Somalia mellem krig og gangstervælde

Somalia har fået en ny regering. Det skulle være enden på mange års lovløshed og ufred, men der er hverken retfærdighed eller fred i sigte.

Af Jonas Waaben

Denne artikel beskriver den pågående konflikt i Somalia, på ’Afrikas horn’, mellem den såkaldte overgangsregering og et oprørsnetværk ved navn Unionen af Islamiske Domstole og disse to parters respektive allierede.

Ud over at være en regional kampscene om magten i Somalia, er konflikten også endnu et moment i USA’s krig mod terror. De amerikanske bomber falder over den somaliske befolkning i jagten på al-Qaeda-medlemmer. Det sker umiddelbart efter, at USA - i en uhellig alliance med det forhadte naboland Etiopien - har bragt en regering uden folkelig opbakning til magten i Somalia.

Da etiopiske soldater indtog den somaliske hovedstad Mogadishu i juletiden, efter at den havde været under oprørernes kontrol i månedsvis, var det blot seneste kapitel i en etiopisk-somalisk historie skrevet i blod. De to lande har en lang historie bag sig med fjendskab og had, ligesom USA heller ikke er nogen ny aktør på disse kanter.

For at forstå den aktuelle konflikt - Den anden somaliske borgerkrig, som den er blevet kaldt - er det nødvendigt at forstå Somalias historie. Vi starter lige efter kolonitiden.

En postkolonial periode med relativt demokrati

Somalia blev endeligt fri fra kolonialismen i 1960. Indtil da var Somalia delt op i tre protektorater, henholdsvis Britisk Somaliland, Italiensk Somaliland og Fransk Somaliland. Endvidere var en del af landet blevet inddæmmet i det etiopiske kejserdømme og Kenya, hvortil disse områder stadig hører. Derfor regnes også Etiopien og Kenya blandt kolonisatorerne, af mange somaliere i dag. Endnu en del blev til staten Djibouti med blot 500.000 indbyggere af somalisk afstamning.

I spidsen for den somaliske uafhængighed stod landets første politiske parti, Somali Youth League. Med ungdomsligaen ved magten - i perioden 1960-69 - blev Republikken Somalias forfatning indstiftet, og det var en periode med relativ fred. Forfatningen er senere blevet betegnet som Afrikas mest demokratiske forfatning, og den gav bl.a. befolkningen fri ret til at danne politiske partier. Regeringen havde stor opbakning i befolkningen.

Statskup og statssocialisme

Den sidste præsident for Somali Youth League, Abdirashid Ali Shermarke, blev myrdet af en politibetjent i 1969. Dagen efter hans begravelse fandt et statskup sted, gennemført af militæret under ledelse af oberst Mohamed Siad Barre. Den demokratisk valgte regering blev udskiftet med en militærjunta, Det øverste militære råd, med Siad Barre i spidsen. Forfatningen blev suspenderet, den nationale forsamling (parlamentet) blev ophævet, og politiske partier blev forbudt.

Dette regime var kendetegnet af Siad Barres egen ’videnskabelige socialisme’, som ideologisk kombinerede aspekter fra Koranen med en indflydelse fra marxisme-leninisme og Mao Tse-Tung-tænkningen. I øvrigt etablerede Siad Barre en bastant personkult omkring sig selv. I dag kan man stadig se enkelte store billeder af Siad Barre - eller ’kammerat Siad’ - hænge rundt omkring på facaderne i hovedstaden.

Under pres fra Sovjet erstattede Siad Barre militærregimet med en ét-parti-struktur, med dannelsen af Somalias Revolutionære Socialistiske Parti i 1976, hvori al den politiske magt blev centreret.

I denne periode blev der gennemført en række reformer efter sovjetisk og kinesisk forbillede. Somalia blev industrialiseret i lyntempo. Der blev gennemført kampagner imod analfabetisme og for uddannelse af befolkningen - på deres eget sprog, somali. Kvinder fik politisk og juridisk ligestilling med mænd, ligesom den pinagtige omskæring af piger blev forbudt.

Samtidig gik det hårdt ud over kritikerne af regimet i den totale mangel på demokrati. Mange mennesker forsvandt i de somaliske fængsler og tortur var en institutionaliseret del af det juridiske system. Der var også kedelige tendenser til at underordne befolkningens interesser sovjetbureaukratiets interesser.

Groft sagt kan man hævde, at Siad Barres ’videnskabelige socialistiske’ regime havde alle stalinismens fordele, men også dens ulemper. Navnlig fraværet af personlige rettigheder og demokrati.

Alligevel ser mange somaliere tilbage på Siad Barres tid ved magten som en god tid, ligesom mange i øvrigt stadig definerer sig som kommunister.

