Partiet er dødt, længe leve Det Usynlige Parti, ( )

Normalt klinger ordet parti næsten ligeså lokkende som Gulag for mange af os, som på den ene eller den anden måde, er aktive på den radikale venstrefløj. Enten ser vi bureaukrater fra Sovjet for os, eller Göran Person med tung vejrtrækning, som ler for sig selv og påstår at vi må acceptere at alting bliver værre og værre, dag for dag.

Socialdemokratiets fallit

Man kan placere det klassiske socialdemokratis splittelse i tiden for den store debat mellem Rosa Luxemburg og Eduard Bernstein i det tyske socialdemokrati i slutningen af 1800-tallet. Ofte forenkles deres positioner til at gælde den naive revolutionære utopisme kontra den borgerlige opgivende reformisme, men det er lærerigt at forsøge at analysere deres standpunkter uden moraliserende floskler.

Bernstein mente, at revolutionen var umulig, unødig og uønsket da arbejderklassen voksede ind i middelklassen, organiserede sig og snart ville udgøre samfundets grundfundament. Gennem dette skulle klassemodsætninger helt enkelt være ophævede. Mod dette indvendte Luxemburg, at modsætningerne var uforsonlige, og at Bernstein ”i bund og grund ikke havde til hensigt at virkeliggøre den socialistiske samfundsordning, men kun at reformere den kapitalistiske, ikke at ophæve lønsystemet, men kun at regulere udnyttelsen - kort sagt at afskaffe kapitalismens misfoster, men ikke kapitalismen selv.”

Vi ved, hvad der skete. Bernsteins version af socialdemokrati blev den, der overlevede. Da det revisionistiske socialdemokrati fik magten i fx Sverige, blev der opstillet en mærkelig formel for samfundets udvikling. Revolutionen var så at sige allerede ordnet, ved at socialdemokraterne havde fået parlamentsmajoritet, og nu kunne man så vente på, at klassemodsætningerne langsomt skulle udjævnes gennem reformer. I Sverige ”sikret” ved, at alle arbejdere skulle tilsluttes til LO. Det politiske var således allerede afklaret gennem socialdemokraternes sejr, og snart skulle det økonomiske ordne sig gennem kollektive lønforhandlinger ifølge Bernsteins og Perssons historieskrivning.

Det er en vision, som måske kunne synes brugbar så længe det svenske økonomiske vidunder holdt til engang mod slutningen halvfjerdserne, men som med de seneste femten-tyve års brutale nedskæringer åbenlyst har vist sig fallit. Det moderne socialdemokrati lykkedes ikke engang, at holde fast i sine visioner om reformer og politisk styring af økonomien, men gav op overfor det utøjlede marked. Samtidig opretholder man billedet af, at status quo råder, at socialdemokratiet og LO er på ”vores side”, og at de selvfølgelig vil løse alle de småproblemer vi måtte have. En gråt uldtæppe af konsensus hviler tungt over det svenske politiske landskab.

Nye konfliktlinjer

Men vi, der vil bryde denne konsensus, øge modsætningerne og i sidste ende afskaffe kapitalismen, må tale om organisering. Når vi taler om organisering, gør vi det på tre planer. Disse tre planer er: lokalitet, konflikt og begær/behov.

Traditionelt set har organisering omkring lokalitet været den mest centrale. Man har arbejdet side om side på samme arbejdsplads gennem lang tid og været med i samme forbund. Derigennem har man haft mulighed for at skaffe sig en stærk position og langsomt forhandle sine lønvilkår op gennem flere år. Det er disse som det socialdemokratiske parti repræsenterer (hvis de til dagligt overhovedet repræsenterer nogen). Men hvad sker der med os, som står uden for den del af arbejdsmarkedet? Timevikarer, korttidsansatte, prøveansatte, arbejdsløse, ansatte på vikarbureauer og så videre. For os findes ingen plads i det socialdemokratiske kompromis og ikke nogen mulighed for organisering i traditionel forstand.

For os bliver organisering omkring konflikter og begær/behov vigtigere. Ud fra vores positioner som eksempelvis arbejdsløse, studenter eller kollektivtrafikanter kan vi finde fælles konfliktlinjer sammen med andre i samme situation og organisere os omkring dem. Ofte har vi også direkte fælles interesser med den ene part i en arbejdspladskonflikt, som f.eks. under de vilde strejker i efteråret i tunnelbanen i Stockholm, hvor kollektivtrafikanter organiserede solidaritetsarbejde for de strejkende og gennemførte aktioner arbejderne ikke kunne pga. fredspligt, eller fordi de indebar lovbrud. I Malmø og Stockholm er der taget initiativ til et undersøgelsesprojekt omkring arbejdsløshed og cafévirksomhed for arbejdsløse, for derigennem at skabe mødesteder og mulighed for kommunikation og organisering. De franske protester mod CPE-lovforslaget er også et godt eksempel.

