Om Zapatisternes magtopfattelse og strategi

Zapatisternes strategi bliver af mange opfattet som en gang luftig poesi. Smuk, men ineffektiv og urealistisk. Sagen er, at zapatisterne tænker "magt", "styrke" og "revolution" på en anden måde end den sædvanlige og derfor har de også en anden måde at øve modstand på. Spørgsmålet er, om zapatisternes strategi er mere urealistisk og ineffektiv end den traditionelle? Det følgende er et forsøg på at forklare og fortolke zapatisternes måde at tænke og kæmpe på.

Af Torkil Lauesen

Hvad er sandheden?

Zapatisternes talsperson, sub-comandante Marcos siger om zapatisternes styrke: "Regeringen har militæret vi er bevæbnet med sandheden". Men hvad er "sandheden" for noget?

I samfundet er der en stadig kamp om at definere "sandheden". Fastlægge hvad der er realiteterne, det mulige, det moralsk rigtige, videnskabeligt sandt - normen. Dermed fastlægges også det modsatte hvad der er urealistisk, umoralsk, kriminelt, osv.

Da Berlinmuren faldt i 1989 og Saddam Husseins tropper led nederlag i ørkenen, fortalte den amerikanske præsident Bush os, at en ny verdensorden ville brede sig. Hvor markedskrafterne blev sluppet løs ville der brede sig velfærd. Demokrati, i den udgave vi kender, ville brede sig og skabe fred og fordragelighed over kloden. Kapitalistisk markedsøkonomi og det borgerlige demokrati ville skabe en ny og bedre verden. Det var den sandhed man ville pådutte os i 1989.

Her i 1998 er det en anden sandheden man vil sælge os: Markedsøkonomien er ikke fejlfri. Men det er nu engang sådan tingene fungerer, fordi i den virkelige verden, er der ikke noget alternativ. En anden samfundsorden med solidaritet og lighed, med økologisk og social bæredygtighed ville måske være dejlig, men det er urealistisk. Drømmen har haft sin chance fra Rusland 1917 til Nicaragua 1989, men det kunne ikke lade sig gøre. Lad være med at drømme om og kæmpe for en anden verden, prøv at få det bedst mulige ud af den nuværende.

Det var den "sandhed" zapatisterne sagde nej til, da de i januar 1994 begyndte deres kamp og erklærede den herskende "sandhed" for at være en løgn: "En ny løgn bliver præsenteret for os som en historisk sandhed. Løgnen om håbets nederlag."

Det håb om en radikal anderledes verden, der for millioner af mennesker var brudt sammen i løbet af 1980’erne med revolutionernes nederlag i Den tredje Verden og Sovjet-socialismens fiasko, levede stadig i Chiapas jungle.

En anden sandhed

Det zapatisterne vil, er at skabe en anden sandhed end den de herskende magter præsenterer. En anden definition på hvad der er rigtig og forkert, sandt og falsk, muligt og umuligt.

Zapatisterne siger: "Regeringen har militær og regeringen spreder løgne. Men den kan aldrig blive stærkere end fornuften og sandheden."

Hvis man blot ser det som en moralsk påstand, er det absurd. Der masser af eksempler på, at militær magt har vundet over sandheden. Men der er også eksempler på at mennesker, der har været istand til at formulere nye sandheder, der har fået tilsyneladende stærke statsmagter til at krakelere og falde sammen.

I et hvert samfund foregår der en særdeles reel og betydningsfuld kamp om at fastlægge "sandheden". Det er en kamp der foregår ovenfra og ned og nedenfra og op. Den foregår overalt hvor mennesker mødes. Den herskende orden har sine værdier, normer og sin sandhed, som definerer andre værdier som usande og urealistiske. Modmagt er at skabe andre sandheder, ud fra vores egne værdier og normer, en anden sandhed end den de herskende magter præsenterer. Sandheder, der gør den herskende ordens sandheder til løgne.

"Det er ikke nødvendigt at erobre verden, det er er nok at forandre den"

Den herskende stat har politi, militær, justitsvæsen - hele det traditionelle magtapparat til rådighed. Men det er ikke det magtapparat zapatisterne ønsker at overtage og beherske. De er nød til at forsvare sig og dermed bekæmpe statens magtapparet, men de ønsker ikke statsmagten, for med den kan man ikke forandre verden, tværtimod er der store chancer for at denne magtform vil forandre zapatismen til den herskende orden. Kampen drejer sig ikke om statsmagten, men den "sandhed" statsmagten forvalter.

