Statens arbejde mod terrorisme og undergravende virksomhed

Først lugtede vi bare af hvidløg, 
så kunne vi ikke tale dansk, 
derefter blev vi kriminelle, 
og nu er vi blevet terrorister.

Det er ikke en kommentar til situationen for muslimer i Danmark efter den 11.september 2001. Ordene er skrevet af en andengenerationsindvandrer for en del år siden. Men de genspejler de følelser et mistroisk samfund udløser. Asylansøgere, flygtninge og indvandrere har på linie med grupper af danskere været overvåget og registreret i årevis af myndighederne. Det er ikke nogen nyhed. Men den fremherskende retorik efter terror-aktionerne i USA tyder på en betydelig skærpelse. Regeringen har således lovet "en terror-pakke" af love, der skal forelægges i Folketinget i slutningen af november måned. Det omrids, der kan skimtes, lover ikke godt for retssikkerheden.

På den anden side har de dertil oprettede myndigheder længe gået til stregen - og over - med hensyn til overvågning og registrering af de nævnte grupper. Måske er den bebudede lovgivning og de dertil hørende ekstrabevillinger både en legitimering af gældende praksis og en skærpelse af gældende lovgivning.

Den begyndende anti-krigsbevægelse er et oplagt mål for overvågning, og ud fra erfaringer fra Prag, G"teborg og Genoa er der grund til at tro, at anti-globaliseringsbevægelserne også vil blive udsat for nærgående interesse i fremtiden. Samtidig - og i sammenhæng hermed - bliver de tragiske begivenheder i USA brugt til at underminere Danmarks EU-forbehold på de retlige og forsvarsmæssige områder. Taberne fra sidste EU-afstemning vil uden hæmninger udnytte situationen til at få forbeholdene ophævet, med påskud i nødvendigheden af øgede anti-terror foranstaltninger.

I det følgende vil vi se lidt på udviklingen inden for disse felter i de sidste årtier af det 20. århundrede. Derved kan vi måske stå lidt bedre rustet i kommende diskussioner og handlinger.

Der omtales en række eksempler på, at det internationale politisamarbejde, overvågning og registrering har foregået hele tiden. Og vi vil vise, at visse kræfter i mange år har bestræbt sig på at opbygge et terror-fjendebillede, der både mistænkeliggør store grupper af flygtninge- og indvandrere og som også omfatter de mere militante former for sociale protester. Det søges opnået ved at bruge en så bred terror-opfattelse, at ordet er ved at miste sit indhold. Det skal nemlig for dem rumme alle handlinger mellem et par brosten og blammere til attentatet på World Trade Center. Undervejs nævner vi de mange mislykkede forsøg på at bruge Straffelovens § 114 ("Terror-paragraffen") i en række sager. Noget som bl.a. mere besindige jurister hidtil har sat en stopper for.

Der har i årtier været et internationalt samarbejde omkring terrorisme mellem de vestlige lande. Det har dels medført en mangeårig overvågning af især venstreorienterede og af flygtninge og indvandrere i de enkelte lande, og dels er samarbejdet blevet større og større gennem årene. Det har også haft mange former gennem tiderne. I de enkelte lande ligger opgaverne normalt under politimyndigheden, og her er "det forebyggende arbejde" især under en eller flere efterretningstjenester. I Danmark hører det således under Politiets Efterretningstjeneste, PET.

I mange år skete vort internationale samarbejde mest under NATO-paraplyen. Men fra 1970’erne er det suppleret med et stadigt større EF-/ EU-samarbejde, og der er ikke vandtætte skodder mellem NATO og EU.

Ved siden af dette samarbejde findes der også et mere bilateralt samarbejde som f.eks. mellem PET og det israelske Mossad.

Et par vigtige milepæle i inden for den europæiske udvikling er:

TREVI-samarbejdet fra 1975

TREVI-samarbejdet blev besluttet på et EF-topmøde for regeringschefer i Rom den 1.-2. december 1975. Det skete på britisk foranledning forårsaget af de fortsatte problemer i Nordirland.

Samarbejdet fulgtes op af årlige ministermøder for indenrigs- og justitsministre. I møderne deltog landenes efterretningschefer og andre embedsmænd. Samarbejdet og ministermøderne var hemmelige, og afholdtes uden for den daværende EF-struktur. Det var et mellemstatligt samarbejde, ikke et overstatligt.

Der blev udarbejdet et program, der bl.a. medførte oprettelsen af nogle arbejdsgrupper.

Den første ad dem - TREVI I - fra 1976, skulle beskæftige sig med terrorisme. De implicerede landes efterretningstjenester deltog naturligt nok fra start i dette samarbejde. I forbindelse med terroristbekæmpelse var TREVI I også aktiv omkring harmoniseringen af udlændinge- og flygtningepolitikken, f.eks. omkring fælles visumregler. Andre og senere nedsatte arbejdsgrupper handlede om politiuddannelse og teknologi, international organiseret kriminalitet, beskyttelse af atomanlæg mm.

Der opbyggedes også et kommunikationssystem, der omfattede andre end EF-landene (USA, Canada, Norge, Sverige m.fl.) I de enkelte lande blev hemmelige arbejdsgrupper af topembedsmænd fra politi og justitsministerier nedsat til at følge ministermødernes beslutninger op.

I 1979 afslørede SF dette hemmeligholdte samarbejde.

Anti-terror foranstaltninger i Danmark

På dette tidspunkt var regering og myndigheder i gang med at tilpasse sig det udvidede samarbejde.

I efteråret 1975 nedsatte udenrigsministeriet en såkaldt Krisestab, der bestod af fire embedsmænd fra ministeriet. Staben skulle fungere som kommandocentral, hvis en terroraktion skulle ramme danskere eller danske interesser. Senere oprettedes Anti-terrorkorpset, bestående af politifolk fra forskellige stationer, der fik en særlig udrustning og uddannelse.

Og hen ad vejen forsøgte PET og anklagemyndigheden sig med at bruge Straffelovens paragraf 114 ("Terror-paragraffen").

