Ørne som krager

En nation med verdensherskerambitioner behøver moralsk troværdighed. Det savner USA og dets skandaleramte præsident.

Sidste års præsidentvalg i USA, hvor Bill Clinton blev genvalgt, blev på mange måder historisk. Dette er mange udenrigspolitiske eksperter enige i. Tre måneder før valget hævdede blandt andre Edward N. Luttwak, der sidder i ledelsen for "Institut for Udenrigspolitiske og Strategiske Studier" i Washington, at "USAs vælgere for første gang i historien med viden og vilje kommer til at stemme på en præsident, som, hvis man vil være rigtig sød, kan beskrive som en charmerende skurk. I så fald", fortsætter han, "forsvinder de sidste tilbageværende rester af calvinismen fra USAs kultur , med alt hvad det indebærer for fremtiden."

Luttwaks ræsonnement om calvinismen kan diskuteres, når man tænker på, at ikke engang halvdelen af USAs mulige vælgere stemte og at de som gik til valgurnerne vidste, at de stemte på en kanalje og at de blev drevet af en uro for fremtiden er uden al tvivl sikkert.

I 1992, da Clinton for første gang blev valgt til præsident, skrev han sammen med Al Gore: "Vi må frem for alt tænke på folket. Efter ti år (med republikanske regeringer) er de rige blevet rigere, mens hårdt arbejdende og lovlydige mennesker er blevet straffet." "Venstrepopulisme" blev massemediernes ikke helt urimelige beskrivelse af denne udtalelse.

Demokraternes historie er kendt for svigtede løfter. En af Clintons alvorligste forseelser var hans kovending i socialpolitikken, da han indså, at omsorgen for de svageste ikke ville give valgtaktisk gevinst og derpå blev enig med Republikanerne om en "reform" af det feudale bistandssystem, som er blevet betegnet som det største tilbageslag i socialpolitikken i USAs senere historie.

Madkuponer har været 26 millioner menneskers eneste sikre måde at skaffe mad på og 13 millioner mennesker har modtaget socialhjælp til deres børn. Blandt bidragsmodtagerne er 37% sorte og 19% af latinamerikansk afstamning. Hjælpen til enlige mødre inddrages "for at undgå at børn fødes udenfor ægteskabet" , som det hedder. Det synes ikke at være faldet "reformisterne" ind at man kunne få styr på fødselstallet blandt sorte og latinamerikanske teenage-mødre ved at begynde at gøre noget ved arbejdsløsheden og stofmisbruget blandt millioner af unge.

Blandt disse grupper havde Clinton ikke megen støtte at hente: I 1990 kom 13,8% af alle stemmer fra familier med mindre end 15000 dollars om året. I 1992 var tallet faldet til 11% og i 1994 til bare 7,7%.

Europæiske lederskribenter er enige om, at Clintons genvalg giver mindre forventninger end hans første embedsperiode trods hans løfte om at "bygge en bro til det 21. århundrede". Det at kun 49% af USAs stemmeberettigede gik til valgurnerne, er heller ikke særlig lovende for troværdigheden til et land, der udgiver sig for at være demokratiets højborg på jorden.

Clinton er ganske vist mindst lige så dygtig som Reagan, når det gælder at stikke blår i øjnene på folk, hvilket sammen med den udbredte politikerforagt blandt hans landsmænd forklarer, hvorfor han er blevet så populær. Den største grund til valgsejren menes dog at være det Republikanske Partis mangel på en person med nogenlunde udsigter til at vække sympati hos vælgerne. For Bob Dole var løbet allerede kørt inden det startede, på trods af at han som per son var mere troværdig end Clinton. Han manglede totalt udstråling og hans program indskrænkede sig til gamle højreløfter om at sænke skatterne, hårde tiltag mod kriminaliteten og frihed til individet i al almindelighed.

Frontfigur nummer to fra Republikanernes yderste højre var Newt Gingrich, formand for Repræsentanternes Hus, som siges at have stået bag den republikanske valgsejr til kongresvalget i november 1994 og som med sit "Kontrakt med Amerika" satte en ny revolution i udsigt. Gingrich blev dog afsløret som skattesvindler, han havde finansieret sin politiske agitation med ulovlige bidrag og havde løjet overfor kongressens etiske udvalg, som undersøgte hans foretagende. Dette førte til, at han blev væltet af et flertal på ikke mindre end 395 mod 28 stemmer i kammeret, som også idømte ham en bøde på 3000 dollars. Noget lignende var aldrig tidligere sket i repræsentanternes hus. Ikke desto mindre blev Gingrich genvalgt til formandsposten, dog med et meget lille flertal, og mange tvivler på, at han kommer til at sidde mandatperioden ud.