Zapatisternes forestilling om modmagt er derfor ikke den direkte modsatrettede konfrontation. De prøver dels at udvikle deres egen anderledes form for magt her og nu, og dels prøver de at udføre en "modmagtens judo", som undviger magten, vender den mod sig selv eller drejer den. De ønsker ikke at erobre statsmagten, men at opbygge andre og nye institutioner, der fungerer efter andre normer og principper. De vil skabe nye magtrelationer.

Zapatisterne ønsker ikke at danne de undertrykte politiske avangarteparti som modstykke til undertrykkernes politiske parti. De drømmer ikke om at tilføje regeringshæren militære nederlag ved selv at opbygge en militær styrke. I stedet sørger de at opbygge andre former for politisk organisering.

I et svar til EPR om at danne en fælles front mod regeringen siger Sub-comandante Marcos: " I kæmper for at erobre magten... hvad vi prøver på, er ikke at erobre magten, men at udøve magt."

I zapatisternes forståelse er magt ikke først og fremmest en "ting" man kan arve eller tage - det er handlinger man udøver for at forme og skabe mennesker liv.

Men det indebære jo styrke og magt at lave verden om. Og hvis magt ikke er staten eller militær magt hvad er det så? Zapatisterne forklarer at deres magt består i at "de er bevæbnet med sandheden". At de vil vinde med sandheden. Sandheden er ikke kun det de siger om forholdene i Mexico og i verden. Det er også, at de selv her og nu er denne sandhed. At de lever og handler ud fra den.

Sandhed er værdighed - at kunne sige: nu er det nok! Værdighed er at kræve at blive behandlet som et menneske i et umenneskeligt samfund. Værdighed er at handle solidarisk i et samfund som fragmenterer og splitter os i egoister. Værdighed er at søge at tage magten over ens eget liv, i et samfund som nægter os denne ret. Værdighed er at leve her og nu, på den måde vi ønsker at leve, i det samfund vi kæmper for. At være bevæbnet med sandheden er at leve på en måde, som endnu ikke er tilstede "statsmæssigt".

Når zapatisterne siger, de er bevæbnet med sandheden, og at det er den magt, der skal forandre verden, så vender de det traditionelle magtbegreb om. Sandheden er ikke det som hersker nu, men det som ikke er der endnu. I et samfund, i hvilket "det som er hersker", vil det at være bevæbnet med sandhed sige, at kræve "det som ikke er". Dvs. det samfund som ikke eksisterer i samfundsvidenskaben som andet end en utopisk drøm, fordi samfundsvidenskaben er baseret på "det som er".

Men hvordan kan man tale om magten i det, som ikke er endnu? Er det ikke bare metafysisk halvreligiøs hokus pokus?

Jo - det som "ikke-er-endnu", ville være metafysik, hvis det ikke allerede eksisterede i nogen form. Men hvis det ikke-eksisterende samfunds sandheder, værdier, normer osv, findes i en eller anden form - så har det magt - også her og nu. Og det ikke-eksisterende findes i form af afvisning af det eksisterende, i form af kritik, modstand og kamp mod det eksisterende. Kort sagt det eksisterer som "Ya Basta" ("Nu er det nok") i os.

Magten på mikroplan

Statsmagten, er ikke magten i sig selv. Statsmagten et udtryk - en form - det væv af mikromagtrelationen, som gennemvæver samfundet antar. Statsmagten er koordineringen af de talrige magtformer og strategier, som udøves i samfundet. Måder at produksere på, at fordele samfundets produktion på, at administrere og styre på. Den herskende magtrelationer allierer sig med videnskaber, som fortæller os hvad der er sandt og falsk, med medierne, som fortæller os hvad der er godt og ondt, med reklamer og mode, der siger hvad der er in og yt, med kunsten, som fortæller os hvad der smukt og grimt osv. De skaber dermed vore identitet, former vores livsstil, dvs. hvordan individet opfatter sig selv, sine behov og ønsker. Forestillingerne om hvem er "jeg" og hvem er anderledes. Hvem er min ven og hvem er min fjende? Forestillinger som opbygger solidaritet og skaber konflikter.

