding, for at kunne bygge den sociale basis, der kan garantere dets genvalg.”

Det vil blive noget af en parodi på suverænitet og demokrati. Men det kan USA snildt leve med.