Oprør under ’reformpolitikken’

De hjemlige mediers billede af Iran viser en reformvenlig præsident i færd med demokratisk forandring. Eneste forhindring er de konservative islamiske præster. Men det er samme Khatami og hans regering som brutalt slår ned på enhver opposition og oprøret mod hans regime er voksende.

af Mellemøstgruppen i Internationalt Forum

Ifølge vestlige medier kendetegnes den aktuelle situation i Iran ved de konservative islamisters diktatoriske modstand mod præsident Khatamis progressive reformpolitik. Og vestlige politikere bobler nærmest over i deres begejstring for præsident Khatami - som da denne blev modtaget som en helt i Berlin sidste forår.

Hvad medierne ikke taler højt om er, at der under Khatamis regering er blevet henrettet 900 personer offentligt. At 15 kvinder er blevet stenet til døde, heraf 3 alene i januar i år. At 40 publikationer er blevet lukket de seneste 8 måneder. At kvindernes situation generelt er blevet forværret, og det samme gælder religiøse og nationale mindretal, herunder kurderne. At det i forbindelse med det omfattende studenteroprør sidste år var Khatami, som beordrede oprøret brutalt slået ned. Det resulterede i 1500 anholdelser og en del af de anholdte blev idømt op til 10-15 års fængsel.

Sandheden er, at de to politiske fløje, ’reformisterne’ og ’de konservative’, repræsenterer samme klerikale system, baseret på Islam, blot med forskellige taktikker og politikker i forhold til, hvordan man skal opretholde magten. Her er Khatami tildelt rollen som ventilen, der skal tage luften ud af det voksende politiske oprør imod det islamiske regime. Derfor forsøger han sig med en vis reformpolitik, f.eks. i forhold til medierne, samtidig med at han regerer på det islamiske regimes præmisser.

Begge fløje støtter stening af kvinder

Forskellen mellem de to fløje kan, lidt forenklet, illustreres ved deres syn på afstraffelse af kvinder ved stening. Eksemplet her blev fortalt af Anayotollah Mohajerani, tidligere ordfører for regeringen og minister for kulturelle anliggender, til regeringsavisen Ressalat, d. 9.4.98: Begge fløje går ind for stening af kvinder i tilfælde af udenomsægteskabelig sex; de er blot uenige om under hvilke former steningen skal foregå. Mens de konservative går ind for, at steningen skal finde sted i fuld offentlighed og vises i medierne af hensyn til den afskrækkende effekt heraf, så går Khatami-fløjen ind for en mere diskret metode, hvor steningen foretages halvskjult, med kun få tilskuere, for ikke at ophidse folket. Når det på trods heraf er lykkedes Khatami at fremstille sig selv som ’kvindeprogressiv’ i Vesten, skyldes det at han har været dygtig til at bringe kvinderne frem i medierne. Og når kvinderne i dag f.eks. har adgang til universiteterne (hvis de er blevet godkendt af diverse islamiske myndigheder) hænger det sammen med en konstant indsats fra kvindernes side for at gøre indhug i de ekstremt kvindediskriminerende love og regler, som blev indført straks efter det islamiske kup i 1979, og som af iranske kvinder har fået betegnelsen ’iransk kvindeapartheid’.

Magt koncentreret hos den religiøse leder

Kernepunktet i Khatamis valgkamp i 1997 var temaer som retsstaten, respekt for menneskerettigheder, større frihed til kvinder, pluralisme og legalisering af alle partier, som hylder grundloven. Denne henvisning til grundloven er afgørende. For essensen i den iranske grundlov er, at man gør islam til statsreligion, og den centrale institution, som grundloven indsætter, er Velayat Faguih, der gør præsteskabets leder (den øverste ayatollah) til republikkens leder. Uanset hvem der er præsident, så er det den religiøse leder som sidder inde med den højeste magt. Sagt med andre ord: Hvad islam forbyder, det forbydes i grundloven og spørgsmål om, hvad islam forbyder, det afgøres af den religiøse leder, som er Guds repræsentant og autoriserede fortolker her på jorden. Khatami har på ingen måde til hensigt at ophæve, endsige reformere, denne institution, som er selve grundlaget for republikken. Hvis det var tilfældet, var han aldrig blevet godkendt som præsidentkandidat. Grundloven udstyrer således den religiøse leder med den eksklusive kontrol med den dømmende magt, med revolutionsgardisterne, med medierne og de store regeringsaviser hvis direktører han udnævner. Den religiøse leder har endvidere til opgave at udforme den islamiske republiks politik og overvåge dennes udførelse. Det er ham som erklærer krig og slutter fred.

