Overgangens syv onder

Overgangen fra centralistisk planøkonomi til kapitalisme har ført til store sociale og økonomiske problemer i den tidligere østblok. Alligevel må man sige, at den strategi, de toneangivende kapitalistiske magter lagde umiddelbart efter murens fald, har været en succes. Med Den Internationale Valutafond i spidsen er østblokken blevet radikalt forvand let på rekordtid. I dag håber mange gode kritiske kræfter, at et EU-medlemskab kan blive starten på et alternativ. Men måske opstår alternativet netop, når udvidelsen vi ser sig at føre til mere af det samme

af Kenneth Haar

Østeuropa
1

Det kan være en skidt og klodset metode at analysere store historiske forandringer ud fra en formodet eller opdigtet "masterplan," der antages at være udklækket i imperialismens øverste kommandoposter. Men ser vi på, hvad der for ti år siden blev sagt og skrevet om den tidligere østbloks fremtid, så ser det unægtelig ud som om EU og USA har formået at omforme regionen efter forgodtbefindende.

En overgang mente den franske regering, at østblokkens handelsrelationer ikke uden videre skulle nedbrydes, og at vesten ikke skulle påtvinge østbloklandene et bestemt system. Oven i købet vendte den franske regering sig mod tanken om udvidelsen af EU (dengang EF) til at omfatte de østeuropæiske lande, og foreslog i stedet en pan-europæisk konføderation, som også skulle omfatte Rusland. Det var kun en kort overgang. Strategien som sejrede bød på en hurtig ødelæggelse af handelsrelationerne mellem Rusland og Østeuropa, nyliberal chokterapi, og en langsom men sikker økonomisk integration af de østeuropæiske lande med EU-landene, i noget der ligner en center-periferi relation.

En omvendt Lenin

Østeuropa
2

Blandt de artikler, hvor dette program rulles tydeligst ud, er en artikel af den amerikanske Harvard-økonom, Jeffrey Sachs. Den blev bragt den 13. januar 1990 i tidsskriftet The Economist under titlen" Hvad må der gøres?" (1). Det var også navnet på en af Lenins pamfletter, der handler om det Lenin ser som det nødvendige opgør med den reformistiske mellemvare; "Opportunisternes bagtrop" skal erstattes af "en virkelig fortrop af selve den revolutionære klasse" skrev han i 1902 om stridighederne inden for det russiske socialdemokrati.

Således også hos Jeffrey Sachs, men med omvendt fortegn (2). I artiklens indledning lyder det, at der "er to grundlæggende skridt der må tages på spørgsmålet om Østeuropas transformation fra centraliseret planlægningsøkonomi. For det første må landene østpå afvise enhver form for tøvende forestillinger om en "tredje vej", såsom en urealistisk "markedssocialisme", der bygger på offentligt ejerskab eller arbejderselvforvaltning. I stedet må de gå direkte efter markedsøkonomi i et vestligt forbillede. For det andet må Vesteuropa være parat til at arbejde sammen med dem og give gældslettelse og bistand til omstruktureringen, og bringe de reformerede Økonomier ind i et integreret europæisk marked".

Sachs udstak også nogle præcise retningslinjer for, hvordan denne overgang skulle ske. Hans opskrift, der siden kom til at bære navnet "chokterapi", kan inddeles i en række hovedreformer: Den første er frihandel, den anden er det private aktieselskab som dominerende model for store virksomheder, den tredje er åbenhed over for udenlandske investeringer, den fjerde er medlemskab af internationale økonomiske institutioner, herunder IMF, Verdensbanken og GATT (senere WTO), den femte er fri omveksling af valutaer, og sidst men ikke mindst; privat ejerskab af produktionsmidlerne som kilden til økonomisk vækst.

Østeuropa
3

Alle passede fint med de strukturtilpasningsprogrammer, som IMF og Verdensbanken havde påtvunget gældsplagede u-lande i et lille årti på det tidspunkt, hvor Sachs skrev sin artikel. Og IMF blev da også hurtigt den afgørende institution i de kapitalistiske stormagters indsats mod øst.

Det var iøvrigt også på den tid, at kritikken af programmerne for alvor var ved at lyde på verdensplan. I FN-systemet var flere underorganisationer, f.eks. UNICEF, begyndt at udgive rapporter om strukturtilpasningens sociale konsekvenser. Med tiden skulle programmerne vise sig at få samme virkning i den tidligere østblok.

