Rejsereportage fra Colombia: Progressive patrioter

Rejsereportage fra studietur til Colombia arrangeret i samarbejde mellem Internationalt Forum og Socialistisk UngdomsFront. Om håb og håbløshed i et møde med en helt anden virkelighed, hvor selv patrioter kan være progressive.

AF PETER ANDREAS NIELSEN, SOCIALISTISK UNGDOMSFRONT

”Hvorfor fanden skal vi besøge en organisation, der kalder sig for patriotisk?” Nogenlunde sådan faldt spørgsmålet i Solidaritetshusets køkken tilbage i september sidste år. Vi var i gang med et møde om studieturen til Colombia for en fælles delegation bestående af medlemmer af International Forum og Socialistisk UngdomsFront.

Den Patriotiske March. I mit hoved lød det egentlig mest af alt som et initiativ søsat af DNSB engang tilbage i halvfemserne. Det er umiddelbart ikke lige til at gennemskue, hvorfor en organisation med dette navn skulle kunne få nogen fra den danske venstrefløj op af stolene, med mindre det var for at indtage kampstilling. Ikke desto mindre var det den giraf, som Internationalt Forum rigtig gerne ville have SUF med ned for at se i dens naturlige habitat.

Navnet klinger noget bedre, når det udtales på spansk – Marcha Patriótica. Forstår man navnet ud fra en latinamerikansk kontekst, begynder det endda at antage en progressiv karakter. For colombianerne er det at være patriotiske nemlig at være anti-imperialister. Man kæmper for løsrivelse. Ikke den formelle løsrivelse, som man opnåede fra Spanien i starten af 1800-tallet, men en reel løsrivelse fra det økonomiske verdenssystem, der udelukkende fører til fattigdom for den gennemsnitlige colombianer. Løsrivelsen skal dog ikke blot være national som i så mange tidligere befrielseskampe, men nærmere interkontinental idet man forstår hele Latinamerika som lidende under de samme strukturer. Der er altså tale om en form for internationalistisk patriotisme.

Som vi sad der i køkkenet, var der endnu meget at lære om det kvasi-fascistiske samfund i USA’s baggård. Hvordan patriotisme kan være progressiv, var blot den første lektion. Vi kendte alle lidt til konflikten og kunne både sige FARC, kokain og Shakira. Der var dog ingen af os, der havde meget mere end en overfladisk viden om landet. Så meget mere intensivt var det dermed også, da vi to måneder senere befandt os midt i det hele.

Clash of civilizations

Mødet med colombiansk kultur og natur var i sig selv meget overvældende. Da vi ankom til hovedstaden Bogotá, befandt vi os pludselig i en by af enorm udstrækning, omgivet af bjerge og med et novembervejr, der let kunne give de fleste danske sommerdage baghjul. Det var så autentisk, at det til tider virkede som en parodi på virkeligheden.

Vi fik ikke lang tid til at komme os oven på det chok, det er at dumpe på hovedet ned i en helt og aldeles fremmed verdensdel. Hovedparten af delegationen ankom dagen før det officielle program begyndte. Derefter kørte vi på i tre uger med adskillige møder hver eneste dag.

Gradvist gik det op for os, at mange af de horrible historier om forholdene i landet, som vi var blevet blæst ørerne fulde af hjemmefra, virkelig var sande. Det lyder som en banal sandhed, men det er svært for alvor at sætte sig ind i situationen i et land som Colombia, når man sidder på behørig afstand af det hele i Danmark. Når man er vant til at blive bombarderet med billeder af fattigdom og konflikt, udvikler man et filter for at gøre det muligt at være til. Da vi så endelig stod over for de mennesker, det handlede om, blev dette filter nedbrudt og erstattet af en konstruktiv vrede og indignation. Inden vi nåede til det punkt, var flere af os dog helt nede at lugte til den frustration og håbløshed, som man let kan komme til at føle, når man står over for et så tilsyneladende uovervindeligt misfoster, som de repressive økonomiske og politiske strukturer i Colombia.

