Oliearbejdernes kamp i Iran

Arbejderne i den iranske olieindustri har altid været pionerer i den iranske arbejderbevægelse. Man kan finde mange forskellige eksempler i Irans udviklings historie i de sidste 100 år, hvor oliearbejdernes protestaktioner har spillet den afgørende rolle i kampen mod de herskende regimer i landet. Her er det ikke meningen at gennemgå hele historien om oliearbejdernes kamp, men vi vil forsøge at give et overordnet billede af udviklingen, især i perioden efter revolutionen i 1979. I den sidste del af artiklen vil vi kigge lidt nærmere på begivenhederne i de sidste par måneder vedrørende oliearbejdernes situation. 

Af Ulrik Wagner

I kampen for nationalisering af olieindustrien i begyndelsen af 50'erne sagde oliearbejderne det sidste ord med deres landsdækkende generalstrejke -ca. 40.000 oliearbejdere deltog i strejken -i foråret 1952. Det kunne lade sig at gøre at gennemføre sådan en omfattende protest i kraft af deres forholdsvis velorganiserede og systematiske kamp imod det daværende regime og de multinationale olieselskaber.

I 1964 har oliearbejderne tvunget arbejdsgiverne og staten til at acceptere kollektive forhandlinger og en fælles overenskomst. I forhandlingerne deltog arbejdernes repræsentanter, repræsentanter fra olieministeriet samt repræsentanter fra arbejdsministeriet som tilsyneladende skulle have observatørstatus under forhandlingerne. Overenskomsterne dækkede bl.a. over arbejdernes løn, arbejdstimer, feriepenge, boligstøtte, boliglån, m.m.

Det var faktisk oliearbejdernes lange og landsdækkende strejke under revolutionen i 1978-79, der knuste Shahens regime både økonom isk og politisk.

Ca. l år efter magtskiftet i 1979 annullerede det islamiske regime aftalerne om kollektive forhandlinger og fælles overenskomster, ikke blot i olieindustrien men også for alle andre arbejdere i de forskellige brancher. I perioden efter 1981 har det islamiske regime prøvet at knuse arbejderbevægelsen i alle områder. Derfor kom der ikke kollektive overenskomstaftaler med arbejderne, men regimet fratog dem derimod også en del af deres faglige rettigheder som man havde opnået fra tidligere tider. Samtidig fyrede og førtidspensionerede regimet en del af de mest erfarne oliearbejdere for at svække deres kamp. Krænkelserne af arbejdernes faglige rettigheder skete under påskud af krigen mellem Iran og Irak. Arbejdernes protester blev overhørt og undertrykt med krigen som undskyldning.

Krigens afslutning i 1988 banede vejen for opblussen af arbejdernes kamp. Allerede i februar 1989 protesterede oliearbejderne i byerne Teheran, Tabriz, Shiraz, Esfahan og Sarakhs mod lave lønninger, der var fastfrosset under krigen. Arbejderne nægtede at modtage frynsegoder i stedet for løn, hvilket var regimets tilbud. Protesterne varede op til maj 1989, da arbejderne fik opfyldt en del af deres krav.

Næste bølge af protester startede maj 1990, hvor ca. 2.000 oliearbejdere i Esfahans raffinaderi strejkede for fordobling af overarbejdebetalingen. På dette tidspunkt havde regimet tvunget arbejderne til 4 timers overarbejde og derfor krævede arbejderne dobbelt betaling for disse timer. I første omgang nægtede regimet at imødekomme arbejdernes krav og samtidig arresteredes 30 arbejdere i forbindelsen med strejken. Men strejkens fortsættelse og frygten for dens udbredelse til andre byer tvang regimet til efter 2 uger at acceptere arbejdernes krav og at løslade de arresterede arbejdere.

Januar 1991 var indledningen til nye protester. Denne gang nedlagde samtlige af olieindustriens arbejdere og funktionærer arbejdet i protest mod lave lønninger og dårlige arbejdsvilkår. Det var den mest omfattende protest siden revolutionen i 1979. Efter 2 ugers arbejdsnedlæggelser blev regeringen nødt til at imødekomme arbejdernes krav 2 måneders løn som bonus, fordobling af tillægget for hårdt arbejde, forhøjelse af boliglånet fra 4.000.000 til 7.000.000 Ria, og samtidig lovede olieministeriet at udforme en løn- og ansættelsesskala for samtlige ansatte i olieindustrien.