"Mønsterdemokratiet " har nu fire år foran sig med en skandaleombrust præsident og en opposition, som har flertal i kongressen og som ledes af en åbenlys korrupt person. Til dette kommer en række symptomer på voksende sammenbrud i samfundet. I denne situation hævder Clinton, at USA er "verdens ledende kraft for fred, frihed, sikkerhed og velstand", ja , USA spiller en "uundværlig " rolle i det internationale sammenhæng.

Den ny udenrigsminister Madeleine Albright sluttede sig til tanken om det "uundværlige" USA i en tale i senatets udenrigsudvalg , da hun på sin uoverlagte og temperamentsfulde maner tilkendegiver, at "der ikke havde været fredeligt i Bosnien uden Amerika", at "reformer ikke skulle kunne indledes i FN uden Amerika" og at "Fidel Castros dage er talt, takket være Amerika". Påstanden om Bosnien er en halv sandhed. Hvad FN-reformerne gælder, er det jo netop USAs gæld til verdensorganisationen, der er en af grundene til, at en omorganisering ikke kunne sættes i gang, så på det punkt lyver Madeleine Albright. Og hun synes helt at have glemt, at samtlige USA-præsidenter fra Eisenhower og frem har stillet samme fejlagtig prognose for Fidel Castro. 40 år er gået og den cubanske præsident ældes fysisk, så en skønne dag får de naturligvis ret.

At verden iøvrigt påvirkes af det, der sker i det militært, økonomisk og tekno- logisk overlegne USA - fra nu af den eneste supermagt i verden - behøves ikke at blive påpeget. Men den "uundværlighed", som USA nu gør krav på, har indtil videre i praksis visk sig at være synonym med verdensherskerambitioner. USAs politik er lige så imperialistisk, som den altid har været. Man undertrykker folk og bryder folkeretslige principper hensynsløst, militær og/eller økonomisk aggression, terrorisme, korruption og udbytning fortsætter, alt dette serveret af USAs vældige propagandaapperat som kamp for demokrati og menneskerettigheder eller mod narkotikahandel. Imperiet har støtte af et mægtigt net af magthavere, militærer, erhvervstoppen, akademikere og massemediefolk, som betingelsesløst støtter op om USAs politik, eftersom de ved, at imperiets militærmagt er det bedste værn for deres interesser i deres respektive lande.

Det gamle mønster af oligarkier og militæret, som tilsammen går USAs ærinde i periferien, er forandret som følge af globaliseringen og det teknologiske fremskridt. I sit væsen er relationen dog den samme. I Latinamerika havde de væbnede styrker i 60'erne og 7O'erne til opgave at knuse de fremvoksende befrielsesbevægelser systematisk og koordineret for at indsætte den nyliberale model. Når militæret havde udført deres opgave og deres tilstedeværelse var blevet en skamplet for demokrati og menneskerettigheder, sendtes de tilbage til kasernerne for at spille vagter for de nye "demokratier". De nye magthavere, blandt dem mange USA-skolede teknokrater med høj akademisk uddannelse og en del tidligere antiimperialister og "socialister", er bedre egnede til at tilgodese USA interesser.

Imperiet s arrogance rammer ikke bare den latinamerikanske baggård eller den håndfuld magthavere, der som Nelson Mandela, Fidel Castro eller Canadas regering har haft mod til at trodse USAs diktat. Forbundsfællerne i EU lønnes ikke for deres imødekommenhed, de bliver ofte skældt ud og ydmyget f.eks. når USA nedlægger veto mod genvalget af FNs tidligere generalsekretær, Boutros Boutros-Ghali, eller at give NATO befaling over internationale styrker.

Nu da det er lykkedes Clinton at blive genvalgt, sigter han efter at anvende USAs uundværlige udenrigspolitik for at skaffe sig den plads i historien, som han ikke fik under sin første embedsperiode. Med sædvanlig mangel på diplomatisk taktfølelsen meddelte Madeleine Albright i slutningen af februar, at "en af vor regerings største målsætninger er, at sørge for at USAs økonomi ske interesser vinder terræn verden over". Hun er i det mindste oprigtig.

