Nutidens fælleder

Kommunisme betyder fælles. Men ideen om ‘det fælles’ og det fælles som en praksis er ur gammel. Det fælles har eksisteret i alle samfund. Det er så at sige det, der definerer et samfund, at man har et større eller mindre fællesskab. Vi kender begrebet en ’fælled’ - oprindeligt et fælles stykke jord hvorpå alles dyr kunne græsse. Men fælleder eksisterer altså også i det nuværende neoliberale samfund - om end under pres. De følgende to artikler sætter fokus på nutidens fælleder. Hvad er det for noget? Hvordan udvikles det? Hvilken form kan det tænkes at få i et fremtidigt samfund?

(1. artikel)

Stå af rotteræset

”Den globale fabrik og kampen for nye fælleder” var titlen på det oplæg, som den italienske økonom Massimo De Angelis holdt på det Sociale Forum i København i november 2003. Gaia bringer her oplægget i redigeret form

Af Massimo De Angelis

Der er ikke nogen letkøbt og præcis definition på, hvad der menes med fælleder. Det er et åbent begreb eller en diskurs, vi må udvikle i fællesskab. ’Vi’ er i den her forbindelse et inkluderende begreb, der omfatter alle os som vil ’en anden verden’ og i en vis udstrækning allerede lever i ’en anden verden.’ •Vi er alle mod kapitalismen - men hvad er vi for? Diskursen om ’det fælles’ udspringer dels fra den globale debat om ’alternativer’ til den herskende orden, som f.eks. foregår på de mange sociale forummer, der afholdes kloden over. Ideen om fælleder udgår også fra modstanden mod privatisering og ’markedsgørelse’ i neoliberalismens navn, og dels udgår den fra eksisterende praktiserede fællesskaber. Disse fælleder findes i de traditionelle fællesskaber hos oprindelige folkeslag verden over og de findes som lommer overalt i den globale kapitalisme. Ved at lytte til disse erfaringer fra eksisterende fælleder kan vi lære en masse. Et fællesskab er et forhold mellem mennesker, som skaber en fælles norm. Begrebet fælled og fællesskaber eller samfund hører altså tæt sammen. Fællesskaberne kan have mange størrelser - de kan være globale såvel som lokale.

Der findes allerede nu mange fælleder rundt om på kloden. Men de er ofte usynlige, fordi vi ikke erkender dem. De findes på arbejdspladserne mellem arbejdskammerater - eller tænk på den udveksling af datafiler med musik eller programmer, der foregår på Internettet.

Se bæstet i øjnene

Vi må forstå, hvordan den globale kapitalisme fungerer for at kunne udvikle fælles alternativer - for vores opfattelse af ’fjenden’ bestemmer vores handlinger. Jeg tror ikke, vi skal forstå kapitalismen som altomfattende, som noget der skal fjernes, før noget andet - vores alternativ - kan opstå. Vi skaber allerede alternativet her og nu, hver gang vi siger nej til deres ideer og planer, hver gang vi siger nej til deres normer, og nej til deres ting. Men hvad er vi oppe imod? Kapitalismen er en kraft. Kapitalen har en styrke og en retning. Men den er ikke den eneste kraft, der er på spil. Vi må kortlægge kapitalen med dens styrke og svagheder og se på vores egen styrke og svaghed. Vi må anskue situationen strategisk. Det er et slag, der er i gang. Vi skal ikke tænke i systemer og strukturer, men i kræfter, strategier og taktikker. Kapitalismen køber for at sælge. Penge - varer - flere penge. Kapitalisten køber ikke for at opfylde et behov, men for at sælge igen med profit. Købe for at sælge med profit er kapitalismens indbyggede uundgåelige impuls. Hvis man tænker inden for denne logik, må man atter købe for at sælge mere, og man må til stadighed ekspandere. Kapitalismen er derfor grænseløs. Den grænseløse vækst kræver en konstant kolonisering - en indhegning af nye ressourcer.

