Støvede teorier eller tidsløs afhængighed

1960ernes marxistisk inspirerede teorier om en ny imperialisme kendetegnet ved ulige bytteforhold og ulandenes afhængighed af ilandene er stadig i dag en del af pensum på universitetet og diskuteres også livligt i venstreorienterede kredse. Det skyldes ikke kun en mangel på fornyende teoridannelse, men også at datidens store teorier slår hovedet på sømmet - også i 1999.

Af Stinne Lyager Bech og Janne Tynell

Flere af de marxistisk inspirerede udviklingsteorier der slog igennem i 1960erne er stadig obligatorisk læsning på de danske universiteter. Det er kritiske teorier der tager udgangspunkt i handelsrelationerne mellem de industrialiserede lande og den 3.verden og forklarer ulandenes afhængighed af ilandene. Selvom relationerne mellem ilande og ulande netop er et emne der stadighed diskuteres både på og udenfor universitetet, er det de ‘gamle klassikere’ de studerende præsenteres for i undervisningen. Hvorfor nu det? Hvad siger disse gamle teorier om forholdet mellem ilande og ulande der gør at de stadig er relevante i dag? Ny imperialisme

Et fælles udgangspunkt for de mange forskellige teorier, der i 1960erne slog igennem som afhængighedsteorier, er at kolonimagterne og imperialismen aktivt har underudviklet den 3. verden. Teorierne stod på daværende tidspunkt i skarp kontrast til de fremherskende moderniseringsteorier, der søgte at forklare ulandenes fattigdom ved at se på de interne forhold i hvert enkelt land. Indenfor disse teoriers logik var det altså ‘ulandenes egen skyld at de ikke er nået så langt som os, men nogle af dem vil før eller siden følge i den vestlige verdens gyldne fodspor’.

Afhængighedsteoretikerne forklarede derimod ulandenes fattigdom ved at se på landenes ydre forhold, og deres pointe var at kolonitidens afslutning og ulandenes selvstændighed ikke havde ændret synderligt meget på udbytningsforholdet mellem de gamle kolonimagter og deres kolonier. Imperialismen kunne ikke blot forstås som den historiske imperialisme under kolonialismen, men snarere som et system af udbyttende relationer mellem ulande og ilande, der har overlevet indtil i dag. De relationer der først og fremmest fastholder ulandene i fattigdom og afhængighed er handelsrelationerne med ilandene. Ulige bytte

Teoretikeren Arghiri Emmanuel beskriver således i slutningen af 1960erne handelsrelationerne mellem ulande og ilande i sin teori om det ulige bytte. Emmanuels vigtigste pointe er at ilandene køber varer fra den tredje verden til priser der ligger under det det ville koste at producere varen i deres egne lande. På grund af de lave lønninger i den tredje verden betaler ilandene en pris der ligger under varens egentlige værdi. På den måde sker der en ekstrem udbytning af arbejderne i den tredje verden og en værdioverførsel fra de fattige til de rige lande. I sidste ende må de gunstige vilkår den europæiske arbejderklasse har tilkæmpet sig ses som finansieret af værdioverførslen fra kolonierne. Det ulige bytte har med andre ord skabt rigdom i én del af verden og fattigdom i andre, og vores velfærd er også i dag baseret på udbytningen af den tredje verden.

Selvom Emmanuel tager æren for teorien om det ulige bytte, er pointen den samme hos de fleste andre afhængighedsteoretikere: de internationale handelsforhold gør at der til stadighed strømmer resurser fra ulandene til ilandene. Afhængighedsteoretikerne er dog ikke enige om hvordan verden ser ud og præsis hvordan udtrækningen af resurser fra ulandene finder sted. To af de vigtigste teoretikere indenfor afhængighedsteorien er André Gunder Frank og Samir Amin. De tegner to forskellige billeder af hvordan verden ser ud i henholdsvis metropol-satellit- og center-periferi-modellen. Metropoler og satellitter

Frank mener at den centrale årsag til underudvikling i den tredje verden er at den rige vestlige verden gennem handel og andre former for udveksling af varer og tjenester trækker det økonomiske overskud ud af ulandene. Udtrækningen af resurser sker ikke kun gennem den internationale handel, men også på lokalt og nationalt plan, eksempelvis når jordejeren udbytter landarbejderen økonomisk.

