Østeuropa - den nye periferi

Rusland, der for ti år siden var et udviklet industriland, er i dag en råstofproducerende koloni. De veluddannede russere, der er vant til en vis levestandard, bliver mere og mere frustrerede over udviklingen og begynder nu at danne nye folkelige organisationer. Gaia har mødt den russiske politolog og aktivist Boris Kagarlitsky.

Af Pelle Dragsted og Janne Tynell

"Jeg har været fængslet to gange for mine politiske synspunkter. Første gang for anti-sovjetisk aktivitet under Bresjnef, anden gang for pro-sovjetisk aktivitet under Jeltsin," siger den russiske politolog og aktivist Boris Kagarlitsky, der i efteråret 2000 var i Prag i forbindelse med protesterne mod Verdensbankens møde. "Mine politiske synspunkter og aktiviteter har altid været de samme: Jeg har forsvaret de demokratiske principper, lige meget om det var i konfrontation med den såkaldte kommunisme i det sovjetiske regime eller i konfrontation med de såkaldte demokrater og liberale under kapitalismen."

Boris Kagarlitsky underviser på det russiske videnskabelige akademi og er desuden gæsteunderviser på Amsterdams transnationale institut, som han kalder ’en af antiglobaliserings-bevægelsens vigtigste tænketanke.’ "Politisk er jeg selvfølgelig socialist," understreger han.

Den nye Periferi

I en af dine bøger har du kaldt Østlandene for Den Nye Periferi. Hvad mener du med det?

"Jeg mener, at kapitalismen er et hierarkisk system , som altid vil dele verden op i et center og en periferi. Det er ikke en konspiration eller udtryk for politiske idéer, men en måde systemet automatisk fungerer på. Mange politikere og forretningsfolk der arbejder for det kapitalistiske projekt er velmenende, men sålænge de handler indenfor systemets rammer vil de producere fattigdom og ødelægge folks liv, hvad enten de begræder det eller ej."

Boris Kagarlitsky trækker i sin analyse af den aktuelle verden på afhængighedsteoriernes forståelse af, at verden er inddelt i centre og periferier. Han mener således at kapitalismens indre logik har gjort de østeuropæiske lande til verdens nye periferi. "Inden for den åbne økonomiske logik vil kapitalen altid bevæge sig mod centrene. Derfor er centrene interesserede i en åben økonomi. For Vesten betyder den åbne økonomi et input af penge og ressourcer. Men for periferien betyder det konstant udplyndring og derfor også undertrykkelse. Østlandene er ligesom Afrika og Latinamerika blevet nettoeksportører af kapital. Vi subsidierer Vesten," siger han.

Ligesom andre perifære lande er de østeuropæiske lande forgældede og administreres i stigende grad af internationale institutioner. "Rusland er et dybt forgældet land. I 2003 skal vi betale 17 milliarder i gældsafdragelse Det er mindst en tredjedel af det beregnede russiske budget for det år. Men gælden er ikke bare penge. IMF og Verdensbanken kræver, ligesom i Den Trejde Verden, at vi overholder en række betingelser. De forgældede lande skal i følge disse betingelser kun producere de varer, der er nødvendige for at betale gælden. På den måde ødelægger de offentlig velfærd, uddannelse, videnskab og teknologisk forskning. Verdensbanken og IMF er ligesom den gode og den onde politimand, under en afhøring. Den første giver dig bank og bagefter tilbyder den anden dig en smøg. De spiller to roller, men i det samme skuespil."

Men hvordan kan det være, at en industriel økonomi som den russiske pludselig bliver sammenlignet med Trejde Verdens økonomier?

"Ruslands økonomi var tidligere en udviklet industriel økonomi. Den var godt nok ineffektiv, langsom og bureaukratisk, men den var den nuværende økonomi overlegen, fordi den var i stand til at investere i forskning, teknologisk udvilking og uddannelse. Nu er økonomien indrettet til at producere råvarer som olie, gas og aluminium. Varer vi billigt kan eksportere til verdensmarkedet. Det er den rolle Rusland har fået i den globale økonomi. En typisk koloni-økonomi," siger Boris Kagarlitsky og tilføjer at Rusland deler skæbne med de øvrige lande i Østeuropa. Her finder man lignende scenarier, blot med forskellige grader af økonomisk forfald og undertrykkelse, med lande som Kasakhstan i den værste ende og lande som Tjekkiet og Slovenien i den bedste.

