Palæstina: Fred med krigens midler

For alverdens ’ansvarlige’ statsledere, kommentatorer og journalister er det den palæstinensiske ledelses afvisning af ’rimelige’ israelsk-amerikanske fredsforslag og den nye palæstinensiske intifada, der har ødelagt fredsprocessen. For den almindelige palæstinenser er det fredsprocessen selv, der har ødelagt håbet om en ende på den israelske besættelse, og om en levedygtig og demokratisk stat

af Lars Ploug

Her står I og israelerne midt i en fredsproces, og så viser I jeres taknemmelighed ved at lave ballade og tvinge israelerne til at skyde jer ned. Det er såmænd også jeres skyld at israelerne har valgt Sharon, fordi I afslog den udstrakte hånd fra Barak, "fredens mand" og den mest generøse af de israelske ledere, der har været ved magten siden fredsprocessen blev indledt for snart 8 år siden.

Sådan nogenlunde lyder den anklage, som alverdens "ansvarlige" politikere og kommentatorer har rettet mod palæstinenserne gennem de sidste måneders Intifada. Det fremstilles, som om Intifadaen er et uheld, der er hændt fredsprocessen, og vel at mærke et uheld, som palæstinenserne bærer ansvaret for. Men der er andre forklaringer, som anbringer krisen hvor den hører hjemme, nemlig i fredsprocessen selv. Man kan argumentere for, at fredsprocessen i virkeligheden er et amerikansk-israelsk forsøg på at tvinge palæstinenserne til at acceptere status quo med fortsat besættelse, et uløst flygtningeproblem og med tiden en palæstinensisk stat, der er domineret af Israel og helt og aldeles underkastet denne stats strategiske og geopolitiske luner. Sådan argumenterer israelske, palæstinensiske og amerikanske kritikere af amerikansk udenrigspolitik og af de overmåde venskabelige amerikansk-israelske forbindelser. Og sådan argumenterer den almindelige palæstinenser "på gaden". Mange palæstinensere var i begyndelsen Oslo-processen positivt stemt, fordi den gav en slags løfte om en palæstinensisk stat. Men først og fremmest gav den palæstinenserne forhåbninger om et bedre liv, der ikke totalt var reguleret af Israel.

Det har palæstinenserne ikke fået. Tværtimod har de set at det land, som de ønskede sig en stat på, blive ædt op af endnu flere bosættelser (siden Oslo-aftalen er antallet af bosættere i de besatte områder fordoblet til 400.000). De har set, hvordan den israelske dominans har ødelagt deres økonomi, og hvordan de umulige betingelser har gødet jorden for udbredt korruption og magtmisbrug i deres egen administration. Og de har set, hvordan den palæstinenensiske selvstyremyndigheds indfrielse af de israelske krav om "sikkerhed" har betydet voldsom undertrykkelse af de oppositionelle kræfter, der er modstandere af Oslo-processen. Palæstinenserne forstår kort sagt ikke, hvorfor de fortsat skal tage del i en fredsproces, som ikke alene forværrer deres liv, men ovenikøbet får deres forhåbninger til at briste. Det er derfor de går på gaden, og det er derfor, at stadig flere vender sig til islamisterne. De gør dog noget: De bringer krigen til Israel, og gennem deres "parallelle" sociale system tager de vare på de behov, som det korrupte selvstyre kun i ringe grad går op i at tilfredsstille.

Men selvom det er åbenlyst, hvorfor palæstinenserne er modstandere af "fredsprocessen", er der altså stadig dem der klandrer palæstinenserne for at de ikke er til sinds fredeligt at acceptere fortsat besættelse, fordrivelse og apartheid. Ord har magt, og mange har ladet sig løbe om hjørner med, fordi forhandlingerne bliver kaldt en fredsproces.

Når fredstoget er kørt

Da Arafat og salig Rabin underskrev Oslo-aftalen, udbrød en epidemi af eufori, og der er næppe gået en dag, uden at vi i medierne har hørt om fredsprocessen. Den er, forstår vi, Israel og palæstinensernes ægte og forenede bestræbelse på at forsone sig og bilægge den konflikt, der har varet i mere end 50 år, og som har kostet så megen menneskelig ulykke. Det er derfor ikke svært at forstå, at så mange - palæstinensere og andre - hilste princip-erklæringen velkommen, og heller ikke at dens kritikere blev opfattet som uforbederlige lyseslukkere, der helst ser katastrofe og elendighed, hvor andre ser lys og håb. Siden er der sket ting og sager, der har udfordret optimismen, men alligevel har mange journalister, kommentatorer og politikere holdt fast i, at forhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne stort set er af det gode, og at de under alle om-stændigheder og nødvendigvis ville trække virkeligheden i en retning, der bedre ville kunne holdes ud end den elendighed og krig, der har præget Mellemøsten i mere end et halvt århundrede.