Madeleine Albrights beskrivelse af Kina og Cuba - "Kina er et fjernt land med 1200 millioner indbyggere. Cuba er en skam for vores del af kloden" - giver en ide om den strategiske vision, som Clinton - administrationen har af USA som "uundværlig magt" i næste århundrede.

"Det bliver fire forfærdelige år eftersom imperiet er ved at falde sammen". For denne kategori ske prognose for Clintons anden periode står Gore Vidal, en af USAs mest fremtrædende intellektuelle, som gennem familie og venner har forbindelse til magtens korridorer. USAs gæld, manglen på kontrol over våbnene, nedskæringerne i socialbudgettet og fiaskoer i kulturlivet og på undervisningsområdet er faktiske realiteter , der får ham til at drage den konklusion.

I det dystre billede af USAs fremtid antyder Gore Vidal, at Clinton kan komme til at lide samme skæbne som John F. Kennedy: "Det har slået mig, at det had Clinton og hans hustru fremsætter i visse grupper, vil kunne resultere i et mord i et land, hvor hvem som helst har en pistol i sit hjem".

Vi må sætte os ned og begrunde, hvilken konklusion vi skal drage af dette trusselsbillede. I alle politiske ræsonnementer efter "realsocialismens" sammenbrud går samme ide igen, sagt eller underforstået, nemlig at "løbet er kørt", at det ikke nytter at kæmpe og at det nu bare gælder om at hoppe på toget, det vil sige samme tankegang som Francis Fukuyama fremlægger i "Slutningen på historien".

Det er denne slags ideologiske afrustning, som nyliberalismens forkyndere systematisk beskæftiger sig med. Åbenbart med et vist held når man ser på de mange nyfrelste nyliberale, som nogen gange i livet lader som om de står for et samfund med retfærdighed og menneskeværdi, det vil sige et socialistisk sammenhold, der hverken styres af sovjetisk stalinisme eller et, i praksis, nyliberalt socialdemokrati. Rundt omkring i verden ser vi dagligt beviser på, at løbet aldeles ikke er kørt, men at der er en mening med at kæmpe, selvom fjenden virker overmægtig. Det er det selv her i det "civiliserede" Europa, hvor Albanien faktisk hører til, selvom EU synes, at have glemt det da stormen brød løs efter tidligere at have set gennem fingrene med den valgsvindel, der førte Sali Berisha til magten.

Jean Daniel, chefredaktør for den konservative ugeavis Le Nouvel Observateur, stiller følgende spørgsmål: "Hvad er stormagten USA ude efter? Jo, at bevare sin overlegne stilling. Hvad kan vi sige imod det? Ingenting." Uden USA er intet muligt. Men i USA er alt muligt, bare man indordner sig, siger Jean Daniel.

Denne underdanige indstilling opfattes ikke af alle europæiske intellektuelle. Ignacio Ramonet, chefredaktør på Le Monde Diplomatique, skriver: "Er det berettiget, at USA påtvinger verden sine love i kraft af sin blotte overlegenhed. Når fremtidens mastodonter - Kina, Indien, EU - kan ses i horisonten, kan USA så uden risiko for storkonflikt blive i sin arrogante imperialistiske rolle? De har ikke forstået, at ethvert imperium før eller siden går under."

Inden "barbarerne" gjorde en ende på det romerske imperium , var fødselstallet faldet, økonomien lå i ruiner og der herskede en dyb moralsk krise. Clinton har sat sig for at gøre det 21. århundrede til "USAs århundrede". Han og Madeleine Albright har nu tænkt sig at hævde USAs økonomiske interesser verden over på samme måde, som Thedore Roosevelt anvendte Monroe-doktrinen og tiltog sig retten til at investere i hele den vestlige halvklode for at "opretholde ro og orden". Men der er lige så langt mellem Roosevelt og Clinton som mellem Augustus og Diocletianus, der personificerede henholdsvis det romerske imperiums storhedstid og forfald.

