Neoliberalismen og Irans bilindustri

Af David Mather

I Iran har der gennem det sidste års tid fundet en række strejker og protester sted blandt buschauffører, bilfabriksarbejdere, lærere og mange andre arbejdere, hvilket omsider har gjort verden opmærksom på den udbredte utilfredshed med arbejdsforhold og løn som har gæret i årevis. Disse konflikter handler ikke kun om løn og arbejdsforhold, men også om den neoliberale politik i den islamiske republik, som har medført mere løsarbejde og større utryghed i ansættelsen og ført til statens aktive deltagelse i arbejdskonflikter på arbejdsgivernes side. Arbejderne på Iran Khodro, Irans største bilfabrik, har været spydspids i disse arbejdskampe.

Iran Khodro

Det er et velkendt faktum, at hvad angår den globale kapitalisme, så ligger Irans vigtighed i dets olierigdomme. I det tyvende århundrede var det konkurrencen mellem vestlige, imperialistiske lande om at eje og kontrollere Irans olie som gjorde landet til en semi-koloni og betød regelmæssig indblanding i dets politik. I dag har Iran stadig de tredje største oliereserver i verden. 80 % af landets eksportindtægter stammer fortsat fra olie og naturgas, og disse udgør 60 % af statens indtægter.

Det er kun få mennesker uden for Iran som er klar over at landet har en bilindustri. Men faktisk har Iran den største bilindustri i Mellemøsten. Bilindustrien beskæftiger adskillige hundredtusinde mennesker, og sidste år producerede den over en million biler. Ledere i bilindustrien praler med at Iran vil producere en halv million nye biler hver dag og således blive til ”Mellemøstens Detroit”. Over halvdelen af bilerne produceres på Irans største bilfabrik, Iran Khodro. I dag arbejder der ca. 30.000-40.000 arbejdere på Iran Khodro og på de 100 eller flere kontraktselskaber som omgiver hovedfabrikken vest for Teheran.

Bilproduktionen i Iran begyndte med grundlæggelsen af fabrikken Iran National i 1962. Samlesæt og alle dele til bilen blev produceret i Storbritannien af de britiske multinationale selskaber og blev eksporteret til Iran hvor de blot blev samlet af lavtlønnede, kortuddannede arbejdere til det lokale marked. Iran National blev omdøbt til Iran Khodro da det - ligesom 80% af den øvrige industri - blev nationaliseret efter den islamiske revolution i 1979.

Neoliberalisme og de udenlandske firmaer

I 1989, med afslutningen på Iran-Irak krigen, begyndte Iran at indføre en neoliberal politik der gik ud på ’økonomisk genopbygning og liberalisering’, hvor ’etatisme’(statslig indblanding i alt fra sprog til økonomi) blev fordømt og ’frihed’ sat lig med privatiseringspolitik, fri adgang for udenlandsk handel og opfordring til udenlandske investeringer.

Bilproduktionen blev i stigende grad baseret på joint ventures mellem nationaliserede iranske firmaer og vestlige multinationale selskaber, hvor staten sad inde med aktiemajoriteten. Franske firmaer, såvel som andre europæiske og asiatiske firmaer, blev fremtrædende investorer. I 1990 var Peugeot det første firma som underskrev en joint venture aftale med Iran Khodro.

På det seneste har der været fremsat opfordringer til at privatisere firmaer som Iran Khodro. I juli 2006 fik Den Islamiske Republiks Statsforfatning (The Constitution of the Islamic Republic) bemyndigelse til at tillade privatiseringer af alle større industrier, inklusive bilfabrikker - men med undtagelse af olie.

Irans privatiseringspolitik afspejles i dannelsen af Renault Pars i marts 2004. Denne er et joint venture mellem på den ene side franske Renault, som er ny i Iran, og på den anden side Iran Khodro og Saipa, Irans næststørste bilproducent. Men for første gang var det det multinationale selskab som sad inde med aktiemajoriteten.

