Overvågning eller terror

’Krigen mod terror’ misbruges af magthaverne som en undskyldning for at overvåge deres borgere. Som en tyv om natten stjæler de vores hævdvundne frihedsrettigheder, og ikke nok med det - de siger, at det er for vores egen sikkerheds skyld.

Af Tony Bunyan

Det er blevet hævdet, at det er nødvendigt at give afkald på friheds- og borgerrettigheder i ’krigen mod terror’ under forudsætning af, at indskrænkningen af rettighederne er midlertidige og ophører, når faren er drevet over.

Der er meget galt med dette argument. Ikke mindst det, at ?krigen mod terror? er permanent og ikke midlertidig. ’Krigen mod terror’ har afløst Den Kolde Krig som den legitimerende ideologi bag globaliseringen.

’Krigen mod terror’ langt mere dominerende og farlig end Den Kolde Krig nogensinde var. I Den Kolde Krigs periode var der et antal forskellige konkurrerende ideologier: Vestlig kapitalisme og borgerlig demokrati, Sovjet-kommunisme, kinesisk kommunisme og et mylder af tredje verdens-socialismer. Med ’Krigen mod terror’ står vestlig kapitalisme og ’frihed og demokrati’ alene tilbage - og det bliver hegemonisk.

Det er også blevet hævdet af dem, som befolker EU-institutionerne (og de nationale regeringer), at "vores levevis ikke er blevet ændret af indskrænkningen af rettigheder". "Hvis levevis", spørger jeg. Hvide europæers? Asylansøgernes "levevis" er bestemt blevet ændret - flere dør i forsøget på at komme ind, flere nægtes asyl, flere bliver tilbageholdt i asylcentre og flere og flere bliver ’frivilligt’ udvist eller fjernet med magt, hvis de nægter. Indvandremiljøer, specielt de muslimske, er blevet sat under overvågning, udsat for politikontrol eller ransagninger af deres hjem. Anden, tredje, fjerde generationsindvandrer bliver udsat for racisme og bliver stoppet på gaden af politiet.

Det er faktisk blevet hævdet, at den stribe af foranstaltninger, der er blevet gennemført (eller planlagt) siden den 11. september 2001, har skabt god balance mellem sikkerhed og borgerrettigheder - det som er skræmmende, er at regeringer, ministre, embedsmænd og parlamentsmedlemmer faktisk tror, at det er rigtigt.

Det er ikke bare skræmmende, at de ikke kan se, hvor meget asylansøgeres og indvandrernes liv er ’ændret’, men også at de gennemfører foranstaltninger, der vil sætte hele Europas befolkning under overvågning.

Overvågning af bevægelse

Den første foranstaltning er overvågning af bevægelse. En af de fire basale ’friheder’ i EU er allerede forsvundet, nemlig friheden til at flytte fra land til land uden at blive checket. Alle skal fremvise pas eller ID-kort for at komme om bord på et fly (selv ved de fleste indenrigsflyvninger). I april 2004 blev EU enig om at introducere ’Passagernavneliste-check’ (PNR) på alle flyvninger ind og ud af EU - alle besøgende og EU-borgere kommer til at blive ’sikkerhedsgodkendt’ før boarding. Det er ikke helt klart, hvilke ’watch-lists’ folk skal checkes efter, vil det blive EU’s ’terrorliste’ over organisationer og individer, eller vil det blive en bredere liste over ’mistænkte’ terrorister eller måske lister over eftersøgte eller mistænkte for terrorisme, organiseret kriminalitet og alle mulige andre lovovertrædelser.

Det er et spørgsmål om tid før et såkaldt ’Advanced Passenger Information System’ (APIS) er indført, som vil opdele alle passagerne i tre kategorier: Grøn, du kan gå ombord. Gul, du vil blive underlagt yderligere checks af bagage og person og/eller udspurgt eller overvåget ved ankomst. Rød, du vil blive arresteret ved ankomst til lufthavnen eller check-in. Der er selvfølgelig fejl i et sådant system. Tests viser, at mellem 5-15 % af passagererne vil blive kategoriseret som ’gul’ alt afhængig af om man benytter de smalle lister (over terror-mistænkte) eller de brede lister (der omfatter mistænke for terror, organiseret kriminalitet eller alle mulige andre lovovertrædelser). Og den største fejl af dem alle er, at hvis efterretningstjenesterne ikke ved, at en person er terrorist, vil den person kunne gå direkte ombord gennem den ’grønne’ kanal.