Indhegninger

Oprindeligt henfører begrebet indhegning til privatiseringen af fælles jord i England fra 1500-1700. Det var fællesjorde, som bønderne havde dyrket i fællesskab eller fælles græsningsarealer. Det var skove, hvor alle kunne samle brænde bær og skyde vildt. Alle disse jorde blev privatiseret og indhegnet af land-aristokratiet, der satte får ud i indhegningerne for at producere uld til den fremvoksende tekstilindustri.

Men indhegning er en stadig proces under kapitalismen, og der findes mange former for indhegning. Fælleder er således altid blevet kriminaliseret lige fra Robin Hood til den aktuelle kriminalisering af folk, der deler programmer og musikfiler via Internettet. Indhegninger er en proces, der stadig må foregå, hvis kapitalismen skal leve. Kapitalismen må til stadighed udvide sig og bryde grænser. Alting må blive til varer. Børnepasning, vandforsyning, sport og leg, sex, viden, information, kunst osv. osv. Alting må ’varegøres’. Der er altså en konstant kamp mellem neoliberale indhegninger og kampen for at forsvare og skabe fælleder.

Disciplinering

For at kapitalen kan gennemføre dette projekt må der ske en disciplinering af mennesker. Produktionsprocessen tvinger os ind i en bestemt rytme: Vi skal tilpasse os produktionens normer og værdier og vi forholder os derigennem til hinanden i overensstemmelse med normer, vi ikke kontrollerer. Når vi er adskilt fra ejendomsretten til produktionsmidlerne og ressourcer, mister vi samtidig kontrollen over normerne for, hvordan produktionen foregår og vore liv styres. De siger, at normerne blot er udtryk for økonomiske kræfter. ’Økonomien’ præsenteres for os som et forhold, som vi ikke har nogen kontrol over. Det er ’noget derude.’ Men i realiteten er økonomien et forhold mellem mennesker - mellem dig og mig. Det, der bestemmer normerne for produktionen er det, Marx kalder ”den socialt nødvendige arbejdstid” - den tid, det må tage at producere en vare, for at den kan realiseres til en pris, der kan skabe profit. Den nødvendige arbejdstid fremtræder som en markedspris. Det er denne pris enhver virksomhed må forholde sig til. Det er denne pris på markedet, der definerer normerne for produktionen. Når prisen falder, må vi producere hurtigere.

Vi må blive konkurrencedygtige. Men ved at blive konkurrencedygtige sænker vi normen osv. Det er på denne måde, vi forholder os til hinanden og skaber de normer, hvorunder produktionen foregår. Økonomien er ikke noget, der er ’derude’ - det er et forhold mellem os, mellem forskellige samfund på jorden. Og vi ligger i stadig konkurrence. Det er rotteræset. Vi skaber vore liv i konkurrence med hinanden. Det er det, der er problemet.

Nye normer

Vores problem er for det første at finde adgang til ressourcer og for det andet at finde nogle normer og organisationsformer, der sikrer, at vi ikke ender i rotteræset igen. Med andre ord, hvordan udnytter vi disse ressourcer uden at konkurrere mod hinanden? Det er f.eks. ikke nok at omdanne produktionen til kooperativer, fordi disse kooperativer vil ende med at konkurrere mod hinanden, på samme måde som hvis de var kapitalistiske. Der skal mere til.

(2. artikel)

En samtale om fælleder

Eksisterer nutidens fælleder egentlig? Hvordan sikrer man, at fælleder ikke bare bliver små subkulturelle fristeder uden sammenhæng med det øvrige samfund? Og hvad betyder synet på fælleder for vores modstandspraksis? Gaia bringer her uddrag af en samtale med Massimo de Angeles i forlængelse af hans oplæg

Af Torkil Lauesen og Pelle Dragsted

Gaia: Du beskriver diskursen om fælleder som et værktøj. Men for at bruge dette værktøj må vi have en nogenlunde klar idé om, hvad det er. Det er stadig lidt uklart for mig, hvad du ligger i begrebet fælleder. Hvor ligger f.eks. forskellen mellem et begreb som ’det offentlige’ og fælleder, og hvordan adskiller fælleder sig fra den traditionelle socialistiske idé om at nationalisere produktionsmidlerne og afskaffe den private ejendomsret?

