Små historier fra Cuba

Af: Klaus Tornbjerg

Den splinter nye sorte Ford Pontiac sportsvogn med de gule folkenummerplader ruller roligt forbi den slidte blå Lada. På den strømlinede køler rejser forlygterne op mod Havannas nattehimmel.

Cuba er et mærkeligt land. Der er aldrig noget der er entydigt. En glinsende sportsvogn, som vi ellers kun kender fra amerikanske tv-serier er bestemt ikke et sædvanligt syn i Havannas hullede gader. De meterhøje reklameskilte for OMO vaskepulver, de prostituerede og svindlerne er ofte det første turisten ser i Cuba. Men det er ligesom sportsvognen fænomener der er ukendt i store dele af landet. Cubanerne er som regel meget bevidste om at det er turisterne der skal redde landets økonomi og det har givet nogle grimme pletter i den tidligere så berømte cubanske gæstfrihed. Men samtidig er det muligt at finde steder på landet, hvor der stort set aldrig kommer turister, og hvor udlændinge ikke bliver behandlet som omvandrene dollarsedler. I sommeren 1997 sendte Internationalt Forum en solidaritetsbrigade afsted til sådan et sted, byen Las Tunas, 650 km øst for Havanna. Som en af brigade deltagerne, der havde været en periode i Havanna udtalte. - Det er som at komme til et andet land. Den desperation der ligger og lurer i Havanna er ikke her. Selvom Las Tunas også er mærket af den økonomiske krise, hvilket blandt andet ved at byens busser og taxaer i stor stil er udskiftet med hestevogne og flere af byens største virksomheder ligger stille hen. Det cubanske samfund har så mange facetter, at det næsten er umuligt at beskrive det. Det giver sig blandt andet udslag deres næsten er lige så mange forklaringer på, hvad cuba er, som der er udlændinge der har besøgt landet.

Gaia bringer to små historier fra dagens og fortidens Cuba. Prostitusionen er et problem ingen kan give løsningen på, så længe landet har en så dårlig økonomi. Her er en enkelt af de mange forklaringer.

At Cuba stadig er et land styret af det kommunistiske parti, er der mange der undrer sig over. Artiklen om den unge pige Librada der bliver kastet alene ud i bjergene er et bud på hvorfor den cubanske revolution har overlevet indtil nu. At der er så mange cubanere der reelt har vundet deres liv ved revolutionen.

Sexturisme på cubansk 

Een forklaring

Solcremen bliver roligt gnedet ind på hans ryg af den ene mørke teenage pige, mens den anden sidder og smiler til ham fra sin siddeplads på hans alt for fyldige lår.

Han har slået sig ned i en liggestol i skyggen fra en parasol lavet af tørrede palmeblade. Han er omkring de 50 og holder en dødvægt på ikke under 100 kg. -Og han er ikke den eneste af slagsen på stranden Playa del Este - 30 km øst for Havanna. Rundt omkring på stranden sidder halv og helfede mandlige gringoer, hver med deres unge skønhed på kanten af liggestolen. Af og til køber gringoen en stærk øl til sig selv og en cola til pigen.

Det er stadig tidligt på dagen, og endnu er det ikke alle pigerne der har fundet sig en gringo. De der stadig venter går to og to op og ned ad stranden, i badedragter der er så stramme, at det ligner body painting. Nogle af dem er så unge at de først er lige ved at få former.

En gruppe på tre velvoksne engelske mænd slår et læ op og lejer tre liggestole, også de har hver deres cubanske kvinde med. Også de følger strandens mønster, sidder på kanten af liggestolen eller på skødet af mændene og lader som om de har det evigt skønt.

— Ser du, den revolutionære spansklærer læner sig ind over bordet i klasselokalet og hendes øjne og ansigt er stillet ind på dyb alvor. -Vores land befinder sig i en forfærdelig økonomisk situation. For at få de vigtigste livsfornødenheder skal cubanerne bruge dollars. Vores løn bliver udbetalt i pesos og de er ikke noget værd. -Og hvem har dollars?, spørger hun retorisk, -Det har turisterne, og i vores øjne er alle turister millionærer.

