Nye kræfter på den latinamerikanske venstrefløj

Den latinamerikanske venstrefløj oplever for øjeblikket en afgørende genindtræden på den politiske scene. Mens størstedelen af de politiske debattører, journalister, akademikere og talsmænd for regeringer og Verdensbanken tiljubler eller begræder neoliberalismens triumf, er der ved at blive dannet en opposition, som med tiden vil kunne udfordre det overherredømme, som det frie markeds magtstrukturer udøver.

Af James Petras

Den nye opposition har solide folkelige rødder i de forskellige lande og er i stand til at opbygge samlede bevægelser for national modstand. Samtidig har man startet et omfattende internationalt samarbejde, der blandt andet munder ud i internationale seminarer og træf. At tale om venstrefløjen i Latinamerika under ét er vildledende. Et fortidigt efterslæb skygger for udsigten til de nye sociale bevægelsers fødsel. Det, som mange visse politiske iagttagere, journalister og intellektuelle ofte kalder "venstrefløjen", er en forældet bevægelse og betegnelsen er falsk og vildledende.

De grupperinger der refereres til har for længst opgivet klassekampen, og er, for en stor dels vedkommende, blevet en del af det liberale politiske "establishment", eller er endt som NGOer i den liberale periferi.

Denne forvirring kan måske forklare hvorfor tidligere venstrefløjsfolk kalder deres tidligere politiske ståsteder "forældede", "dogmatiske" og "ortodokse", samtidig med at de kalder sig selv for den fornyede og moderne venstrefløj, for "post"-dit-og-dat, eller "den demokratiske venstrefløj". For at opnå afklaring om en ny revolutionær venstrefløjs fremdukken i Latinamerika, er det vigtigt at kunne skelne mellem de forskellige strømninger inden for venstrefløjsbevægelserne. Det er ligeledes vigtigt at sondre mellem de økonomiske betingelser, den sociale basis, stilen i de politiske handleformer, og det politiske perspektiv for hver af disse bevægelser. Endelig er det vigtigt at dokumentere væksten, modsigelserne og de politiske udfordringer for disse fremspirende socio-politiske bevægelser, samt foretage en systematisering af denne nye venstrefløjs forhold til fortidens erfaringer, den nuværende konfrontation med den "neoliberale" blok ledet af USA, og mulighederne for en fremtidig overgang til socialisme.

Kampen på landet

Landområderne har været omdrejningspunkt for venstrefløjens genopståen. I 90erne har man nemlig i mange lande oplevet store jordbesættelsesbevægelser, anført af jordløse bønder. Den vigtigste mht. størrelse og politisk betydning er Bevægelsen af Bønder Uden Jord (MST) i Brasilien. Med hundredvis af tilknyttede bondeorganisationer og tusindvis af aktivister, har MST været istand til at starte en national debat indenfor samtlige politiske partier om spørgsmålet om en jordreform. Størstedelen af de politiske iagttagere er enige om, at MST for tiden er den bedst organiserede og mest slagkraftige sociale bevægelse i Brasilien.

I Bolivia har lukningen af størstedelen af tinminerne og en massiv import af billige varer svækket mine- og industriarbejdernes fagforeninger. Til gengæld har bøndernes sammenslutninger, ikke mindst kokabøndernes bevægelse, ført an i vigtige konfrontationer med staten og dens nordamerikanske herrer, ved at blokere hovedvejene i landet og gennemføre generalstrejker, der har lammet hele nationen.

I Paraguay er det Bøndernes Nationale forbund, der står bag de politiske mobiliseringer. De har blandt andet blokeret for militærets tilbagevenden til magten, og har sat jordspørgsmålet øverst på den politiske dagsorden. Senest gennemførte bønderne en march af hidtil uset omfang. 50.000 bønder demonstrerede i Asunción og defilerede forbi præsidentpaladset og nationalkongressen.