Dantes Inferno på colombiansk

Den første uge i landet gik med at besøge en række sociale og økonomiske projekter i Bogotás forstæder. Dér hørte vi en perlerække af succeshistorier. Projekterne demonstrerede, at man selv i et land som Colombia med en så institutionaliseret overgrebskultur kan opnå væsentlige forbedringer af befolkningens levevilkår gennem organisering og benhårdt arbejde. Det var dog først gennem mødet med forholdene for landbefolkningen, at omfanget af problemerne, som de almindelige colombianere er konfronteret med, for alvor gik op for os.

Efter den første uge i Bogotá delte vores elleve mand store delegation sig i to (næsten) lige store grupper. Den ene drog nordpå mod det tropiske lavland i Magdalena Medio og den anden drog mod syd til bjergregionen Tolima. Jeg tog med den sidstnævnte og tilbragte derfor den første halvdel af en nat med at rasle rundt på de colombianske landeveje i en bus. Den sidste halvdel blev brugt på de colombianske bjergveje på ladet af en pick-up truck. Lad os bare sige, at vi på trods af underholdningsmomentet ved denne eksotiske rejseform hurtigt lærte at værdsætte DSB.

Det hele var meget spændende og i fuld overensstemmelse med alle vores romantiske forestillinger om fjerntliggende bjergtoppe og vidtstrakte kaffeplantager. Inden middag nåede vi så dagens destination: en lille bjerglandsby, hvor vi sammen med vores guide, formanden for regionens progressive bondeorganisation under Marcha Patriótica, skulle møde de lokale. Efter en lille times møde var de fleste af os slået helt ud af kurs.

Vi blev ærlig talt taget med bukserne nede. Vi havde indtil da gået rundt i en boble. I Bogotás forstæder havde vi mødt en gruppe ressourcestærke unge mennesker, der fulde af entusiasme fremviste det ene vellykkede projekt efter det andet. De viste, at deres frigørelse skulle og kunne være deres eget værk. På dette første møde med den colombianske landbefolkning, havde vi ikke sørget for, at gøre formålet med vores besøg klart nok. Resultatet var, at vi blev mødt af et hav af forespørgsler om hjælp til løsningen af det ene horrible problem efter det andet – overgreb fra myndigheder som vi i kraft af vores hudfarve og danske pas skulle kunne forhindre eller gøre godt igen.

Det er den klassiske problemstilling, som udviklingsarbejdere render ind i, i deres arbejde med befolkninger i den tredje verden. Den hjælp, de yder, skaber et afhængighedsforhold – dem, de søger at hjælpe, udvikler en hjælpeløshed, idet de fejlagtigt tror, at bedring af deres livsvilkår, er noget der kommer udefra. Vi var dog hverken taget til Colombia med et udviklingsprojekt eller udviklingsarbejderes mentalitet. Med vores overbevisning om, at frigørelse er noget, der kommer gennem de undertryktes egen aktive handling, var den hjælpeløshed, vi nu mødte, et slag direkte i ansigtet.

Den aften overnattede mange af os i kulkælderen. Vi brugte meget tid på at tale oplevelsen igennem i gruppen, og vi blev enige om, at vi aldrig nogensinde ville sætte os i en situation, hvor vi blev nødt til at skuffe så mange forventninger. Vi ville lægge vores strategi for de fremtidige møder på landet om. Vi ville lytte mindre og sige mere. Vi skulle sælge historien om den danske arbejderbevægelse.

Organisering for livet

Det var meningen, at vi i Colombia skulle indsamle erfaringer til en kampagne om organisering hjemme i Danmark. Nu gik vi om til med udgangspunkt i vores organiseringserfaringer fra Danmark at afvikle en kampagne om organisering i Colombia. Med Danmark som eksempel forklarede vi, hvor langt man kunne nå med kollektiv kamp, og på den måde blev begrebet ”organisering” (som mange af de bønder, vi mødte, i ramme alvor aldrig havde hørt om før) konkretiseret. Fra da af udviklede møderne sig til succeser, og vi kunne se, hvordan vi bidrog positivt til at sandsynliggøre alle de argumenter for organisering, som vores agiterende kammerat fra bondeorganisationen fremførte. Vi havde en fornemmelse af at være midt i noget stort, og det var svært ikke at tænke sig tilbage til hvad pionererne i den gryende danske arbejderbevægelse gennemgik for små hundredhalvtreds år siden.