Den europæiske konvention om bekæmpelse Europa-konvention mod terrorisme 1978 Sytten af Europarådets medlemslande underskrev konventionen, der kom til debat i Folketinget, da dens iværksættelse i Danmark krævede en ændring i Straffelovens º 8. ( Om at en handling, der er strafbar efter konventionen , også er strafbar i Danmark ).

Dette vedtog et stort Folketingsflertal. Ved selve ratificeringen tog regeringen forbehold i forbindelse med evt. udleveringssager.

TREVI afløses af K 4 Komitéen mm.

Det sidste møde i TREVI-samarbejdet blev afholdt i København i sommeren 1993. Det hidtidige samarbejde overførtes som følge af Maastricht-aftalerne til et nyt regi i søjle 3-samarbejdet, og underlagdes Ministerrådet for Retlige og Indre Anliggender, RIA, med dets K4-komité og Styringsgrupper mm.

Det europæiske politisamarbejde, EUROPOL, er en selvstændig, mellemstatlig institution, oprettet efter en konvention mellem deltagerlandenene. Den er en del af det retlige samarbejde i Søjle 3, og befinder sig under stadig udbygning. I maj-juni 1997 besluttede Folketinget at tilslutte os det mellemstatslige EUROPOL-samarbejde og Schengen-aftalen, se senere.

EUROPOL kommer råder over et generelt register og et antal specielle registre, oprettet til brug for konkrete efterforskninger. Et Indeks-søgesystem forbinder registrene. De overordnede regler for registrene er fastsat af Ministerrådet, mens reglerne for special-registrene fastlægges af EUOROPOL-ledelsen på baggrund af de generelle regler.

Ministerrådet har senere besluttet, at EUROPOL på et senere tidspunkt skal kunne trække oplysninger på Schengen-samarbejdets registre.

Schengen-aftalen

Den 1.5.1996 blev Danmark observatør i Schengen-samarbejdet. Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien og Luxemburg indgik i 1985 den første Schengen-aftale. Schengen-aftalen er også mellemstatslig, og altså uden for den officielle EU-struktur. I 1997 tiltrådte Danmark Schengenaftalerne. Formålet er at udbygge EU’s indre grænsefrihed, og etablere en fælles udelukkelsespolitik ved at skærpe bevogtningen af de ydre grænser kombineret med fælles visumregler og anden udlændingekontrol. Schengen-aftalen omfatter foruden indrejse- og flygtningepolitik, også statens sikkerhed, almindelig lov og orden, efterlysninger og udleveringer mm. Aftalen åbner også op for, at udenlansk politi kan gennemføre selvstændige forfølgelses-aktioner i grænseområderne. Endvidere kan politi fra et hvilket som helst Schengen-land foretage skygninger i andre Schengen-lande under overholdelse af forskellige regler. Der er ved at blive opbygget omfattende databaser med personregistreringer, kaldet Schengen Information System eller SIS, der skal fungere som et europæisk efterlysningsregister. SIS er sammensat af to dele: et centralt system (CSIS) og en række nationale informationssystemer (NSIS). Data mellem de nationale systemer kan kun udveksles via det centrale system (CSIS).

Sirene-systemet

Ved siden af findes SIRENE-systemet, der er en nødvendig forudsætning for SIS-systemets funktionsdygtighed. SIRENE er et kommunikationssystem, der skal fungere som et europæisk efterforskningsregister. Uddybende oplysninger om de registredede i SIS-databasen kan søges og rundsendes her. Hver national del af SIS-systemet (NSIS) er forpligtet til også at indeholde SIRENE-strukturen. Der skal oprettes ét døgnåbent SIRENE-kontor i hvert land. Disse kontorer skal være de eneste kontaktpunkter mellem Schengen-landene. SIRENE er forkortelsen for Supplementary Information Request at the National Entries.

SIRENE "er faktisk en kort beskrivelse af en fremgangsmåde, som skal gøre det muligt at overføre de fornødne oplysninger til en bruger, som har fået positivt svar på en SIS-søgning, så denne bruger kan gå videre i sin undersøgelse.", siger SIRENE-Manualen.

I 1997 afsløredes en fortrolig-stemplet SIRENE-Håndbog, beregnet til brugerne inden for grænsekontrol, anden politi- og toldmæssig efterforskning, samt ved udstedelse af visa og opholdstilladelser og udlændingeadministration. Manualen viste også, at der foregår et efterretningssamarbejde inden for rammerne af Schengen-aftalen. Men "Dette meget følsomme område kræver en speciel procedure for at sikre visse oplysningers troværdighed." Derfor opereres der på dette felt med en særlig samrådsprocedure, hvor de indblandede efterretningstjenester tjekker hos hinanden før der sker en officiel registrering via den indberettende sikkerhedsinstans’ nationale SIRENE-kontor.

Manualen sondrer i øvrigt mellem "diskret overvågning" og "målrettet kontrol" af både personer og køretøjer. Datidens mange indvendinger var ikke vendt mod internationalt politisamarbejde som sådan, men mod usikkerheden om hvilke grupper, der blev registreret. Om der sker registreringer efter religiøse, seksuelle, etniske tilhørsforhold mm, om hvem der har adgang til systemerne, og om muligheden for, at en dansk statsborgere under ophold i udlandet registreres i det fælles register af det lokale politi med oplysninger, det er forbudt dansk politi at registrere.

Kontra-terrorisme

Arbejdet op til en evt. bekæmpelsesaktion hører i Danmark under Politiets Efterretningstjeneste, PET. En PET-pjece fra 1997 vurderede dengang terrortruslen på denne måde:

Selv om der verden over nok er færre terrorhandlinger i dag end for 15 år siden, har der til gengæld været en tendens til, at karakteren af de enkelte terrorhandlinger - navnlig bombeangreb - er blevet mere alvorlig. Det er også blevet vanskeligere at forudsige mulige terrormål, terrortruslen er blevet mere diffus.

