Neoliberal magt...og mennesker

Hvad er det for en magt, som holder neoliberalismen sammen og sikrer dens udvikling? Hvad er det for en magt, der holder modstanden på plads? Hvad er det for identiteter neoliberalismen skaber?

Af Torkil Lauesen

Danmark er del af den nye neoliberale verdensorden. Den ser ikke ud til at blive det "lykkeland", som liberalismens fortalere lovede os, da Berlinmuren faldt og alt, hvad der lugtede af socialisme blev trængt i defensiven. Det hed sig, at når bare markedskræfterne blev sluppet løs, ville de skabe velstand til alle, og det liberale demokrati ville betyde frihed til de underkuede folk i Østeuropa og Den tredje Verden. Der var i hvert fald ikke noget alternativ til markedskræfter og vores form for parlamentarisk demokrati. Den store konfrontation var ovre, neoliberalismen havde sejret, og kommunismens spøgelse var manet i jorden.

Men den neoliberale orden skaber kaos. Den polariserer verden i stadig rigere og fattige lande, med rigere og fattigere mennesker. De 358 rigeste mennesker i verden ejer lige så meget, som de fattigste 2,5 milliarder tjener på et år. I kølvandet på de østeuropæiske regimers sammenbrud har racisme og intolerance slået ud i borgerkrig og etnisk udrensning. Gangster-og bingo-kapitalisme har skabt ekstrem fattigdom fra Albanien til Rusland. Der er intet, der tyder på, at neoliberalismen vil bringe Afrika ud ad sin elendighed og skabe vækst i Latinamerika. Og koblingen mellem neoliberalistisk økonomi og central statsstyring i Kina synes at skabe et samfund, der forener det værste i de to systemer: ekstrem udbytning og ekstrem undertrykkelse.

Neoliberalismen er således et system, men et system med mange ansigter, alt efter hvor man befinder sig i den globale arbejdsdeling. Neoliberalismens konsekvenser, udseende og magtmidler er forskellige fra Rusland til Peru og i Danmark. Vi har ikke massiv fattigdom eller en borgerkrig kørende uden for vores vinduer. Det er ikke hæren, politiet og efterretningsvæsnets repression, der holder os på plads og sørger for, at neoliberalismen fungerer. Det er der flere grunde til. Vi befinder os trods alt i en fordelagtig position i den globale arbejdsdeling, det er ikke her, de værste konsekvenser af systemet slår igennem. Trods markedskræfternes øgede magt i forhold til det politiske system, og EU's udhulning af det parlamentariske demokrati, har vores system stadig befolkningens støtte. Der er i hvert fald ingen, der har været i stand til at opstille et alternativ med nogen særlig tiltrækningskraft.

Den globale neoliberalisme er anderledes end den gamle imperialisme. Mens imperialismen bragte velstand -også til den brede befolkning - i Vesteuropa og USA, og dermed en stabilisering af det borgerlige demokrati, polariserer neoliberalismen mennesker i fattige og rige. Velstanden udlignes ikke længere i Danmark. Få får mere og mange får mindre.

Alligevel synes det som om, at modstanden mod neoliberalismen har svært ved at få fat, selv i de grupper som systemet udstøder. Hvad er det for mekanismer, hvad er det for magtforhold, der gør neoliberalismen så stærk? Man kan skelne mellem tre magtformer: den økonomiske, den statslige og den disciplinære:

Pengenes magt

Intet kan lade sig gøre, hvis det ikke kan lade sig gøre økonomisk. Den økonomiske magt er markedskræfterne, det gælder om at købe billigt og sælge dyrt. Det er den private ejendomsret til produktionsmidlerne, hvor målet er den maksimale profit. Dens institutioner er de transnationale firmaer, banker og finansselskaber.

Neoliberalisme er globaliseret kapitalisme. Ford, eller I.B.M. bliver mindre og mindre amerikanske firmaer og mere og mere globale firmaer. Produktionen er globaliseret, de enkelte dele til f.eks. en Ford Mondeo produceres i tyve forskellige lande. Phillips eller Shells profitter hjemtages ikke til Holland, men til det globale finansmarked, hvor de søger efter profitable investeringsmuligheder overalt. Mere end tusind milliarder dollars suser over landegrænserne hver dag.

Markedskræfternes globale magt går tværs over landegrænserne. Hvis kapitalen er utilfreds med de politiske forhold i et land søger den blot et andet, der villigt tilbyder sig. Den nationale statsmagt må i stigende grad opgive at regulere og tilpasse økonomien til menneskers behov, men i stedet søger at tilpasse mennesker til markedets krav.