På en måde var vi dermed virkelig kommet til frontlinjen i både konkret og overført betydning. Ud over at vi befandt os i rød zone, hvor regeringen mener at vide, at der er guerillaaktivitet, så er organisering af landets undertrykte det, der kommer til at være udslagsgivende for udfaldet af konflikten i landet. Lykkedes grupper som Marcha Patriótica med at organisere disse undertrykte og samle og styrke landets progressive bevægelser til en fælles front mod kapitalisme og krig, vil de ikke uden videre kunne siddes overhørig.

I april samlede Marcha Patriótica en million mennesker i Bogotá til en demonstration for fred – en enorm præstation i et land, hvor massemobiliseringer altid har hængt tæt sammen med risikoen for massemord. De har ligeledes formået at organisere folkemøder over hele landet, hvor folk har kunnet formulere deres forventninger til en fredsaftale og samfundet efter den. Dermed er de og andre ligesindede bevægelser allerede ved at være betydelige magtfaktorer i det colombianske samfund. Det betyder dog også, at samfundselitens frygt for dem er stigende. Denne elite ønsker måske en fred, der for grupper af det nationale borgerskab skaber nye forretningsmuligheder, men de ønsker ikke en fred baseret på den sociale retfærdighed, som Marcha Patriótica kæmper for. Derfor fortsætter repressionen i Colombia som altid.

Repressionen og solidariteten

Mordene på landets progressive kræfter er fortsat hverdag, og for nylig udsendte SUF, Internationalt Forum og parlamentarikere fra Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU en fælles solidaritetserklæring til støtte for otte anholdte bondeledere. De af os, der på studieturen tog til Tolima, tilbragte undervejs 2 døgn hos en af de anholdte. Alle var blevet anholdt under anklager om ”oprør” – en anklage der kan ramme alle, der byder myndighederne trods.

Hvis vi fra Danmark vil hjælpe denne venstrefløj, så må det blandt andet være gennem denne form for støtte. Finansiering af visse progressive aktiviteter er også fortsat en mulighed, men det var netop den ideologiske støtte, som vores kammerater i det colombianske civilsamfund først og fremmest efterspurgte.

Det ville være naivt at tro, at den colombianske elite dropper overgrebene og opgiver sine privilegier bare fordi vestlige aktivister og parlamentarikere galer op en gang i mellem. Ikke desto mindre kan de se sig nødsaget til at moderere deres fremgangsmåde, hvis det kan få konsekvenser for deres forretningsmuligheder med vestlige stater og virksomheder, der alt andet end lige er mere følsomme overfor kampagner fra stærkere organiserede bevægelser og mere købekraftige forbrugere. Denne moderation kan så skabe et pusterum for landets sociale bevægelser. Derudover er den slags erklæringer vigtige for at legitimere vores kammeraters arbejde i den offentlighed, de forsøger at vinde for sig, samtidig med at det giver dem en nødvendig fornemmelse af ikke at være efterladt, når opinionen eller repressionen går dem imod.

Lad os fortsætte solidariteten med den colombianske befolkning. Lad os støtte dem med de midler vi har til rådighed, men altid med det udgangspunkt at colombianernes befrielse skal være colombianernes eget værk.

LÆS MERE

Undervejs på turen havde delegationen en blog på Modkraft under navnet Colombia Rejseblog:

modkraft.dk/blogs/Colombia-Rejseblog

Efter studieturen har de deltagende SUF’ere udarbejdet en kampagne om situationen i Colombia med både et internt og et eksternt fokus for organisationen. Indadtil afvikles en kampagne om konflikten i landet, om kapitalismens rolle i landets udvikling og om de positive erfaringer med organisering, man har gjort sig dér. Denne kampagne har til formål at munde ud i en ekstern kampagne, der skal propagandere for fordelene ved organisering og kollektiv kamp. Den eksterne kampagneside kan findes på:

facebook.dk/organiseringforlivet