Arbejdet med at vurdere terrortruslen er derfor blevet mere ressourcekrævende og nødvendiggør et tættere internationalt samarbejde.

I PET-pjecen definerede PET selv sin virksomhed på kontra-terrorisme-området:

" PET’s primære opgave består her i løbende at vurdere terrortruslen i Danmark. For at kunne foretage en sådan vurdering, er det nødvendigt at have et overblik over de miljøer, hvor der kan være grobund for terrorisme."

Dette synspunkt medførte nærmest fri overvågning af mange flygtninge- og indvandrergrupper, ligesom der blev jagtet terrorister blandt asylansøgere, ofte i samarbejde med udenlandske politi- og efterretningsmyndigheder, eksempelvis det israelske Mossad.

PET-interessen for mulige terrorforbindelser omfatter også venstrefløjen. Fra infiltration blandt støtter af algeriernes befrielseskrig mod Frankrig omkring 1960 over jagten på formodede sympatisører af Rote Armee Fraktion i 70’erne og 80’errne til kurder-kontakter i 90’rne. PET har undervejs har været temmelig tæt på skiftende danske solidaritetsorganisationer, fra Vietnambevægelsen i 60’erne til arrangørerne af Kurder-møder i 90’erne. Hermed er vi nået til en anden af PET’s hovedopgaver:

Kontraekstremisme

PET forklarede selv i 1997, om arbejdets art: Det er vigtig at slå fast, at det er de voldelige handlinger og trusler, som interesserer PET, ikke den politiske virksomhed i sig selv. PET interesserer sig således kun for grupper på den ekstreme højrefløj og den ekstreme venstrefløj, hvis de kan mistænkes for at have til hensigt "ved magtanvendelse" at "øve indflydelse på offentlige anliggender" eller "fremkalde forstyrrelser af samfundsordenen" som det hedder i Straffelovens § 114.

PET bruger flere betegnelser for arbejdsområdet: "det man under et kan kalde samfundsundergravende virksomhed" eller "subversionsområdet" eller "subversive aktiviteter" eller "handlinger af undergravende eller uroskabende art". PET-chef Birgitte Stampe præciserede i 1994 i Politiken: Man løber en risiko for at blive genstand for vores interesse, hvis man udviser en adfærd, der kommer eller kan komme ind under de straffelovsparagraffer vi beskæftiger os med. Det vil sige paragrafferne om anslag mod statens sikkerhed. Det står fast, at man har overskredet grænsen for lovlig politisk aktivitet, hvis man benytter sig af ikke-fredelige eller sågar voldelige midler."

I det følgende vil vi omtale nogle af eksemplerne herpå. I praksis løb (løber?) de to hovedopgaver sammen i Afdelingen for Anti-terrorisme og undergravende virksomhed. PET har i hele perioden været på vagt mod terror, men har også jagtet en række spøgelser. Derved er venstrefløjens internationale samarbejde, og ikke mindst venskabs- og solidaritetsorganisationerne, kommet i PETs søgelys. En PET-redegørelse fra 1998 nævner i generelle vendinger:

— PET var på denne baggrund meget opmærksom på grupper eller enkeltpersoner i Danmark, der kunne have kontakt til terrororganisationer.

I en række tilfælde blev der f.eks. konstateret kontakt til palæstinensiske (PFLP, PWU), nordirske (Irlands-Initiativ-Gruppen, Nordirlands Komitéen) og vesttyske organisationer (RFA, Rote Armee Fraktion). I officielle PET-udtalelser antydes de hjemlige "terrorister" kun, eller omtales som historiske eksempler, jf. ovenstående citat. Men både nogle medier og politikere, samt ledende politifolk har gennem tiderne ofte peget på f.eks. BZ’erne, og siden flittigt brugt omtalen "grupper i det autonome miljø" eller "autonom-lignende".

Der er en del der tyder på, at den mangeårige kontrol og overvågningen af asylansøgere, flygtninge og indvandrere er stigende, og at der jages "terrorister" blandt dem - og deres danske sympatisører i f.eks. solidaritetsorganisationerne. Den bebudede "terrorpakke" vil give yderligere legitimitet til disse forehavender. Vi vil nu se på nogle historiske eksempler til belysning af de rejste påstande.

Universitetslister

PET har i perioden 1960 til 1990 fået immatrikulationslisterne ( fortegnelse med diverse data over alle indskrevne studerende, ca. 20.000 til 30.000 pr. år (herunder de selvfølgelige gengangere på årelange studier) fra Københavns Universitet.

Fra 1980 suppleredes de årlige leverancer af immatrikulationslister fra Københavns Universitet til PET, med lignende lister over en del årgange studerende ved Århus og Odense Universiteter.

Det var Universitet selv der i al hemmelighed afbrød den automatiske udlevering af listerne i 1990. Men i en senere undersøgelse kom det frem, at der i 1991 - i forbindelse med Golf-krigen - var kørt en liste ud over alle indskrevne udenlandske studerende, som blev udleveret til PET. En ny - og indtil nu uvidende - universitetsledelse vurderede dette tillidsbrud som værende endnu større end udleveringen af immatrikulationslisterne.

Afsløringerne i begyndelsen af 1990’erne betød tilsyneladende et foreløbigt punktum for denne PET-overvågning. Men det kan selvfølgelig laves om, hvis War On Terrorism kræver det.

Kejsergade mm, 1969

I efteråret 1969 kom der tre sager, som efterretningstjenesterne og nogle politikere og medier gjorde deres bedste for at koble sammen til ét stort angreb på statens sikkerhed.. De tre sager var: Afsløringen af en aflytningscentral i Kejsergade i København, Den såkaldte Trotyl-sag fra Århus og Beslaglæggelserne af de to tidsskrifter Vietnam-Solidaritet og Politisk Revy, ligeledes i København. Med Torben Kroghs ord i bogen "Anslag mod statens sikkerhed" var hele forløbet præget af, at Den politiske atmosfære var lige fra efterretningssagernes begyndelse tyk af selvmodsigelser og håndgribelige usandheder. Og: Offentligheden skulle have indtryk af, at det var et dødsensfarligt komplot, der var afsløret, og at statens sikkerhed ville være i overhængende fare, hvis PET og FE (Forsvarets Efterretningstjeneste) ikke havde slået til.

