Oprøret i Egypten: Fra revolutionær situation til revolution?

Det er opløftende at følge det folkelige oprør i Egypten og i den arabiske verden i øvrigt. Endelig en stærk social bevægelse i Mellemøsten, der ikke har religiøs dagsorden. Det er, som så ofte før i historien, ”gadens parlament” der er den demokratiske kraft i samfundet - og statsmagten, som står for volden. I januar alene, er op mod 300 blevet dræbt og 500 såret i Egypten. Situationen i landet er revolutionær, men spørgsmålet er om det bliver til en revolution.

Torkil Lauesen

Hvad er en revolutionær situation? 

Oprør i EgyptenBefolkningen i Egypten har levet i fattigdom og affundet sig med undertrykkelse i årtier, så hvad er det pludselig, der får folk til at gå på gaden og risikere deres liv? Hvad er det for objektive årsager i samfundet og subjektive årsager i folks hoveder, der åbner et ”historisk vindue” for radikal forandring? 

Halvdelen af de 80 millioner egyptere lever for under to dollar om dagen. Med de stigende fødevarepriser er disse mennesker kommet under yderligere pres. Egyptens unge har ing-en udsigt til arbejde. Der er derfor objektive årsager til ønsket om forandring. Men det er ikke tilstrækkeligt. I så fald ville der konstant være opstande i den fattige del af verden. 

For at en revolutionær situation skal blive til en revolution er det ikke nok, at folk ikke længere vil leve på ”den gamle måde”. Det er også nødvendigt, at dem, der har den økonomiske, politiske og militære magt er ude af stand til at regere på ”den gamle måde”. Og endelig skal der være et realistisk, konkret håb om en anden måde at leve på. 

Befolkningen siger stop

Tilslutningen til demonstrationerne, og den store vrede og stædighed, viser en vilje til forandring blandt det egyptiske folk.

Egyptens befolkning er ung. Store generationer af unge er vokset op efter Gamal Nasser og hans officerer i 1952 styrtede kong Faruk og frigjorde Egypten fra kolonialismen. Datidens arabiske nationalisme bredte sig hastigt over hele Mellemøsten med en vision om at skabe en arabisk nation fra Marokko til Irak. Denne pan-arabisme gav de, ofte autoritære, regimer en folkelig støtte i kraft af, at de havde befriet landet fra udenlandsk dominans og stillet en stor fremtid i sigte. Men tiden er gået og den arabiske nationalisme er falmet. Millioner af unge ser ikke lederne som symbol på national selvstændighed og en glorværdig fremtid, men som forhindring for social retfærdighed, demokrati og fornyelse. Fattigdom og undertrykkelse er ikke længere noget, man skal affinde sig med. Det er forhold der skal gøres op med. 

Militæret kontrollerer økonomien

Mubarak er fortid. Men det er ikke ensbetydende med, at hæren og den økonomiske elite ikke kan fortsætte. Mubaraks afgang kan være et ”bondeoffer” - et første skridt i en modernisering, der sætter den herskende klasse i stand til at beholde magten. 

En militærjunta har overtaget magten fra Mubarak, men under overfladen er ingenting ændret. Egypten har haft militærstyre siden Nassers kup i 1952. Dengang var Nassers officerer unge og idealistiske, mens nutidens officerer udgør et sat og privilegeret lag. Det skønnes at militæret kontrollerer mellem 33 og 45% af Egyptens økonomi. De beskæftiger sig med cement-, bygnings- og olieindustrien. De handler med vand og olivenolie. De ejer store landområder og hoteller i Sharm el-Sheik.

Tiden vil vise, om den egyptiske hær kan være formidler af en proces mod en ny forfatning og demokratiske valg – for ikke at tale om en mere gennemgribende forandring af det egyptiske samfund. En proces der vil amputere militærets egen magt og privilegier. 

Liberalt demokrati og social forandring 

En diktators afgang, og etableringen af et liberalt, parlamentarisk demokrati med militærets hjælp, vil ikke være ensbetydende med store sociale forandringer i et land som Egypten. Store dele af den økonomiske og sociale magtstruktur kan være uforandret, og det vil manifestere sig i det nye parlamentariske demokrati.

I 1989 fjernede et folkeligt oprør på Filippinerne diktatoren Ferdinand Marcos og der blev etableret parlamentarisk demokrati. Nu, mere end 20 år efter, er det de samme tyve familier, der sidder på den økonomiske magt og ejer jorden i landet. Kløften mellem rig og fattig på Filippinerne er den samme som dengang. 