Massimo De Angelis: Definitionen på fælleder er blot en arbejdsdefinition, det er et begreb, vi må udvikle sammen. Definitionen har to elementer i sig - to aspekter: Det ene aspekt er, at et fællesskab/samfund har direkte adgang til ressourcer - til produktionen af livsfornødenheden. Med direkte mener jeg, at det ikke er via markedet. Men det er ikke alt - det er ikke alene tilstrækkeligt. Det andet aspekt er spørgsmålet om, hvordan fællesskabet har denne direkte adgang? Med det mener jeg, hvordan det enkelte medlem af samfundet er med til at definere normerne for, hvordan denne adgang foregår. Det drejer sig ikke kun om, hvordan folk får magten over ressourcerne, men hvordan de definerer deres egne normer for samkvem. For at gøre det klart: Harding kom i 1960’erne med den berømte bog ”Tragedy of the Commons.” Et manifest om nødvendigheden af en markedsgørelse af de eksisterende fælleder rundt om i verden. Hans argument, som var et økonomisk argument, var som følger: En fælled er et stykke jord, hvor bønderne frit kan bringe deres kreaturer hen for at græsse. Men hvis alle bønder har adgang til en fælled, vil der foregå en konkurrence mellem dem. De vil alle mere og mere intenst udnytte denne fælles ressource, og den vil blive drænet og nedslidt. Hardings løsning på dette problem var at forvandle de eksisterende fælleder til privateje. Men hvad han fuldstændig overså i sin argumentation var, at hvis man ser på, hvordan reelt eksisterende samfund forvalter fælleder, så definerer de i fællesskab, hvordan denne ressource skal bruges. Dette er ikke op til det enkelte individs egen beslutning. Harding antog, i overensstemmelse med ”det rationelle økonomiske menneske,” at den enkelte blot ville søge at maksimere sin egen vinding.

Og her er forskellen mellem traditionel socialistisk nationalisering og min definition på fælleder. Tag for eksempel et nationaliseret skolesystem - hvor der dog stadig eksisterer en vertikal bureaukratisk styreform, der definerer den sociale interaktion i skolen - det er ikke en fælled. Eleverne og lærerne er uden magt til at definere normerne i skolen. Sagt på en anden måde, for hver fælled er der et fællesskab - man kan ikke skille fælled fra fællesskab.

Gaia: Nej, det er rigtigt, tag f.eks. DDR, hvor der var Folks Egner Betrieb (folkeejede virksomheder). Det var staten, der havde ejendomsretten til jorden og fabrikkerne. Men da den vesttyske regering solgte ud af alt dette, efter overtagelsen af DDR i 1989, var der meget få østtyskere, som brokkede sig, fordi de på ingen måde havde følt, at det havde været folkeejede virksomheder. De havde ikke følt at disse virksomheder var deres.

Man kan også se det ved den privatisering, der sker i disse år i den vestlige verden. Meget få protesterer, fordi de ikke føler, at det er deres ressourcer, der privatiseres. De er måske i mod det ud fra politiske motiver, men de tænker ikke, at nu sælges ’vores hospital’ eller ’vores jernbaner.’

Næste spørgsmål til dig kunne så være: Hvordan skabes denne følelse af, at det er vores vandforsyning, jernbane eller vores elektricitetsværk. Hvordan skabes der fællesskab omkring dette? Vil der ikke altid opstå en grad af bureaukratisering ved sådanne større fællesskaber?

Massimo De Angelis: Hvad du nævner bringer problemet vedrørende skala eller størrelse ind i diskussionen af fælleder. Og spørgsmålet om, hvordan forskellige fælleder forholder sig til hinanden: det kan være et lokalsamfund, en by, en nation eller en transnational fælled.

I hvert af disse størrelsessammenhænge bliver problemet med styring synligt. Men det drejer sig stadig om fælles adgang til ressourcer og normerne for udnyttelsen af disse.

