Selvforvaltning i Argentina

På keramikfabrikken Zanon i Argentina, har arbejderne overtaget produktionen. Det handler ikke blot om at bevare arbejdspladser - fabrikken er blevet et symbol på kampen for et værdigt liv

Af Yvonne Zimmermann

Produktionen på keramikfabrikken Zanon i Neuquén, Argentina, er de sidste halvandet år foregået under arbejdernes selvforvaltning. Da fabrikken skulle have været ryddet i april på begæring af Neuquéns retsvæsen, var mange mennesker forberedte på at forsvare fabrikken, og dermed blev en rydning forhindret.

På fabrikstaget ventede arbejderne bag barrikader, og foran bygningen havde de stablet bildæk op. Om natten holdt arbejderne vagt udrustet med stenslynger. Samtidig var hundredvis af mennesker forsamlet foran fabriksporten. Selv om der var afgivet en rydningskendelse, var de 310 arbejdere ikke villige til at opgive fabrikken. ”Vi har kæmpet for fabrikken og vil forsvare den”, erklærede arbejderen Carlos Guerra. ”Ellers bliver vi alle arbejdsløse, og her betyder arbejdsløshed fattigdom.”

Fabrik uden chef

Arbejderne besatte fabrikken som kulmination på flere års konflikt med den italienske ejer Luigi Zanon. Da han efter 34 dages strejke afskedigede samtlige arbejdere og bekendtgjorde, at han ville lukke virksomheden, besluttede de ansatte at overtage produktionen. Siden har fabrikken været selvforvaltet. Den har skiftet navn til ”Zanon under arbejderkontrol” og keramikplatterne bliver nu indpakket i æsker påtrykt FASINPAT - en forkortelse for ”fabrik uden chef” (fábrica sin patron).

”Vi har ikke mere de overordnedes pisk over nakken”, fortæller Carlos Guerra. ”Siden vi selv begyndte at organisere produktionen, føler vi os friere og mere motiverede”. Målet for fabriksbesættelsen var at bevare arbejdspladserne. Salget af keramikplatter var begyndt at gå dårligere under den tidligere ejer. Men nu går det bedre, kan arbejderne fastslå, når de tæller de udkørende lastbiler. Luigi Zanon ville desuden lukke fabrikken for at slippe for konflikten med de ansatte, for derefter at kunne begynde forfra med nye arbejdere. Således havde han tidligere fyret ansatte ved årets udgang, blot for at ansætte andre i det nye år under dårligere arbejdsbetingelser.

Ekspropriation af fabrikken

I det kriseramte Argentina var arbejdsløsheden på stadig fremmarch. Argentina blev ellers i årevis fremhævet af den Internationale Valutafond (IMF) som et foregangsland fra Syd. Det var dengang den daværende præsident Menem til fulde opfyldte IMFs krav om privatisering af samtlige statslige virksomheder, inklusiv socialforsikringen.

Ifølge officielle tal stod mere end en femtedel af den erhvervsaktive del af befolkningen uden lønnet arbejde - en udvikling, der var sket i løbet af få år. Uofficielt var tallene langt højere. Kampen om keramikfabrikken var i begyndelsen en kamp for at overleve, en kamp mod arbejdsløshed og mod den stadigt mere udbredte fattigdom. Men snart handlede det om mere: om arbejde til alle, en rimelig løn og et værdigt liv. Kravene er i dag ikke længere rettet mod fabriksejeren, men mod det politiske niveau. ”Vi forlanger at regeringen eksproprierer fabrikken”, erklærer Carlos Guerra. Idéen er, at fabrikken skal være statens ejendom, men drevet af arbejderne selv.

Fælles ledelse og ligeløn

Siden de tidligere ansatte på Zanon overtog produktionen, er samtlige beslutninger blevet truffet i fællesskab. Arbejderne diskuterer de vigtige punkter på stormøder og søger konsensus. Der er ingen chefer. Lønnen er lige for alle, uanset om man er grafiker, køkkendame, brænder eller pakker. Alle tjener 800 pesos (ca. 1600 kr.) om måneden. Det gælder også Ana Esterlara, hvis 23-årige søn døde for tre år siden af hjertestop under arbejdet. Den enlige mor stod derfor uden indkomst, indtil Zanon arbejderne tilbød hende en plads som køkkenmedarbejder.

I dag hører overarbejde ikke mere til dagens orden, og antallet af arbejdsulykker er faldet. Arbejderne har også skabt nye arbejdspladser. Da leveringen af papæsker blev afbrudt og salget af keramikplatter kom i fare, overtog arbejderne selv produktionen af æsker. Arbejdsløshedsbevægelsen MTD har spillet en vigtig rolle, idet de fra starten støttede Zanons selvforvaltning. I dag arbejder 40 MTD aktivister på Zanon.

Et alternativ til neoliberalismen

Det er ikke blot arbejderne på Zanon, der har overtaget deres virksomhed. I Argentina bliver mere end 140 virksomheder drevet under arbejdernes selvforvaltning. Det gælder bla. tøjfabrikken Brukman i Buenos Aires og supermarkedet El Tigre i Rosario. I El Tigre fik de ansatte ikke løn i 5 måneder, og da ejeren bekendtgjorde, at han ville lukke virksomheden, besatte de supermarkedet. Siden har de videreført det som et andelssupermarked med det formål at sælge produkter fra andre selvforvaltede virksomheder, kooperativer og små familievirksomheder.

De omkring 10.000 arbejdere på de besatte virksomheder har undsagt den neoliberale politik og den kapitalistiske logik. Ved at forhindre fabrikslukninger og videreføre produktionen i selvforvaltede virksomheder, søger de ikke blot en udvej på krisen: de skaber med deres arbejde nye alternativer til den politik, der på få år har styrtet mere end halvdelen af den argentinske befolkning i fattigdom. Rydning forhindret

Den nye bevægelses politiske potentiale var da også den væsentligste årsag til, at Zanon skulle have været ryddet. Det juridiske argument, at fabrikken var ulovligt besat, gav ikke meget mening, set i lyset af, at den tidligere ejer, Luigi Zanon ikke engang var blevet anklaget for sin manglende betaling af el og gas. Tværtimod modtog han statsstøtte på omkring 14 millioner dollars og var friholdt for at betale skat. Statsstøtten fik ham heller ikke til at sørge for den nødvendige sikkerhed på arbejdspladsen, hvor flere arbejdere var døde ved arbejdsulykker.

Arbejderne på keramikfabrikken var ikke alene i deres besættelse af fabrikken: I Neuquén er der i dag cirka 1500 mennesker, der lever direkte eller indirekte af fabrikken. Og for stadig flere kvinder og mænd står det i dag klart, at de ikke længere vil lade andre bestemme over deres liv, men at de selv vil forme deres fremtid. Fabrikken er derfor et eksempel, ikke blot for Neuquén. Konkursforvalteren havde anmeldt besøg på fabrikken den 8. april for at foretage en inventaropgørelse. Dette ville, ifølge regeringen, indebære udsmidning af arbejderne og lukning af fabrikken. En rydning var derfor ventet denne dag. Såvel fagforeningerne i Neuquén, som studerende og undervisere på universitetet indkaldte til strejke, og om morgenen den 8. april samlede 1500 mennesker sig foran fabrikken. Da konkursforvalteren ankom, forhindrede Zanonarbejderne hans adgang til fabrikken. Dermed blev rydningen af den selvforvaltede fabrik forhindret i første omgang.

Oversat af Britta Thomsen