Der er mange eksempler på at folkelige oprørs- og befrielseskampe har skabt revolutionære situationer – men derfra og til radikal forandring af de sociale forhold er der langt. Radikale sociale forandringer er vanskelige at gennemføre i et liberalt parlamentarisk demokrati, i Den tredje Verden, da de eksisterende økonomiske og politiske kræfter er i stand til at bruge systemet til at konsolidere sin magt. 

Moderniseringen og liberaliseringen som følge af diktatorens fald, vil ofte kun betyde omrokeringer i den herskende klasse, og måske friere forhold for middelklassen. Men for de 40 millioner, der kun har 10-20 kr. om dagen, vil meget lidt være forandret. Hvis den revolutionære situation skal føres videre må opstanden på Tahrir-pladsen tages med ud i virksomhederne, ud i landsbyerne, i den offentlige forvaltning, i skolerne og i familien. Det kræver en helt anden grad og form for organisering. 

Erfaringer fra Iran og Ukraine 

Man kan se revolutionen i Iran som et skræk-eksempel for Egypten: En bred folkelig bevægelse, hvor venstrefløjen spillede en væsentlig rolle, væltede Shah’en af Iran. Men kun de religiøse havde en organisation, der var forgrenet ud i de mindste landsbyer og en plan for hvad de ville. Langsomt, men sikkert, slagtede Ayatollah Khomeinis folk, de mennesker som havde været deres allierede i kampen mod regimet. Det resulterede i det præstestyre, som regerer i dag.

Derfor må de egyptiske oprørere ikke blot spørge sig selv ”hvordan kommer vi af med undertrykkerne”? De må også gøre sig klart hvad der skal ske dagen efter. 

Et andet scenarie er oprøret i Ukraine. Her smed et folkeligt oprør de korrupte ledere ud i 2004, men stemte de samme ledere tilbage i 2010, fordi oprørerne ikke var i stand til at organisere sig og formulere en anden politik. Man kunne kun fremkalde ”den revolutionære situation”, ikke en revolution.

Oprørerne i Egypten kræver frihed, værdighed, respekt, arbejde og velfærd. Men hvordan vil bevægelsen organisere sig? Hvordan vil den udforme demokratiet? Hvordan vil den organisere økonomien og løse de sociale ufordringer Egypten står over for? Hvordan vil den forholde sig til omverdenen i et særdeles konfliktfyldt område?

Nytænkning er nødvendigt

Imperialisme, fattigdom og undertrykkelse i Mellemøsten har skabt revolutionære bevægelser de sidste mange år. 

Der var antikoloniale og nationale oprør i 1950’erne i hele den arabiske verden, med drømmen om den panarabiske nation. Den strandende i høj grad på, at alle de nationale ledere ville være lederen af hele den pan-arabiske revolution.

I 1960’erne og 70’erne var det de venstreorienterede bevægelser, der formulerede visionerne for radikal forandring i Mellemøsten. Deres manglende succes og endelig Sovjetunionens sammenbrud betød, at de arabiske folk mistede troen på socialismen som en tiltrækkende styreform og som en mulig løsning på deres sociale problemer. 

Fra slutningen af 1970’erne, med præstestyrets sejr i Iran, har det været de religiøst inspirerede bevægelser, der har appelleret til folkets utilfredshed i regionen, med Hamas, Hezbollah og Det Muslimske Broderskab som eksempler. 

Ingen af alle disse strømninger har imidlertid kunnet løse de sociale og politiske udfordringer som Mellemøsten er præget af. Man kan håbe, at den nye bølge af sociale bevægelser, er et tegn på, at det religiøse spor er ved at brænde ud.

Hvis den revolutionære situation, der tegner sig i flere lande i regionen, skal udvikle sig til en revolution, er der brug for politisk nytænkning og organisering. Muligheden for at det kan ske er tilstede. Oprørsbevægelserne i Tunesien, Egypten, Libyen, Yemen og Bahrain kan brede sig. Det ulmer i Jordan og Syrien, og oprøret kan nå Saudi Arabien, Kuwait, Dubai og Emiraterne. Processen kan blive lang, blodig og kaotisk, og konsekvenserne i resten af verden kan blive store. Ikke bare på grund af olien og dermed økonomien, men også politisk. Magtbalancen i Mellemøsten kan skifte og oprøret kan inspirere lignende bevægelser i resten af verden, ikke mindst Kina.

Konsekvenserne heraf ligger uden for rammerne af denne artikel. Torkil Lauesen har beskæftiget sig med problemstillingen i artikelserien ”Befrielseskampens problemer” her i bladet og senest i artiklen ”Fra nationalt til globalt demokrati” i Kontradoxa på modkraft.dk