Öcalan i vores hjerter

I TV-nyhederne den 13. november lød det: Abdullah Öcalan, PKKs leder, er blevet fanget i Italien og skal udleveres til Tyrkiet. Michael fra Århus ringede og fortalte samme nyhed. Billeder røg gennem hovedet. Kurdere i krig i Europa, Öcalan tortureret eller myrdet i Tyrkiet. Hvad nu? Cyklen frem og i hast ud til det kurdiske kulturhus på Vesterbro hvor der til min store overraskelse kun var 2-3 mennesker. Jeg havde forventet at huset var propfyldt.

Af Irene Clausen

De andre er ude ved ambassaden, sagde de. Afsted. Ud imod den tyrkiske ambassade i Hellerup, hvor der snart har været holdt et utal af demonstrationer imod Tyrkiets overgreb på kurderne. Cyklede en genvej - forbi Østerbro station. Så hørte jeg nogle råb jeg syntes at kende: Stop massakrarne i Kurdistan. Det er kun kurdere som lægger trykket på tredje stavelse. Mas-sa-krar-ne! Råbene kom nede fra Stockholmsgade. Nu fik jeg også øje på det kurdiske flag med de rød-gule-grønne farver. De var der, nogle hundrede kurdere, vildt ophidsede, råbende uafbrudt: Bijo serok Apo, leve vores leder APO (som kurderne kalder PKK-formanden). De bar skilte med ’Vi vil dø for Apo’, ’politisk asyl til Öcalan’ etc. Politiet kiggede stille på. De accepterede en demonstration uden tilladelse, for de kunne godt se at det var alvorligt ment.

Demonstrationen foran den tyske ambassade var en protest imod Tysklands krav om udlevering af Öcalan i forbindelse med en anklage imod ham fra 1990 for mord og terrorisme. (Tyskland tør ikke få ham udleveret, tænkte jeg - ihukommende at der bor over 1/2 million kurdere i Tyskland). Næste dag var der stor demonstration fra Vesterbro Torv til Christiansborg - den største og flottede kurdiske demonstration i 10 år. Folk var kommet i busser fra Århus. Efter demonstrationen indledte kurderne sultestrejke, og en bus ville køre direkte til Rom for at støtte Öcalans krav om politisk asyl. I løbet af de første par dage ankom i alt 10.000 kurdere til Rom. Flere kurdere satte rundt om i verden ild til sig selv for at støtte Öcalan, og to unge kurdere døde på den konto. Det finder jeg svært at kapere. Næste dag var der demonstration foran USA-ambassaden, da USA, ikke overraskende, havde opfordret til at udlevere Öcalan til Tyrkiet. USA og Tyrkiet og Israel er jo den nye stærke trio i Mellemøsten der står sammen i tykt og tyndt, også i bekæmpelsen af kurderne, for at have styr på magtforholdene, olien og vandet. En sejr for kurderne i Mellemøsten vil svække USA- og EU-imperialismen på verdensplan.

I det kurdiske kulturhus på Vesterbro var der sultestrejke i over en uge. Mange TV-stationer besøgte de sultestrejkende kurderne men opgav vistnok håbet om at forstå, hvad det er der gør Apo til en så elsket formand og genstand for en nærmest kultisk tilbedelse. For hvad mener kurderne når de svarer: Apo er i vores hjerter, Apo er vores frihedskamp?

Hvis man vil prøve at forstå kurdernes opbakning bag Abdullah Öcalan må man nok kende lidt til kurdernes historie op gennem gennem århundredet. Med Lausanne-traktaten af 1923 mellem Tyrkiet og de sejrende fra 1. verdenskrig blev Kurdistan opdelt på de fire lande: Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien. De fleste kurdere, ca. 16 mio, kom under Tyrkiets herredømme, og blev udsat for den mest brutale undertrykkelse, som undertiden har taget form af et folkemord. Dette hænger sammen med den kemalistiske ideologi (opkaldt efter grundlæggeren af den tyrkiske republik, Mustafa Kemal, kaldet Atatürk). Ifølge kemalismen er Tyrkiet en uniform-stat bestående af et og kun et folk, tyrkerne, der kun taler ét sprog, det tyrkiske. Hvis man som ikke-tyrker nægter at lade sig tyrkificere, betragtes man som fjende af staten og forfølges af militær, dødspatruljer etc. Siden 1984 hvor kurderne anført af PKK indledte den nationale væbnede befrielseskamp er undertrykkelsen vokset fra tyrkisk side, men det samme er kurdernes nationale selvfølelse og identitet. De føler at PKK og Apo har givet dem deres kurdiske identitet tilbage. Krige giver ofte forenklede forklaringer. Men det med den kurdiske identitet, tror jeg, forklarer kurdernes respekt for og kærlighed til PKK-formanden.

Det ser ud til at Italien giver politisk asyl til Öcalan - på grund af en lovgivning der forbyder udlevering personer til lande som Tyrkiet der har dødsstraf, men også på grund af presset fra en stærk kurdisk solidaritetsbevægelse der sammenlignet med den svage danske er en sprudlende blomsterhave af intellektuelle, faglige aktivister, kommunister, anarkister, gamle jurister fra Brigata Rossa etc. Heldigvis betyder koordineringen af den europæiske kurdiske solidaritetsbevægelse at man begynder at føle sig som led i en stor og sprudlende kurdisk bevægelse der går langt ud over Danmarks grænser.

Det som ved første øjekast ser ud som en militær svækkelse, nemlig at PKK blev tvunget til at forlade Syrien, kan let vise sig at være en politisk styrkelse. PKK er nu ikke længere under den syriske præsident Asads beskyttende vinger. PKK-strategen Öcalan befinder sig i hjertet af Europa og det vil gøre det sværere for Tyrkiet, USA og Israel - og Lasse Ellegaard fra Jyllandsposten og Anders Jerichow fra Aktuelt - at fastholde billedet af PKK som nogle børneædende terrorister. Mulighederne for den dialog og fredelige løsning, som kurderne i årevis er gået efter, kombineret med forsøg på en anerkendelse af PKK som kurdernes legitime parti, er sandsynligvis rykket nærmere med Öcalans tilstedeværelse i Rom.

Den 27. november i år fylder PKK 20 år. Bliver det på denne dag at PKK-lederen får tildelt politisk asyl, så bliver der kurderfest i hele verden.

Til lykke til PKK med de 20 år

Irene Clausen er fra Internationalt Forum, København og Boykot Tyrkiet Komiteen