Overgangens syv onder

Der er ikke gennemført særlig mange omfattende undersøgelser af overgangens samlede virkning på sociale forhold. I dag er en af de vigtigste kilder et stort bidrag om østblokken til UNDP's Human Development Report fra 1999 (3). I rapporten gennemgås konsekvenserne af overgangen, og resultaterne er så rystende, at UNDP konkluderer, at en "minimal, svag og inkompetent stat er opskriften på katastrofe". I indledningen sammenfattes kritikken, der på de fleste områder kan ses som en kritik af IMF og strategien bag Valutafondens programmer, i syv punkter. Vi kunne kalde dem overgangens syv onder.

Østeuropa
4

Det tørste onde er en omfattende stigning i fattigdom, både hvad angår indkomst og hvad angår fattigdom i bredere forstand, herunder adgang til basale sociale ydelser. Værst ramt er en række tidligere sovjetrepublikker. En undersøgelse fra 1996 i Armenien fastslog, at over 55% af husstandene måtte betegnes som fattige ud fra moderate, lokale kriterier. I Georgien i 1996 levede to tredjedele under den officielle fattigdomsgrænse. I Ukraine var tallet på sam me tid 50%.

Også i Østeuropa fandt rapportens forfattere tydelige eksempler på stigende fattigdom. I Polen fremhæves det, at 60% af alle børn lider af en eller anden form for underernæring.

For hele regionen gælder, for den tørste periode af overgangen, at antallet af mennesker, som levede af en indtægt på under 4 US$ om dagen, steg fra fire procent i 1988 til 32% i 1994.

En del af baggrunden for den stigende fattigdom er fraværet af økonomisk vækst. Eller mere præcist det direkte fald i økonomisk aktivitet. I 1997 var det faktisk kun Polen og Slovenien, der kunne opvise samme nationalindkomst som i 1989. Resten havde oplevet et fald.

For at forstå stigningen i fattigdom skal faldet i økonomisk aktivitet sammenlægges med en anden vigtig faktor, nemlig forøgelsen af de sociale uligheder. Det er overgangens andet onde. De større uligheder er særlig markante i Armenien , Ungarn, Tjekkiet, Makedonien, Makedonien, Moldova, Rusland og Slovenien.

En væsentlig årsag til den øgede ulighed er overgangens tredje onde; massearbejdsløshed og underbeskæftigelse. Rapportens forfattere er en del steder i rapporten henvist til kvalificerede gætterier eller til besværlige omregninger og analyser af statistikker fra før murens fald. Det gælder ikke mindst på beskæftigelsesområdet, hvor statistikkerne nærmest var skruet sammen til at vise en arbejdsløshed i nærheden af 0%. Denne usikkerhed til trods tøver forfatterne ikke med at fastslå, at massearbejdsløshed, underbeskæftigelse og "informel beskæftigelse" steg drastisk i 90'erne. I den værste ende ligger Makedonien og Moldova med over 30% arbejdsløshed, og Armenien med over 20%. Resten har som regel en arbejdsløshed på mere end 10%, hvis man alene tæller dem, der officielt er uden betalt arbejde. Hertil kommer dog mange millioner af mennesker, der har forladt arbejds-markedet af andre grunde end direkte fyringer, herunder en stor gruppe, som officielt har "administrativ orlov".

Det fjerde onde er lavere levealder. Rapporten kalder den dalende levealder for den største omkostning ved overgangen. Det gælder særligt i Rusland, hvor tendensen har været særlig markant blandt mænd. Millioner er døde i 90'erne, som ville have overlevet, hvis tendensen fra 80'erne var fortsat.

Det femte onde er den markante stig-ning i spredningen af alvorlige sygdomme. Rapporten fremhæver tuberkulose, som tidligere var en marginal sygdom, men som i dag er ret udbredt.

Østeuropa
5

Det sjette onde er den øgede ulighed mellem kønnene. Særligt kvinderne har båret omkostningerne ved overgangen til markedsøkonomi. De er hårdest ramt af arbejdsløs hed, og har generelt set mistet terræn i det politiske liv og erhvervslivet. Også vold mod kvinder, indenfor som udenfor hjemmets fire vægge, er steget.

Det syvende onde er uddannelsessystemets svækkelse. Rapporten nævner, at det må anerkendes, at der blev opnået positive resultater med uddannelsessystemet i den tidligere østblok, særligt i Tjekkiet, Rusland og Ungarn. Men i 90'erne kom uddannelsessystemet under pres i den tidligere østblok på grund af dalende bevillinger. Blandt de ekstreme tilfælde er Bulgarien, hvor statsstøtten til uddannelse blev halveret.

Succes eller ej?

Der er kort sagt ikke noget grundlag for at hævde, at kapitalismen bragte velstand og velfærd til den tidligere østblok. I nogle tilfælde - som det russiske - bragte den fattigdom i et omfang, man skal mange årtier tilbage for at finde på de breddegrader.