I september 1991 strejkede oliearbejderne igen i byerne Arak, Esfahan, Teheran og Masjed Solaiman. De lukkede "Pumpestationen" i byen Bidboland. Strejken var så omfattende, at der fra midten af september opstod synlig mangel på benzin og olie i flere store byer og i industrien. Den blev fulgt af strejken i januar 1992, hvilken kan betragtes som højdepunktet for denne runde af oliearbejdernes protester. Den 29. december 1991 startede arbejderne i Esfahan arbejdsnedlæggelserne med kravet om en lønstigning på 80%. Efter 2 dage tilsluttede arbejderne i byerne Teheran, Shiraz og Tabriz sig strejken der varede 17 dage . Oliearbejderne tvang denne gang regimet til at komme med en erklæring, der rummede følgende punkter:

  1. Fra første december stiger funktionærens løn med 130.000 Ria.
  2. Funktionærerne med en højere uddannelse får en lønstigning på i alt 170.000 Ria.
  3. Arbejdere som har 20 års anciennitet kan pensioneres med en anciennitet på 30 år.
  4. Arbejdere, som har mindre end 20 års anciennitet, kan udfylde en ansøgning og få funktionærgoder.

På den måde fik arbejderne visse fordele, men regimet var samtidig i stand til at holde lønningerne for store del af arbejderne nede. Ud over det banede bekendtgørelsen vejen for at regimet passivisere arbejdere med lang anciennitet, hvis erfaringer spillede en stor rolle i fortsættelsen af arbejdernes faglige kamp.

Som følge af olieministeriets erklæring om, at arbejderne i olieindustrien kun kunne få løntillæg for de første 40 timers overarbejde, organiserede oliearbejderne i august 1992 i den sydlige del af Iran en ny protestaktion. Sammen med funktionærerne fra "ingeniørafdelingen" boykottede de straks alt overarbejde. Regimet blev nødt til at trække erklæringen tilbage. Men regeringens såkaldte opsparingsplaner lagde grunden til en anden strejkeaktion 2 uger senere. Denne gang nægtede olieministeriet at genoprette arbejdskontrakterne for de såkaldte projektarbejdere og de midlertidige arbejdere, som var ansat til at genopbygge olieindustrien i den krigsramte sydlige del af landet. Over 4000 arbejdere gik i strejke og samledes foran olieindustriens administrationskontor i byen Ahwaz med kravet om genoprettelse af deres arbejdskontrakter. Strejken varede 11 dage , da myndig hederne meddelte, at arbejdskontrakterne ville blive genoprettet for 1 år, og at der kunne forhandles om faste ansættelsesmuligheder.

Den 24. oktober 1993 samledes ca. 1200 oliearbejdere foran olieministeriets kontor i byen Ahwaz i protest mod tilbageholdelsen af deres løn for de sidste par måneder. Samtidig nedlagde oliearbejderne i byen Masjed Solaiman arbejdet i solidaritet med deres kollegaer i Ahwaz. Aktionen sluttede da myndighederne i Ahwaz lovede at lønningerne ville blive betalt om mindre end en uge.

Den 7. august 1996 var begyndelsen til en ny kamprunde mellem oliearbejderne og det islamiske regime. Denne dag samledes hundredvis af oliearbejdere foran det såkaldte "Arbejderhus" i Teheran og krævede ret til kollektive forhandlinger - og overenskomst - hvilket regiment havde nægtet i de sidste 17 år - og udbetaling af boliglån. "Arbejderhuset" reagerede ved at tilkalde politiet og "revolutionsgardisterne" for at opløse demonstrationen. Oliearbejderne svarede ved at indkalde til en ny demonstration den 11 august, hvor hundredvis af arbejdere marcherede i Teherans gader mod olieministeriet og krævede forhandlinger med olieministeren. Først ville ministeriet bruge det sædvanlige trick ved at forlange, at arbejderne sendte deres repræsentanter for at tale med ministeren. Men arbejderne kendte fidusen og vidste at deres repræsentanter ville blive tilbageholdt af regimets sikkerhedsstyrker. Derfor svarede de ved at sige at de ikke havde nogen repræsentant. Til sidst blev olieministeren nødt til at mødes med arbejderne. Han lovede at arbejdernes krav ville blive besvaret i løbet af 2 måneder. Men som forventet kom der intet svar fra ministeren i flere måneder. Derfor iværksatte oliearbejderne denne gang en todages varselstrejke den 18. og 19. december i hele landet. Deres hovedkrav var som sagt retten til kollektiv overenskomst. De forlangte, at regeringen skulle imødekomme deres krav, ellers ville der blive indledt en strejke på ubestemt tid.

