’Økonomien klarer vi fint - vi er husmødre’ - Argentina

I tiden op til Argentinas statsbankerot i 2001 og under den efterfølgende institutionelle krise, eksploderede arbejdsløsheden i landet. Flere steder svarede arbejderne igen ved at besætte fabrikker. En af de største og mest symbolske fabriksbesættelser fandt sted på tekstilfabrikken Brukman. Gaia har besøgt fabrikken, der i dag ejes og drives af arbejderne

Af Anne Mette W. Nielsen

Besæt. Stå imod. Producér. Sådan lyder svaret fra Organisationen af Besatte Fabrikker. I Argentina er der i dag mere end 180 arbejderdrevne fabrikker, som med udgangspunkt i dette slogan alle har været igennem en hård kamp - ikke for at få udbetalt de lønninger, som arbejderne oftest i flere måneder ikke så skyggen af, men for selve retten til arbejde.

I Buenos Aires-bydelen Barrio de Once ligger én af de arbejderdrevne fabrikker, og det er ikke en hvilken som helst fabrik. Tekstilfabrikken Brukman blev besat og erklæret under arbejderkontrol den 18. december 2001, dagen før økonomiminister Domingo Cavalho gik af og to dage før daværende præsident de la Rua trådte tilbage. Brukman-konflikten tog sin begyndelse midt i et af de sværeste øjeblikke i landets historie og blev med ét symbol for civilsamfundets kamp for en ny dagsorden.

Leonora Olivarez var den sidste arbejder, der blev ansat under den daværende ejer Jacobo Brukman. I januar 2000, da hun søgte arbejde på fabrikken, var hun 36 år og havde hidtil været hjemmegående, men krisen var begyndt at kunne mærkes på familiens økonomi. Allerede ni måneder efter hendes ansættelse lukkede fabrikken som følge af konkurs, blot for at genåbne to uger senere. Leonora fortæller, hvordan ledelsen bad de 115 arbejdere om at samarbejde for at redde fabrikken ved at blive to timer ekstra uden betaling. De indvilgede og mødte de følgende måneder på arbejde kl. seks og gik hjem kl. 17, mens deres løn støt faldt fra 100 pesos (ca. 100 dollars) om ugen til 75 pesos for i juni-juli det følgende år at falde yderligere til mellem 30 og 40 pesos. Lønnen kunne på det tidspunkt ikke længere dække hverken husleje, mad eller de mest nødvendige udgifter.

En historisk besættelse

I november indledte arbejderne på fabrikken forhandlinger med ejeren uden at nå frem til nogen løsning. ”På det tidspunkt arbejdede vi for blot fem pesos om ugen og da lønnen faldt til to pesos, mødtes vi igen med Jacobo Brukman. Han havde syv pesos med til hver af os, men da han ikke havde byttepenge fik vi kun fem pesos. Det løste selvsagt ikke problemet. Den 18. december var der stadig ikke noget nyt fra ledelsen, så vi blev på fabrikken, for i 1998 havde ejerne også tilbageholdt lønninger, men var dukket op om aftenen for at udbetale dem. Vi var en gruppe på 28, der blev,” fortæller Leonora.

Ejeren dukkede aldrig op, det gjorde hans advokat heller ikke. ”Kun fagforeningen kom forbi. Vi var medlemmer af det peronistisk-dominerede Textilarbejderforbund. De støttede os ikke, tværtimod, da vi mødte op i arbejdsministeriet for at bede om vores løn den 20. december, foreslog fagforeningen, at vi skulle betales ved, at Jacobo Brukman blev tvunget til at sælge fabrikken.”

Men Brukman-arbejderne ville ikke blot have deres løn, de ville beholde deres arbejde. Allerede dagen inden, den 19. december, havde de sat deres første banner op. Der stod ”Fabrica Tomada” - Besat Fabrik. Det hang på facaden, da lyden af slagene på kasserollerne og slagordene ”Que se vayan todos!” - Ud med dem alle! - nåede fabrikken, og de første argentinske massedemonstrationer begyndte at gå forbi fabrikken på deres vej til 1. maj Pladsen. ”Vi holdt vagt i grupper på mindst seks personer igennem et år og fire måneder, helt indtil fredag den 19. april 2003, hvor vi for tredje og sidste gang blev tvunget af politiet til at rømme at fabrikken. Hele weekenden opholdt vi os sammen med folk fra mange forskellige sociale bevægelser udenfor fabrikken, men mandag den 22. april gik politiet voldsomt til angreb på os med tåregas, vandkanoner og knipler, seks af os blev stillet for retten.”