Renault har til hensigt at bruge Iran som base for fremstilling af Logan-bilen, en billig ’no luxe’, medium-størrelse Sedan, som i Iran er kendt som ”Tondar’en” (torden på persisk). Renault har investeret 300 millioner euro i projektet, hvilket er den største investering som et multinationalt selskab har foretaget i Iran siden revolutionen i 1979. Logan’en er designet i Frankrig og produceres allerede i Rumænien. Renault går efter at producere og sælge Logan’en på ’de nye markeder’ i den tredje verden for under det halve af prisen for samme bil i Europa. For at kunne gøre dette, må der billige reservedele til og naturligvis billig arbejdskraft.

For at opnå en ordentlig profit, må Renault ikke kun sælge Tondar’en til den iranske middelklasse, men også eksportere den til nabolandene. Dette støder sammen med den islamiske stats planer om at udvikle Iran til en regional økonomisk såvel som politisk supermagt. Iran Khodro er blevet opfordret til at oprette egne joint ventures med lokale firmaer i lande som Syrien, Venezuela, Hviderusland og Azerbaijan, med henblik på at samle nogle af dets andre modeller som f.eks. Samand.

Øget udbytning

Som forberedelse til fremstillingen af Tondar’en har franske og iranske ledere og ingeniører været travlt optaget på Iran Khodro med at omforme produktionsprocessen og introducere moderne fabrikationsteknikker, med henblik på at øge produktiviteten og kvaliteten.

Dele af produktionen er blevet automatiseret med robotter. Dette har ikke lettet arbejdsbyrden, men intensiveret den. Det har ført til dekvalificering hvor arbejderne blot udfører enkle rutineopgaver, som at trykke på knapper. Det har gjort det muligt for ledelsen at rekruttere en større pulje af ufaglært eller tillært arbejdskraft og derigennem underminere jobsikkerheden. Produktionen er nu organiseret på et ’just in time’ basis. Firmaet har kun et meget lille lager af reservedele, og man opererer med hurtige fremstillingsprocesser, afhængigt af kundernes behov. Dette har ført til arbejdsintensivering og øget stress, eftersom ledelsen lægger ansvaret for at opfylde ordrerne på arbejdernes skuldre. Arbejderne skal nu lære kvalitetskontrol efter japansk mønster. De iranske bilers lave kvalitetsniveau er allerede velkendt. For nylig blev spørgsmålet drøftet og kritiseret i det iranske parlament. Ledelsen har nu organiseret ’takapou’-team (indpiskerhold), som holder team- møder for at presse arbejderne til at sætte produktionstempoet i vejret.

Trods det hårde job og den lave løn er der stor rift om job på Iran Khodro. I et land med en officiel arbejdsløshedsrate på 15 %, men i virkeligheden tættere på 30 %, er det frygten for fyring eller for ikke at få fornyet arbejdskontrakten, som får arbejderne til at ’rette ind’. Rekrutteringen er som regel uformel og finder sted gennem personlig anbefaling fra andre arbejdere. Eller arbejderne får job gennem familien eller endog gennem landsbyens forbindelser, hvilket hjælper til at sikre deres loyalitet. Det Islamiske Arbejderråd og fabriks-mullaherne presser arbejderne til at arbejde stadig hårdere. På Iran Khodro findes der - som på alle større iranske arbejdsplader - et særligt islamisk politikorps ved navn Harassat. Dette politikorps har været særligt aktivt på Iran Khodro og været med til at bekæmpe arbejdernes protester - og har arresteret, tilbageholdt og afhørt protesterende arbejderne.

Løsarbejde og kontraktarbejde

Neoliberalismen har over alt i verden ført til deregulering af arbejdsrelationerne og fremkomsten af en ’fleksibel’ arbejdsstyrke. I Iran har neoliberalismen ført til dramatisk stigninger i anvendelsen af kortfristede arbejdskontrakter. Ifølge regeringen arbejder 65 % af de iranske arbejdere på kontrakt. Arbejdsministeriet forudsiger med stolthed at denne ansættelsesform vil blive udbredt til alle arbejdere de kommende år.