Mikromagten viser sig og udøves hvor mennesker mødes, i de holdninger de har til hinanden og hvordan de opfører sig over for hinanden. Den kommer til udtryk i kønsroller, roller på arbejdsmarkedet eller som forbruger. På den måde er magt med til at opretholde og genskabe den herskende orden fra dag til dag fra menneske til menneske

Magtrelationerne definerer således vores holdninger til andre mennesker og tilværelsen. Disse definitioner kan supplere og understøtte himanden og dermed legitimere og effektivisere magten. Videnskaben og medierne giver begreberne indhold, definerer hvad der er demokrati, frihed osv. Magt er viden og viden er magt. Viden definerer sandhed. Magtteknikker og sandhed forstærker gensidigt hinanden, skaber diskurser: "Der er ikke noget bedre, - eller noget alternativ til markedskræfterne, de er grundlaget for vores demokrati og giver os uanede frie valgmuligheder. Socialisme har vist sig at være kilde til ufrihed og diktatur. Og dets økonomiske system er en katastrofe, det gør folk fattige og ødelægger naturen. Individualisme er frihed, mens fællesskabet og solidaritet begrænser det enkelte menneskes frihed osv"

Dette væv af mikromagtforhold i samfundet supplerer og understøtter hinanden og skaber dermed globale former for hegemoni. I vores tilfælde den globale kapitalisme - neoliberalisme. Den herskende klasse styrer ikke kun ved tvang, men udøver også en magt, som former og skaber konsensus, som marginaliserer eller inkorporerer alternativer, således at dens styreform fremtræder som nødvendig og den eneste naturlige form.

Zapatismens udfordring til os

Neoliberalismen har mange magtteknikker til rådighed. Den eksisterer mange steder - herunder der hvor vi er. Den har mange udøvere - heriblandt os selv. Men det betyder også at modstanden har et komplekst grundlag. At modstanden har mange redskaber til sin rådighed. Samtidig har den mange angrebspunkter - herunder der hvor vi er. Modmagten kan derfor have mange udøvere - heriblandt os selv.

Hvis vi anskuer magt og modstand på denne måde, har vi et svar på hvorfor Mexicos regering mener at zapatisterne er så farlige, trods deres ringe militære styrke. Det skyldes deres ekstraordinært kraftige "Ya Basta" og at de har taget deres værdighed tilbage i en verden, som degraderer dem. Det skyldes at de er bevæbnet med sandheden. En sandhed der truer med at gøre den herskende ordens sandhed til løgn i Mexico.

Zapatisterne går ikke efter at erobre statsmagten fordi den vil forvandle dem fra en bevægelse, der vil forandre verden, til en statsmagten. De vil opbygge en anden form for magt, en anden måde at styre samfundet på. De har den opfattelse, at man ikke forandre verden ved at erobre de institutioner som regerer verden, men ved at skabe nye sandheder, nye måder at leve, producere og styre samfundet på. Man erobrer ikke magten ved at erobre institutionerne, men ved at institutionalisere modmagten.

For mig at se har det ikke været problemet for revolutionære at erobre statsmagten. Det er lykkedes i talrige tilfælde. Problemet for revolutionære i dag er, at vi ikke har noget radikalt konkret alternativ til den herskende måde at producere og styre samfundet på. Det er langt vigtigere at udvikle nye magtrelationer end at søge den magtform, der blot vil kopiere den herskende orden med korrektioner. Det er vigtigere at udvikle nye måder at leve på, opbygge nye måder at producere på og opbygge vores egne institutioner, end det er at erobre den herskende ordens institutioner. Den traditionelle modmagts strategi har en tendens til at fastholde os i en defensiv position: Vi er imod EU, vi er imod nazister osv. Det er godt nok, det er vigtigt, men for mig at se består den store udfordring i at udvikle vores egen radikalt anderledes form for magt - vores nye måde at leve på.

Neoliberalismens magt skaber modmagt. Dens løgne skaber nye sandheder. Zapatisterne er i færd med at udvikle deres sandhed. Spørgsmålet er hvordan skal vi artikulere vores "Ya Basta". Hvordan skal vi formulere vores politik, hvilke former for modstand skal vi udvikle og hvordan kan vi udvikle vores sandheder fra modstandsformer til virkelighed. Hvordan kan vi skabe enhed mellem vores lokale kampe og andre former og steders kampe. Zapatisterne er andet end endnu en revolutionær bevægelse i et fjernt land. De er en teoretisk og praktisk udfordring til dem, der vil forandre verden.