Som et led i den ideologiske afrustning taler man meget om "verdens mægtigste præsident" eller "verdens mægtigste kvinde", det vil sige Madeleine Albright. Men USA er ikke længere mægtig på samme måde som efter anden verdenskrig. Dengang var USAs andel i verdens samlede bruttonationalprodukt 70%. I dag er den "kun" på 30%. Nye økonomiske og teknologiske magtcentrer har vist sig på verdenskortet. Anden verdenskrigs tabere har rejst sig igen og blandt andre Kina har alle forudsætninger for at blive en ny supermagt. I 50'erne var det ikke kommet på tale, at de Amerikanske Staters Organisation, eller "USAs kolonialministerium" som det blev døbt af Cuba, stemte for en enstemmig fordømmelse af Helms Burtons ny blokade lov mod Cuba. Ganske vist er de fleste latinamerikanske magthavere stadig modtagelige for påvirkninger fra USA, men det virker som om kanonbådsdiplomatiets og marinekorpsinvasionernes tid er forbi, dels fordi de ikke længere behøves, men også fordi at latinamerikanske krav på uafhængighed efter den cubanske revolution er taget til.

Historien har lært os, at ethvert imperium har haft et nogenlunde troværdigt etisk, religiøst og filosofisk budskab. Men noget rigtigt budskab er der i bund og grund ikke i USAs verdensherskerambitioner, for det "demokrati", man vil sprede ud over verden, er sygt allerede fra fødslen. Valgkampagnen blev en sand tv-transmitteret sæbeopera med indslag om sex, narko og alverdens skandaler i stedet for en gennemgribende idedebat om de udfordringer som USA og hele menneskeheden står overfor i denne usikkerheden tid. Istedet gik de kæmpende på scenen for at spille på menneskers behov ved at love guld og grønne skove, som de aldrig har haft i sinde at overholde.

Endnu mere urovækkende var de astronomiske beløb, som valgkampen kostede og de lyssky metoder, der blev anvendt for at skaffe kampagnebidrag. Ikke engang de mest korrupte latinamerikanske regeringer ville have godtaget at nationale og slet ikke udenlandske firma er åbentlyst finansierede præsidentkandidater. Nu har kampagnebidragssagen antaget sådanne proportioner, at Clintons politiske karriere kan stå på spil. "Dagens Nyheder"s USA-korrespondent Kurt Mälarstedt noterede f.eks. d. 10. marts, at præsidentens popularitet udhules.

Ovenpå alle afsløringerne om Clintons tvivlsomme kampagnebidrag, ikke bare fra andre lande men også fra skumle forretningsforbindelser, viser det sig nu, at en lang række personer mod beta ling har overnattet i Lincoln-soveværelset i Det Hvide Hus og deltaget i kaffes elskaber og diverse andre aktiviteter sammen med vennen Clinton. At en mand så totalt ubekymret om hvad der er rigtigt og forkert leder "verdens stærkeste magt" vækker både bestyrtelse og uro.

Nok vidste vi, at Clinton har bakket ud fra sine tidligere "progressive" holdninger og ført sine vælgere bag lyset, men det er jo hverdagskost for demokratierne i Vest. Nu virker det som om vi måtte sætte mere lid til alle skandalerne, som har fulgt ham, end hans evne til at dementere dem.

Hvis det er denne slags demokrati, USAs vælgere vil have, så har de også ret til det. Men det ville være katastrofalt, hvis det eksporteres og det må forhindres for enhver pris. En kynisk politi ker bør foretrækkes frem for en svag politiker, lyder et gammelt ordsprog. Det lykkedes Clinton at være begge dele, hvilket gør ham endnu farligere.

ARTIKLEN ER TAGET FRA DET SVENSKE TTDSSKRIFT KOMMENTAR OG OVERSAT AF LEA HOLM OG SUNE HÅKANSSON.

Sandheden om "miraklet"

  1. 1% af USAs befolkning sidder på 48% af landets formuer og 6% tilhører de 80% fattigste.
  2. Mellem 1983 og 1989 sad den rigeste procent af befolkningen på 61,1 % af tilvæksten. mens 80% måtte dele 1,2%. (Kilde: US News and World Report, 22.1.98)
  3. Den rigeste tyvendedels andel i nationalindkomsten voksede fra 16,5% i 1974 til 21,l % 20 år senere.
  4. "Det offentlige socialsystems pensioner svarer til bare 40% af en gennemsnitsløn, eller meget mindre end i de europæiske systemer", konstaterede OECD i årsrapporten over USAs økonomi i 1996.
  5. Om arbejdsløshedsgodtgørelsen skriver OECD i samme rapport, at for de fleste lønmodtageres vedkommende varierer den mellem 20 og 40% af lønnen. Der findes ingen sygesikring for arbejdsløse og heller ikke for dem, som er ansat hos virksomheder, der ikke har et sygelønssystem.