Frank tager udgangspunkt i at kapitalismen har slået så stærkt igennem at ulandene er blevet en integreret del af det verdenskapitalistiske samfund. Han ser det verdenskapitalistiske samfund som et netværk der forbinder eksempelvis landarbejdere i Latinamerika med forretningsledere i USA’s store virksomheder. Dette netværk består af satellitter og metropoler. På det lokale plan kan landarbejdere i Latinamerika betragtes som satellitter, der er koblet til godsejerne, som i dette forhold derfor betragtes som metropoler. På det nationale plan vil de regionale økonomiske eliter være satelitter i forholdet til de nationale økonomiske eliter. På den måde fortsætter satellit-metropol kæden til forretningslederne i USA. Det er afgørende for Frank at der bliver trukket økonomisk overskud fra satellitterne til metropolerne i alle led - altså fra landarbejderne i Latinamerika til forretningseliterne i USA. Metropollandene bestemmer i hvilket omfang satellitlandene skal udvikles, da udvikling kun vil ske i det omfang metropollandene kan tjene på det.

Frank mener derfor at kunne bevise at de lande og regioner der har haft den tætteste forbindelse til metropollandene er de lande der er mindst udviklede. Derfor ville tredje verdenslande opnå en bedre udvikling, hvis de nedtrappede eller helt afbrød deres forbindelse til metropolerne. Socialisme er en forudsætning for at ulandene opnår en total eller delvis afkobling fra metropolerne. Overgangen til socialisme kan i følge Frank kun ske ved en brat omvæltning af samfundet da det er utopisk at de herskende mellemled som for eksempel godsejere af egen fri vilje vil afgive økonomiske resurser. Center og periferi

Amin er stærkt inspireret af Franks forståelse af magt- og afhængighedsrelationerne i et kapitalistisk system der fører til udbytning og dermed underudvikling af lande i den tredje verden. For Amin kan verden imidlertid deles op i centerlande og periferilande, to forskellige samfundstyper med hver deres karakteristika.

Centerlandene er karakteriseret ved at have en selvcentreret økonomi det vil sig en økonomi der først og fremmest styres inden for landets grænser og dermed ikke er underlagt ydre faktorer. Den selvcentrerede økonomi er kendetegnet ved at der produceres på et højt teknologisk niveau, og at der er en tæt kobling mellem industri og landbrug. Det at et land har en selvcentreret økonomi, er dog ikke ensbetydende med at landet er selvforsynende og ikke handler med andre lande. Tværtimod handler centerlandene i høj grad med hinanden, men i mindre grad med periferilandene. Centerlandene er traditionelt magtfulde stater som USA, Japan og Europa.

Periferilande er regioner indenfor det kapitalistiske verdenssystem, der ikke har lokal kontrol over økonomien. I periferilandene er koblingen mellem sektorerne ringe og produktionen er i høj grad arbejdsintensiv det vil sige at den er baseret på en stor billig arbejdsstyrke. Centerlandene fastholder deres dominans over periferilandene via den ulige udveksling af varer og tjenester og ved at påtvinge periferilandene et bestemt produktionsmønster. Landene i periferien producerer primært råvarer og er derfor afhængige af det internationale kapitalistiske system for at få de forarbejdede varer de har brug for. Indtjeningen for periferilandets egen produktion havner ofte udenfor landets grænser.

Amin arbejder også med en tredje kategori af lande - semiperiferien. De semiperifere lande befinder sig i en mellemposition, det er tidligere periferilande der har formået at bevæge sig op i det internationale hierarki og på visse punkter har skabt en selvcentreret økonomisk udvikling. Semiperiferien kan eksempelvis være lande som Taiwan, Malaysia, Argentina eller Mexico.

Amins center-periferi model adskiller sig altså ikke meget fra Franks satellit-metropol model. Amin koncentrerer sig i lidt højere grad om landenes interne forhold og søger at opstille betingelser for udviklingen af en national selvcentreret økonomi, hvor Franks hovedsigte er at beskrive kæden af værdioverførsler der skaber udvikling i nogle lande og underudvikling i andre.