Den statslige magt

Den statslige magt er det formelle politiske system. Det der skaber lovene og administrerer og udøver dem. Det er Folketinget, regeringen, administrationen. Det er socialvæsnet og om nødvendigt hær, politi og fængsler. I et forsøg på at følge med den økonomiske magts globalisering antager den politiske magt under neoliberalismen også globale former, som f.eks. EU, NAFTA, WTO, Verdensbanken og fMF. Også den hårde del af magtapparatet globaliseres. Hvor det før var USA, som var verdens politibetjent, ser vi nu i stigende grad transnationalisering af undertrykkelses og voldsapparater. Der er en stærkt stigende globalisering af politisamarbejdet. I vores del af verden i form af Schengenaftalen. I de sidste års væbnede konflikter har der ofte været indblandet FN, EU eller andre former for multinationale politi- og militærstyrker. Hvem ville for få år siden have troet, at Danmark ville få en international interventionsstyrke.

Denne udvikling skaber problemer for det nationale politiske system. Den økonomiske magt -markedskræfterne -har kun levnet det politiske system lidet råderum. Og det råderum rykker i stigende grad fra Christiansborg til Bryssel, Strassbourg og ew York. Det politiske system taber legitimitet. Den måde vi styres på, de ideer, normer og vaner, vi har, er under forandring, for at alt kan blive ved det samme, for at kapitalismen i dens neoliberale form hele tiden kan genskabe sig selv og dermed forsætte sin udvikling.

Denne forandring sker ikke kun oppefra via direktiver fra en eller anden politiske magt, den sker nedefra overalt i samfundet, hvor der er menneskelige relationer, via den disciplinerende magt.

Den disciplinære magt

Den disciplinære magt er magtteknikker på mikroplan. Det er overvågning, kontrol og disciplinering. Ikke kun forstået som videokameraer, kropsvisitering og kadaver-disciplin, men også forstået som f.eks. pædagogik , kvalitetskontrol og regler for almindelig god opførsel. Den disciplinære magt er således ikke per definition god eller dårlig. Den er altid tilstede overalt, hvor der er menneskelige relationer: i børnehaven, i skolen, på arbejdspladsen, i familien, i klubben, når vi mødes med venner og bekendte osv. Det er teknikker, som definerer og kontrollerer, hvad der er rigtigt og forkert, normalt eller perverst, usundt eller sundt. Det er teknikker som indlærer os normer og vaner.

Magtteknikkerne allierer sig· med videnskaber, som fortæller os, hvad der er sandt og falsk, med medierne, som fortæller os, hvad der er godt og ondt, med reklamer og mode, der siger, hvad der er in og yt, med kunsten, som fortæller os, hvad der smukt og grimt osv. Den disciplinære magt giver os vores identitet, former vores livsstil, definerer vores holdninger til andre mennesker og tilværelsen.

Det er teknikker, som regulerer os, sorterer os, opdeler os. Disciplinere vores kroppe og sjæle. Gør os medgørlige: Møde til tiden, gøre ting i rigtig rækkefælge, opføre os rigtigt og normalt. Det er sjælens normalisering, der opdeler os i raske og syge, i gale og kloge, i lovlydige og kriminelle, i normale og perverse osv.

Disse definitioner er ikke tilfældige, de supplerer, understøtter, legitimerer og effektiviserer magten. Videnskaben og medierne giver begreberne indhold, definerer hvad der er demokrati, frihed osv. Magt er viden, og viden er magt. De to forstærker gensidigt hinanden,. skaber diskurser: "Der er ikke noget bedre eller noget alternativ til markedskræfterne, de er grundlaget for vores demokrati, og giver os uanede frie valgmuligheder. Socialisme har vist sig at være kilde til ufrihed og diktatur. Og dets økonomiske system er en katastrofe, det gør folk fattige og ødelægger naturen. Individualisme er frihed, mens fællesskabet og solidaritet begrænser det enkelte menneskes frihed osv".

Den disciplinære magt er et tæt net, der gennemvæver samfundet. Den viser sig og udøves, hvor mennesker mødes, i de holdninger de har til hinanden og den måde de opfører sig over for hinanden. Det er denne micromagt, der skaber vore daglige rutiner og normer og regulerer vores adfærd. Den skaber vores forestillinger om, hvordan verden fungerer og er indrettet. Det kan være kønsroller, roller på arbejdsmarkedet eller som forbruger. På den måde er den disciplinære magt med til at opretholde og genskabe neoliberalismen fra dag til dag fra menneske til menneske.