USA og det somaliske diktatur

USA har spillet en aktiv rolle i Somalia siden den kolde krig. Da oberst Mohamed Siad Barre i 1977 erklærede Etiopien krig, i et forsøg på at genvinde den etiopiske Ogaden-provins, som var del af det historiske Somalia, trådte både USA og Sovjetunionen i karakter. Til en start var Siad Barre støttet af Sovjet, der ivrigt forsøgte at patronisere den form for statssocialistiske politik, som var implementeret i Somalia. Som modsvar begyndte USA at tilføre det etiopiske kejserdømme sin bistand. Til gengæld for sin støtte fik både Sovjet og USA lov at bygge militærbaser i hhv. Somalia og Etiopien.

Denne koldkrigsscene udviklede sig til en ren farce politisk set, da etiopiske officerer kuppede statsmagten og erklærede Etiopien for en marxistisk-leninistisk stat. På dette tidspunkt valgte Sovjetunionen også at yde bistand til Etiopien, ud over Somalia, hvormed man pludselig finansierede begge parters krigsførelse. Det endte med, at Sovjet afskar Somalia efter beklagelser fra Siad Barre, og USA gik over på Somalias side.

Etiopien vandt krigen om Ogaden med bistanden fra Sovjet, samt med 20.000 indsatte cubanske soldaters hjælp. Den kostede omkring en million menneskeliv på både Somalia og Etiopiens side.

Efter krigen forblev USA i Somalia, på den flådebase som Sovjet havde etableret tidligere, ud fra hvilken skibstrafikken til Det Røde Hav kunne kontrolleres, og som i øvrigt lå behageligt tæt på Mellemøsten. Siad Barres regime nød godt af en årlig våbenforsendelse på en værdi af ca. 50 mio. US-dollars til gengæld for gæstfriheden. Uden denne var han med al sandsynligvis blevet styrtet meget tidligere.

Dette kærlighedsforhold mellem den afrikanske diktator og den amerikanske administration sluttede imidlertid i 1991, da Siad Barre omsider blev væltet, hvilket også blev også USA’s exit.

Den somaliske borgerkrig

Siad Barres fald var resultatet af en blodig borgerkrig. Efter at være blevet væltet satte en kontrarevolution ind, for at genindsætte diktatoren. Det endte imidlertid med, at Siad Barre måtte drage i eksil først i Kenya, som dog smed ham ud, og siden i Nigeria, hvor han døde af et hjerteanfald i 1995.

Borgerkrigen kombineret med en tørke, som satte ind samtidigt, krævede mange civile ofre og udviklede sig til en regulær humanitær katastrofe.

Senere forsøgte USA at vinde sin somaliske indflydelse tilbage ved, i den såkaldte ’Operation Restore Hope’ støttet af FN’s Sikkerhedsråd, atter at sende tropper ind i landet i 1992. Påskuddet var, at man ville sikre nødhjælpsforsyningen til det somaliske folk, men i virkeligheden var det snarere en mission, der gik ud på at fjerne den vigtigste somaliske leder, krigsherren Mohamed Farrah Aidid, som stod i spidsen for magtovertagelsen efter Siad Barre året tidligere.

At USA’s motiv ikke havde det fjerneste med civilbefolkningen at gøre, så man tydeligt demonstreret i deres strategi; for at undgå tab af amerikanske tropper, tæppebombede man hovedstaden Mogadishu. Bombningerne kostede 13.000 somaliske liv på fem måneder og smadrede den tilbageværende infrastruktur.

USA’s myrderier førte til store anti-amerikanske demonstrationer og i sidste ende til et væbnet oprør vendt imod de amerikanske soldater. Slaget om Mogadishu blev senere skildret i den fiktionaliserede Hollywood-film Black Hawk Down og endte som bekendt med drabet på bl.a. 18 marineinfanterister, hvoraf den ene blev slæbt gennem Mogadishus gader. Resten af FN-styrkerne måtte senere trække sig ud af Somalia.

Krigsherredømme

Efter USA’s tilbagetog så man en tilbagevenden til feudale tilstande, hvor krigsherrer fra de forskellige klaner delte magten i Somalia imellem sig. Der har ikke været nogen egentlig regering siden Siad Barres fald. I stedet er landet delt op i territorier, en slags miniature kongedømmer, hvor den regerende krigsherre hersker som det passer ham, bakket op af en væbnet milits.

I dette krigsherredømme er befolkningens garanti for fred og sikkerhed ret tilfældig - det er den stærkeste, der bestemmer. I praksis betyder det, at røveri, voldtægt, mord og kidnapninger er en internaliseret del af hverdagen i Somalia. Den relative fred der hersker under krigsherrernes beskyttelse er skrøbelig. Det kommer til kampe mellem de forskellige krigsherrers militser i forsøg på at udvide deres territorier eller som følge af anden - til tider personlig - rivalisering.