Officielt vurderer Iran Khodro at 40 % af dets arbejdere er på midlertidige kontrakter, men arbejderne hævder at tallet er nærmere 70 %. Ledelses, administrativt og religiøst personale arbejder på fuld tid, mens arbejderne alle er på kontrakt.

Ved at ansætte arbejdere på kortfristede kontrakter for mindre end tre måneder, kan arbejdsgiverne omgås arbejdsmarkedslovgivningen, undgå at betale aftrædelsesløn og kan genansætte arbejdere på det laveste lønniveau. Løsarbejde og mangel på tryghed i ansættelsen underminerer arbejdernes enhed og solidaritet på fabrikken. Arbejde bliver hele tiden udliciteret til de mange underentreprenører, og hver enkelt entreprenør fastsætter sine egne regler og lønniveau. Mange arbejdere tvinges til at arbejde under hvad der kaldes ’hvide kontrakter’. Tomme papirsider udleveres til personalet af en Human Ressource Manager (personalechef) og underskrives ved starten af ansættelsen. Ledelsen udfylder herefter lønniveau, og varigheden af kontrakten som det passer dem, og arbejderne har ikke ret til at protestere. Iran Khodro arbejderne siger:

”Et af vores principielle krav er tryghed i ansættelsen, og dette kan kun opnås hvis man dropper tidsbegrænsede kontrakter. Vi iranske arbejdere har ingen tryghed i ansættelsen. I job som burde være permanente, arbejder vi som løsarbejdere eller på kontrakt. De tvinger arbejderne til at underskrive en tom side så at chefen når som helst kan smide os ud. Vi løsarbejdere har ikke ret til arbejdsløshedsunderstøttelse”.

Løn

Kontraktarbejdernes løn er under den officielle fattigdomsgrænse og halter hele tiden bag inflationen. Bonus’er skal bruges til at hæve disse lønninger, men de bliver hele tiden tildelt efter ledelsens skøn og har givet anledning til konstante konflikter og stridigheder på virksomheden. I marts 2006 meddelte ledelsen, at de årlige bonus’er skulle sættes ned selvom produktionen var blevet øget. Arbejderne på bilfabrikken satte øjeblikkelig gang i en række korte strejker og protestmanifestationer, men de blev, af fabriksledelsen og Harassat, forhindret i at organisere et stormøde for alle ansatte på fabrikken. Ledelsen blev ikke desto mindre presset til at give indrømmelser og hæve bonus’erne. Men de fik taget deres hævn ved at fyre 50 arbejdere som de beskrev som førende ’ballademagere’.

Arbejderne protesterede: ”Iran Khodro ledelsen har endnu en gang vist at den kun kender ét sprog, nemlig magtens og afskedigelsens sprog når det gælder forsvaret for kapital og kapitalisme.. . Retten til at strejke er det eneste våben arbejderne har i konfrontation med ledelsens uretfærdigheder. Når ledelsen bruger sådanne metoder over for arbejderne som har arbejdet non-stop i 4 måneder, under tiden i faste nathold og ofte 11 timer i træk uden pauser, uden weekend og fridage, for at øge fabrikkens produktion til topniveau, og så ikke en gang får løn for det, så må man sige at denne ledelse ikke ønsker nogen dialog, den accepterer ikke arbejdernes organisationer og anerkender ikke nogen arbejderrepræsentant. Under sådanne omstændigheder har arbejderne ikke andet valg end at strejke.”