I Mexico foregår de vigtigste folkelige kampe på landet: i Guerrero, Chiapas og Oaxaca har man set konfrontationer i stor skala mellem bønder og staten. I Ecuador, Colombia og El Salvador har tilsvarende mobiliseringer af bønder trængt sig frem i første række på den politiske scene.

Bondebevægelser

Den nye venstrefløj er dog ikke kun et fænomen, der forekommer på landet. I Colombia opstår beboerforeninger, Chiles kommunistparti øger sin indflydelse i fagforeningerne og folkelige bevægelser vokser hastigt i byerne i Argentina og Venezuela. I Mexico By dukker en uafhængig og klassebevidst fagbevægelse frem, dele af CUT (Brasiliens LO) udgør en militant opposition, og lærersammenslutninger bliver ledet af marxister i Bolivia, Paraguay, Chile, Mexico og Brasilien. På trods af at de organiserede arbejderbevægelser i byerne ikke er fraværende i kampen, og i nogle tilfælde faktisk fører an i kampen, udfolder de mest revolutionære handleformer sig på landet. Hér finder man de bevægelser, der udgør hovedstyrken i den nye venstrefløj.

Bondeklassens gravskrift, som kommentatoren Eric Hobsbawn blandt andre har skrevet, er ikke blot forhastet, men også dårligt underbygget. De "demografiske" argumenter om nedgangen i arbejdsstyrken på landet, kan ikke være resultat af en seriøs politisk analyse; i det mindste ikke i forhold til størstedelen af landene i Latinamerika.

Først og fremmest kan procentsatserne ikke rokke ved det faktum at millioner af familier forsat lever på landet. Dernæst levner krisen i industrien, den stigende arbejdsløshed og fattigdommen, der er fulgt i kølvandet på liberaliseringen af markederne, ingen større muligheder for de unge bønder i byerne. Og for det tredje er der, i takt med at jordbesættelserne er kommet på dagsordenen, skabt en strøm af mennesker, der vandrer fra byerne til landet for at blive bønder igen.

For det fjerde har den liberalistiske økonomi, ved at lade priserne på basisvarer falde og øge gælden, knust mange små producenter. Disse folk støtter nu i højere grad deres sønner og døtre, som er involveret i jordbesættelser. For det femte er der indenfor de sidste ti år fremkommet en ny generation af "uddannede" bondeledere (med færdiggjort grundskole eller sågar gymnasium), med bemærkelsesværdige evner til at organisere, en udviklet forståelse for national og international politik, og som føler sig forpligtede til at give andre ledere en solid politisk uddannelse. Politiske ledere og organisatorer på regionalt og lokalt plan er gået ind i konflikter og har forvandlet det, som tidligere var spontane jordbesættelser, dømt til at mislykkes, til vigtige, velplanlagte og veludførte politiske aktioner.

Den nye bondestand

Kombinationen af økonomisk-strukturelle betingelser og fremkomsten af en ny form for politisk-revolutionær ledelse, der bygger på alle de deltagendes aktive medvirken til organiseringen, har været det, der har drevet bondebevægelserne frem.

Det skal siges at det ikke drejer sig om bondebevægelser i den forstand at de er adskilt fra aktiviteterne i byerne. I visse tilfælde er de nye bønder tidligere mine- og fabriksarbejdere, som har mistet deres arbejde ved lukningen af deres arbejdspladser, men som ofte har rødder blandt bønder. Andre gange er aktivisterne "overskydende" børn fra landfamilier, som er gået ind i religiøse institutioner, og i den forbindelse i bøndernes kampe, for til sidst at bryde med kirken og hellige sig kampen for jordreformer som ledere af bondebevægelserne. Meget ofte er aktivisterne døtre af småbønder, med en afsluttet skoleuddannelse. De tilslutter sig og står nogen gange i spidsen for jordbesættelser, for at undgå at skulle ind til byen og leve en tilværelse som tjenestepige.