Forsvarsministeren, justitsministeren, chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste og PET-chefen bidrog til stemningen ved under forløbet at afholde natlige krisemøder, og komme med dramatiske udtalelser. Politi og militærfolk lækkede til pressen, og især Jyllandsposten og de Berlingske blade gik langt i tolkningerne af det forenede stormløb mod rigets sikkerhed. Men undervejs faldt komplotteorien sammen. Trotyl-sagen smuldrede under efterforskningen.

Anklagemyndigheden havde ellers bebudet tiltale efter º 114 (Terrorparagraffen) og en nævningesag ved Vestre Landsret. Men de varetægtsfængslede blev løsladte, og den endelige tiltale lød for den enes vedkommende på tyveri, for de øvriges på tilskyndelse til tyveri og hæleri.

Dommen faldt i marts 1970. Den ene af de tiltalte fik fire måneders fængsel for tyveri af fem kg trotyl fra militæret. De øvrige århusianere fik ingen straffastsættelse, straffen ansås for udstået med varetægtsfængslingen, med en prøvetid på tre år.

"Hovedmanden" fra København, der havde været hængt ud med navn og billede, var blevet løsladt før de andre, og var ikke engang anklaget. Han fik 2.000 kr. i erstatning. Således endte en sag, der startede med krav om tiltale efter en terror-paragraf, der kunne give op til 12 års fængsel.

Mexicaner-sagen

Den 1.april 1977 anholdtes mexicaneren Jaime Martinez i København. Samme aften blev tre danskere arresteret. De to boede i kollektiv med Martinez, den tredje var tidligere kæreste med ham. Deres bopæle blev ransaget, og ting og sager medtaget. Det viste sig senere, at de i længere tid var overvåget af PET, både telefonaflyttet og skygget. De tre danskere blev i modsætning til Martinez løsladt om natten, men sigtelserne blev opretholdt. De var alle fire sigtet efter den milde spionage-paragraf (§ 108), og terrorisme-paragraffen (§ 114).

Jaime Martinez var kommet til Danmark i 1970, og hans bror, Tomas Martinez kom til Sverige i 1976. Tomas havde været særdeles politisk aktiv i Mexico.

Broderen Tomas blev anholdt i Sverige i forbindelse med en større "terror-sag", hvor tre latinamerikanere - herunder Tomas selv - blev udviste til Cuba. Tomas blev udvist fordi han var mistænkt for at have forbindelse med et par tidligere udviste vesttyskere, som sigtedes for planer om terrorvirksomhed. Der er intet i de omfattende svenske undersøgelser, der godtgør, at Tomas eller Jaime Martinez var tilknyttet en vesttysk terrorgruppe omkring Norbert Krücher.

Men Mexicaner-sagen i Danmark var en udløber af den svenske sag. Allerede under anholdelserne i København henviste de danske betjente til den svenske sag.

Jaime Martinez blev holdt varetægtsfængslet i isolation i 141 dage, til han blev endeligt udvist, og fløjet til Mexico i august 1977.

Udvisningen var besluttet i Regeringens Sikkerhedsudvalg, sikkert under indtryk af samtidige, blodige RAF-aktioner. Martinez blev aldrig stillet for en domstol, og blev således hverken dømt eller frikendt. Justitsministeriets pressemeddelelse om udvisningen indledes med ordene: "Grundlaget for udvisningen er mistanken om den pågældendes deltagelse i virksomhed, som indebærer en risiko for den danske stats sikkerhed".

Udvist uden dom efter syv år i Danmark på mistanke om en risiko! Det måtte der være en forklaring på. Ved siden af det oppiskede terror-hysteri, kan det konstateres, at sagen ganske enkelt smuldrede for PET og anklagemyndigheden med deraf følgende konsekvenser for Jaime Martinez.. Sagens forløb tydede på uprofessionel håndtering og terrorfrygt i alle led, og sluttelig justitsministerens og justitsministeriets dække over dette - og dem selv - ved en udvisning, frem for en tiltalerejsning. I oktober 1977 afsluttede statsadvokaten i øvrigt sagerne med tiltalefrafald, men det fik ingen praktisk betydning for denudviste Jaime Martinez.

Mexicanersagen satte derved også fokus på udlændinges manglende retssikkerhed i Danmark, og medvirkede til at der blev nedsat et Folketingsudvalg, der skulle se på Udlændingeloven.

Den første oktober 1977 havde justitsministeren trukket sig, hans tilbagetræden blev begrundet offentligt med, at han havde fået en højtstående post i NATO i Bruxelles.

Martinez dukkede op i medierne igen flere gange i årene efter. BT vidste i 1978, at han efter udvisningen havde været på terroristkursus på Cuba og nu opererede illegalt i Spanien eller Portugal. Men han var altså kommet til Schweiz, og havde for øvrigt aldrig været på Cuba eller i Spanien eller i Portugal. De forskellige forlydender om Jaime Martinez blev samlet op af en af den vestlige desinformations frontfigurer, Claire Sterling. Da hun udgav sin bog, The Terrorist Network i 1981, var Jaime Martinez blevet til en cubansk agent i Europa. Nu skulle han og hans bror have været på et intensivt terroristkursus på Cuba i 1972-76, og de havde tilhørt en tysk-sydamerikansk terrorist-ring i Skandinavien, der i virkeligheden var oprettet af KGB, men gennem den cubanske efterretningstjeneste DGI.

Herhjemme dukkede spekulationerne fra 1977-78 op igen i forbedret udgave, og kunne genlanceres i BT med Claire Sterlings autoritet.