Det andet er EU’s beslutning fra december 2004 om at introducere ’biometriske’ pas. EU siger, at det er nødvendigt for at leve op til internationale krav om ’biometrisk’ rejsedokumentation i overensstemmelse med den vedtagne standart fra ICAO (International Civil Aviation Organisation) - et skridt der er taget af G8 anført af USA og Storbritannien. ICAO standarten kræver imidlertid kun et digitalt billede af personen - det er simpelthen det normale pasfoto, som bliver digitaliseret og lageret i en chip, som så kan aflæses. Dette muliggør checks ved indgang og afgang, der kan sikre, at personen, der bærer passet, er den samme person som på det digitaliserede billede. Det muliggør i virkeligheden kun et meget basalt check og er af ministre og embedsmænd fejlagtigt blevet kaldt indføring af ’biometriske pas’.

EU har valgt at fortolke standarten på en sådan måde, at EU’s biometriske pas kommer til at rumme to (eller flere) fingeraftryk af alle, som søger om et nyt pas. Fordi mange indenfor Schengen-området der rejser imellem disse lande bruger deres ID kort som pas, er der et forslag under Haag Programmet om at indføre minimumstandarter for ID kort - hvilket uden tvivl vil ’harmonisere’ brugen af fingeraftryk på dem.

Storbritannien har ikke valgt at deltage i Schengenaftalen omkring grænsekontrol og immigration og er derfor ikke omfattet af EU reglerne - hvilket er årsagen til at det er blevet foreslået at indføre egne biometriske pas. Storbritannien foreslår at introducere biometriske pas fra efteråret 2006 (for førstegangsansøgere) og derefter for alle fornyelser. Dette kommer til at omfatte registrering af fingeraftryk og ansigtsskanning samt måske endda en ’irisskanning’.

Individers biometriske og personlige oplysninger vil i første omgang blive registeret i nationale databaser og senere bragt sammen i en fælles EU database.

Konsekvenserne af disse tiltag er enorme. Over de næste ti år skal folk indskrives på de dertil oprettede centre i takt med, at deres pas skal fornyes. I Storbritannien anslås det, at det kommer til at dreje sig om over 5 mio. mennesker hvert år. ’Indskrivning’ indebærer ikke bare at skulle troppe op på centret - i stedet for at sende en ansøgning med posten - folk vil blive interviewet og skal fremvise dokumenter, der beviser, at de er dem, de udgiver sig for at være. Derefter vil der blive fortaget obligatoriske biometriske målinger.

Glidebane mod overvågningssamfund

Indførslen af biometriske pas og ID kort er kun én del af billedet. Det nye EU sygesikringskort, som blev introduceret i januar 2006, kommer senere til at indeholde personens sygehistorie på en chip. De nye EU standarter for kørekort, betyder at de skal fornyes hver tiende år (ligesom pas) og indeholder i første omgang et digitaliseret billede. Endvidere er det blevet foreslået, at pas og kørekort skal fornyes hver femte år i stedet for hver tiende.

Det er ikke svært at gennemskue, at alt dette fører frem mod forsøg på at integrere EU-pas, ID kort, kørekort og sygesikringskort til ét enkelt biometrisk chipkort. Hensyn til privatlivets fred må vie for hensyn til bekvemmelighed; det er i det mindste det myndighederne håber på.

Richard Thomas, Storbritanniens Informationskommissær, har sagt, at han er bange for at vi går i søvne i retning mod et overvågningssamfund, en frygt der burde deles af alle 450 mio. indbyggere i EU.

Aflytning af kommunikation: Dataopbevaring

Det tredje store emne handler om tvungen dataopbevaring. I flere år har ordensmagten i de forskellige lande arbejdet for at få lov til at få adgang til kommunikationsdata, men modstanden fra borgerrettighedsgrupperne har vundet genklang i mainstram medierne og samfundet som sådan. Den 20. september 2001, kun ni dage efter den 11. september, blev der afholdt et ekstraordinært møde for EU’s indenrigs- og justitsministre, hvor emnet igen blev sat på dagsordenen.

Det forslag, der nu diskuteres, vil kræve at kommunikations- og serviceudbyderne opbevarer datatrafikken for alle telefonsamtaler, faxes, mobilsamtaler (samt deres fysiske placering), emails og internettrafik i mindst tolv måneder og at de efter forespørgsel udleverer disse informationer til ordensmagten - politiet, toldmyndigheder, immigrationsmyndigheder og selvfølgelig efterretningstjenester. Forslaget tillader også, at de forskellige myndigheder udveksler disse informationer både mellem landene i EU og udenfor unionen.