Voksende nej til regimet

Det er med udgangspunkt i denne totalt dominerende position at den religiøse leder, ayatollah Khamenei, de konservatives leder, kan føre krig mod Khatami uden at respektere dennes påståede vælgermæssige legitimitet. ’Påstået’ fordi det massive stemmeflertal for Khatami ved præsidentvalget i 1997 ikke var udtryk for en folkelig opbakning bag Khatami, men nærmere stemmer imod den kandidat, som blev støttet af Khamenei. Og altså et indirekte nej til det islamiske styre. Det er værd at huske på, at af de i alt 238 opstillede kandidater til præsidentvalget, blev de 234 forkastet af Revolutionsgardisternes Råd, som domineres af de konservative. Dette råds medlemmer udpeges af den religiøse leder og har desuden vetoret i forhold til alle lovforslag i parlamentet. De fire tilbageværende godkendte kandidater var alle kandidater for de islamiske magthavere. Hvortil kommer, at Khatami i over 10 år var ’censurminister’ (= minister for islamisk kultur og opdragelse) under tidligere præsident Rafsandjani og dermed stod i spidsen for den forhadte ’tankekontrol’.

De mange protestbevægelser, der i de senere år er skyllet hen over Iran, f.eks. studenterbevægelsen sidste år, og som har tiltaget radikalt i styrke gennem de seneste måneder, er en protest mod den aktuelle økonomiske og sociale krise i Iran. Men de er samtidig en afvisning af landets klerikale styreform. Statsreligionen, ’den reelle islam’, er kommet i miskredit. Anti-klerikalismen er blevet den dominerende tendens hos det iranske folk. Den kommer dagligt til udtryk i fredelige modstandsformer som sjofle vittigheder om profeten og mullaherne og taxier som ikke stopper og tager kunder op når disse er mullaher. Protesterne udvikles dog i stigende grad i retning af egentligt organiserede aktioner, såsom antændelse af moskeer og islamiske centre, som det skete i Islamchar.

Afbrændinger og besættelse

Den økonomiske situation er katastrofal. Inflationen har nået rekordhøjder på mellem 20% og 30% i 1999 og leveforholdene for størstedelen af befolkningen bliver stadigt forringede.

En familie på 5 personer har behov for mindst 126.000 touman (ca. 1300 kr.) pr. måned, men en almindelig families indtægter er på under 80.000 touman pr. måned (ca. 800 kr.). Derfor er de fleste iranere, især arbejdere og funktionærer, tvunget til at have et eller to småjobs oven i deres hovedjob og de må ofte arbejde 18 timer pr. døgn. Ifølge officielle kilder er funktionærernes købekraft faldet med 52% set i forhold til niveauet på tidspunktet for islamisternes magtovertagelse i 1979. Arbejdsløsheden er officielt på 16%, men uafhængige kilder vurderer den til mindst 30%. Uroen i arbejderklassen stiger i takt med at hundredtusindvis af arbejdere i månedsvis ikke har fået løn.

Det har resulteret i en lang række protestaktioner, strejker og fabriksbesættelser. Mange aktioner, der starter som sociale bevægelser f.eks. for mere brød, udvikler sig til politiske kampe under overskriften: Nej til det islamiske regime. Et eksempel er, når kvinderne i Shatereh, en forstad til Teheran, demonstrerer for sociale krav, men så smider ’chadoren’ (som er den islamiske republiks symbol) og går over til vejbesættelser og afspærrer indfaldsvejene til Teheran. Der har i flere byer i Kurdistan været gadekampe med afbrænding af regeringskontorer og militære institutioner. Irans 1,5 mio. lærere har demonstreret og nogle steder strejket imod, at det iranske parlament Majles ville beskære deres lønkrav med 25%, og det ser ud til at de vinder lønkampen. Hver dag er der strejker rundt omkring på fabrikkerne, hvor arbejderne kræver den løn udbetalt, som de ikke har fået i månedsvis, hvor de kræver højere løn for højere arbejdstempo, etc. Og der er tale om velorganiserede strejker og aktioner på trods af det faktum, at iranske arbejdere ikke har ret til at danne selvstændige fagforeninger. Mange steder har arbejderne krævet arbejderkontrol med fabrikkerne. Den 9. januar var der en kæmpedemonstration i Mellat Park i Teheran, hvor de demonstrerende sang "Død over det islamiske regime, leve friheden".