Fremskridtsoptimismen er især fremtrædende i den stationsforstander-metaforik der bruges, når "fredsprocessen" omtales og kommenteres. "Fredsprocessen er kørt af sporet", "den skal tilbage på sporet igen", Arafat skal slå til "inden toget er kørt" osv. Men var der tale om tog, skinner og mindre forsinkelser, så har den tidligere så højt besungne proces udviklet sig til en togkatastrofe af gigantiske dimensioner. Alene israelernes "shoot to kill" politik overfor demonstrerende skolebørn, og islamisternes intensiverede anvendelse af levende bomber gør det svært at påstå, at tingene går i den rigtige retning, og når Israel oven i købet involverer artilleri, kamphelikoptere, krigsskibe og likvidering af palæstinensiske ledere, bliver det stadig sværere at påstå at der findes noget der ligner det, vi mener, når vi taler om en "fredsproces".

"Freds-optimisterne" har naturligvis deres forklaring på såvel optøjer som forhandlingssammenbrud. De mener, at det var Arafat’s udvandring fra Camp David sidste sommer, der fik palæstinenserne til at reagere så voldsomt på Sharon’s provokerende besøg på Haram al-Sharif den 29. september sidste år. Således forfatteren Amoz Oz, der i almindelighed regnes til den del af de israelske intellektuelle, der er palæstinenserne venligt stemt. Han skriver, at Barak’s fredsplan indebar "oprettelsen af en palæstinensisk stat på vestbredden og i Gaza, med enkelte justeringer af grænsedragningen, som skulle have Østjerusalem som sin hovedstad". Men Arafat var stædig, og palæstinenserne "reagerede på Barak’s tilbud ved at indlede Al-Aqsa intifadaen, en hellig krig med det erklærede formål at rense de hellige steder for jødisk tilstedeværelse".

"Progressive", forhandlingsvenlige kommentatorer som Oz mener, at det virkelig var et godt tilbud, som Barak havde med til Arafat i Camp David, og at den palæstinensiske leder satte en enestående chance for fred over styr ved at sige nej til det israelske tilbud. Et tilbud, som de (kommentatorerne) karakteriserer som det mest vidtgående nogensinde, og som det bedste man i al fremtid kan forvente sig af nogen israelsk leder. Barak tilbød, hedder det, at palæstinenserne kunne få en stat på 90% af de besatte områder, at der skulle være mindre justeringer i forhold til de jødiske bosættelser, og at den palæstinensiske stat ville få Østjerusalem som hovedstad.

Kortkunster, kontrol og apartheid

I både den internationale og den danske presse har fraværet af grafisk illustration af Barak’s "generøse" tilbud været bemærkelsesværdig. Den israelske regering har ikke selv offentliggjort noget kort, og har i det hele taget været tilbageholdendende med detaljerne. Når vi overhovedet kender noget til tilbuddets indhold, skyldes det, at den palæstinensiske delegation har været ivrig for at forklare resten af verden, hvorfor de ikke kunne acceptere Barak’s tilbud, og hvorfor de var så "smålige", at de ikke kunne tage imod ni tiendele af, hvad de hidtil havde ønsket sig. For det første er der tale om en slem gang sproglig svindel, når det hævdes at Arafat blev tilbudt en stat på 90% af de besatte områder, en stat med Østjerusalem som hovedstad. De 90%, som palæstinenserne blev tilbudt, er ikke 90% af de områder, som Israel besatte i 1967. Det ligeså besatte, men ulovligt annekterede Østjerusalem er trukket fra, inden facit er beregnet. Det samme gælder Jordan dalen, bosættelserne og Det Døde Hav. Og det "Østjerusalem" som palæstinenserne skulle have som deres hovedstad, består af et par forstæder på Vestbredden, der altså ikke har noget at gøre med det Østjerusalem, som palæstinenserne ønsker sig. Dertil kommer, at den således projekterede palæstinensiske stat ville skulle leve med at være gennem-skåret af israelsk kontrollerede bosættelser og veje mellem disse, de såkaldte "by-pass roads". Bosættelserne og bosættervejenes beliggenhed gør palæstinensisk infrastrukturel udvikling vanskelig eller umulig, og det er naturligvis uacceptabelt for palæstinenserne at have enklaver af jødiske bosættelser på palæstinensisk territorium. Bosættelser, der ville komme til at ligge inde i den palæstinensiske stat, men som ville være under israelsk herredømme og beskyttelse. Denne "løsning" har fået nogle til at sammenligne den således planlagte palæstinensiske stat med de sydafrikanske Bantustans.