En ny social arbejdsform

Arbejderne fra Brukman gik gennem domstolene og vandt til sidst retten til fabrikken. I dag er Leonora blevet en af dens repræsentanter, og hverdagen på den kollektivtejede fabrik er ganske anderledes efter genåbningen: ”Før var der ingen relationer mellem arbejderne overhovedet. Dem på én etage kendte ikke dem på en anden, du måtte ikke gå fra den ene etage til den anden, du måtte ikke opholde dig på trapperne - ikke engang i pauserne. Vi har nu indført en hel anden arbejdsform end tidligere, og det har betydet, at vi i dag kan flytte mellem maskinerne alt efter behov. De eneste, der ikke roterer, er receptionisten og sælgeren. Vi har to repræsentanter indenfor hver sektor, der tjekker processen, men de arbejder også ved maskinerne. Jeg er arbejder som alle andre, og i dag ved jeg, hvordan alle maskinerne fungerer, ligesom jeg kender til alle dele af produktion.”

”Men det har også haft sine omkostninger, vi kører stadig på halv kraft, for selv om vi under hele fasen har haft en utrolig høj moral tager det tid at opbygge turnusordninger og lære nye maskiner at kende. Vi har måttet lære hinanden at kende, vores forskelle og hvordan vi arbejder sammen. En ny social arbejdsform. Arbejdstiden er den samme, besluttede vi, til tider arbejder vi endda mere,” siger Leonora.

Om administrationen af fabrikken fortæller hun: ”Vi bestemmer alt på stormøder, og der er ingen ledelse. Jeg kan ikke råbe af nogen, ligesom der ikke er nogen, der kan råbe af mig, og vi tjener alle det samme. Vi tjener 800 pesos om måneden (ca.1600 kr. - en gennemsnitlig arbejder tjener i Argentina i dag omkring 600 pesos, red.), nogle gange mere - det afhænger af indtjeningen på fabrikken og af vores lån til køb af materialer. Økonomien klarer vi fint - vi er husmødre: Vi trækker fra og lægger sammen, hvis vi kan nå til slutningen af måneden derhjemme, kan vi også gøre det her.”

Trusler og optimisme

Fabriksbesættelsen var en proces, der for altid har sat sig sine spor hos Brukman-arbejderne: ”Jeg havde ingen politisk indsigt overhovedet,” fortæller Leonora om begyndelsen. ”Vi kendte ikke noget til de forskellige bevægelser, hvad de hed, osv. Min politik var mit eget liv, min søn, mit hus. Efterhånden blev vi politiseret gennem den kommission, der repræsenterede Brukman i medierne, - gennem forfølgelserne, gennem kampen, gennem det at være aktivist. Jeg begyndte at interessere mig for politik og søgte oplysninger om hvert enkelt parti og hver enkel social bevægelse, hvad de står for, osv.”

Det har været en hård kamp, og den har ikke været uden omkostninger, forklarer Leonora: ”Jeg måtte skifte telefonnummer, fordi jeg var et offentligt ansigt fra Brukman. Jeg er ikke bange for de trusler, der angår mig, men jeg frygter for min 17-årige søns liv. Sådan var det under militærstyret, de gik efter familien og ikke dig.” Men hun slutter af med at understrege, at det har været det hele værd: ”Den stolthed, jeg har indeni i dag, er opstået gennem de hårde erfaringer, jeg har gjort mig. Tidligere forstod jeg ikke betydningen af folkekøkkenerne, af de arbejdsløses bevægelser og den værdighed, de giver de involverede kammerater. Den forstår jeg i dag. Jeg har gennemlevet mange svære oplevelser, grædt og grinet, vi har kæmpet for vores arbejde, men der er folk, som kæmper for hvert stykke brød hver evig eneste dag.”

Anne Mette W. Nielsen er aktiv i IF-Århus og er netop vendt hjem fra Argentina