Den nye bondestand, særligt dem der tager initiativ til at overføre kampen til byerne, deltager i seminarer, modtager skoling i politisk ledelse, deltager i den politiske debat. Med andre ord har de et "kosmopol-politisk" udsyn, på trods af deres rødder i kampen om jorden, og på trods af at de bor i smålandsbyer og ønsker at beskæftige sig med at dyrke jorden.

Kvantiteten og kvaliteten af disse "intellektuelle bønder" varierer fra land til land, alt efter bevægelsernes ressourcer og organisationsniveau. MST i Brasilien er kendt for at investere i uddannelse af sine ledere, således at hundredvis af dens medlemmer hvert år videreuddannes og tilegner sig viden inden for områder som teknologi, politik og samfund. Andre bevægelser, som dem i Paraguay og Bolivia, har et væsentligt lavere antal veluddannede ledere.

En ting der skal fremhæves i forbindelse med "den nye bondebevægelse" er at den er politisk uafhængig af de eksisterende politiske partier på venstrefløjen, hvad enten det er de stærke med repræsentation i parlamentet eller de mindre ubetydelige småpartier. MST i Brasilien har "venskabelige" forbindelser med Arbejderpartiet, PT, og støtter generelt partiets kandidater. Visse steder har MST-aktivister sågar stillet op i PT-regi. Men MSTs væsentligste styrke er dets udenomsparlamentariske kampe, jordbesættelserne, vejblokaderne og besættelserne af offentlige bygninger. MSTs taktik, strategi og ideologi bestemmes og diskuteres inden for bevægelsen, og er ikke underlagt partiet eller dets parlamentarikere. Tværtimod er det MST, der gennem sine aktioner har udstukket retningslinierne for hvordan jordkampen har skulle føres.

Politiske redskaber

Den massakre der fandt sted i Pará for nylig, er et karakteristisk eksempel. Da delstatsguvernøren beordrede hæren til at fjerne demonstranter, som fredeligt marcherede mod hovedstaden, blev 19 demonstranter dræbt. MST startede en national kampagne, som fordømte hærens gerninger. Kampagnen blev støttet af kongresmedlemmer fra PT, der stiftede en undersøgelseskomite, og af CUT, som arrangerede en række demonstrationer i hele Brasilien. Dette brugte MST til at styrke protesterne yderligere, hvilket resulterede i en ny bølge af jordbesættelser. Samtidig styrtdykkede præsident Cardosos popularitet til en støtte i befolkningen på mindre end 30%, bl.a. fordi delstatsguvernøren tilhører Cardosos parti.

Ligeledes har de militante bondeorganisationer i Bolivia afbrudt de gamle forbindelser med de nationalistiske partier og socialistiske grupperinger, og har nu påbegyndt en række interne debatter, med henblik på at skabe en selvstændig politisk bevægelse. I Paraguay har mange folk, fra det Nationale Forbund af Bønder, talt for skabelsen af en revolutionær-socialistisk politisk bevægelse, med den klare hensigt at give bondestanden et politisk redskab.

For det tredje, er en stor del af de nye bønder involveret i den direkte aktion og de udenomparlamentariske aktiviteter. Deres hovedinteresse ligger således ikke i valg til parlamentariske organer. De deltager i forhandlinger med staten, samarbejder med partier og fagforeninger om konkrete aktioner, så som koordinering af generalstrejker eller særlige dele af lovgivningsarbejdet, men de bevarer kontrollen med rytmen og den politiske retning i deres vigtigste arbejde: mobiliseringen af masserne.

For det fjerde er de nye bondebevægelser stærkt påvirket af en blanding af klassisk marxisme og, alt efter sammenhængen, af indflydelse fra etniske, feministiske og økologiske strømninger. I Paraguay, og på sin vis også i Bolivia, er kampen for social retfærdighed og kampen for retten til jorden flettet sammen med krav om etniske, sprogmæssige, kulturelle og nationale rettigheder. I Brasilien og Bolivia findes der inden for bevægelserne organiserede grupper af kvinder, der presser på for at opnå større indflydelse og repræsentation ved beslutningstagning i bevægelserne, kooperativerne etc.