Det er en lovløs tilstand, hvor også mange civile somaliere har valgt at bevæbne sig, idet det er deres bedste strategi imod total magtesløshed.

Den somaliske overgangsregering

Efter 12 mislykkede forsøg på at skabe fred i Somalia med krigsherrerne ved forhandlingsbordet, blev den første ud af to overgangsregeringer dannet på en konference afholdt i Djiboutis hovedstad, Arta, i år 2000.

Det skete med deltagelse af over 2000 personer, fortrinsvis civile, fra alle klaner og egne af Somalia og under observation fra adskillige andre nationer. Man vedtog et overgangscharter, valgte 245 medlemmer til overgangsparlamentet, samt en præsident; Abdulkassim Salad Hassan.

Denne regering fik knapt tre leveår, hvor den formåede at skabe mere udstrakt fred end Somalia havde set i årevis, og krigsherrerne måtte fortrække fra Mogadishu.

Efter en del affærer, hvor det internationale samfund gjorde hvad det kunne for at devaluere overgangsregeringens arbejde, blev der indkaldt til en ny ”fredskonference”, denne gang i Kenya. Her blev mange civile udelukket og krigsherrerne fik langt større indflydelse end på Arta-konferencen. De civile organisationer blev sågar forfulgt af krigsherrerne. Et medlem af en kvindeorganisation blev myrdet foran sin hoteldør. Drabet er stadig uopklaret.

Det endte med sammensætningen af en ny overgangsregering, hvilken er den siddende regering i Somalia i dag. Denne gang bestod den udelukkende af krigsherrer eller repræsentanter for krigsherrer. For at fordele pladserne i parlamentet ”retfærdigt”, fordelte man dem ud på de enkelte klaner, hvormed somaliernes demokratiske anstrengelser blev overladt til de traditionelle ledere.

I spidsen for regeringen blev en af de værste forbrydere og krigsherrer valgt af parlamentet som præsident: Abdullahi Yusuf, kendt for sine anti-demokratiske holdninger og foragt for menneskerettigheder og med et langt spor af forbrydelser bag sig.

Efter at have vundet magten over Mogadishu i december 2006 skal Yusuf selv have udtalt, foran den nationale forsamling: ”Jeg er den største krigsherre. Derfor kan jeg nedkæmpe oprøret [domstolene].” Det opsummerer det absurde i ”fredsprocessen” meget godt. De forbrydere, der har lagt Somalia i ruiner, er nu dets officielle regenter.

Unionen af islamiske domstole

Unionen opstod som en sammenslutning af uafhængige Sharia-domstole i det sydlige Somalia. Efter regeringskollapset i 1991 blev Sharia-domstolene, dvs. domstole der dømmer efter islamisk Sharia lov, det primære juridiske system. Med tiden udvidede disse domstole deres arbejde til også at omfatte uddannelse og sundhedspleje.

Det skal nævnes, at Somalia har været muslimsk ca. siden år 700, men det store flertal praktiserer en ret moderat form for islam. Det samme gjaldt i nogen grad for disse Sharia-domstole, hvor man ikke anvendte de strengeste straffe med håndsafhuggelse på tyve osv.

Unionen af islamiske domstole erobrede kontrollen over den sydlige del af Somalia, heriblandt hovedstaden Mogadishu, i et samarbejde med den største klan. Der blev bragt ro og stabilitet til disse regioner, forbryderne der i mere end et årtis gangstervælde havde plaget civilbefolkningen blev dømt, og således opstod der udbredt opbakning til domstolene. Et klart fremskridt fra befolkningens synspunkt.

I 2006 valgte domstolene at sætte sig op imod regeringen og overtog magten over hele det sydlige Somalia ved at fordrive regeringsmilitserne med sine egne, islamiske militser. Denne magtovertagelse kom som følge af en konflikt med de regionale krigsherrer. De ville ikke se til, at deres territorier blev kontrolleret af domstolene, så de sluttede sig sammen i Alliance for the Restoration of Peace and Counter-Terrorism (ARPCT), ifølge New York Times støttet af USA med penge og træning. Krigsherrernes mål med alliancen er ganske subtil: de vil genvinde magten over området, for at kunne udbytte befolkningen gennem pengeopkrævninger - såkaldte beskyttelsespenge. USA’s motiv for at støtte ARPCT’s kamp mod domstolene er, at man formoder at der er en alliance mellem dem og Al-Qaeda.

Efter fordrivelsen af regeringsmilitserne genåbnede Unionen af islamiske domstole Mogadishus internationale lufthavn og byens dybvandshavn, som begge havde stået uanvendte hen i mere end et årti. Endvidere blev der gennemført den første organiserede skraldeindsamling i Mogadishus gader i den regeringsløse tid, samt en række andre forbedringer af befolkningens levevilkår.