Men velstand og velfærd stod heller ikke på toppen af dagsordenen for de store EU-lande og USA. Det gjorde derimod at kvæle ethvert forsøg på at påbegynde noget, der i modsætning til den hedengangne centraliserede planøkonomi, kunne ligne et reelt alternativ til den nyliberale globalisering, der udfoldede og udfolder sig alle andre steder på kloden. Det formål var - som nævnt ovenfor - klart formuleret Sachs artikel, og det lykkedes til overmål.

Østeuropa
6

Også på andre punkter har forløbet levet op til Sachs anvisninger. Den hurtigenedbrydelse af handelsrelationerne mellem østbloklandene gennem opløsningen af Comecon, og fjernelsen af toldbarrierne i de østeuropæiske lande overfor EU, førte til en hurtig og meget ujævnbyrdig integration i Vesteuropa. Den proces blev yderligere skærpet af Ruslands økonomiske deroute.

Samtidig har privatiseringer af virksomheder, afvikling af statsstøtte, og rundhåndet åbning for udenlandske investeringer, ført til visse områders solide integration i en slags europæisk arbejdsdeling. Det er særligt markant med Ungarn, som har modtaget flest udenlandske investeringer. I Ungarn har mange vesteuropæiske selskaber etableret sig på favorable vilkår, som giver en meget lille gevinst for det omgivende samfund. Det er selskaber, der formår at integrere arbejds-intensiv produktion i Ungarn med teknologi-intensiv produktion i Vesteuropa.

Eksempler som det ungarske har fået mange iagttagere til at sammenligne den økonomiske relation mellem Øst-og Vesteuropa og EU's udvidelse, med den nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA - og hvad den indebærer for Mexico i forhold til USA (4).

Udvidelsen

Østeuropa
7

For en liberalistisk idealist som Jeffrey Sachs har udviklingen i østblokken opbudt en del skuffelser. Hans program skulle føreøkonomisk velstand med sig, og det vil være svært at hævde, at det er sket. Selv vil han fremhæve, at en hel del af hans program aldrig blev taget alvorligt. For udover den lynhurtige Økonomiske hestekur, og den kontante afvisning af alt andet så pegede Sachs på massiv bistand og åbning af EU's marked for østeuropæiske varer, som nødvendige komponenter i overgangsstrategien. På de to punkter stod EU og USA af. Og hvis målet er at gennemføre liberaliseringerne helt til bunds i Østeuropa, så er det ikke svært at forstå. For i dag er det netop bistand og markedsadgang der er de to tiltrækkende elementer i udvidelsen. Og efter ti år med IMF i førersædet fornemmer selv mange grupperinger på den EU-kritiske venstrefløj, at så meget er tabt i forvejen, at det er svært eller umuligt at modsætte sig EU's udvidelse. Med en ungarsk EU-kritisk venstrefløjsgruppes ord: "Selvom de postkommunistiske samfunds "europæiske drøm" af mange seriøse forskere blev set som en illusion allerede fra begyndelsen, så må selv kritikerne i dag sige ja til EU's østudvidelse. Forklaringen er at finde i udviklingen i 90'erne. Ved at åbne markederne mod vest og ved at sælge mange af den ungarske økonomis "familiejuveler", har EU stort set allerede modtaget alt det EU kunne fra sin mindre udviklede partner" (5).

Problemet i den holdning er, at i EU synes listen over nye krav til de mindre udviklede partnere ikke at tage ende. Der barsles f.eks. med planer om tvangsudliciteringer på transportområdet, som endnu er overvejende offentligt drevet i Østeuropa. At de færreste i Østeuropa har blik for det, er kun endnu et eksempel på chokterapiens ultimative sejr. Spørgsmålet er, hvad der sker, hvis selv de ydmygeste håb i Østeuropa bliver gjort til skamme. Og det synes der desværre at være gode chancer for.

Litteratur

(1) "What is to be done?" af Jeffrey Sachs, The Economist, 13. januar 1990.

(2) For en grundig gennemgang af Jeffrey Sachs artikel i The Economist, og en spændende analyse af nyliberalismen i Østeuropa se "Neoliberalism for Eastern Europe" i "The Global Gamble" af Peter Gowan, Versa, 1999.

(3) "Human Development Report. For Central and Eastern Europe and the CIS", UNDP, 1999.

(4) "From Seattle to Nice. Challenging the Free Trade Agenda at the Heart of Enlargement" af Colin Hines og Caroline Lucas, 2000.

(5) "Hungary and the Enlargement of the European Union" af Annamaria Mariner og László Andor " The Peripheralisation of Central and Eastern Europe in the 1990s " af Peter Gowan, Labour Focus on Eastern Europe, nr. 65, 2000.

"Market Failure " af László Andor og Marlin Summers, Pluto Press, 1998.