Skæbnetime i Oaxaca

I fem måneder var den østmexicanske by Oacaxa under belejring af byens egne borgere. Det folkelige oprør startede efter, at Oacaxas politi brutalt havde slået ned på en lærestrejke. Men denne aktion var kun dråben, der fik bægret til at flyde over for Oacaxas folk. De massive folkelige protester og besættelsen af byen var reaktion på politikernes arrogance og mangel på initiativ til at løse sociale problemer.

Af Hannah Anbert

Oaxaca er af omverdenen mest kendt for det billede turistindustrien tegner af et ferieparadis med brede hvide strande, kolonial arkitektur og et indiansk kulturelt præg. Men Oacaxa udgør sammen med nabodelstaterne Chiapas og Guererro den fattigste del af Mecixo. Hovedparten af befolkningen i denne sydlige del af mexico ernærer sig som småbønder. Her findes mexicos største koncentration af indiansk befolkning, og samtidig - som det er mønstret i mange andre latinamerikanske lande - landets største koncentration af fattigdom og landets laveste uddannelsesniveau.

De offentligt ansatte aflønnes efter de laveste satser i hele landet, men i Oacaxa lider lærerne samtidig under det sydlige mexicos højeste levemokostninger.

Da lærerne gik på gaden den 15. maj i var det for at protestere mod de urimelige lave lønninger og dårlige undervisningsforhold. Den 15. maj er lærernes dag, og en årligt tilbagevendende protestdag. Lærernes fagforening i Oaxaca er med sine 70.000 medlemmer Mexicos største, og den har i et historisk perspektiv haft stor betydning for organisering af arbejdere ikke kun i Mexico, men i hele Latinamerika.

I år havde lærerne sat sig for at blive hørt og forberedt sig på at strejke. Men da de efter godt en måneds strejke og besættelse af byens centrale plads ikke havde opnået væsentlige resultater i forhandlingerne besluttede de sig for at vende tilbage til arbejde den 16. juni. Det kom derfor som en overraskelse for lærerne, at det delstatslige politi på brutal vis valgte at rømme pladsen for at storme pladsen og angribe de strejkende tidligt om morgenen den 14. juni.

Men mindst lige så overrasket blev delstatsguvernøren Ulises Ruis, da pladsen kun få timer efter igen var indtaget af protesterende. Men nu havde han i stedet for strejkende lærere fået et folkeligt oprør - mod ham og hans asociale politik. Den 17. juni konstituerede den adhoc organiserede Folkelige Forsamling APPO (Assambles Popular del Pueblo do Oacaxa) sig for med sine 30.000 medlemmer at støtte op om lærenes protester. Desuden krævede man nu delstatsguvernøren Ulises Ruís’ afgang.

Både politisk og praktisk fik APPO stor betydning i de kommende fem måneders besættelse af byen. Den fysiske besættelsen af byen foregik ved, at alt politiet blev smidt ud af byen, at offentlige kontorer blev lukket eller overtaget af APPO, og en omfattende barrikadering at byen blev sat i værk. Da jeg selv var i byen i slutningen af oktober fandtes der i byen 2000 barrikader, af forskellig art, fra pigtrådshegn over en gade til jordbunker der blokerede Pan American Highway. De fleste af barrikaderne blev sat op om aftenen og forstærket af barrikadevagter, der holdt varmen ved bål. Hele natten var udsigten over byen utallige bål, der brændte ved hver deres barrikade. Om morgenen blev de mobile barrikader flyttet så man kunne bevæge sig nogenlunde ubesværet rundt i byen. Igennem hele besættelsen har mindre enheder af paramilitære trængt ind i byen og beskudt folk fra biler. Både tilfældige personer og ledere fra de forskellige protesterende organisationer er blevet ofre for disse gruppers nedskydninger.

Igennem APPO organiseredes hele byen i kvarterråd, der både fungerede som en politisk organisering i det at man i kvarterrådene diskuterede de beslutninger, der skulle tages for hele bevægelsen. Praktisk set var det kvarterernes ansvar at barrikadere deres kvarter, og da myndighederne efter de første to måneder strejke holdt op med at udbetale løn til lærerne, stod kvartererne også for gadekøkkener hvor kvarterets lærere og deres familier kunne få mad.

I realiteten har den lange besættelsesperiode betydet at befolkningen har oplevet en alternativ måde at organisere sig på virkeliggjort. I film, artikler, kommunikeer og breve fra Oacaxa kan man fornemme en klar udvikling fra, at håbet fra starten var at man kunne tvinge Ulises Ruís fra magten, til at flere og flere ønsker, at den politiske styring af delstaten skal overtages af et folkeligt organ som APPO. Der er opstået en tillid til at folket kan styre selv og især efter at Ulises med tvang har genetableret sig selv som politisk leder, står det klart, at det netop er politikernes og poilitiets tilstedeværelse, der gør det umuligt at realisere sociale forbedringer.

I hele perioden under besættelsen har der været forhandlinger mellem APPO, Lærernes fagforening og regeringerne på lokalt og nationalt niveau. Gennem disse forhandlinger har lærerne fået indfriet mange af deres ved pengeoverførsler fra staten. Men selvom Senatet, efter talrige demonstrationer i Oacaxa, der når de var størst samlede ca. en million mennesker (der bor i alt to millioner mennesker i hele delstaten), endte med at opfordrer Ulises til at trække sig som guvernør, sidder Ulises stadig på magten i Oaxaca. Lærerne accepterede at gå tilbage på arbejde fra d. 5. november, men besluttede at besættelsen af byen og folkestyret skulle opretholdes, og at dette skulle ske igennem APPO.

Den 27. oktober valgte præsident Fox, der indtil da havde afslået Ulises opfordringer til indgriben fra føderalt niveau, at sætte det Præventive Føderale Politi (PFP) ind i Oacaxa. Mellem 3500 og 4000 politimænd rykkede ind i byen hvor kampene varede indtil d. 2. november, og krævede mellem 11 og 26 menneskeliv på.

Menneskerettighedsorganisationerne har svært ved at sætte tal på hvor mange der stadig sidder fængsler, men man ved at mange sidder uden at have været for en dommer, og at mange har været udsat for forskellige former for tortur under afhøringer.

APPO er vokset betydeligt i løbet af besættelsen, især i de sidste måneder blev også de universitetsstuderende meget involverede offentlige Autonome Universitet Benito Juarez Oaxaca (UABJO).

Det er svært at spå om fremtiden i Oacaxa, men fronterne er trukket hårdt op. Befolkningen identificerer sig med APPO, og folkestemningen kan måske bedst opsumeres ved at lytte til en af de interviewede der i filmen ”Rain, Land and Fire” på spørgsmålet om fremtiden svarer, at hun er sikker på kampen fortsætter fordi de ikke kan fængsle eller dræbe hele befolkningen.

Hannah Anbert er aktiv i Internationalt Forums Mexicogruppe