Lad os tage skolen igen. I skolen er der forældrene, der er lærer og elever, og de er alle elementer i samfundet. De har forskellige behov og forskellige synspunkter og bliver sat op mod hinanden i et bureaukratisk system. - f.eks. er det nu sådan, at forældre i Storbritannien kriminaliseres og straffes, hvis deres børn ikke kommer i skole. Dette er ikke en fælled. Det er måske stadig en offentlig skole, men ikke en fælled. I en fælled bliver normerne for social interaktion til stadighed forhandlet mellem parterne i fællesskabet.

Gaia: Jeg synes, at styrken ved diskursen om fælleder er, at den synliggør, at mennesker rent faktisk lever deres liv i fællesskaber og disse fællesskaber er under angreb fra nyliberalismen.

Massimo De Angelis: Vi lever ikke kun i fællesskaber, men vi vil også gerne skabe og forme vores fællesskaber. Vi gør det hele tiden. Vi forlader en familie, der undertrykker os, vi forlader et land - et fællesskab - hvor der er undertrykkelse og social nød. Dette er ideen om ’eksodus’ - udvandring som en modstandshandling. Der er magtforhold inden for et fællesskab, og hvis vi ikke ser os i stand til at forandre det, hen imod hvad vi opfatter som retfærdighed, ja så kan vi stemme med fødderne og forlade denne sammenhæng. Vi skal i det hele taget ikke romantisere ideen om fællesskaber, som der er en tendens til i vores bevægelse - fællesskaber formes og forvandles hele tiden, og det kan være i en positiv eller negativ retning. Men fællesskabet er en transhistorisk sandhed, vi ikke kan undgå: mennesker vil altid leve i fællesskaber. Vi mennesker vil altid forholde os til andre mennesker i reproduktionen af vores livsfornødenheder og omstændigheder. Fællesskabet er en fundamental omstændighed. Spørgsmålet er, hvordan vi bygger og forvandler vores fællesskaber.

Gaia: Men de eksempler på fælleder jeg umiddelbart tænker på, er små og snævre f.eks. besatte huse, folkekøkkener, kooperativer osv.

Massimo De Angelis: Hvad ville være et ’ikke-snævert’ eksempel for dig?

Gaia: Et større fællesskab - et samfund, der eksisterer inden for en kapitalistisk verden og udgør et problem for den. Jeg har været aktiv i den autonome bevægelse, hvor tanken om ’frirum’ var helt central. Men de frirum vi skabte, var aldrig et reelt problem for kapitalen, fordi de var isolerede og marginaliserede. Vores idéer fandt ingen accept i resten af samfundet.

Massimo De Angelis: Der er en fare her - på den må vi tænker på fælleder og fællesskaber. Jeg vil påstå, at størstedelen af produktionen på denne klode er baseret på fælleder. Ikke fællesskaber vi bryder os om nødvendigvis. Men ikke desto mindre udveksling mellem mennesker, der ikke bygger på en kapitalistisk markedslogik. Fælleder er en realitet, vi skal blot se dem og anerkende dem.

Gaia: Tænker du f.eks. på al det arbejde, der foregår i hjemmet. Børnepasning, madlavning, vask og rengøring, hele den måde en familie tager sig af hinanden og udveksler tjenesteydelser?

Massimo De Angelis: Ja, bestemt. Det er en fælled i en lille skala inden for en familie.

Gaia: Frivilligt arbejde?

Massimo De Angelis: Ja, eller udveksling af gaver. Du forventer ikke noget, når du giver en gave, men det kan måske lede til noget mere. Positiv feedback. En gentagelse af gavemønstre tenderer mod at skabe fælleder. Tag f.eks. BZ-bevægelsen - i den er der en masse af gaveudveksling, folk der hjælper hinanden, låner tøj af hinanden og det fører til en fælles garderobe. En gentagelse af et mønster af gaveudveksling.

Gaia: I de fleste netværk af unge mennesker, sker der også en udveksling af tjenesteydelser. Alle hjælper f.eks. alle, når de skal flytte. Jeg har aldrig haft et flyttefirma, men altid fået hjælp af venner og har hjulpet mange med at flytte.