At dø på jobbet

Lav løn og et opskruet arbejdstempo har ført til et øget antal arbejdsulykker og sågar til dødsulykker. Ulykkerne har været årsag til nogle af de største protester på Iran Khodro inden for de seneste år. Mindst 10 arbejdere er enten blevet dræbt i arbejdstiden eller er faldet døde om ved slutningen af et skift. De fleste af disse dødsfald skyldtes hjerteanfald eller udmattelse. Mange arbejdere tager 2 gange 8 timers skiftehold i træk. D. 12. januar 2004 indledte arbejderne på Iran Khodro Ehiya Gostar en strejke i protest mod det opskruede arbejdstempo. De krævede de midlertidige kontraktansættelser fjernet og at alle de ansatte skulle have fuldtidsbetaling og overarbejdsbetaling på natarbejde og ved arbejde i ferier. Et af deres hovedkrav var at der skulle iværksættes en undersøgelse af de unge arbejderes dødsfald og de ansvarlige for dødsfaldene skulle identificeres. Strejken blev ikke nogen succes. Ledelsen foretog ingen undersøgelser, og der blev ikke ændret noget på mønsteret i skifteholdene.

Arbejdere på Iran Khodro har også rapporteret om andre dødsfald: ”Tidligt om morgenen d. 18. maj 2005 blev en 30-årig arbejder på nathold i samleafdelingen på Iran Khodro bilfabrik dræbt i en forfærdelig ulykke på grund af et defekt løfteapparat. Han var den niende arbejder på Iran Khodro, som inden for de sidste to år er blevet offer for de fuldstændig uansvarlige forhold på fabrikken. Manglende oplæring, øgede produktionsmålsætninger, højere tempo, lange arbejdsdage (herunder tvungent overarbejde, weekendarbejde og natarbejde) og deraf følgende overarbejde er medvirkende faktorer til ulykkerne og dødsfaldene. Desuden bliver flere og flere af de ansatte på Iran Khodro - i overensstemmelse med regimets og arbejdsgivernes nationale målsætning - tvunget til at arbejde for private underentreprenører på midlertidige kontrakter med ingen eller kun få rettigheder.”

Faglige organisationer

For at sætte magt bag deres krav forsøger arbejderne fra Iran Khodro sammen med andre arbejdere i resten af Iran at danne deres egne selvstændige fagforeninger - en rettighed som indtil nu er blevet dem nægtet. Under revolutionen i 1979 opbyggede de iranske arbejdere arbejderråd (Shora´er) på arbejdspladserne. Men efter at have konsolideret sig begyndte det islamiske regime at afvikle arbejderrådene og erstatte dem med egne loyale ’islamiske råd’. Fagligt aktive blev fyret, fængslet eller sågar henrettet. De islamiske råd består af ledelse og repræsentanter for arbejderne. Selvom medlemskabet af de islamiske råd varierer meget fra sted til sted er medlemmerne af rådet som hovedregel ikke valgt af arbejderne, men derimod udnævnt af lokale islamiske foreninger.

Sidste år strejkede chaufførerne fra busselskabet Vahed. De forklarer problemet således:

”Siden den islamiske revolution i Iran har regimet ikke tilladt eksistensen af selvstændige fagforeninger. Den eneste ’faglige’ organisation regimet anerkender, er Khaneb Kargar (Arbejdernes Hus). Arbejdsmarkedsloven fastslår at: ’Arbejderne kan etablere islamiske råd og foreninger på arbejdspladsen’. Disse kaldes Shoraya Eslami. De består af repræsentanter for både arbejdere og ledelse. Når først disse organer er blevet oprettet kan ingen andre faglige organisationer dannes. De islamiske råd overvåges af Arbejdernes Hus. Arbejdernes Hus er i bund og grund et redskab for regimet til kontrol af arbejderne. Skønt de tilsyneladende ind i mellem tager sig af arbejderspørgsmål, såsom lønforhold eller f.eks. organisering af en 1. maj demonstration i 2006, er deres aktiviteter i virkeligheden uden indhold. Aktiviteterne har udelukkende til formål at inddæmme og kontrollere arbejdernes utilfredshed.”

