Oprøret som ikke vil dø

Boganmeldelse:
Charlie Emil Krautwald & Daniel Nikolaj Madsen:
”En ny tids revolutionære”. Comandanta Ramona, 2010.

To unge mænd fyldt med energi tager til Mexico. Undervejs proklamerer de, at de vil skrive en bog. Den ligger nu klar, kun ca. et halvt år senere, udgivet på forfatternes eget og til lejligheden oprettede forlag Comandanta Ramona, opkaldt efter en stærk kvindeskikkelse blandt Zapatisterne.

Morten Ranum

Det er som om vi alle i lang tid har ventet på en bog som denne. På samme måde som aktivister overalt i verden i 1990’erne ventede på noget, som viste sig at skulle blive Zapatisternes oprør i Mexico. I bo-gens første del går forfatterne til sagens emne med en befriende ny orientering. Glemt er al persondyrkelse af Subcommandante Marcos, Zapatisternes talsperson. I bogens tredje kapitel fremhæves det bramfrit, at enhver kan tage skihue på og være en del af oprøret. Videre beskrives, hvordan Marcos genfødes konstant. Godt nok citeres Marcos flittigt, men det er vel svært at gøre andet, da Marcos fungerer som Zapatisternes talerør. Det generelle indtryk er, at det er Zapatisterne, der er i centrum for bogens optik – ikke Marcos.

Et mere radikalt perspektiv havde i min optik været ønskeligt: Ikke alene kan enhver iklæde sig en skihue, men der vil altid være en ny mand bag masken. Ude i Roberto Barrios, hvor jeg sad og kiggede ud i luften for mange år siden, kom de små drenge hen til mig og introducerede sig som Marco, hvorefter de tilføjede ligesom Marcos. Marcos er således alle små drenge – og piger markeret med tilføjelse af et ’s’, der på spansk indikerer flertal.

Oprørets stemmer

I bogens anden og tredje del bringes en række interviews, dels med repræsentanter for forskellige dele af den zapatistiske bevægelse i Mexico, dels med danske aktivister som er inspirerede af Zapatisterne. Formålet med de mexicanske interviews er at give konkrete stemmer til oprøret i Mexico. Spørgsmålet er, hvad og hvem de giver stemme til. Måske kunne de have været eksempler fra en hvilken som helst politisk bevægelse, hvor som helst i verden. Det er som om det slet ikke handler om det samme, som vi er blevet introduceret til i de forudgående kapitler. Det ville have været en bedre idé om forfatterne havde suppleret deres generelle beskrivelse af Zapatisterne med deres egne oplevelser fra deres ophold i Chiapas.

Global Zapatisme

Formålet med bogens sidste tredjedel er at placere Zapatisterne i en global sammen hæng. Derfor diskuterer forfatterne, hvordan Zapatisterne har forandret den aktivistiske venstrefløjs måde at tænke politik på. Pointer-ne i diskussionen om Zapatistenes globale betydning er uklar. Det skyldes nok, at de danske aktivister som forfatterne vælger at interviewe ikke er særlig inspirerede af Zapatisterne. Der er andre eksempler som kunne have været mere relevante. Hedengangne Globale Rødder og kampen om Jagtvej 69 viser en stærk inspiration fra Zapatisterne. Efter rydningen af Ungdomshuset sang aktivisterne som et ekko fra Chiapas: Jagtvej er ikke kun et sted ude på Nørrebro, men befinder sig i hele byen og rigtig mange huse har nummer 69. Aktivisterne sagde, at hvis de tager vores hus, så tvinges vi til at bo i hele byen.

På tilsvarende måde må man undre sig over de eksempler, som forfatterne bruger til at illustrere, hvordan Zapatisterne har påvirket den globale modstand. Der fokuseres på moddemonstrationer i forbindelse med internationale topmøder rundt om i verden. Zapatisterne har været afgørende i formningen af globaliseringsbevægelsen, men demonstrationerne i sig selv bygger på meget traditionelle tanker om aktivisme og modstand. Derimod bør udviklingen af World Social Forum ses som en direkte forlængelse af Zapatisternes intergalaktiske møder og have været fremhævet som sådan.

To konklusioner

Som anmelder efterlades jeg med to alternative konklusioner, og læserne kan vælge den som forekommer dem mest attråværdig:

Den første konklusion er at bogen brækker fra hinanden, fordi forfatterne vil for meget. De vil skrive en historisk og politisk bog om Zapatisterne, og samtidig vil de diskutere den globale modstand og dokumentere, hvordan Zapatistene har fornyet og genfødt kritikken af kapitalismen og mulighederne for at skabe en anden verden.

Den anden konklusion er, at der ingen direkte sammenhæng er mellem Zapatisternes retorik og den konkrete hverdag i Chiapas. Retorikkens formål er at gøre opmærksom på menneskerettighedskrænkelser overfor den indianske befolkning. Imidlertid er retorikken ikke et neutralt spejl. Den bærer drømmen om en anden verden i sig. Derfor er der ikke noget at se i Chiapas – kun social uretfærdighed som så mange andre steder i verden. Interviews i Mexico vil ikke vise et alternativ, som reflekterer indholdet i Zapatisternes retorik. Derfor må bogen nødvendigvis forekomme opsplittet.

Et vigtigt og interessant bidrag

Forfatterne har prioriteret Zapatisternes kritik af nyliberalismen og deres forbindelse til modstandsbevægelser andre steder i verden. De springer let henover en analyse af Zapatisternes retorik, som indeholder en interessant symbolik, hvor fiktion og maleriske beskrivelser spiller en stor rolle. Det er ærgerligt. Men under alle omstændigheder har bogen bragt os afgørende videre i vores måde at tale om Zaptisterne på. – og det er særdeles vigtigt.

Bogen er et vigtigt og interessant bidrag til diskussionen af Zapatisterne. Noget som har været savnet i lang tid. Jeg håber, at den blot er toppen af isbjerget – og vidner om en ny generation af aktivister, som mener noget og gerne skriver det ned.

Morten Ranum har været i Mexico og Chiapas flere gange og skrevet to artikler om Zapatisterne. Den ene er udgivet i ”Brudflader” på Forlaget Frydenlund (2008), hvor der fokuseres på den rolle, som poesi og kunst spiller i formidlingen af Zapatisternes oprør.