Slutter krigen, når pengene slipper op?

For ikke så længe siden blev jeg indbudt til at følge fredsforhand- lingerne mellem den colombianske regering og befrielsesbevægelsen FARC. Invitationen hang sammen med, at jeg for fem år siden, som talsmand for T-shirtfirmaet Fighters+Lovers, blev dømt for terrorstøtte i den danske Højesteret. 

AF ULRIK KOHL

Budskabet med vores T-shirts var dengang, at politisk anerkendelse af FARC vil skabe grundlag for fredsforhandling, og dermed en mulig ende på 50 års krig i Colombia.

Det vakte en vis opmærksomhed i Colombia, hvor forskellige folk alt efter politisk ståsted enten roste os til skyerne eller truede os på livet. Også i Danmark fik sagen enkelte til at hæve øjenbrynene.

Vi fik ret: forhandling fungerer

Siden har det vist sig, at hvad Fighters+Lovers sagde for fem år siden, er almindeligt anerkendt som sund fornuft i dag. Colombia har droppet at kalde FARC for en terrororganisation, og de har sat sig ved forhandlingsbordet for at forhandle fred. En forhandling som Norges regering er mellemmænd i.

Det var baggrunden for, at jeg i vinters tilbragte nogle uger i Cubas hovedstad Havana. Her forhandler de stridende parter. Mennesker, der har brugt mange år af deres liv på at forsøge at dræbe hinanden, sidder nu hver dag ved forhandlingsbordet og fægter med kuglepen i stedet for automatvåben. Det er godt nyt.

For konflikten i Colombia er en af verdens alvorligste katastrofer, hvad angår menneskerettigheder. På overfladen er Colombia et demokrati, men bag facaden hersker kaos og undertrykkelse. 50 års krig har kostet over 200.000 liv og sendt 5 mio. mennesker på flugt.

Løfte om demokratisk tøbrud

Derfor er det ekstra opmuntrende, at den sene- ste tid også har budt på to andre nyheder, som ska- ber tro på, at en fredsaftale kan være nærmere end nogensinde.

For det første har FARC og Colombias regering givet hinanden hånd på en delaftale, der skal give demokratiske garantier til oppositionsfolk, der sædvanligvis er forfulgt på livet.

Regeringen lover oppositionen ret til adgang til stats-tv og valgstøtte på lige fod med elitens politiske partier. Og de områder, som er værst hærget af borgerkrigen, vil få adgang til at vælge direkte re- præsentanter i en overgangsperiode. Dermed kan den landbefolkning, der traditionelt støtter FARC, for første gang få en stemme i parlamentet.

Til sidst taler pistolerne

Aftalen er god, men den slags aftaler har det sør- geligt nok med ikke at blive taget særligt alvorligt af den colombianske elite. Eliten er berygtet for at hyre pistolmænd til at myrde løs på kritiske fagforeningsfolk og politikere fra venstrefløjen.

Kun tiden kan vise, om det denne gang vil gå anderledes. Sidst FARC-guerillaen nedlagde våbnene og sammen med venstre øjen stillede op til valg blev ere end 3.000 af deres politikere myrdet. Det var i 1984, og arrene sidder stadig dybt.

Colombia på ruinens rand

Den anden nyhed er mere vidtrækkende, og har måske afgørende betydning for elitens indstilling til at opfylde sine løfter til FARC. Colombias nansråd ANIF har offentliggjort en analyse, som tyder på, at prisen på krigen har ført landet til ruinens rand.

Med en fagmands ord er de nye tal endnu et tegn på at ”krigssystemet er blevet økonomisk ubære- dygtigt”. Fagmanden er professor Nazih Richani, en mangeårig iagttager af den colombianske krig, som følger fredsforhandlingerne tæt på sin udmærkede blog Cuadernos Colombianos.

Colombias offentlige gæld er i dag på 40 procent af BNP, og det er ganske vist ikke dramatisk højt sammenlignet med visse Euro-lande eller fx USA, som skylder omkring 106 procent af sit BNP væk.

Men de colombianske finansfolk ringer med den store alarmklokke over den forventede stigning af gælden, som de forudsiger kan nå hele 290 procent af BNP, hvis ikke der sker drastiske nedskæringer og staten samtidig øger sine indtægter voldsomt.

Pensionsbombe ude af kontrol

Bomben i regnskabet er de forventede udgifter til offentligt ansattes pension og sundhedsforsikringer. De anslås samlet at komme til at koste ikke mindre end 241 procent af BNP. Og langt størsteparten af pengene skal gå til militæret, som i de seneste år er svulmet op til at tælle 500.000 mand.

Det har Colombia simpelthen ikke råd til. Den eneste hurtige måde at skære ned på militærudgifterne er ved at stoppe krigen. For hverken hæren eller guerillaen ser ud til at kunne vinde. Det har en del af Colombias elite med præsident Santos i spidsen indset.

Derfor er de måske parat til at give demokratiske rettigheder til oppositionen i bytte for fred. Hvis det sker, kan et demokratisk tøbrud blive et første skridt til et opgør med den ødelæggende neoliberale model, som krigen har påtvunget colombianerne.

Så vil vejen være banet for at Colombia langt om længe kan slå følge med andre latinamerikanske lande, der har skabt øget velfærd og lighed og sat det 21. århundredes socialisme på dagsordenen.

Ulrik Kohl er medlem af Américagruppen i Internationalt Forum og sidder i Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten