NGO-Forum og den nye verdensorden

Som en opfølgning på Det Sociale Topmøde bringer Gaia her to artikler af Kenneth Haar og Torkil Lauesen. De handler begge om NGO-Forum set i forhold til den nye verdensorden, den globale udfordring, kløften mellem de rige og de fattige lande og Nord-Syd konflikten. Kenneth Haars artikel centreres omkring en analyse af hvad der kom ud af - og især hvad der ikke kom ud af - NGO-Forum. Torkil Lauesen bruger snarere NGO-Forum som afsæt for en analyse af NordSydkonflikten og leverer faktisk en koncentrat af sin nye bog "Det Globale Oprør"

Topmøde uden bund

.. hvor en tilskuer på venstre langside finder vinderen af hovedgevinsten, uddeler trøstepræmier til tryllekunstnerne og ender som "et dumt svin"

Af Kenneth Haar

Hvorfor blev der overhovedet holdt socialt topmøde i København? Fordi den globale neoliberalistiske bølge har bragt en politisk krise med i sit kølvand. Ikke fordi modellen er "slået fejl", som det lød uophørligt fra NGO'erne. Storkapitalens, Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbankens velkendte markedsøkonomiske universalmiddel mod hvadsomhelst er en bragende succes, set fra deres eget standpunkt. Pengene flyder frit rundt som aldrig før fra den ene børs til den anden og sikrer en i kapitalistisk forstand helt rationel krisestyring. En spekulationskapitalisme, der hverken afskaffer fattigdom, arbejdsløshed eller social udstødning, og det er heller ikke meningen. Krisen er i den forstand ikke økonomisk, men politisk. Decimeringen af statsapparaterne og den store sociale polarisering i mange af de ca. 80 lande i den tredje verden, hvis grundlæggende økonomiske forhold styres af IMF, har sat hele samfund ind i opløsningsprocesser. Opløsningen har mange forskellige ansigter, fra socialt oprør i Chiapas til folkemord i Rwanda. Initiativet kom fra Chile og fra gældsplagede latinamerikanske lande med magthavere med et stærkt behov for at finde ny legitimitet efter "det tabte årti". Den legitimitet søgte de ved at sætte en slags global socialpolitik på FN's dagsorden med de punkter, der nødvendigvis hørte med; gælden, IMF's strukturtilpasningsprogrammer, bistanden.

Hvem skal betale regningen?

At der fandt en ideologisk Nord - Sydkonfrontation sted under forberedelsen og gennemførelsen af topmødet er en myte. Gruppen af 77 lande fra den tredje verden stillede fælles forslag, der ikke stod tilbage for G7-landene i tilbedelsen af det frie marked. Topmødet strandede på det uhyre simple spørgsmål om, hvem der skulle betale regningen for nye globale sociale retningslinier. Det var der ikke nogen, der ville. De rige kapitalistiske lande afviste yderligere bistand og nævneværdig gældsnedskrivning, og de stakkels fattige lande afviste at forpligte sig på 20-20-forslaget. 20-20-forslaget går ud på, at de rige lande forpligter sig til at yde mindst 20% af bistanden til "sociale ydelser", mens modtagerlandene forpligter sig til at bruge mindst 20% af statsbudgettet til det samme. Slutresultatet blev en "frivillig" 20-20-model, hvor begrebet "sociale ydelser" er så løst definer et, at det kan dække over hvadsomhelst. De tyske bistandskroner til veje kan nemt gå ind under definitionen, når blot de passerer en sundhedsklinik eller en skole.

Verdensbankens socialpolitik

Alt i alt var topmødeerklæringen aldrig et dokument "fuld af kønne ord, der desvære aldrig bliver til noget", men derimod et papir, hvor årsagerne til fattigdom var indskrevet som en helt naturlig ting. Friere markeder, GATT-aftale, fleksibelt arbejdsmarked, privatiseringer og selvfølgelig strukturtilpasningsprogrammerne hørte altsammen med som det selvfølgelige udgangspunkt for at diskutere socialpolitik. Der var aldrig tale om noget frontalangreb på IMF og Verdensbanken, men kun et forsøg på at sætte de to tvillingeinstitutioner til politisk diskussion og måske vedtage at deres programm er bør være "mere fattigdoms orienterede". Selvom kritikerne af IMF og Verdensbanken fra f.eks. kredse i Latinamerika hele tiden har ignoreret den uovervindelige modsætning mellem friere og friere markedsøkonomi og bedre sociale forhold, så var deres formuleringer skarpe nok til at næsten hele udkastet til slutdokument blev kasseret på mødet i forberedelseskomiteen i september 1994. Siden dengang har det været soleklart, at den "socialpolitiske" hovedlinie i slutdokumentet ville læne sig op ad Verdensbankens forskrifter som de har udviklet sig siden slutningen af 80'erne. Verdensbanken har selvfølgelig også været opmærksom på de omfattende sociale konflikter, der følger i kølvandet på strukturtilpasningsprogrammerne og har derfor selv udviklet et koncept for, hvordan de sociale opløsningsprocesser skal styres. Hovedelementet i Verdensbankens "fattigdomsorienterede" programmer er de Sociale Nødfonde (Social Emergency Funds) eller "sociale sikkerhedsnet". De Sociale Nødfonde sammensætte s efter aftale mellem en regering og Verdensbanken. Fondene er decentrale og nogle steder endda styrede med stor deltagelse af NGO'er. De er et led i den proces, hvor sociale ydelser privatiseres, hvor statens sociale udgifter skæres ned og skal ifølge Verdensbanken sikre, at de (stærkt begrænsede) midler til f.eks. uddannelse og sundhed, når de fattigste. Banken regner initiativerne for overgangsordninger indtil markedsmekanismerne kan varetage de opgaver. der i dag er overladt til fondene. I april 1994 udgav den engelske NGO, Oxfam, en rapport hvor de vurderede de sociale nødfondes effektivitet, og deres svar var entydigt; Verdensbankens fonde kan på ingen måde kompensere for de ulykker som Bankens øvrige politik skaber. Fondene er mange steder præget af korruption og magtpolitik, som f.eks. PRONASOL i Mexico , og kan under alle omstændigheder kun tilbyde midlertidige og kortsigtede løsninger på langsigtede og strukturelle problemer.

Sejrherren

Alligevel kunne Verdensbanken altså møde op i København som den ubestridte sejrherre. Topmødeerklæringen opfordrede ikke bare til oprettelse af sociale sikkerhedsnet, men rummede også en række andre formuleringer om fordelene ved privatisering af sociale ydelser. Topmødeerklæringen rummer ikke nogen analyse af, hvordan fattigdom opstår. Et enkelt sted forklares fattigdom simpelthen ved sig selv; fattigdom er defineret ved mangel på ressourcer og skyldes mangel på ressourcer. Men definitionen på fattigdom er ikke uklar; fattig er man hvis man tjener under en dollar om dagen. Det er Verdensbankens indikator, der med sig fører det omvendte, at man ikke er fattig, hvis man tjener mere. Udover at der ryger nogle hundrede millioner ud af fokus, så har den slags indikatorer ikke stort anden virkning end at sløre forståelsen af vigtige sociale og økonomiske problemstillinger. For at det ikke skulle være til at misforstå, mødte formanden for IMF, Michel Camdessus op i København og takkede for støtten, efterfulgt af en ligeså taknemmelig repræsentant for Verdensbanken. De, der håbede på et socialt topmøde som FN-dværgens modspil til de store finansinstitutioner måtte indkassere et eklatant nederlag.

Tryllekunstnere

Den slags optimister var der ikke mange af, om nogen, i de sidste måneder op til topmødet. Boutros Ghali, der allerede ved sin tiltrædelse sagde, at FN i bedste fald havde en rolle at spille i løsningen og forebyggelsen af væbnede konflikter, erklærede topmødet for en succes inden det var begyndt. Alene tilmeldingerne fra ca. 180 lande var en succes ifølge general sekretæren. For Boutros Ghali og mange andre var København kun en holdeplads blandt mange på topmødekaravanens vej gennem 1995; Klimatopmøde i Berlin, Kvindekonference i Peking og endelig "Verdenssamfundets" 50-årsdag i New York. Alle vil de sikkert på forhånd blive udråbt til succeser alene fordi de vigtige emner sættes til diskussion. Topmødediplomatiet har grundlagt en politisk kultur, der kun er en højst symbolsk reaktion på globaliseringen af vigtige problemer, som nationalstaterne ikke kan løse alene. I atmosfæren af grundlæggende konsensus kan nålestikkene mod status quo hurtigt indoptages og bruges som legitimation af en tom gestus fra "Verdenssamfundet". Uden det ideologi ske frontalangreb på neoliberalismen, skal der intet ringere end ægte tryllekunstnere til at vende begivenheder i København til noget positivt.

Trøstepræmier

De var også til stede. Mens Verdensbanken gik med hovedgevinsten, så burde andre have trøstepræmier. Blandt de danske deltagere må Poul Nyrup Rasmussen kandidere stærkt til hovedtrøstepræmien. Sidst i forløbet udtalte han, at "nu er det FN, der bestemmer, hvad IMF og Verdensbanken skal gøre". Dermed henviste han til en paragraf i handlingsplanen, hvor der blev opfordret til fælles møder mellem FN-organer og de internationale finansinstitutioner. Hvad han ikke nævnte var, at en formulering om, at møderne skulle foregå årligt blev pillet ud til fordel for en helt uforpligtende passus. Den anden trøstepræmie burde gå til de danske NGO'er, der efter topmødet fandt optimisme i erklæringens formuleringer om "forstærket fattigdomsorientering" af strukturtilpasningsprogrammerne. En formulering, der trods sin smukke ordlyd er præciseret andre steder i erklæringen som Verdensbankens egen "socialpolitik".

Bagtroppen i topmødekaravanen

NGO'erne valgte i det store hele den, "taktiske realisme" under topmødeforløbet. Det fik stor betydning for, hvordan folk udenfor organ isationerne med FN-lobbyisme på programmet kom til at opleve det alternative arrangement, NGO Forum. Xavier Gorostiaga, rektor for det mellemamerikanske universitet i Nicaragua, har opsamlet NGO Forum på denne måde: "Protesterne er ved at forbinde sig med forslag og, som det blev sagt i København, nødvendigheden af at gå "på to ben" er blevet åbenlyst. Vi skal arbejde indenfor de officielle institutioner i forsøget på at nå politisk styrke, og samtidig skal vi arbejde i alle de parallelle og alternative institutioner med vores egen dagsorden. Denne dobbelte strategi er absolut nødvendig. Den er født af den klare og nu universelle erkendelse af systemets evne til at kooptere, lamme, og om nødvendigt ødelægge muligheden for alternativer og endda spillerummet til at tænke og arbejde med alternativer". Gorostiaga s tankegang er et sympatisk modspil til lobby-kulturen, men at netop mødet i København viste NGO'ernes evne til at gå "på to ben" tyder ikke på nogen udviklet sans for "det andet ben". Arrangementerne som helhed tydede på, at vi andre i bedste fald skulle komme og høre om, hvad NGO'erne går og sysler med. Der var derimod ikke lejlighed til at diskutere handlingsplaner og fælles aktiviteter. Ingen dagsorden for at engagere andre end de organisationer, der havde været med til de tre forberedelsesmøder i New York, og som allerede havde udsendt de udtalelser, som de synes var nødvendige. Derfor var der ikke taget initiativ på forhånd til at organisere en diskussion om en alternativ erklæring. Den blev til takket være nogle enkeltpersoners indsats i sidste øjeblik.

Det dumme svin

NGO-Forum blev næsten et spejlbillede af det officielle møde. Det kunne have været anderledes, hvis Danmark rummede en politisk vågen venstrefløj. Aktiviteter var der nok af, men kun få af dem kom i nærheden af de egentlige politiske slagsmål. Wolf Bierman har engang sagt, at den "der i dag udspreder håb er en løgner. Den der ikke gør det er et dumt svin!" Mens en lang række NGO' ere bruger tiden på at sprede falske håb, må bl.a. undertegnede og andre acceptere rollen som "de dumme svin". Erfaringen fra topmødet i Danmark var fuldstændig negativ og kan kun bruges til noget, hvis vi erkender det. Håbet må så vente til i morgen.


Det Sociale Topmøde - og hva' så?

Det var så Det Sociale Topmøde. Hvad kommer der ud af det? Ikke meget, tror jeg -sådan som verden er skruet sammen politisk og økonomisk. Problemerne skal løses "nedefra" gennem etablering af modmagt. En erobring af demokratisk kontrol med markedskræfterne og en demokratisering af det internationale samfund.

Af Torkil Lauesen

Markedskræfterne polariserer

De "frie" markedskræfter kan ikke løse sociale problemer -de skaber dem. Verden bliver i stigende grad polariseret i rige og fattige lande og rige og fattige mennesker. De rigeste 20% af verdens befolkning tegner sig for 82,7% af indkomsterne. De fattigste 20 % må nøjes med 1,4% af verdensindkomsten. Xabier Gorostiaga, en repræsentant på NGO-Forum fra Nicaragua, forklarede til dagbladet Information d. 9/3: "Den skæve fordel ing kan illustreres på en endnu grellere måde. Det amerikanske finansblad "Forbes" pegede i juli sidste år på, at der er sket en eksplosion i antallet af dollarmilliardærer. Bladet bragte en liste, der viste, at de 358 milliardærers personlige ejendom tilsammen er på 762 milliarder dollars. Det svarer, hvis vi holder os til FNs statistikker, til årsindkomsten hos 45% af verdens befolkning, eller hos 2,4 milliarder mennesker. Det er simpelthen den største skævvridning nogensinde i historien." Denne koncentration af kapital har skabt et verdensmarked domineret af transnationale selskaber. Kapitalismen bliver i stigende grad globaliseret.

Staten mister magt

Regeringerne kan ikke løse problemerne. Statsmagtens evne til at føre økonomisk og social politik er svækket af markedskræfternes tiltagende globalisering. Kapital-og valutastrømmenes størrelse og hastighed overstiger nationalbankernes mulighed for styring. De finansielle overførsler overstiger 1.000 milliarder dollars om dagen. det er 40 gange så meget som de reelle varehandler beløber sig til. De største transnationale selskabers omsætning er på størrelse med Sveriges nationalprodukt. Ifølge Verdensbanken kontrollerer transnationale selskaber 70% af verdenshandlen med forarbejdede varer. Politikerne taler ikke længere om at kontrollere og regulere markedskræfterne men om at facilitere og servicere dem. Selv i de rige lander sker der en social udstødning. Statsmagten er magtesløs over for den betydelige arbejdsløshed. I Østeuropa og det opløste Sovjet er der ikke noget, som tyder på, at de nye statsapparat er har styr på tingene. I Den Tredje Verden har IMF og Verdensbankens krav om "strukturtilpasning" og åbning mod verdensmarkedet medført, at landenes økonomiske udvikling totalt er prisgivet markedets luner. Det virker som om globaliseringen af markedskræfterne er ved at vokse nationalstaten over hovedet. Nationalstaten er for lille til de store problemer og for stor og bureaukratisk til de små lokale. Hvis den ulige udvikling fortsætter, kan der ikke bygges mure, som er høje nok til at holde emigranterne ude. Vi kan ikke beskytte os nationalt mod de globale miljøproblemer. Spørgsmålet er, om den nationale statsmagt er i stand til at anlægge det nødvendige globale perspektiv. Om de nødvendige løsninger ikke endnu engang skal komme nede fra -fra de sociale bevægelser.

Det officielle topmøde

Statens stigende magtesløshed over for markedskræfterne afspejlede sig i det officielle topmødes slutdokument. Dets udviklingsbegreb og verdensopfattelse er fuld af modsigelser. Det kan ikke forklare, at efter et halvt århundredes "udvikling" og "udviklingshjælp" fortsætter kløften mellem rige og fattige lande og rige og fattige mennesker med at vokse. Inden for den herskende opfattelse af begrebet "udvikling" er det en unævnelig tanke, at årsagen til fattigdom skulle være udbytning - at der er en sammenhæng mellem rigdoms ophobning og fattigdommens udbredelse, at kapitalisme og markedskræfter er årsag til social nød. Inden for rammerne af det eksisterende verdensmarked og etablerede politiske system er det vanskeligt at forestille sig, hvordan topmødets "dyre ord" om social retfærdighed kan blive realiseret. På den ene side erklærede topmødet, at "samfundet" skal gives prioritet over "økonomien" og "mennesket skal stilles i centrum". På den anden side hedder det, at "frihandel" og "markedskræfter" skal fremmes. De praktiske erfaringer har vist, at det er uforenelige mål. Det hænger simpelt hen ikke sammen. Det globale "frie marked" og stadig mere magtfulde transnationale selskaber sætter det nationale politiske system under pres. Store dele af den økonomiske politik unddrager sig det parlamentariske liv. Markedssammenslutninger som EU, NAFTA og organisationer som WTO, IMF og Verdensbanken medfører, at beslutninger vedrørende regulering og styring af markedet fjerner sig fra de nationale politiske arenaer, hvor klasse-og interessegrupper er repræsenteret af internationale organisationer, som er mere tilbøjelige til at varetage de transnationale selskabers interesser. Transnationaliseringen vil tydeliggøre statsmagtens klassestruktur. Enten direkte, idet den økonomiske politik går fra kontrol og regulering af kapitalen mod facilitering og tilpasning, eller indirekte ved at overlade mere og mere styring til overstatslige institutioner som EU og WTO, hvor de transnationale selskabers lobbyister og bureaukrater overlader magten til markedskræfterne.

NGO-Forum

Men alternativet til det officielle topmøde -NGO-Forum - kan det bidrage med noget? Løsningen af sociale problemer er ikke fremkommet ved markedskræfternes frie spil. Markedets "usynlige hånd" har aldrig hjulpet de svage. Sociale forbedringer er altid kommet som resultat af folkelig modmagt mod netop markedskræfter og stat. Arbejderbevægelsens historie er et eksempel. Kan NGO'erne udgøre vor tids folkelige modmagt?

NGO betyder som bekendt "Non Government Organization". Men der er tale om en meget bred gruppe. Det er et spørgsmål hvor uafhængige mange NGO'ere er af statsmagten. En del af dem lever i et symbiotisk forhold til deres stat. De modtager støtte og udfører opgaver for staten. De har en tendens til at være mere et udtryk for privatiseringstanken end en demokratiser ing af magten. Denne type NGO'er findes især i de rige lande. Andre NGO'er er mere uafhængige og står måske i direkte konfrontation med statsmagten. De søger at mobiliser befolkningen og skabe modmagt til markedet og staten. Det er måske især den første kategori, der er repræsenteret på "alternative topmøder" som NGO-Forum i København. De kan få deres repræsentation sponsoreret af deres statsmagt osv. Ved at indrage dem i magten, søger staten af passivisere dem. Heri ligger en begrænsning af sådanne NGO'ers perspektiv. De vender deres ansigt mere mod staten end mod samfundet. Deres perspektiv er mere at få del i statsmagten end at opbygge en uafhængig folkelig modmagt.

Global identitet

Men et forhold er topmøder som det i Rio om miljø og udvikling for et par år siden og topmødet i København udtryk for: en voksende global bevidsthed. Flere og flere økonomiske og sociale problemer antager global karakter. Det er i stigende grad de samme problemer, vi står overfor kloden rundt. Globaliseringen af verdensmarkedet gør økonomiske kriser grænseoverskridende. Det internationale finanscirkus forplanter sig med computertransmissionens hast fra Tokyo til Frankfurt og New York.