RAF-Spøgelset

Den vesttyske Rote Armee Fraktion, RAF, spøgte et par årtier i danske medier. Ofte efter et tip fra PET. Men i hele denne periode er ingen fra RAF blevet dømt i Danmark, og ingen danskere er dømt for samarbejde med gruppen. Vi nævner nogle eksempler på RAF-spøgeriet:

Efter nogle forudgående udtalelser fra souschef Jørgen Bro til Berlingske Tidende kunne BT (21.5.1973) viderebringe, at Politiets Efterretningstjeneste frygter, at en politisk undergrundshær med forbillede i den vesttyske Baader- Meinhof gruppe er ved at blive opbygget i Danmark û med stjålne militærvåben.

To vesttyskere arresteredes midlertidigt i oktober 1977 under hjemrejse til Vesttyskland fra Danmark. Den ene var medlem af Den Internationale Forsvarskomité for Politiske Fanger i Vesteuropa, og mistænktes for støtte til terrorvirksomhed. Den anden blev tilbageholdt, fordi hans kone var efterlyst.

Et møde på Københavns Universitet i oktober 1977 med to RAF-forsvarsadvokater blev fordømt af "Moderate Studerende", og skildredes derefter i Berlingske Tidende (25.10.1977): De tyske terrorbevægelser har indledt en omfattende kampagne for voldsprincippet i den politiske kamp blandt unge danske studerende. Formålet synes at være opbygningen af lokale net af sympatisører, der anses for at være en nødvendig forudsætning for aktiv terror.

På baggrund af oplysninger fra PET-agenten Anders Nørgaard foretog Århus Politi anholdelse af to vesttyske kvinder i efteråret 1981. Formålet var at klarlægge deres identitet og herunder afdække, hvorvidt de pågældende var efterlyste RAF medlemmer. Dette viste sig ikke at være tilfældet, hvorimod de arbejdede som støttepersoner for fængslede RAF-medlemmer i Tyskland og ønskede dette støttearbejde udbygget i Danmark.

To ledende RAF-medlemmer formodedes at være i Danmark i 1981 i forbindelse med NATO-øvelsen Amber Express. Ifølge Ekstrabladet bevogtede PET og Københavns Sikkerhedspoliti de deltagende generaler. De følgende dage udvides terrorplanerne i bladet til også at omfatte Kongehuset. En englænder blev under spøgelsesjagten forvekslet med det ene efterlyste RAF-medlem, og anholdtes i København, men han blev dog hurtigt løsladt.

En talsmand for den vesttyske efterretningsorganisation Verfassungsschutz udtalte til Ekstrabladet i 1982: Vi ved, at der indtil for ganske nylig har været meget stærke relationer til personer fra Århusområdet, men mere ønsker vi ikke at sige.

Blandt de vesttyske terrorister, der i følge den tyske politichef skulle have gemt sig i Danmark var tre navngivne, som alle blev nævnt i 1981-artiklerne.

I forbindelse med EFs topmøde i København i december 1982 dukker RAF-spøgelset op igen sammen med frygt for nord-irske attentater. Ekstrabladet mente at vide, at:

Chefen for det københavnske sikkerhedspoliti, Jørgen Frederiksen, holdes løbende underrettet af Politiets Efterretningstjeneste, PET, der står i forbindelse med broder-organisationer i samtlige EF-hovedstæder, om hvorvidt der er terrorangreb på vej mod København. Derefter kunne bladet meddele, at der holdtes skærpet overvågning af grupper, der kunne tænkes at demonstrere mod EF-topmødet.

Fra aug. 1986 til oktober 1987 blev to grupper, der befandt sig i udkanten af BZ-miljøet, overvåget af PET. Byretten afsagde af flere omgange hemmelige retskendelser, der tillod brud på meddelelseshemmeligheden. Politiets begrundelse var, at der var mistanke om overtrædelse af § 114 (Terror-paragraffen).

Det var Autonome Revolutionære og Vesttysklands-komitéen. De var mistænkte for overtrædelse af § 114 ved at have mulige forbindelser til RAF. Der rejstes aldrig tiltale, og de overvågede fik bag efter - som de burde - ikke at vide, at de havde været overvåget. Først efter et stykke tid lækkede historien ud til pressen.

Fra midten af 1980’erne voksede der en omfattende international protestbevægelse mod oliefirmaet Shell frem. Det var dets omfattende støtte til opretholdelsen af Apartheidsystemet i Sydafrika, der lå bag de mangeartede aktiviteter. I Danmark opstod der også en broget sammensat bevægelse.

Som følge af hærværksaktioner mod nogle Shell-firmaer blev der nedsat en særlig Shell-efterforskningsgruppe med repræsentanter for PET, det daværende Sikkerhedspolitiet og Rigspolitiets Rejsehold.

Den daværende Politidirektør Poul Eefsen var langt ude, da han hævdede:

Vi har beviser for, at gruppen (BZ, red.) har forbindelse til Rote Armé Fraktion (RAF) og husbesættere i Hamburg, Berlin og Amsterdam.

Efter en voldsom debat, og krav om dokumentation, måtte han et par dage efter rykke ud med et dementi: . . . der foreligger imidlertid ikke û heller ikke hos politiet û oplysninger om direkte forbindelser mellem Shell-aktivister og RAF.

Blekingegade-sagen

En hidtil hemmelig gruppe, der bl.a. stod bag omfattende røverier, blev afsløret og anholdte i april 1989. Det formodedes, at store dele af de røvede beløb var blevet udbetalt til den palæstinensiske organisation PFLP. Men anklagemyndigheden gav afkald på sigtelser efter Terrorparagraffen (§ 114). Derved slap anklagemyndigheden for at bevise, at PFLP var en terrororganisation, og at der var overført penge fra Danmark. (PFLP er medlem af PLO, der var anerkendt som en national befrielsesorganisation af FN og EF). Beslutningen blev anset for at være et nederlag for PET og dets månedlange forsøg på yderligere at politisere sagen som en terrorsag. Forsvarerne udtalte fra start af, at det var juridisk håbløst at søge at få § 114 ind i sigtelserne, da paragraffen omhandler forbrydelser mod den danske forfatning og de øverste statsmyndigheder. En af forsvarerne, Søren Søltoft, udtalte:

"Min mening er, at det var PETs prestigeprojekt, der skulle vise, at man laver noget i afdelingen. PET har brugt oceaner af tid på at efterforske og fyldt 11 ringbind med papir på det, jeg vil kalde en luftboble".