Analfabetisering

Indførslen af en koloni-lignende økonomi i Rusland sker dog ikke uden gnidninger, blandt andet fordi befolkningen i Rusland er vant til en vis levestandard og er langt mere veluddannet end befolkningen i de tidligere kolonilande. "I systemets øjne har vi for mange uddannede mennesker. Hvad skal vi bruge dem til, hvis vi bare skal grave i jorden. Hvis det var muligt ville regering lave en analfabetiseringkampagne, for at få folk til at glemme hvordan man læser og skriver. Så ville de nemlig passe bedre ind i den nye økonomi," siger Boris Kagarlitsky. "Før havde vi varmt vand i hele landet. Nu vil de fjerne det varme vand. For hvorfor skal fattige mennesker have varmt vand, de kan da bare bruge koldt."

Der findes altså en modsætning mellem, hvad den russiske befolkning er vant til og hvad der er råd til i den nye økonomi. Om det siger Boris Kagarlitsky:

"Det skaber enorme problemer for regeringen og enorme muligheder for os som er i mod regeringen. For det betyder at vi kan mobilisere frustrationen og forvandle den til protest, og forvandle protesten til noget konstruktivt - til at ændre samfundet."

Allerede i de seneste år er frustrationen kommet til udtryk i mange protester. Det er først og fremmest nye bevægelser der går forrest, blandt andet en ny type fagforeninger. "De gamle fagforeninger har efter min mening opbrugt deres potentiale, men en ny type græsrods-lignende fagforeninger er opstået. De er meget militante og organiserer græsrødderne på de enkelte virksomheder. De samarbejder direkte, horisontalt uden bureaukratiske forhindringer." De såkaldte civile samfundsbevægelser har også oplevet en positiv udvikling. Boris Kagarlitsky understreger, at det ikke drejer sig om det, han kalder ’falske NGO’er’, som alene opstår for at suge penge til sig fra vestlige donorer, men derimod de virkelige bevægelser som opstår på baggrund af en folkelig organisering. Disse bevægelser opstår omkring enkeltsager og problemer der rammer befolkningen.

"Et eksempel er bevægelsen mod forhøjelsen af telefontaksterne. Det er en koalition af en masse forskellige mennesker, fordi forhøjelsen både rammer de unge, der vil på nettet og de gamle, der har brug for telefonerne for at kunne kommunikere med omverden. Protesterne har omfattet gadeaktioner, annoncer, lobbyarbejde og så har de unge truet med at "mail-bombe" de selskaber, der støttede forslaget om at forhøje telefontaksterne."

Boris Kagarlitsky lægger vægt på, at de nye bevægelser omfatter dele af befolkningen, der ikke tidligere har deltaget i græsrodsarbejdet.

"Vi har en bevægelse af småhandlende. Selvom de er private, er de faktisk samfundets bund, for de tjener i mange tilfælde mindre end arbejderne. De organiserer sig for at forsvare sig imod politiets chikanerier og regeringens love. Der findes også en bevægelse, der protesterer imod ændringen af den arbejdsmarkedslovgivning, som f.eks. vil genindføre 12 timers arbejdsdag og en bevægelse mod krigen i Tjetjenien."

Parti - men hvornår?

Hvad er potentialet for disse nye bevægelser i fremtiden?

"Bevægelserne er vigtige og slagkraftige, men på længere sigt kan de ikke stå alene. Før eller siden må der dannes et nyt venstrefløjsparti, for der er brug for en vis strategisk koordination. - Et parti der udtrykker et fælles budskab i en politisk form, og som kan fremstå som et alternativ til de nuværende magthavere."

Det gamle kommunistparti kan ikke længere bruges. Ifølge Boris Kagarlitsky er det et nationalistisk, konservativt parti, som har mistet sin socialistiske overbevisning. "Vi skal ikke gentage tidligere tiders fejl. Det vi diskuterer er altså ikke et centralistisk, bolsjevistisk avantgardeparti, for det er der ingen der vil have. Selv folk fra bolsjeviktraditionen kan se, at det er en blindgyde. Det vi har brug for er et bredt, pluralistisk venstrefløjsparti, hvor der er plads til dialog og diskussion, forskellige synspunkter og kulturer."

Men er det realistisk at opbygge sådan et parti?

"Jeg tror ikke, det bliver svært at opbygge et nyt parti, men spørgsmålet er hvornår det skal opstå. Jeg sætter min lid til at begivenhederne og bevægelserne vil lære os, præcis hvordan det skal gøres. På den måde vil partiet udspringe af direkte bevægelserne og det er alfa og omega," afslutter Boris Kagarlitsky.