Philippinsk radio i København

Søndag den 9. august 1992. Klokken er 19.29. I et lille køkken i Griffenfeldsgade 26 på Nørrebro i København sidder 3 philippinere og sveder. Køkkenet fungerer som studie for den københavnske lokalradiostation, Københavnerkanalen. Sekunderne går. Teknikeren trykker sendeknappen ned. Den røde lampe lyser. "Godaften. Her er Radio Pinoy". Det philippinske indvandrermiljøs eget radioprogram er i luften for første gang.

Der bor omkring 5000 philippinske indvandrere i Danmark. Heraf de 3000 i København. De fleste kom til Danmark i slutningen af 60' erne og starten af 70' erne. De har en række foreninger, men fælles for foreningerne er, at de aldrig har gjort særligt meget ud af at orientere om situationen i Philippinerne. Det skal Radio Pinoy blandt andet være med til at ændre. GAIA har talt med Cezar og Gina, der indgår i den 9 mand store radiogruppe, og som har været med siden starten.

Hvordan fik i ideen til Radio Pinoy?

- Vi hørte at philippinerne i Oslo havde deres egen radiostation, Radio Pinoy, og at der også fandtes radio for philippinerne i blandt andet Italien. Philippinerne i Danmark har i mange år savnet informationer om, hvad der sker i deres fædreland, og derfor besluttede vi at prøve at starte et ugentligt radioprogram. Vi var meget nervøse i starten, for ingen af os havde prøvet at lave radio før, og i Philippinerne er disk-jockeys meget professionelle.

Men det ser ud til at have været en stor succes. I starten havde i kun 1/2 times sendetid. Nu er i oppe på 2.

- Ja, vi fandt ud af, at det slet ikke var så svært, og vi har meget vi gerne vil ud med, så da vi fik tilbudt mere sendetid, sagde vi selvfølgelig ja. Det er også muligt, at vi udvider til 3 timer.

Hvordan er jeres initiativ blevet modtaget i de philippinske foreninger og af philippinerne?

- Utroligt godt. Folk er meget glade for programmet, og de to store foreninger kappes om, at få lagt radioen ind under sig, men det er nu ikke vores mål, selv om det ville sikre dens økonomi. Vi er mere interesserede i, at der dannes en slags paraplyorganisation for de mange foreninger, og at radioen bliver tilknyttet denne organisation.

- Vi har også fået reaktioner fra philippinere i Jylland, der gerne vil lytte til vores program, men senderen kan slet ikke række der over.

Det lyder nærmest som om, i bliver omklamret. Har der ikke været reaktioner på jeres politiske linie?

- Jo da. De første reaktioner var, at vi vist var mege t venstreorienterede, men vi sagde til dem: "Vi bryder os ikke om situationen i Philippinerne, og hvis vi er utilfredse, vil vi også have lov til at sige det". Samtidig fortalte vi dem, at de danskere der støtter os, er med til at bekæmpe racismen, og derfor i virkeligheden kæmper for vores sag. Både i Danmark og i Philippinerne. Det har været en vigtig oplevelse for dem.

Hvordan klarer i jeres økonomi i dag?

Radio Pinoy- Vi har fået støtte fra Internationalt Forum og har søgt Kulturministeriets indvandrerbevilling, men de har foreløbigt givet afslag. I december lavede vi et arrangement for philippinerne i København som gav et overskud på 3500kr. Det skulle sikrevores økonomi frem til august. Desuden arbejder vi stadig på at etablere en støttegruppe, Radio Pinoys venner, der så kan financiere programmet. Endelig får vi indirekte støtte af Københavnerkanalen. I starten skulle vi betale 500kr om måneden fora tvære med, og selv om vores sendetid u er firedoblet, har kanalen besluttet ikke foreløbigt at sætte dette beløb i vejret.

Hvordan forløber jeres program?

- Vi starten med 1/2 times nyhedsudsendelse på engelsk. Der er mange lyttere, der har opfordret os til at sende nyhederne på tagalog (philipinsk hovedsprog), men så ville vi helt koble vores danske lyttere af, målet er også at fortælle danskere noget om situationen i Philippinerne, selvom vores vigtigste målgruppe er philippinerne. Efter nyhederne har vi 1 times temaudsendelse, hvor vi som regel har gæster i studiet, som vi interviewer. Det kan være en philippiner, der er på besøg i Danmark, eller en af de herboende. Dernæst har vi et 15 minutters kvindeprogram,og vi slutter af med 15 minutters hilsner og orientering om arrangementer i København.

Hvad sker der i kvindeprogrammet?

Gina fortæller: "I starten var det lidt svært, for hvad skal man lægge i sådan et program? Men jeg talte med forskellige philippinske kvinder, og det viste sig, at der var masser af stof. Derfor får programmet nu også mange breve fra philippinske kvinder. Tit handler det om kvindens rolle i familien. Mange familier har en meget traditionel struktur. Manden kommer hjem , smider sig på sofaen, læser avisen og råber på mad. Vi fortæller, at manden også må hjælpe til i hjemmet. Det har gjort programmet kontroversielt, for det er der selvfølgelig mange mænd, der ikke er interesseret i. Et andet problem vi også tager op, er vold mod kvinder. Det har også givet stærke reaktioner. Men vi har fået en meget god respons fra de kvindelige lyttere. De lærer, at de også har nogle rettigheder , og de begynder at stille krav til deres mænd."

Hvornår sender i?

- Vi sender hver fredag kl. 21-23: Den første 1/2 time er nyhedsudsendelse på engelsk. Resten af programmet er på tagalog, der er det største sprog i Philippinerne. Vi håber, at også danskerne lytter til vores udsendelse, så de kan følge med i udviklingen i vores land, for det er ikke mange oplysninger, der ellers kommer ud i de danske medier, slutter Cezar og Gina fra Radio Pinoy.