En anden forsvarer, Thorkild Høyer, gav udtryk for: "Jeg har hele tiden opfattet det som et propagandatrick." En tredje forsvarer, Jan Schultz-Lorenzen, udtalte: "Vi slipper for de udenrigspolitiske undertoner i retssagen. Samtidig får vi et offentligt stempel på, at tiltalen ikke har noget at gøre med terrorisme".

PET opfattede tilsyneladende Danmark som befolket af terrorister i disse år, at dømme efter deres tiltagende brug af paragraf 114, som trussel eller i efterforskningen. Den er nemlig aldrig indgået i en konkret sigtelse, bortset fra ãgypter-sagen, som omtales senere..

Overvågningen af de to autonome grupper i 1986-87 blev netop i byretten begrundet med formodet overtrædelse af º 114, men der blev aldrig rejst sigtelser. Politiet var også fremme med terrorbeskyldningerne under Shell-aktionerne og gennemførte ransagninger og anholdelser blandt ledende medlemmer af Sydafrika-komitéen i 1989, se senere. Efter rydningen af de tre besatte huse ved Sorte Hest den 2. Februar 1990 kom der flere meldinger fra Politiet i København om, at BZ’erne var "spirende terrorister". Politiet havde nemlig fundet Molotov-cocktails, "blammere" (et kraftigt knaldfyrværkeri, der i politiets udlægning blev til "bomber"), en radiofrekvensliste mm.

På et samråd i Folketingets Retsudvalg blev det til, at justitsminister Hans Engell hævdede, at politiet lå inde med en lang række beviser for, at BZ’erne har internationale kontakter, at de har deltaget i aktioner, der var koordineret med udenlandske grupper, og at et medlem af den tyske terrorgruppe Rote Armé Fraktion, RAF, har besøgt BZ’erne. Derfor ville han ikke udelukke, at der kom en sigtelse for terrorisme mod de tidligere beboere. Den kom aldrig.

Lektor i strafferet, Jørn Vestergaard udtalte da også på et møde på Kriminalistisk Institut ved Københavns Universitet: "Terrorisme er en misbrugt betegnelse for sociale mishagsytringer. De eneste rigtige terrorister vi har haft i Danmark er dem, der sidder bag lås og slå i Stockholm, fængslet for attentatet mod synagogen og flykontoret" (i 1986, red.), og "Der er tale om en uholdbar politisering ved hjælp af strafferetten."

Det er et spørgsmål om terrorvinklen var udtryk for holdninger i den venstre-konservative regering (Schlütter-regeringen), der via Justitsministeriet sivede over i Københavns Politi og Politiets Efterretningstjeneste, eller om det var hjemmeavl de to steder, godt hjulpet på vej af dele af medierne, der sivede op i det politiske system. Eller måske var det et samspil ?

Foranlediget af gadekampe og afbrændingen af en nærpolitistation, udtalte justitsminister Ninn Hansen i 1986:

" . . . nu har vi betrådt terrorens vej, og næste gang bliver der skudt."

Og foranlediget af heftige gadekampe på Vesterbro i sommeren 1987 skrev fagbladet Dansk Politi:

"Der er for politiorganisationerne ingen tvivl om, at BZ’ernes inspiration til den rå og brutale terror med anvendelse af farlige redskaber, er hentet fra udlandet med kendte terroristorganisationer som forbillede".

Ved åbningen af en international politikongres på Esbjerg højskole udtalte Rigspolitichef Ivar Boye i 1989:

"Det må antages, at der i Danmark i dag findes en eller flere terrorgrupper, der er operationsdygtige og i stand til at udføre eller bistå ved anslag mod mål i Danmark, i et andet nordisk land eller et helt tredje sted i verden."

Efter rydningerne af de tre besatte huse ved Sorte Hest på Vesterbro i begyndelsen af 1990, udtalte politidirektør Poul Eefsen:

"Vi kan ikke have et revolutionært hovedkvarter fyldt med terrorister liggende midt i København".

Sydafrika Komitéen

Undervejs blev en gammel solidaritetsorganisation udsat for terror-hysteriet.

Som følge af de fortsatte militante aktioner mod Shell slog politiet til mod Sydafrikakomitéen i København under dens Fantom-kampagne, som blev gennemført sammen med undergruppen Unge mod Apartheid. Fantomet blev på plakater og graffiti brugt som symbol på Apartheidmodstand, og brugt mod firmaer med Sydafrika-engagement ved ikke-voldelige aktioner. Denne kampagne blev fejlagtigt af politiet sat i forbindelse med hærværksktionerne. I januar 1989 blev komitéens kontorer ransaget, mødereferater, medlemsfortegnelse og arkiver beslaglagt, og fire aktivister anholdt. Deres bopæle blev også ransaget. Senere blev flere anholdt og sigtet. Sigtelserne lød på hærværk og "offentlig tilskyndelse til forbrydelse", dvs politiet tolkede Fantom-plakaten sådan, fordi Fantomet på plakaten knuser en rude.

"Fantomet-plakaten er i sig selv en opfordring til hærværk" mente det daværende Sikkerhedspolitis chef, Jørgen Frederiksen i Politiken. Et synspunkt som retten senere ikke gav ham ret i. Men flere fik dog bøder for ulovlig plakatopklæbning, spraymaling og tyveri af Shell-bamse ! Det sidste af det beslaglagte materiale blev først udleveret flere år efter.

Under sagen dukkede en notits op om tre aktivister, med navne og CPR-numre, der var blevet tilbageholdt af en politiassistent. Nederst på notitsen stod "Kopi afsendt til PET". Adspurgt, svarede justitsminister Hans Engell. "Det skyldes således en fejl, at politiassistenten på egen hånd videresendte den i sagen nævnte notits til Politiets Efterretningstjeneste". Politiassistenten forklarede senere under vidneansvar, at han havde videregivet den for "at lukke alle huller af".