Situationen var alt i alt, med visse forbehold for domstolenes reaktionære holdninger, bedre end den længe havde været. Der var bragt ro og orden i de områder som Unionen af islamiske domstole kontrollerede.

Denne fred varede dog kun ind til Præsident Yusuf havde fundet sig en stærk nok alliance til at konfrontere oprørerne med.

Det andet slag om Mogadishu

Etiopiske bajonetter - en styrke på ca. 15.000 uddannede soldater - bragte i december 2006 den tidligere overgangsregering til magten med økonomisk støtte fra USA, Kenya og Uganda og opbakning fra FN.

Etiopiske F-16 jagerfly bombede den nyligt genåbnede lufthavn i juledagene og USA har gennemført flere bombninger af bl.a. landsbyer fra luften og fra krigsskibe.

Islamisterne fik også militær støtte udefra. Eritrea har støttet unionen af de islamiske domstole med 2.000 soldater, antageligvis for at trække flest mulige etiopiske soldater væk fra det etiopiske grænseområde til Eritrea, som der er uenigheder om. Endvidere har en række muslimske nationer, heriblandt Iran og Syrien støttet oprøret.

Unionen af islamiske domstole blev slået tilbage fra Mogadishu og drevet på flugt. Det kom til kampe, men hele tilbagetrækningen er gået relativt glidende og tyder på, at man har andre planer for modstand end regulær krig. Islamisterne trak sig ind i den bjergrige jungle op til Kenya, hvor de kan blive svære at finde, og der er gået mange spekulationer omkring, hvorvidt de vil indlede en guerillakrig.

Hvor kommer støtten til Yusuf fra?

Man må spørge sig selv: Hvad får nogen til at støtte Yusufs forbryderregering - og så netop USA og arvefjenden Etiopien?

USA støtter Yusuf som led i terrorbekæmpelsen. Man hævder at der befinder sig jihad-krigere med tilknytning til Osama bin Ladens al-Qaeda-netværk blandt de somaliske islamister. Endvidere ønsker man ikke at se Somalia udvikle sig til en islamisk stat. Det samme gælder for det kristne Etiopien. For dem er det vigtigt, at der ikke pustes yderligere til den religiøse spænding der har været mellem landene i århundreder. Man ønsker heller ikke en opblomstring eller radikalisering af somalisk nationalisme, som vil kunne genoplive kampen om Ogaden-provinsen.

Mens det bestemt ikke er utænkeligt, at jihad-krigere kan befinde sig i Somalia, er landets historie stort set foruden ekstrem islamisme. Og som nævnt er Sharia-domstolene ikke så radikale som andre steder, hvorfor sammenlignelser med det hedengangne talebanstyre i Afghanistan må siges at være mildt overdrevne. Det er en sammenligning som skal legitimere de militære sanktioner fra USA’s side.

Situationen fra civilbefolkningens perspektiv

Beklageligvis er situationen vendt tilbage til krigsherredømmets rædsler, om end krigsherrerne denne gang har dannet regering, efter nogle måneder med fred og stabilitet under Unionen af islamiske domstoles tid ved magten.

Kort efter at islamisterne måtte trække sig ud af Mogadishu, skød der vejspærringer op rundt omkring i byen. Her blev passerende folk systematisk berøvet for mobiltelefoner og andre værdier.

Nu er befolkningen desuden kommet i skudlinien mellem islamisterne og regeringen. Det tyder nemlig på, at man har grebet til guerillastrategier, fra islamisternes side. Der er blevet gennemført flere morterangreb imod etiopiske soldater i Somalia, samt mod præsidentpalæet i Mogadishu, i starten af februar.

Sidste nyt er i skrivende stund, at Yusuf - trods USA og FN’s opfordringer til det modsatte - afviser alle forhandlinger med alle repræsentanter og medlemmer fra Unionen af islamiske domstole, inklusiv de moderate.

Prisen på håndvåben er steget med over 30 % siden december, hvilket skal forstås som et barometer for stemningen i landet. Når folk er usikre bevæbner de sig, og når der er mange om buddet stiger prisen.

Usikkerheden og uroen er altså tilbage, dog med et par tilføjelser. Og som det er set så mange gange tidligere, lader det til, at det er civilbefolkningen, der kommer til at lide mest i denne krig. Det er umiddelbart svært at se lys forude for Somalias efterhånden hårdt prøvede befolkning.

Kilder:

STS International Solidaritys nyhedsbrev: www.intersol.dk
Zmag.com - ”The Long and Hidden History of the U.S in Somalia”, Stephen Zunes