Igen reagerede regimet med politiet og trusler om fyringer og lignende. Den 16. februar 1997 samledes over 2000 oliearbejdere foran olieministeriet og gentog deres faglige krav og rettigheder. Arbejdernes fredelige demonstration blev mødt med regimets såkaldte "uroenheder", hvor ca. 600 arbejdere blev anholdt og mange blev såret under en gadekamp. Tre arbejdere mistede livet senere i fængsel under tortur. I dag sidder hundredvis af oliearbejdere stadigvæk i regimets fængsler på grund af kampen for deres faglige rettigheder.

Som det kan ses, er de seneste måneders protester en forlængelse af strejkerne og protestaktionerne fra 1990. Alt tyder på at det er begyndelsen til en ny bølge af protester fra oliearbejdernes side. Den nye bølge har samtidig en særlig karakter, fordi arbejdernes hovedkrav i de senere strejker og demonstrationer var/er kollektive forhandlinger med olieministeriet og dermed kollektive overenskomster. Det var/er i virkeligheden de mest mobiliserende krav som kunne/kan samle alle arbejderne i Irans olieindustri.

I forbindelse med oliearbejdernes protester har medierne reageret med tavshed, samtidig har arbejderne og deres repræsentanter og aktivister været og er stadig under sikkerhedsstyrkernes konstante overvågning og mange flere er blevet arresteret efter demonstrationen den 16. februar 1997. På den anden side fremkaldte strejkerne og demonstrationen en bølge af glæde og håb hos den iranske befolkning både indenfor og udenfor landet. Udenfor Iran blev der dannet adskillige støttekomiteer, der kører en stor kampagne i udlandet. De iranske venstrefløjs partier og organisationer i eksil arbejder for at tiltrække arbejdernes opbakning i hele verden. Alle er klar over vigtigheden af oliearbejdernes bevægelse. Det islamiske regime er også klar over denne vigtighed idet over 80% af regimets indtægter kommer fra olieeksporten.

Den iranske befolkning har ikke glemt oliearbejdernes effektive kamp og strejker der medførte Shahen's fald og revolutionen i 1979. Befolkningen støttede oliearbejdernes strejke i 1978-79 med stolthed og råbte i deres hverdags kamp mod militæret og deres marionet-regering sloganet: "Vores oliearbejder, vores uovervindelige leder". Disse minder fra den sidste revolution og den nye bølge af strejker og demonstrationer er på den ene side et håb og vækker optimisme i befolkningen, og på den anden side er det et mareridt for det islamiske regime. Men man kan alligevel ikke forudse resultatet for disse protestaktioner, fordi:

  1. Enhver strejke, demonstration, faglig og politiske organisering og enhver form for samling udenfor styrets eget regi er forbudt i Iran. Derfor er det meget farligt og svært at organisere en strejke eller demonstration , især når det drejer sig om en landsdækkende aktion. Derfor sker alle disse aktiviteter under en atmosfære af skræk og statsterrorisme.
  2. Organisering af protestbevægelser herunder oliearbejdernes bevægelse foregår via strenge underjordiske forbindelser, der medfører et langsomt tempo i deres kontakt og initiativer.

På trods af alle disse vanskeligheder og forhindringer mener vi at en effektiv international kampagne kan medvirke til at opfylde oliearbejdernes krav og dermed forhindre regimet i at føre krig mod oliearbejderne. At erklære solidaritet og praktisk støtte fra fagforeninger, faglige organisationer og de socialistiske bevægelser spiller en overordentlig vigtig rolle i denne kampagne. Derfor er vores ønske, at den danske fagbevægelse og alle de aktive i den danske arbejderbevægelse støtter oliearbejderne i Iran, og er med i denne internationale kampagne i praksis. Vi synes at de danske arbejdere bl.a via denne kampagne kan forsvare deres kammerater i Iran i kampen mod et af verdens mest totalitære og reaktionære regimer.