Der er i midlertidig en række problemer med forslaget. Skift i teknologi betyder, at udbyderne af internet og email via ADSL i dag tilbyder ubegrænset trafik, så de behøver ikke længere holde styr på forbruget (den gamle teknologi byggede på et system, hvor kunder betalte for mængden af trafik). Som følge af den nuværende forslag skal udbyderne opbevare data, som de ikke længere behøver, og de skal opbevare det i tolv måneder (i modsætning til to-tre måneder i det gamle system). Så spørgsmålet er nu, hvem der skal betale for det ekstra arbejde og opbevaring - staten eller virksomhederne?

Tilgængelighedsprincippet

Den planlagte masseovervågning af bevægelse og telekommunikation, fulgt op af registrering af stort set alle borgere i EU og senere lagring af alle disse personlige og biometriske oplysninger i fælles europæiske databaser, skal være omfattet af det såkaldte ’tilgængelighedsprincip’.

Al information og alle oplysninger opbevaret nationalt af myndighederne i de 25 medlemsstater skal som følge af dette princip gøres tilgængeligt for de andre landes myndigheder. En ikke-offentliggjort rapport om dette princip (EU doc no: 7216/05) siger, at EU borgere ønsker "frihed, sikkerhed og retfærdighed" og at:

"Det ikke er relevant for dem [borgerne] hvordan kompetencerne fordeles (og informationen distribueres) mellem de forskellige myndigheder for at opnå dette resultat"

Rapporten afslutter med at forslå, at målet ikke blot må være, at alle EU ordensmyndigheder får adgang til persondata vedrørende lov og orden (så som DNA og fingeraftryk), men at de også skal have:

"direkte adgang til de nationale administrative systemer fra alle medlemsstaterne (eg: personregistre, omfattende køretøj, våben, identifikationsdokumenter og kørekort samt flyvetilladelser)"

Det farlige ved tilgængelighedsprincippet er, at det betyder, at myndighederne selv skal kontrollere misbrug. Myndighederne vil selv skulle fortolke og vedtage regler for databeskyttelse og det lovmæssige grundlag for udveksling af persondata. Før skulle alle anmodninger kontrolleres af indenrigsministerierne, som skulle granske dem før, der blev givet autorisation (hovedsagligt fordi ministeren var juridisk og politisk ansvarlig). Nu skal der være et ’frit marked’ for persondata uden nogen form for databeskyttelse.

Et led i Krigen mod terror

Alle disse tiltag ville have været utænkelige for fem år siden, men ikke nu - under dække af ’Krigen mod terror’ forhandles alle disse forslag hastigt igennem, uden at give plads til en ordentlig offentlig og parlamentarisk debat.

Der bliver konsekvent argumenteret med, at politiet har behov for nye beføjelser for at kunne bekæmpe terrorisme. Der er flere svagheder i dette argument. For det første ligger hovedopgaven med terrorbekæmpelse hos efterretningstjenesterne og ikke hos politiet. I de fleste lande har disse tjenester alle de beføjelser som de har behov for. Politiet spiller med hensyn til terrorbekæmpelse en sekundær rolle.

At ’bekæmpe terrorisme’ har været, og bliver fortsat, brugt af regeringer, embedsmænd og politi til at udvide deres magt og styrke deres position, og selvfølgelig har de multinationale virksomheder også en interesse i det, eftersom de kommer til at tjene milliarder på levering af de nye overvågningsteknologier. Når først disse teknologier er blevet indført i Europa og USA, bliver disse nye standarder til ’globale standarder’, og firmaer kommer til at tjene endnu mere.

Den anden svaghed er, at ’Krigen mod terror’ bliver brugt som at ’røgslør’ til at indføre overvågning i stor stil. Det Europæiske Råd har argumenteret for at det kan blive en glidebane der starter med overvågning af terrorisme, dernæst organiseret kriminalitet, så alvorlig kriminalitet og til sidst overvågning af kriminalitet generelt. Overvågning af bevægelse, og af kommunikation, obligatorisk fingeraftryk, skabelsen af fælles europæiske databaser med ukontrolleret adgang fra politi bliver retfærdiggjort med en politik baseret på frygt.

Ligesom i alle andre diskussioner, som bliver taget i Bruxelles har reaktionen fra civilsamfundet på denne enorme magtforskydning mellem statsmagt og frihedsrettigheder endnu ikke fundet sit udtryk.

Den politiske elite fejlfortolkede debatten om EU forfatningen, og på samme måde kan de blive overraskede, når folkene i Europa opdager, at de nu alle er ’mistænkte’, og at deres utilfredshed bliver til en egentlig modstand.

Tony Bunyan er redaktør på Statewatch, som løbende holder øje med forholdet mellem statsmagt og borgerrettigheder i EU. Artiklen er oprindeligt tryk i Index on Censorship og er oversat og redigeret af Lars Gaardsøe