Slumbyerne organiserer sig

I disse dage samler sydafrikanske slumbeboere sig i ulydige alliancer i protest mod en raserende ulighed og lokalregeringers arrogance. Denne bevægelse organiserer i dag de største protester mod ANC siden apartheidens afskaffelse.

Af Lasse Wamsler

Beliggende på en stejl bakkeside, kantet ind imellem byens centrale losseplads og det fashionable og befæstede Clare Estate-område, ligger slumbyen Kennedy Road. Sekstusinde bosættere må her deles om blot to fungerende toiletter og seks vandhaner. Manglen på elektricitet fører til et stort forbrug af stearinlys og petroleumslamper, der ofte ender i omfattende brande. Affaldet bliver ikke samlet sammen og den manglende vejlægning skaber et permanent mudderlag i regntiderne.

I den sydafrikanske by Durban bor hver tredje indbygger i en af disse mange townships eller slumbyer i byens randområder. Det er ofte blevet fremført, at eksistensen af disse områder er en af apartheidens følgesygdomme, der snart vil svinde bort. På trods heraf er antallet af slumbeboere næsten fordoblet på tretten år, siden ANC kom til magten i 1994. Ifølge landets boligministerium er antallet af beboere i såkaldt uformelle bosættelser i denne periode steget fra 1,4 til 2,4 mio.

ANC mister opbakning

Områder som Kennedy Road er ofte blevet omtalt af ANC, lige siden partiet opnåede magten. De fremvoksende slumbyer er adskillige gange blevet inddraget i valg- kampagner med tilsagn om, at fattigdommen og de miserable sanitære forhold vil blive forbedret. ”Et bedre liv for alle”, som ANC’s valgslogan har lydt siden 1994, har således især været rettet mod byens slumbefolkning.

Meget ændrede sig dog op igennem halvfemserne. Her var første skridt ANC-styrets neoliberale skift med omfattende skattelettelser og privatisering af forsyningsindustrien til følge. Nedskæringer og massive fyringsrunder skabte en stigende kløft mellem den faglærte, organiserede arbejderklasse og den eksplosivt voksende gruppe af atypiske kontraktarbejdere. Vand, elektricitet og sundhedshjælp blev frataget dem, der ikke kunne betale for de stigende priser, mens politiet og private vagtkorps i flere tilfælde blev sendt ud for at rydde bosættelser i slummen.

I 1999 erklærede partiet, at det ”sammen med sit folk vil opfylde de krav, der stilles fra slumbyer som Kennedy Road, Lusaka og Mbambayi”. På samme tid var bystyret i fuld gang med at støtte konstruktionen af femstjernede hoteller, casinoer og filmstudier over hele Durban. Befolkningen i Kennedy Road kunne ikke mærke de pompøse valgløfter føre til konkrete forbedringer af deres fysiske omgivelser. I stedet mødte de i bedste fald en mur af tvetungede politikere og ubesvarede telefonopkald, i værste fald rydningstrusler og politibrutalitet. I denne situation mistede ANC støtten fra mange slumbeboere, der igennem et helt liv har været ANC-tilhængere og deltaget aktivt i dets kamp imod apartheid.

Utilfredsheden vokser

Midt i denne spændte situation var Kennedy Road-beboerne blevet lovet genhusning i et centralt område i Durban. Den 19. marts 2005 fik de fortalt, at området var i færd med at blive bulldozet, hvorefter et privat firma skulle anlægge en murstensfabrik på stedet. Samme dag fik de sat et møde op med borgmesteren og fabriksejeren, men de dukkede aldrig op. De syvhundrede beboere fra Kennedy Road forlod byggepladsen og begyndte at lave improviserede blokader på alle nærliggende indfaldsveje med brændende bildæk og madrasser. Politiet ankom med deres hunde og splittede demonstrationen, der for eftertiden er blevet kaldt ’Kennedy Road-blokaden’ og i slumbevægelsen omtalt som ’opgøret med lydigheden’.

Blokaden inspirerede til lignende aktioner i andre sydafrikanske byer og førte til oprettelsen af Abahlali baseMjondolo - slumbeboernes bevægelse. Den har på få år opnået enorm tilslutning fra titusinder af beboere i andre slumbyer i Durban, Johannesburg og Cape Town. Centralt har stået kravet om bolig og land, og modstanden imod at blive forflyttet til fjerne landområder, hvor det er svært at finde arbejde og fastholde de eksisterende township-fællesskaber. Bevægelsen har desuden politiseret krav om gratis vand og elektricitet, samt udannelse, sundhed og arbejde til alle.