Begge er enige om at en afkobling fra verdensmarkedet er de perifere landes eneste mulighed for at bryde afhængighedsforholdet til centerlandene. Efter afkoblingen er udfordringen ifølge Amin at opbygge en selvcentreret økonomi, hvor staten kontrollerer de økonomiske processer. Verdenssystemteori

Teoretikeren Immanuel Wallersteins teorier om verdenssystemet indeholder en analyse af semiperiferiens rolle i det internationale system.

Wallerstein fokuserer i sin teori på at forstå de overordnede logikker i verdens økonomiske og politiske opbygning.Han argumenterer for at vi lever i et kapitalistisk verdenssystem opdelt efter en international arbejdsdeling, der kategoriserer lande som center, periferi og semiperiferi. Periferien og semiperiferien leverer råvarer og halvfabrikata til centret, der afslutter processen og færdigfabrikerer produkterne.

Semiperiferien indtager ifølge Wallerstein en særlig politisk rolle i verdenssystemet, idet denne kategori ligger som en mellemzone mellem center og periferi. Semiperiferiens udsigt til investeringer og resurser, og dermed til kapital, får den til at udvise loyalitet overfor centeret. Opdelingen af tredjeverdenslandene i to grupper slører billedet af centerets udbytning af begge og dermed deres fælles interesser. Dette resulterer i en politisk stabilitet, hvor den kapitalistiske minoritet ikke konfronteres med en samlet opposition.

Det er en vigtig pointe at det kapitalistiske verdenssystem har brug for både periferi og semiperiferi for at eksistere og at semiperiferien derfor ikke er i gang med at udvikle sig til et center. Det er muligt at kravle op og ned af stigen, men det øverste trin er forbeholdt nogen få. Levn fra fortiden?

I tidens løb er både Amin og Franks teorier om modsætningsforholdet mellem center-periferi- og metropol-satellit-lande i det kapitalistiske system blevet diskuteret og videreudviklet. Forfatterne har selv foretaget justeringer og er kommet med tilføjelser der forsøger at tage højde for ændringer i den internationale handel. Ikke desto mindre har der ikke siden været andre seriøse tiltag til at skabe en ny teoridannelse indenfor den marxistiske udviklingsteori. Det er blandt andet derfor at de klassiske teorier ikke bare samler støv på hylderne. Samtidig er Amin og Franks værker stadig brugbare (også som læsestof på universiteterne), da hovedpointerne om det skæve handelsforhold mellem i- og ulande den dag i dag er en kendsgerning. En lind strøm af resurser løber stadig fra den 3. verden til de industrialiserede lande, og mere og mere tyder på at udbytningen er særlig massiv i de lande der har tætte handelsrelationer med ilandene.

Dette er dog ikke ensbetydende med at teorierne er dækkende og holder vand på alle punkter. Et af de forhold der har givet anledning til stor diskussion er eksempelvis gyldigheden af afkobling fra verdensmarkedet som en national udviklingsstrategi. Et af problemerne ved det kapitalistiske verdenssystem er netop at de verdensomspændende økonomiske kræfter opererer på en større arena end de politiske enheder kan kontrollere. Derved svækkes mulighederne for at nationalstaterne kan regulere økonomien og styre udviklingen. Dette sætter spørgsmålstegn ved Frank og Amins strategi om skabelse af en selvcentreret økonomi, for hvem har magten til at skabe en sådan udvikling hvis økonomien er afkoblet politisk kontrol. Selvom man er enig i at justeringer indenfor rammerne af det internationale kapitalistiske system ikke er vejen ud af ulandenes afhængighed, kan man tvivle på det realistiske i at et land alene skulle kunne afkoble sig fra verdensmarkedet. Overfor dette har andre teoretikere anført at en forudsætning for at realisere en afkobling er at det sker i fællesskab mellem flere lande der hermed kan støtte hinanden imod målet: den selvcentrerede økonomi.

I dette sidste år af det 20. århundrede har vi i Gaia redaktionen valgt at sætte fokus på imperialismen og anti-imperialismens udvikling i vores snart afsluttede århundrede. Hvert af årets fire numre vil således indeholde et bud på hvordan imperialismen har udviklet og forandret sig og ligeledes hvordan modstanden har ændret karakter og nye teorier er opstået.

I dette nummer præsenterer forfatterne 60erne og 70ernes afhængighedsteoretikere. Næste nummer af Gaia - det sidste i årtusindet - vil en række forfattere sætte fokus på imperialismen i dag og give deres bud på hvordan modstanden kan se ud.