For det femte er de nye bondebevægelser i indbyrdes kontakt gennem den latinamerikanske organisation, CLOC, og ligeledes stadig mere involveret i den internationale organisering Bøndernes Vej, hvor man diskuterer, debatterer og udveksler ideer og erfaringer fra de forskellige kampe på landet. Gennem disse og andre forbindelser er der ved at opstå en "internationalistisk" bevidsthed og praksis. For eksempel arbejder de militante aktivister fra MST i Brasilien på tværs af grænserne med deres ligesindede i Paraguay, og, i mindre grad, i Argentina og Uruguay.

For at opsummere er bondebevægelsernes genopdukken i 90erne ikke en simpel gentagelse af bevægelserne fra 60erne. Ofte er de sidstnævntes succeser og nederlag blevet studeret og diskuteret i de nye bevægelser. Tilstedeværelsen af nogle håndfulde militante veteraner, og dét at nogle af lederne er døtre og sønner af tidligere ledere, knytter en vis rød tråd tilbage til de tidligere bevægelser. Men der er en række vigtige taktiske, strategiske, politiske og organisatoriske forskelle, som gør de nye bondebevægelser til en lovende og nyskabende politisk kraft. Denne politiske kraft vil være istand til at udfordre det frie markeds herskende orden. Den kraft, der i dag udgår fra landet, som vil kunne rokke ved det globale imperium, har meget lidt til fælles med de "traditionelle bønder"

Den politiske baggrund

De revolutionære bondebevægelsers genindtræden på den politiske scene finder sted under nogle komplekse og stadigt skiftende politiske vilkår. For det første har de neoliberale regimer iværksat en politik, der har haft negative følger for mange sociale lag, inklusive dele af borgerskabet. Samtidig har de folkelige bevægelser i byerne og fagforeningerne mistet styrke og opbakning siden slutningen af 80erne. De grupper der har lidt under denne modgang har hilst bondebevægelserne velkommen, som noget der kunne være et modsvar til de neoliberale politikker. Dette har også betydet at medierne, specielt i Brasilien, har givet bønderne en forholdsvis venlig behandling.

Den støtte, som visse dele af borgerskabet yder MST, var tydelig under mit besøg i Brasilien i maj 1996. En gruppe forretningsmænd organiserede en frokost med MST-folk, for at vise deres støtte til en jordreform. Bondebevægelserne har fået en rolle som opposition til neoliberalismen, og har udfyldt det tomrum, som de parlamentarisk baserede centrum-venstre koalitioner har efterladt.

Centrum-venstre-kræfterne har enten ikke opnået at vinde valg eller har gennemført politikker med liberalt tilsnit. Nogle gange er disse kræfter sågar blevet en del af "fuldblods" neoliberale regeringer.

Centrum-venstre-oppositionens begrænsede vælgerstøtte er ofte et resultat af svækkelsen af fagforeningerne. Svækkelsen skyldes hovedsageligt fagforeningsledernes eftergivende holdning overfor den lovgivning, som har ført til massefyringer og høj arbejdsløshed. Alt i alt har der været en generel stilstand i byerne og en stagnation i de parlamentariske partier. I denne situation har udbruddet af klassekrigen på landet været den gnist, der har antændt den offentlige debat, og som har sat spørgsmålstegn ved det herskende politiske projekt.

Tre bølger af venstrefløj

Venstrefløjen de sidste 25 år er groft sagt kommet i tre bølger. For at forstå de nye socio-politiske bevægelsers betydning og politiske "natur", må de ses i sammenhæng med deres forgængere.