Organisering omkring begær og behov handler om at identificere disse begær og behov samt muliggøre en tilegnelse af produkter eller handlinger, der tilfredsstiller dem. Eksempler på dette er butikstyveri, piratbiografer, fildeling, husbesættelser eller solidariske bødekasser for folk der kører på røven med offentlig transport.

At finde fællesskab

Spørgsmålet er hvordan vi forbinder disse kampe og gør vores organisering, uanset hvilket plan den befinder sig på, til en fælles kamp. Vi går tilbage til Rosa Luxemburg.

I Rosa Luxemburgs analyse af, hvorfor de sovjetiske arbejdere i starten af 1900-tallet var mere radikale end de fleste andre, pegede hun på deres klassebevidsthed. Hvert angreb på en strejke, demonstration eller en enkelt arbejder blev betragtet som et angreb på arbejderklassen som helhed. Hver enkelt aktion arbejderbevægelsen udførte, blev set som en del af en sammenhængende bevægelse, der havde kapitalismens ophævelse som endemål. Luxemburgs distinktion mellem politik og økonomi var ikke den samme, som vi ofte hører i dag. Økonomiske kampe var de bestanddele, som byggede den politiske kamp op, og det politiske bestod bare i at se det fælles i alle disse kampe. Det politiske var så at sige alle disse forskellige kampes fælles retning.

Dette fællesskab var dog ikke uproblematisk givet. Det var nødvendigt at skabe det ved, at arbejderklassens fælles interesser til stadighed pegedes ud i alt, hvad der skete. Gennem historien har dette taget mange former; i tidsskrifter, der beskrev ting, der skete forskellige steder og dermed førte arbejderes erfaringer sammen, i partier, som stod for at enkeltdelene skulle understøtte helheden, i militante undersøgelser, hvor man udforskede fælles berøringspunkter eller i store demonstrationer og organisationer, hvor fællesskabet har været mere direkte.

For Rosa Luxemburg var det partiets rolle, at være at vise hvordan de enkelte kampe hang sammen; at vise aktualitet og fællesskab. Kort sagt, at bibeholde et strategisk perspektiv i kampens hede.

Vores opgave i dag er at skabe en sådan aktualitet og bevidsthed om fællesskab. Vi må sørge for, at et angreb på én af os betragtes som et angreb på os alle, så alle forstår, at vi har fælles interesser at forsvare. Vi må skabe et parti (i Luxemburgsk forstand), som kan indbefatte alle vores enkelte, partikulære kampe og direkte udtrykke dem som en helhed uden repræsentation eller ledere.

Men hvordan?

Igennem Det Usynlige Parti, ( ). Gennem skabelsen af et fælles koncept, der kan fungere som et symbol for alle vores kampe. Et symbol, der fremstiller alle disse partikulære, enkelte, daglige, ansigtsløse kampe som dele af samme helhed. En helhed, som er større en de enkelte dele, da den udtrykker mere end alle disse kravs tilfredsstillelse hver for sig. En helhed, som rettes mod kapitalismen som sådan. Uanset om det er en strejke på en arbejdsplads, en blokade, en flyvebladsuddeling, sabotage, butikstyveri, optøjer, at køre gratis, at arbejde langsommere, eller en sygemelding for at få lidt ekstra fri, så er det praktikker, som indgår i Det Usynlige Parti, da de rettes mod vores position som arbejdskraft. Vi bliver alle ( ), da vi alle unddrager os arbejdet hele tiden - overalt.

For mange af os har det perspektiv altid været selvfølgeligt. Vi har set os selv som en del af en international bevægelse og har deltaget i internationale mobiliseringer og generalstrejker, såvel som i forskellige netværk på hjemmeplan. Med en åben identitet, bliver det dog muligt for flere at se det fælles i alle de kampe, som kæmpes. Og dette kommer til at skabe mere kamp.

Det Usynlige Parti er et symbol for en helhed som omfatter al kamp, et koncept som ikke bygger på andet en ren aktivitet. Et parti, der ikke beder om stemmer, ikke repræsenterer nogen, ikke stiller krav, ikke kan repræsenteres, og som ikke bliver til mere end, det vi gør det til. En mulighed for at skabe kollektivitet og fællesskab uden hård organisationsopbygning, uden anden partilinje end skånselsløst at undergrave kapitalismen.

Af Forenede Arbejdere, en fraktion af Det Usynlige Parti ( )