Atomvåbentruslen lurer i baggrunden trods afslutningen af den kolde krig. Økologiske trusler mod atmosfæren og dermed klimaet fra civil anvendelse af atomkraft, forurening med kemikalier og forbrænding af fossilt brændstof, flygtningestrømme som resultat af fattigdom og social uro - alt dette kender ingen grænser. Vi har rent faktisk fælles materielle interesser i at løse disse problemer. Det kræver imidlertid udviklingen af øget global bevidsthed. Til trods for, at konservative kræfter fortæller os, at den menneske lige natur ikke kan rumme og bekymre sig om andet end det nære: om familien og det nationale, så er den globale bevidsthed og internationale solidaritet absolut en mulighed. Etableringen af den er en historisk opgave på linie med opbygningen af den nationale identitet og solidaritet, som har holdt de nuværende nationalstater sammen. Kapitalismens globalisering af markedet, etableringen af transport-og kommunikationssystemer har været medvirkende til at skabe en del af de objektive betingelser for udvikling af en sådan bevidsthed. Hvad der er brug for nu, er en globalisering "nede fra" til løsning af de problemer, som globaliseringen "ovenfra" skaber. En globalisering af de folkelige kræfter som modmagt mod den transnationale kapital over for den samme modstander. Udgangspunktet og midlerne er forskellige, men strategierne for gennemførelse af forandring begynder at ligne hinanden. På den ene side skabe sine egne overlevelsessystemer, egne projekter, egne strukturer, at "regere fra neden", styrke de folkelige kræfter. På den anden side modstand mod statsmagten og markedskræfternes skalten og valten.

Det er nødvendigt at tænke den demokratiske organisering igennem på ny. Således må vore lokale og nationale beslutninger i højere grad ses og udøves i et globalt perspektiv. Samfundet må generobre kontrollen over økonomien og markedskræfterne inden de ødelægger vores naturlige livsgrundlag, og splitter vores samfund ad i sociale konflikter. I stedet for at søge indflydelse i et system, der ikke har grundlæggende interesse i forandring, tror jeg, det er mere effektivt at bygge en parallel magt op. Skabe folkelig magt i de sprækker, som systemet slår. Æde det op inde fra. Kritisere dets ideologi og moral, stille en anden op. Skabe alternative strukturer og organisationer, der fungerer folkeligt demokratisk. Give de mennesker, der deltager direkte, indflydelse og ansvar. Det er vores opgave at svække centret ideologisk og moralsk, dvs kritisere systemet, påpege dets konsekvenser for det globale miljø, dets opdeling af verden i rige og fattige -internationalt og inden for det enkelte lands grænser. Det er vores opgave at skabe visioner om en anden måde at leve på.

Lad mig blive lidt mere konkret ved at nævne nogle eksempler på kampe ude i verden, de peger fremad. Jeg mener, det er væsentligt at støtte de progressive demokrati ske kræfter i Palæstina. En demokrati sk udvikling i Palæstina er ikke kun væsentlig for palæstinenserne selv. En progressiv demokratisk stat i Palæstina vil have vidtgående betydning for hele den arabiske verden ikke mindst for kvinderne. Den kan vise, at der er et alternativ til eneherskere som Assad i Syrien og Saddam Hussein i Irak, til enevældige konger og emirer i SaudiArabien, Kuwait og golfstaterne, til fundamentalistiske mørkemænd fra Iran og Algeriet.

En anden væsentlig kamp er zapatisternes i Mexico. Ikke mindst fordi den repræsenterer en nytænkning af forholdet mellem befrielsesbevægelser og befolkningen. Zapatisterne har draget nogle fornuftige konklusioner af erfaringerne fra befrielseskampen i Den tredje Verden. De ønsker ikke at være en nyt parti, der skal overtage statsmagten. De står for en styrkelse af det direkte folkelige demokrati over for staten og markedet.

Som et tredje eksempel vil jeg nævne Kina. Jeg ser et uhyggeligt perspektiv i opbygningen af en kapitalisme i Kina under ledelse af militæret og partitoppen. Støtte til en progressiv demokratisk arbejder- og bondebevægelse i Kina vil være af stor betydning.

Topmødet i sig selv - hverken det officielle eller det alternative - løser således ikke de sociale problem er. Det er den fortsatte opbygning af modmagt lokalt og internationalt, en generobring af demokratisk kontrol med markedskræfterne og en fortsat demokratisering af det lokale og ikke mindst internationale system, der er vejen frem.