I dette klima fandt syv solidaritetsorganisationer sammen for at modvirke, hvad der kunne ligne en offensiv for at kriminalisere solidaritetsarbejdet fra PETs og Københavns Politis side. Der blev holdt fælles møder, arrangeret høringer og skabt kontakter til Christiansborg. På et af disse møder sagde SFs retspolitiske ordfører Leif Hermann: "En demokratisk ret er kun noget værd, og bliver kun reelt forsvaret, i den udstrækning, man bruger den. Derfor skal det konkrete solidaritetsarbejde med kæmpende folk overalt i verden styrkes og så skal vi selvfølgelig lave retspolitisk ballade, hver eneste gang politiet forsøger at indskrænke denne rettighed."

Det blev i praksis den linie solidaritetsarbejdet fulgte fremover.

Ægypter-sagen i Århus

Den begynder og ender med at være en sag om ildspåsættelse i et hus i Tranbjerg ved Århus i august 1993. Undervejs blev den af politi og anklagemyndighed pustet op til at være en omfattende terrorsag, der dog fusede af undervejs, og endte med frifindelser for disse sigtelser. Sagen er interessant af flere grunde. Det er f.eks. første gang, at "Terror-paragraffen" (§ 114 ) optræder i et dansk anklageskrift. Den har hidtil kun været anvendt i politiets og PET’s psykologiske krigsførelse via villige medier op til en retssag, eller som begrundelse for efterforskningstiltag i forundersøgelser.

Tre mænd af ægyptisk oprindelse sigtedes for en ildspåsættelse i 1993 i forbindelse med et familieopgør. De tre mænd blev anholdt og deres hjem blev ransaget i november 1993. De blev følgende varetægtsfængslet i isolation, og gennem flere kendelser for lukkede døre blev de holdt indespærret et halvt års tid. Politiet mente nemlig, at de havde gjort interessante fund ved ransagningerne Den oprindelige sigtelse lød på ildspåsættelse, men i januar 1994 blev de også sigtet for planlægning af bombeattentater i Danmark og anden terrorististisk virksomhed. PET trådte officielt ind i sagen, og på trods af konsekvent lukkede døre, blev der lækket til dele af pressen, der snart trykte de forventede historier.

Det hjalp gevaldigt, at en fundamentalistisk gruppe i USA havde bombesprængt World Trade Center i New York i februar 1993, med dæbte og mange sårede til følge. De tre fængslede knyttedes til kredsene bag bombesprængningen, og nu tilhørte de sigtede ægyptere en stor international terrororganisation, med grene i en række lande. Det hjalp også på terrorbeskyldningerne, at to af mændene kunne sættes i forbindelse med krigene i Afghanistan. Men i april 1994 begyndte sagen at smuldre for politiet. Vestre Landsret stoppede underettens forlængelser af varetægtsfængslingerne og løslod de tre, der dog fortsat var sigtede. Og så fik vi den barokke situation, at de sigtede kunne gå frit rundt i de næste 22 måneder, selv om strafferammen for to af dem var livstid, hvis de blev kendt skyldige.

Selve retssagen begyndte i februar 1996, som en nævningesag ved Østre Landsret.

Efter omfattende afhøringer, aflytninger og ransagninger, skulle der nu høres over hundrede vidner og gennemgås mere end 5.000 sider sagsakter på mere end 25 retsmøder. Den endelige anklage lød på:

For alle tre: Brandstiftelsen i Tranbjerg og for at have ydet væsentlig støtte til terror-gruppe ( § 114, stk. 1). For de to’s vedkommende: For at have ydet væsentlig støtte ved også at indkøbe kemikalier til bombesprængning og for at have planlagt en række bombesprængninger i København ( § 183 mm).

Det var anklagerens strategi, at få dømt efter § 114, således at paragraffen fremover kunne bruges mod personer i Danmnark, der støttede udenlandske voldelige bevægelser med penge og propaganda, selv om bevægelserne eller deres repræsentanter ikke var voldelige i Danmark. Hvis det var lykkedes, kunne det indebære en kriminalisering af danske solidaritetsorganisationers virke til fordel for befrielsesorganisationer som f.eks. PLO og forskellige latinamerikanske bevægelser.

Dommen fra april 1996 lød på skyldig i ildspåsættelsen, men frikendelse for alle terror-anklager, både efter § 114 og § 183 mm.

Der blev altså ikke skabt grundlag for - ved henvisning til en dom - at gribe ind over for økonomisk eller politisk støtte til udenlandske organisationer, der havde fået et terror-stempel på sig.

Hvem der får et sådant stempel er jo politisk bestemt. Modstandere er terrorister, allierede er frihedskæmpere. Vi minder om de mangeårige bestræbelser på at erklære den sydafrikanske befrielsesorganisation ANC for at være terroristisk. Det mislykkedes for mørkemændene, og ANCs leder Mandela fik en varm velkomst af det officielle Danmark, da han besøgte os som sit lands første sorte præsident. En lignende diskussion har længe udspundet sig omkring Palæstina-Israel konflikten, og er stadig aktuel. Der er derfor grund til at være på vagt omkring "Terrorpakken". Det er nemlig et af de forhold som der skal lovgives om.

Efter frikendelsen udtalte den ene af forsvarerne, Hans Kjellund:

"Efter Murens fald søger PET efter nye arbejdsområder. På linie med og i samarbejde med amerikanske myndigheder har de kastet sig over muslimerne. Sagen har simpelthen givet PET en anledning til at kortlægge det ægyptiske og det muslimske miljø i Danmark."

Altså en generel og rutinemæssig overvågning af det muslimske miljø fik sandsynligvis meget bedre vilkår efter terror-sigtelserne, og blev benyttet til over 1.000 afhøringer. Både i omgangskredse og blandt andre beboere, men også i kredse omkring moskéer i Århus og København mm.