For det andet er 10% meget, selvom det lyder af lidt, meget når det gælder om at kontrollere palæstinenserne. På en konference i København tidligere på året sammenlignede den israelske sociolog Jeff Halper med situationen i et fængsel. Fængselsmyndighederne skal ikke kontrollere nogen særlig stor del af fængslet for også at kontrollere fangerne: De har brug for mure, tremmer, vagttårne mm. Altså ikke nogen særlig stor andel af hele fængslet. Tilsvarende mener han, at Israel ikke engang behøver de 10 % for at kontrollere og dominere palæstinenserne. Derfor forandrer det ikke problemet, hvis palæstinenserne får et par procent mere - der vil stadig være tale om apartheidlignende kontrol med den palæstinensiske stat og den palæstinensiske befolkning.

Flygtningespørgsmålet

Centralt i den palæstinensiske nationale identitet står bevidstheden om det at være et folk af flygtninge. Der er i dag ca. 4 millioner FN-registrerede palæstinensiske flygtninge, primært boende i Israels arabiske nabolande. Flygtningeproblemet blev skabt i 1947 - 1948, da zionistiske og israelske tropper fordrev mellem 700.000 og 800.000 af Palæstinas arabiske indbyggere, for at Israel kunne blive en stat med jødisk majoritet. I palæstinensisk politik har kravet om flygtningenes ret til tilbagevenden altid stået centralt, ikke mindst fordi det er bekræftet af FN i resolution 194, der taler om tilbagevenden og kompensation. Israel har altid afvist at bære ansvaret for flygtningene, og det er først i de senere år, at israelske historikere har afdækket den etniske udrensning, der fandt sted for mere end 50 år siden.

I Oslo-aftalen er flygtningespørgsmålet udskudt til de såkaldte Final status negotiations, der ikke reelt er blevet indledt. Udskydelsen havde som begrundelse, at det var nødvendigt for parterne at "øve sig" på at forhandle med hinanden inden de "svære emner" kom på bordet. Ud over flygtningene gjaldt det bosætterne, vandet og Jerusalem. Alle sammen spørgsmål, som det er vigtigt for palæstinenserne at der sker noget med, og alle sammen spørgsmål, som der ikke er kommet nogen løsning på. I Barak’s tilbud fra Camp David sidste sommer var der heller ingen israelsk anerkendelse af ansvar for flygtningeproblemet, kun havde Barak forestillet sig palæstinensiske familliesammenføringer i beskedent og symbolsk omfang. Og i den fredsplan, som Clinton havde tænkt sig skulle give ham eftermæle som præsidenten der skabte fred i Mellemøsten, var flygtningene overhovedet ikke nævnt. Det kan palæstinenserne naturligvis ikke finde sig i. Det er netop palæstinensernes stilling som fordrevne, der på mange måder har formet deres kamp, og som har givet deres krav den største legitimitet. Hvis palæstinenenserne opgav kravet om tilbagevenden, ville mere end et halvt århundredes bestræbelser være gået fløjten.

Hvis man mener, at palæstinenserne har ødelagt fredsprocessen med deres opstand, vender man kort sagt tingene på hovedet. Fredsprocessen var på forhånd mangelfuld, og det var ikke tilfældigt, hvad der manglede eller hvorfor det manglede. En fredsproces, der ikke forholder sig til det der er konflikt om, er selvfølgelig en håbløs fredsproces. I bedste fald kunne palæstinenserne håbe på, at det mægtige Israel og det endnu mægtigere USA ville vise god vilje og med tiden gøre spørgsmålene om flygtninge, bosættere og Jerusalem til genstand for reel forhandling. Det er ikke sket, og det er derfor palæstinenserne revolterer mod fredsprocessen.