— Men, hvad med de pigers værdighed?

— Ser du, siger hun igen og fortsætter i et tonefald der betyder, at nu kommer der noget vigtigt.

— Før revolutionen i 1959 var Havanna fyldt med prostituerede. De blev af andre cubanere betragtet som det laveste lave. Alle så ned på dem og ingen ville have noget at gøre med dem. Revolutionen afskaffede prostitutionen ved at give kvinderne et anstændigt arbejde og der blev bygget nye boliger. - I næsten 30 år var der ikke prostitution i Cuba. Den startede igen så småt i takt med den økonomiske krise i slutningen af 80erne og fik et større omfang, da den specielle periode var værst i 92-93. Der er en stor forskel på de prostituerede fra før revolutionen og jinoteras i dag. I dag er de ikke udstødt de kan med deres dollars forsørge hele deres familie. Og læg mærke til, at mange af dem, der går med turisterne har gode uddannelser, de er ikke gadepiger. Men de gør det fordi det er nemmest i denne situation.

Nu er hun ved at være træt af emnet og spørger.

— Hvordan kan det være, at når der i hele verden - også i dit land - er prostitution, så er det dét alle udlændinge i Cuba vil tale om. Cuba har haft afskaffet prostitutionen. Nu er vi inde i en meget alvorlig økonomisk krise. Og når folk er fattige er prostitution et symptom, men hvorfor er det værre, at den er her, end alle andre steder?

Pubertet på Cubansk 

Een historie

— Jeg vil, råber den 12 årige pige, men moderen giver sig ikke.

— Du har at blive her i byen. Diskussionen handler om hvor den lille Librada skal hen og lære analfabeter at læse og skrive. Allerhelst vil Librada op i de svært tilgængelige Sierra Maestra bjerge, så langt væk fra byer som muligt. Men det kan ikke lade sig gøre fordi Librada bor i Guantanamo provinsen og der ligger Sierra Maestra ikke. Og hun skal udstationeres i sin egen provins. Hun er en af de tusindvis af børn og unge, der i 1961 meldte sig til alfabetiserings kampagnen.

Før revolutionen var Libradas fremtid allerede lagt fast, da hun blev født. Hun boede i Guantanamo i den østlige del af landet. Som nummer tre af fem børn. Det kostede penge at tage en videregående uddannelse og familien havde kun råd til at sende den ene storebror i skole. Så Librada skulle lære at blive en god kone og mor. Lære at lave mad og passe børn. - Det var hun ikke glad for, for hun var vild med at gå i skole og klarede sig rigtigt godt. Men nu bød chancen sig for at hun kunne komme ud og vise andre, hvad hun selv havde lært.

Librada er godt tosset på sin mor. For hun vil op i bjergene og giver ikke op. Hun går hen til alfabetiserings kontoret og melder sig. Hun bliver tilbudt at komme op i Sierra Cristal bjergene, men hun skal komme med mindst en af forældrenes underskrifter.

— Min far var meget revolutionær, så han gav mig sin signatur uden kommentarer og så var jeg hyret, husker Librada nu 36 år efter og fortsætter. - Mor blev stik tosset, men der var ikke noget at gøre, far havde jo skrevet under.

Det var en flok forventningsfulde unge, der sad på ladet af den lastbil, der skulle køre dem op i bjergene. Hun bliver sat af i en lille landsby og går ind i det største hus, hvor landsbylederen bor og spørger om hun kan bo der. Det er ikke alle der er interesserede i at lære at læse og skrive og denne bonde er en af dem. Han skal aldeles ikke have en 12 årig pige boende for at hun skal lære ham at læse. Han har allerede levet et langt liv uden og derudover skal hun også have noget at spise i de fire måneder, og der er knaphed på mad...