Massimo De Angelis: Ja, og jeg kommer her og bor hos jer og tager ikke på hotel, og hvis du kommer til London, så finder vi et sted, hvor du kan bo. Vi går uden om markedet for at opfylde vores behov. Men vi ser det ikke og vi anerkender det ikke som fælleder, og derfor er det vanskeligt at bygge på det som fundament for en anden verden.

Gaia: Du siger også, at fælleder kan eksistere blandt arbejdskammerater på en kapitalistisk arbejdsplads. Det kender vi fra f.eks. havnearbejdere og i byggesjak. De har fælles normer og udgør ofte meget magtfulde teams.

Massimo De Angelis: Ja, denne modstand på arbejdspladserne er undervurderet eller vurderes slet ikke. Og det er meget ofte kollektive handlinger, det er en kultur, vittighederne, sladderen, graffiti på toilettet. Vi ved godt, hvordan vi alle forvandler top-down ordrer på vores egen måde til vores egne praksisser og normer.

Gaia: Det er rigtigt, at vi ofte tænker modstand som politisk modstand med udgangspunkt i organisationer, partier fagforeninger og derfor ikke er opmærksomme disse former for modstand på mikro-niveau, i den nære magtrelation på arbejdspladsen og alle andre steder. Men hvis vi fokuserer på denne modstand, hvad bliver så praksissen for den politiske gruppe, partiet, bevægelsen? Får dette fokus på mikro-modstand og på fælleder os til at forandre vores fælles praksis?

Massimo De Angelis: Ja, det er et nøglespørgsmål. Den gamle marxistiske tradition, havde denne idé om falsk bevidsthed. Arbejderne er objektivt revolutionære, men de har kun en fagforeningsbevidsthed osv. osv. Og at vi, partiet, skal åbne deres øje og lære dem sandheden om dem selv. Men vi ved alle godt, hvad der foregår - måske inden for forskellige diskurser - problemet er selv at blive bevidste om, hvad vi egentlig gør ved os selv og i forhold til andre. Det er ikke noget, vi kan lære folk. De må selv blive bevidste om deres egen funktion.

Gaia: Men hvad er så vores opgave som aktivister?

Massimo De Angelis: I stedet for at pege ud og sige se der, så sig - se her. Se hvad du selv laver, hvordan du gør det og hvordan det fungerer i forhold til andre.

Gaia: Ja, jeg kan gøre det på min arbejdsplads og du på din, men hvordan gør vi det i en større sammenhæng - på nationalt eller globalt plan? Hvordan kan vi som aktivister eller som organisation sprede dette til mange arbejdspladser? Det må være opgaven for en politisk organisation i modsætning til den individuelle opgave.

Massimo De Angelis: Jeg tror, svaret er kontekstuelt (må findes i specifikke sammenhænge - red.). Hvis du er involveret i en kamp - lokal eller transnational - og du selv har denne bevidsthed og indsigt med dig om fælleder og modmagtformer som normalt betragtes som banaliteter, så vil der komme forskellige spørgsmål og forskellige svar alt efter den konkrete kamp og situation. Det er ikke en model, der kan kopieres, det er en bevidsthedsform, som vi bringer med ind i kampen - det er i hvert fald min erfaring. Og så er vi i stand til at formulere de konkrete svar.

Gaia: Vi kan jo se det i et historisk lys. Se på sabotagen, hvor man puttede en træsko i maskineriet eller strejken. Hvis vi når tilbage til 1820, så var det ikke politiske aktioner, men kriminalitet og dårlig opførsel. Så vores opgave kunne være at tage vor tids upåagtede og ikke-anerkendte modstandsformer og fælleder og give dem en politik ramme - skabe en diskurs, der ser dem som legitim politik modstand og som grundlag for forandring.

Massimo De Angelis: Ja, det er i hvert tilfælde et sted at starte.

For mere diskussion af fælleder og indhegninger besøg nettidsskriftet The Commoner: http://www.commoner.org.uk/