Replik: Moralsk imperialisme og Stan Goffs manglende logik

I sidste nummer af GAIA analyserer og sammenligner Stan Goff i sin artikel ”Moralsk imperialisme og krigens barske logik” de to væbnede oprørsbevægelser FARC i Colombia og EZLN i Chiapas, Mexico. Men han misforstår zapatisternes projekt.

Af Mexico-gruppen

I Mexico-gruppen mener vi, at moralsk imperialisme, i forhold til den vestlige venstrefløjs syn på væbnet kamp, er en vigtig og relevant diskussion. Men samtidig er vi også meget uenige i Stan Goffs analyse af EZLN. Derfor vil vi sammen med America-gruppen invitere til en fredagscafé, hvor vi med udgangspunkt i artiklen vil diskutere emnet. Som kommentar til artiklen og oplæg til fredagscafeen vil vi her kort forklare vores kritik.

Goffs manglende indsigt

Gennem hele artiklen skinner Stan Goffs manglende indsigt i mexicanske samfundsforhold og den zapatistiske bevægelse igennem. På baggrund af EZLNs manglende militære respons, på en af de voldsomste massakrer man har oplevet i Chiapas; massakren i landsbyen Acteal i 1997, drager Stan Goff den konklusion at EZLN mangler militært initiativ. Men Acteal er ikke nogen zapatistisk landsby. Indbyggerne er del af den befrielsesteologiske bevægelse Las Abejas. De støtter aktivt op om zapatisternes politiske krav, men er en pacifistisk bevægelse, der har frabedt sig at være under EZLN militære beskyttelse. Hvis EZLN havde valgt at reagere på massakren i Acteal, havde man handlet mod indbyggernes vilje.

Stan Goff konkluderer desuden, at zapatisterne er effektivt neutraliseret, fordi militæret har fortrængt dem til Lacandonjunglen. Det zapatistiske oprør er udsprunget af Lacandonjunglen, som i høj grad er konfliktens centrum. Udenlandske firmaer er særligt interesserede i Lacandonjunglen - og ikke i højlandet, hvor Acteal ligger. Lacandonjunglen er et af de mest biodiverse områder i verden, det er særligt her regeringen forsøger at fjerne zapatistiske landsbyer. Nok er de pressede og udsat for massiv undertrykkelse, men EZLN kontrollerer stadig en del af Lacandonjunglen.

Fejlagtig politisk analyse

Stan Goff forholder sig på intet tidspunkt i artiklen til, at EZLN er den militære del af den zapatistiske bevægelse, der også rummer civile landsbyer. Det er forkert at analysere EZLNs militære strategi ud fra et succeskriterium om at overtage statsmagten i landet. Formålet med den zapatistiske hær er at forsvare de autonome zapatistiske områder. EZLN har til formål at give rum for politiske forandring. I den zapatistiske forståelse er overtagelse af statsmagten ikke vejen til politisk forandring.

Ser man på zapatisternes resultater ift. oprettelse af sundhedssystemer, uddannelsessystemer, og kooperativer i de autonome områder i Chiapas, ift. at være katalysator for sociale protester og oprør i andre dele af Mexico, ift. generel organisering af bønder i Chiapas, ift. dialog med venstrefløjsbevægelser i andre dele af landet og internationalt, må konklusionen være en anden end Stan Goffs.

Det er korrekt, at EZLN langt fra er stærk nok til at kunne overvinde den mexicanske hær. Den zapatistiske bevægelse ønsker ikke at overtage statsmagten, og de tror ikke på forandringer igennem det etablerede politiske system i Mexico. De deltager ikke i det parlamentariske spil, de forhandler ikke med regeringen, ligesom de nægter at modtage statslig støtte. Forklaringen skal findes i Mexicos historie, som Stan Goff lader til helt at ignorerer. Mexicos tre store partier har på hver sin måde bevist hvordan politisk forandring ad parlamentarisk vej udebliver i Mexico. I 71 år sad PRI, det institutionaliserede revolutionsparti ved magten og bragte alt andet end revolution med sig. Da det højreorienterede PAN overtog præsidentposten i 2001 spåede mange politisk forandring og forbedring for menneskerettigheder i Mexico. Men siden er uligheden i Mexico blevet større og overtrædelser af menneskerettighederne flere. Centrum-venstre partiet PRD har ligeledes vist sin manglende vilje og evne til at skabe politisk forandring og f.eks. stemt imod flere rettigheder til landets indianske befolkning.

Goff skyder forbi målet

For at illustrere udviklingen af zapatismen vil vi genfortælle en anekdote fra den sydmexicanske jungle: Da Marcos i slutningen af 1970’erne som marxistisk-leninist flygtede fra Mexico City, var det for at starte revolutionen mod den mexicanske regering i Chiapas. I de indianske landsbyer, hvor han kom frem forklarede man ham, at modstandskampen allerede var en realitet: Den indianske befolkning havde levet i modstand mod statens racistiske undertrykkelse de sidste 500 år, og deres modstandskamps ideologi skulle udvikles på deres præmisser og med de erfaringer de selv havde. En af deres erfaringer var, som ovenfor nævnt, at de ingen tiltro havde til nogen af de politiske partier.

Denne modstandskamp adskiller sig på afgørende punkter fra en marxistisk-leninistisk forståelse af modstand. Derfor er det helt bagvendt, at Stan Goff fremhæver EZLN som eksempel på moralsk imperialisme. EZLN og den zapatistiske bevægelses modstandskamp er ikke udviklet i forsøg på at efterleve vestlige venstreorienteredes forståelse af ”den gode guerilla”, men ud fra en lokal analyse og forståelse af modstandskamp og muligheder for politisk forandring.

Vi er enige med Stan Goff i, at det er for nemt at dele oprørsbevægelser op i ”de gode guerillaer” og ”de onde guerillaer” ud fra i hvor høj grad, de bruger våben til at opnå deres mål, og hvor let forståelig deres retorik er i en vestlig sammenhæng. På samme måde mener vi, at det er for nemt at dele oprørsbevægelser op i tabere og vindere, ud fra om de går efter den militære sejr og overtagelse af statsmagten. Når vi diskuterer oprørsbevægelser i lande, hvor befolkningen er nødt til at gribe til våben for at forsvare deres ret, skal det ske i forsøg på at forstå, hellere end med bedreviden og kynisme. I Stan Goffs iver efter at konkludere EZLNs fiasko forbigår han en lang række vigtige forhold i Mexico og underkender zapatisternes politiske projekt.

Tilbage er kun at spørge: Hvem er moralsk imperialist?

Mexico-gruppen holder fredagscafé sammen med América-gruppen i Internationalt Forums solidaritetsbutik, den 11. april kl. 17, hvor debatten vil fortsætte