Bjergbønder var meget fattige og en person ekstra kunne sprænge det sparsomme budget. Langt om længe lykkes det Librada, at finde et hus, hvor hun kan bo og det hårde liv begynder. Hun står op tidligt om morgenen og hjælper til i marken til hen på eftermiddagen og om aftenen underviser hun landsbyens beboere. Nogle af dem mænd på 50-60 år. En dag kommer landsby lederen hen til hende og siger, at nu kan hun godt bo i hans hus. Det viser sig midlertidigt, at det ikke er for at lære at læse at han kommer med det generøse tilbud -hans 16 årige søn er blevet forelsket! 
— Dengang var jeg en lille nips, flot og slank, fortæller Librada og griner. Dengang var det almindeligt på landet, at de unge piger blev gift kort efter den første menstruation. Den forelskede fyr ville gifte sig med sin lærer, og det mente hans far var en fin idé. Men det gjorde Librada ikke. Hun siger til bonden, at hun godt vil komme i hans hus, men det er for at undervise, ikke for at blive gift. Og sådan går det. Både den amourøse unge mand og hans far får lært alfabetet at kende.

Efter fire måneder slutter kampagnen. Librada og alle de andre alfabetiserings-aktivister bliver inviteret til Havanna, hvor Fidel vil møde dem på revolutionspladsen og erklære kampagnen for afsluttet.

Librada får lov at tage med og følges med sin storebror. Aldrig før har hun været i sådan en stor by. De bliver indlogeret hos en familie i det gamle Havanna. Værtsfamilien bliver så betuttet over hendes unge alder og over at hun har været alene i bjergene, at de giver hende den bedste seng og behandler hende som en mellemting mellem datter og prinsesse.

Det er en fantastisk dag, dér på revolutionspladsen, der er fyldt med begejstrede unge. Alle får en medalje for, hvad de har gjort. Og medaljer betyder meget på de kanter. Og så sker det.

— Fidel går op på talerstolen og har en gave til os alle, fortæller Librada. Alt undervisning er fra nu af gratis. Det er med et slut med betalings skoler, alle børn skal i skole og der bliver åbnet op for de videregående uddannelser. Libradas fremtid har med ét forandret sig. Hun kan vinke farvel til et liv, der leves for mand og børn og tage sig lige præcis den uddannelse hun vil have. Hun kommer tidligt på universitetet og tager en akademisk uddannelse samtidig med at hun har to små børn. Hun bliver en af de første russisk tolke. En uddannelse hun ikke kan bruge til noget i dag.

Gnomen der ikke kunne lide salsa 

Et geopolitisk eventyr

Der var engang for længe længe siden, at der boede en gnom på Jamaica. Denne gnom havde en lidenskabelig pasion for reggae music. Lige så meget som han ææælskede reggae hadede han salsa.

— Og ovre i Santiago de Cuba spillede de hele tiden salsa, og de gjorde det rigtigt højt.

Gnomen blev så pissed, at han trampede ud i Columbusstrædet mellem de to øer og samlede en så stor bunke sten, at strædet nu på sine steder er over 6ooo meter dybt. Stenene brugte han til at kaste efter den støjende by. Men fordi ganyaen på Jamaica er så stærk og så god, kunne han ikke ramme byen. Hele tiden ramte han ved siden af. Til sidst havde han kastet spå mange sten, at de havde lagt sig som en hel kæde - det der nu hedder Sierra Maestra. Gnomen kunne nu ikke bunde i strædet mere, så han sagde -hva faen, og tog til Miami på ferie. I Miami gik han på McDonalds og åd en gigantisk cheesebuger. Da han på vejen hjem til Jamaica kom forbi Guantanamo i Cuba, stoppede han op for at ligge en ordentlig lort.

Siden har ingen set gnomen. Men lorten, den ligger der endnu.

Godnat og sov godt.