Omkring disse krav har slumbeboerne effektivt besat og aktioneret på lokale borgmesterkontorer, byrådssale, politistationer og pressekontorer. Disse aktioner har på hver deres måde udfyldt et tomrum af modstand mod ANC’s neoliberale linie, der har været uudfordret igennem et helt årti.

Men bevægelsen har også forsøgt at bedre de sociale forhold og mange steder organiseres nu daglig børnepasning, pleje af AIDS-ramte, brandvagter og folkekøkkener, ligesom der er oprettet kontorer med pressetræning og koordinering af aktioner.

Protesterne møder modstand

Abahlali baseMjondolo har formået at politisere de konflikter, der findes overalt i slumbyerne. Når lokale bureaukrater og private vagter er troppet op for at opmåle de huse, der er planlagt at skulle rives ned, har Abahlali tvunget dem væk. Det er også blevet gjort, når det lokale bystyre har forsøgt at klippe slumbeboernes el-ledninger for manglende betaling. Disse daglige ulydighedsaktioner er effektivt blevet kommunikeret ud igennem international presse, ligesom de i lang tid har været forsidestof i de sydafrikanske medier. I slutningen af 2005 havde det sydafrikanske politi således registreret syvtusinde slumprotester i løbet af året.

Aktionerne har skaffet slumbevægelsen en platform, der har afværget rydninger og tvunget lokale borgmestre til at tage til forhandlingsmøder i slumbyerne. Samtidig har bevægelsen oplevet en stigende repression i takt med at dens krav har vundet udbredelse. Igennem længere perioder har det været forbudt at demonstrere i flere byer, og ofte når Abahlali har trodset forbuddet, er de blevet mødt med gummikugler og skarpe skud. På samme vis er de blevet forsøgt dæmoniseret, som da boligministeren i KwaZulu-Natal-provinsen Mike Mabuyakhulu for nylig anklagede bevægelsen for at være ”finansieret af internationale grupper, der er ude på at destabilisere landet”.

Valget boykottes

Bevægelsen voksede hurtigt op til kommunevalget i marts 2006. Her havde ANC’s lokale topkandidat i Durban, Yacoob Baig, i længere tid profileret sig på at ville forbedre de sanitære forhold i slumbyerne. Da det efterhånden viste sig, at løfterne forblev luftkasteller, opfordrede Abahlali alle til at boykotte valget under sloganet ”No Land, No House, No Vote”. Boykotten fungerede som en afvisning af ANC’s autoritet, mens slumbeboerne symbolsk forsøgte at tilbageerobre partiets gamle modstandsidentitet ved at sige: Vi er ANC. Valgkampagnerne blev tilbagevist som løgnagtige, som udtrykt af Abahlalis talsperson i Kennedy Road, S’bu Zikode: ”De kan føre valgkampagner. Det har de ret til. Men vi ved det er en krig mod de fattige”.

Boykotten af valget kickstartede en masse nye alliancer imellem sydafrikanske bevægelser, der senest kom til udtryk ved Abahlalis aktive deltagelse i World Social Forum i Nairobi. Boykotten aftegnede dog også en ny kampplads imellem de sociale bevægelser og NGO’erne. Blandt de sydafrikanske NGO’er er Abahlali i stigende grad blevet forsøgt fordømt og stemplet som ’kriminel’ og ’pøbelagtig’, mens slumbevægelsen omvendt har kritiseret NGO’erne for at være afhængige af deres vestlige donorer og misforstå slumbefolkningens militans. Konflikten er blevet synlig i kraft af Abahlalis stigende indflydelse, men afslører det fundamentale spørgsmål om, hvem der i dagens sydafrikanske samfund kan gennemføre de nødvendige progressive fremskridt. Er der stadig fraktioner omkring ANC, der modsætter sig de neoliberale doktriner og krigen mod den voksende fattige del af befolkningen? Kan NGO’erne løsrive sig fra deres afhængighed af vestlige donorers krav om særlige økonomiske udviklingsmodeller og accepterede demokratiformer? Og kan de sociale bevægelser ændre sin defensive orientering mod krav om basale livsfornødenheder til mere offensive strategier til omformning af samfundet?

Lasse Wamsler er med i GAIAs redaktion

Læs mere om bevægelsen på: www.abahlali.bayareafood.org