Arbejdernes Hus er ikke en fagforening men en politisk organisation, som blev opbygget efter at arbejdernes Shora´er var blevet fjernet. Det har ingen repræsentanter eller tillidsfolk fra arbejdspladserne, men står fra sit kontor i forbindelse med de islamiske Arbejdsråd.

For bilarbejderne er situationen måske værre endnu. Da arbejdsmarkedsloven blev indført i 1985, blev bilarbejderne officielt frataget retten til at danne frie, uafhængige fagforeninger, ligesom de blev frataget strejkeretten. Iran Khodro fabrikken er af Arbejdsministeriet klassificeret som en af Irans allervigtigste industrier, hvor selv en Shora, som er loyal over for regimet, betragtes som ’skadelig for vitale nationale interesser’.

Arbejderne på Iran Khodro stiller følgende retoriske spørgsmål til ILO (International Labour Organisation) i Geneve, som kun anerkender Arbejdernes Hus:

”Hvis vi havde vores egne faglige organisationer, ville det ikke være muligt at fyre en arbejder uden grund. Staten ville ikke kunne tvinge en 200 % inflation ned over hovedet på et arbejdende folk som kun får lønforhøjelse på 10 % til gengæld. Iran Khodro, med dets mere end 30.000 ansatte, har ikke en eneste faglig organisation. Hvorfor giver Arbejdsministeriet ikke engang de islamiske Arbejdsråd - som selv det iranske regime anerkender som lovlige faglige organisationer - tilladelse til at danne lovlige faglige råd her, hvor virksomhedens 30.000 ansatte absolut ingen faglig organisering har?”

Hvilken fremtid?

På dette års officielle 1.maj demonstration blev bureaukraterne fra Arbejdernes Hus pebet ud af arbejdere fra Iran Khodro, buschauffører, strejkende lærere, studenter og andre, som krævede deres afgang. De krævede samtidig ordentlige lønninger og fjernelse af kontraktansættelser. Ved en række gadekampe opløste sikkerhedsstyrkerne demonstrationerne og arresterede aktivister.

Men trods det mod arbejderne har udvist i deres kamp og deres tapperhed ved offentligt at udtrykke solidaritet med hinanden er det bestemt ikke sikkert at arbejderne, som f.eks. bilarbejderne på Iran Khodro kan sejre. De er oppe imod en uhellig alliance mellem iranske arbejdsgivere, vestlige multinationale selskaber og det iranske regime. De sidste 10 år har været præget af massefyringer og de islamiske myndigheders fængslinger af strejkende arbejdere såvel som af deres familiemedlemmer. De står over for den kendsgerning at regimet vil udnytte truslen om militær konflikt med USA til at retfærdiggøre en øget undertrykkelse på arbejdspladserne og i gaderne, præcis som de gjorde det under krigen mellem Iran og Irak i 1980´erne.

Samtidig understreger arbejderne på Iran Khodro at deres kamp ikke skal bruges som undskyldning for et imperialistisk militært angreb på Iran. De takker nej til støtte fra falske venner i Vesten, såsom krigstilhængerne blandt politikerne i USA. Deres kamp retter sig imod såvel kapitalismen - og dermed også imperialismen - som imod den islamiske fundamentalisme. Med formanden for buschaufførernes fagforening ved Vahed Bus Company´s ord:

”Vores fagforening anser ikke dem, der propaganderer for og forbereder sig til krig, for venner eller allierede. Vi afviser på det kraftigste enhver militær aktion mod vores land og advarer arbejderne imod krigstruslen og understreger behovet for at standse en sådan aggression.”

Det er derfor, de iranske arbejdere på Iran Khodro og andre steder ikke alene opfordrer os til at støtte dem i deres aktuelle faglige kamp. De ønsker også at vi aktivt fører kampagne imod vestlig militær intervention og invasion af deres land.

David Mather er lektor ved Institut for Samfundsforhold på Glasgow Caledonian University. Artiklen er oversat af Irene Clausen og Johnna Mortensen fra Internationalt Forums Mellemøstgruppe