I forbindelse med ãgypter-sagen, udtalte PETs kriminalinspektør Manfred Seitner sig til Morgenavisen Jyllandsposten (1.5.1994). Det hedder i avisens referat: "Op mod 40 af verdens mest frygtede terror-organisationer har baser eller agenter i Danmark, mener Politiets Efterretningstjeneste, PET. Organisationernes sympatisører skaffer penge, falske pas og fristeder til bevægelsernes aktive terrorister."

Kontakt-folkene i Danmark

"kan være medlemmer, som har politisk asyl, indvandrere eller danskere, der sympatiserer med deres kamp". Men Manfred Seitner vil ikke sætte navne på: "Hvis vi fortalte offentligt, hvilke organisationer vi kender, ville terroristerne også få at vide, hvem vi holder øje med, og hvem der ikke bliver overvåget."

Der er gennem årene skrevet forholdsvis meget om overvågningen af palæstinensere og deres danske sympatisører. Og om samarbejdet mellem PET og de israelske efterretningstjenester. Det skal ikke få os til at glemme, at også andre etniske grupper tilsyneladende kommer mere og mere i PETs søgelys. Vi har lige omtalt ’gypter-sagen fra Århus. Flere jurister nævnte dengang at foruden ægyptere blev kurdere, algirere og andre muslimer overvåget. De mente endvidere, at PET har rejst flere straffesager for at få uhindret adgang til de udenlandske grupper. Forsvarsdvokat Claus Bergsøe udtalte:

"Det er mit bestemte indtryk, at der er udenlandske grupper her i landet, som PET efterforsker på et meget løst grundlag."

Og lektor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard sagde:

"Man kan få det indtryk, at PET er i færd med en systematisk kortlægning af de udenlandske grupper".

En terrorist-rede

Studenterhuset i Købmagergade blev stormet en oktobernat i 1993 af politiet og derefter midlertidigt lukket. Stedet var en "terrorist-rede", og der beslaglagdes otte kabelstumper og et jernrør, der lå og flød i et skab. De var anskaffet efter bombedrabet i Søllerødgade i marts 1992, og var gået i glemmebogen. Politiet fandt dem i sin jagt på virkelige våben, for det var ganske vist, at kurdiske PKK-medlemmer havde deres gang i huset. Anmelderen var en uligevægtig universitets embedsmand, der senere blev fyret på grund af en anden

opfundet historie. En Ekstrablads-journalist, der havde kontakt til embedsmanden, bidrog til terror-stemningen med overdrevne og fejlagtige artikler.

Den højt oppustede Studenterhussag endte med, at to Studenterhus-aktivister, der var sigtet for ulovlig våbenbesiddelse, hver fik 600 kr. i bøde i Byretten. De var nemlig vidende om "slagvåbnenes" tilstedeværelse i huset, og de havde intet gjort "for at bortskaffe dem". De kurdiske PKK-medlemmer var forsvundet undervejs i sagens tågeskyer.

Kurderaflytning

I november 1997 aflyttede en PET-kilde med PETs Nagra-båndoptager - en høring om det kurdiske spørgsmål i Kongreshuset i Århus, og skrev efterfølgende en rapport til PET om mødet.

Forsvarets Efterretningstjeneste, FE og unge indvandrere Forsvarets Efterretningstjeneste har også et par gange udtrykt sin mistillid til 2. og 3. generationsindvandrere. Bl.a. i 1997, hvor en fortrolig rapport havnede i pressen. FE skrev bl.a.:

"Udviklingen i Danmark i retning af et multietnisk samfund, hvor repræsentanter fra indvandrende eller asyl-søgende folkeslag skal aftjene værnepligt eller søger frivillig tjeneste i forsvaret, kan indebære en vis risiko for tilstedeværelsen af personer, der af loyalitetsmæssige årsager eller begrundet i afhængighedsforhold vil kunne agere for eller sympatisere med respektive oprindelseslandes terror-organisationer og i den forbindelse udføre efterretningsvirksomhed."

Vi er ved at nå til vejs ende og vil afslutte med et par citater.

Vi vil i det pågående klima minde offentligheden om PET-chefens ord i 1997:

Det er sværere at få øje på præcis hvor terrortruslerne kommer fra. Af og til kan det være svært at trække grænsen mellem religion og politik.

Til den kommende optrapning af PET’s anti-terror og anti-subversions indsats har der længe ligget en slags køreplan. Opskriften er gammel og stammer fra CIA. Derfra er den gået over i NATO-regi, hvor den længe har været en slags officiel doktrin. Dermed ikke være sagt, at den har været brugt i alle NATO-lande, eller i sin fulde udstrækning. Men der er nok et par historiske begivenheder, der bedre kan forstås, hvis opskriften inddrages i analysen. Vi bringer den her, sat lidt mere funktionelt op. Den kan måske bruges i forbindelse med en analyse og forståelse af de kommende optrapninger på området.

Kontra-subversionen har til formål, at 
— Afdække 
— Ødelægge 
— Neutralisere 
— Forhindre 
undergravende virksomhed ved hjælp af 
— Identifikation 
— Udnyttelse 
— Penetration 
— Manipulation 
— Vildledning 
— Undertrykkelse 
af 
— Enkeltpersoner 
— Grupper 
— Organisationer, 
der 
— Udfører, eller 
— er i stand til at gennemføre sådanne aktiviteter.

Om §114

"Medlemskab af lovligt politisk parti kan ikke rammes, selv om magtanvendelse indgår i partiets ideologiske grundlag som en teoretisk mulighed." 


— Af kommentarerne til Borgerlig Straffelovs paragraf 114.

Dvs der kan ikke strafforfølges, med mindre partiet (eller gruppen) i praksis forbereder magtanvendelse, revolution eller forstyrrelser af samfundsordenen ved f.eks. at opbygge en militær organisation (hvad der i sig selv er ulovligt).

Men medlemmer af sådanne partier skal ikke undre sig over, at de til gengæld risikerer at blive overvåget og registreret.