Den første bølge af ny venstrefløj begyndte i 60erne og fortsatte indtil midten af 70erne. Den spændte fra brede sociale bevægelser over guerillabevægelser til parlamentariske partier. Nogle gange forenedes guerillakrig og klassekamp, andre steder gik fagforeninger og politiske partier sammen om en fælles politik. Det var "Det nye Venstres" periode, hvor mange partier og bevægelser afviste de Sovjet-tro kommunistpartiers dominans, og i stedet blev maoistiske, guevaristiske eller i nogle tilfælde påvirket af trotskistisk tankegods. Andre opstod i kristne eller populistisk-folkelige bevægelser. Denne bølge blev smadret af diktaturerne, hvor mange aktivister blev myrdet, fængslet eller gik i eksil. Som resultat af undertrykkelsen og forbindelserne til socialdemokratiske partier i udlandet, er størstedelen af aktivisterne fra denne periode vendt tilbage til politik som socialdemokrater eller som neoliberalister.

Den anden bølge af venstrefløj opstod efter diktaturernes forsvinden, først som opposition til de autoritære regimer og derefter til den "neoliberale dagsorden". Denne bølge fandt et fælles udtryk i forhold til offentligheden i Saõ Paolo Forum, som blandt andre består af FMLN fra El Salvador, FSLN fra Nicaragua, PT i Brasilien, Frente Amplio fra Uruguay, Causa R fra Venezuela, PRD i Mexico, Frente Grande fra Argentina.

Disse partier, koalitioner og gamle guerillabevægelser forskansede sig ikke desto mindre i parlamentarisk politik, og begyndte at antage neoliberale privatiserings- og "globaliserings"-politikker. Med tiden mistede de meget af deres identitet som venstrefløjspartier og lagde afstand til de kampe, som de folkelige masser stadig kæmpede i slumkvartererne, på landet og på fabrikkerne. Nogle antog en NGO-lignende form og fandt nicher mellem det frie marked og Verdensbankens statsnedbrydende politikker.

I dag ruller den tredje venstrefløjsbølge. Denne bølge har flere fællestræk med den førstnævnte bølge, men indeholder langt større kraft og modstandspotentiale. En stor del af dens ledere er i tyverne og trediverne, for størstedelens vedkommende bønder, fagforeningsledere fra provinsområder og skolelærere. De socio-politiske bevægelser afviger betydeligt fra deres forgængere. For det første har få af deres medlemmer en fortid på universitetet, langt de fleste kommer fra bonde- eller arbejderklassen. Akademikerne har deres opmærksomhed rettet mod de parlamentariske partier eller deres karrierer.

For det andet har de nye bevægelser få økonomiske ressourcer, men formår til gengæld at mobilisere en vældig entusiasme. De rejser med busser, ofte i 30 eller 40 timer, for at komme frem til folkemøder. De lever af deres almindelige lønninger eller indkomsten fra deres små landbrug, og deres kontorer er spartanske. Der er meget få ansatte i organisationerne, meget lidt bureaukrati. Der er ingen privilegier så som biler eller kontorpersonale. De er "moralske personer", ærlige og ukorrupte mht. til penge og personlige forbindelser. Meget få optræder som "formænd". Beslutninger diskuteres i plenum og ledelsen er kollektiv. En grundliggende idé i organisationerne er, at alle der deltager skal være med til at organisere og have medbestemmelse. Bevægelserne er i større eller mindre grad kritiske overfor de parlamentariske venstrefløjspartier og NGOerne, som de ofte anser for at være udenforstående manipulatorer, der tjener fremmede interesser. De har tætte personlige forbindelser med mange af de militante aktivister. I dag viser de tidligere guerilla-aktivister sig som modstandere af den lodrette ledelsesmodel. De har modsat sig opfordringen til at blive et tandhjul i de parlamentariske maskinerier, og har i stedet valgt at skabe bedre kontakt til deres sociale basis