EUs økonomiske interesser i Iran

Ovenstående billede stemmer dårligt overens med det glansbillede som vestlige politikere og medier forsøger at skabe af den aktuelle ’reformpolitik’ og ’demokratiseringsproces’ i Iran. Når vestlige politikere og mainstream-medier i den grad er pro-Khatami, på trods af tidligere tiders modstand mod det islamiske styre, skyldes det først og fremmest vestlige økonomiske interesser i Iran.

EU med Tyskland i spidsen er Irans vigtigste handelspartner og største udenlandske leverandør. I 1999 importerede Iran over 40% af sin samlede import på 14 mia. US dollars fra EU. Men også store olieinteresser er på spil. I november 1999 blev der indgået en kontrakt på et milliardbeløb mellem Shell Exploration og Iran - efter at der årene før var indgået milliardkontrakter med Total og ELF. Der er samtidig tale om industrielle interesser idet europæiske og japanske bilfirmaer har omfattende montage-aktiviteter i Iran. Sidste forår var Khatami i Berlin under stort ståhej og indgik milliard-aftaler med Tyskland, ligesom Khatamis industriminister Shafeie besøgte Østrig og indgik aftaler med Østrig på ca. 500 millioner US-dollars.

Disse vestlige interesser menes Khatami bedst at kunne varetage. Han ses som garanten for stabilitet i landet, han er indstillet på privatiseringer af den statslige industri, han kan sikre overholdelse af indgåede kontrakter med udenlandske firmaer og tiltrække udenlandsk kapital. Med ’reformpolitikken’ er der skabt en demokratisk legitimitet, der gør det muligt for udenlandske virksomheder og regeringer - uden alt for røde ører - at samhandle med Iran.

Solidaritet og samarbejde

Den vigtigste opgave for antiimperialister er at arbejde for at bryde den illusion, som også er udbredt på venstrefløjen, om at præsident Khatamis såkaldte reformfløj udgør et progressivt alternativ til den konservative fløj. Begge fløje repræsenterer det islamiske regime og det kapitalistiske system.

Det er vanskeligt at være opposition i Iran under det islamiske regime, uanset hvilken politisk fløj, der sidder ved roret. Enhver politisk ytring eller handling sker med fare for fængsling, tortur, mord og stening. Og enhver organisering af oppositionen foregår under jorden, dvs. illegalt. Ingen NGOer, ingen politiske partier, ingen fagforeninger er tilladt. Når det, af det iranske regime, fremstilles som om, der eksisterer politiske partier, arbejderforeninger og NGOer i landet, så er der tale om organisationer, som regimet selv har taget initiativ til og kontrollerer totalt og hvis ledende personer er tidligere fængselsbetjente og -bødler, efterretningsfolk etc. Hele den organiserede, socialistiske venstrefløj lever i eksil i udlandet. Den internationale solidaritet er derfor ufattelig vigtig, både solidaritet i forhold til de folkelige kampe i selve Iran og solidaritet og samarbejde med den revolutionære iranske venstrefløj.

Historie:

  1. Det islamiske regime overtog magten efter Shahens enevælde. Shahens diktatur blev væltet af store folkelige oprør. USA’s internationale sikkerhedspolitik førte den iranske befolkning i armene på et religiøst diktatur under devisen: Hellere religion end revolution. USA tog officielt afstand fra det islamiske regime men forhandlede alligevel hemmeligt med styret og finansierede f.eks. kampen mod sandinismen i Nicaragua ved hjælp af våbensalg til Iran.
  2. Irak angreb Iran, og det islamiske regime erklærede hellig krig og fortsatte undertrykkelsen af befolkningen. Over 1 mio. mennesker dræbtes i krigen der afsluttedes i 1989. Fra 1979 til i dag er titusinder blevet henrettet og endnu flere torteret. I 1989 henrettede regimet på bare tre dage 12.000 mennesker.