Dette væv af mikromagt-forhold i samfundet supplerer og understøtter hinanden og bliver til magtstrategier - til makromagt-relationer - og skaber dermed globale former for hegemoni. I vores tilfælde den globale kapitalisme neoliberalisme. Den herskende klasse styrer ikke kun ved tvang, med udøver en magt som former og skaber konsensus, som marginaliserer eller inkorporerer alternativer, således at dens styre form fremtræder som nødvendig og den eneste naturlige form.

Neoliberal magt

De tre magtformer - penge, politik og disciplin - overlapper, understøtter og supplerer hinanden. Ejendomsretten er lovmæssigt befæstet. Markedsloven: At søge at købe billigt og sælge dyrt, er en norm vi stræber mod. Normer og vaner bliver til love, og love skaber normer og vaner.

Magt kan derfor heller ikke reduceres til blot økonomiske interesser, eller til statsmagt, eller blot til normer og vaner. De tre magtformers praksisser og strategier smeltede sammen, under konkrete historiske forhold, til den globale neoliberalismes herredømme. Det var på den ene side etableringen af verdensmarkedet, under først Englands, senere USA's politiske ledelse, og på den anden side, modmagtens svigtende evne til at udvikle modstandsstrategier, og skabe konkrete sociale og politiske rammer for socialismen, der kunne mobilisere mennesker for en anden orden. Kort sagt socialismens manglende succes i Østeuropa og dele af den Tredje Verden.

I de enkelte samfund i den globale neoliberale verdensorden spiller de forskellige magtformer ikke den samme rolle. I den fattige del af verden spiller den direkte vold og undertrykkelse en fremtrædende position for at fastholde neoliberalismens dominans.

I vores del af verden udvikles de neoliberale identitetsformer: de holdninger, de menneskeopfatteiser, de diskurser og den livsstil, der breder sig ud over hele kloden, og er med til at fastholde neoliberalismens magt. Denne magt er så stærk, at selv mennesker, der lider under liberalismens økonomiske og politiske konsekvenser, overtager dens identiteter, dens normer.

Vi kender den økonomiske magt, dens lovmæssigheder og institutioner. Vi kender statsmagten, dens undertrykkelsesapparat er ikke til at tage fejl af. Men vi overser ofte den disciplinære magt. Lad os derfor se lidt nærmere på dens resultater.

Det neoliberale menneske

Hvad er det så for en identitet som neoliberalismen skaber og behøver? Hvad er det for holdninger til andre mennesker og samfundet, som skal etableres, for at systemet til stadighed kan genskabe sig selv og udvikle sig? Hvad er det for en sjæl vi får?

Neoliberalismen er konstruktionen af individet som en selvstændig enhed løsrevet fra samfundet. Et frit og selvansvarligt menneske, ikke et menneske som del af et socialt fællesskab, men nærmest i modsætning til dette. Som EU-kommissionen skriver et sted: "solidaritet er en begrænsning af det enkelte individs frihed." Enhver er sin egen lykkes smed.

Den økonomiske identitet

På det økonomiske plan er det den frie arbejder, der "frit" kan sælge sin arbejdskraft på markedet. Arbejdskraften disciplineres til arbejdsmarkedets krav. Man skal se ud og opføre sig på en særlig måde. Arbejdsprocessen overvåges og kontroleres. Når man fyres, frit-stilles man. Hvis man ikke kan få arbejde, er det fordi, man har valgt den forkerte uddannelse, eller fordi prisen på ens arbejdskraft er for høj. Vi skal konkurrere mod hinanden.

Men det neoliberale menneske er ikke kun producent, det er også forbruger. I et marked, der i stadig højere grad karakteriseres af overproduktion, bliver konsumenter stadig vigtigere. Det er ikke vanskeligt at producere - det er vanskeligt at sælge. Hvis disciplinering er magtteknikker i produktionslivet, er forførelse og behovsskabelse magtteknikker konsumtion en.

Det neoliberale menneske er individuel forbruger på et marked, der stadig udvides og uddybes. Der sker en markedsgørelse af alle menneskelige relationer. Vi defineres som forbrugere af omsorg, sundhed og uddannelse. Pleje og omsorg er under stigende pres fra privatisering. Børnene er blevet til skolens kunder. Skolen producerer uddannelse. De forskellige skoler konkurrerer om at tilfredsstille kundernes behov. Som forbrugere må vi selv sørge for at maksimere vores nydelse og selvudfoldelse gennem vores "frie" valg.

Fritid og kultur er under intens kommercialisering. For 30 år siden var musik og film en nicheproduktion, i dag er producenterne blandt de førende transnationale selskaber. Sport er blevet gennemkommercialiseret og er en kæmpe forretning. Tænk på de Olympiske Lege. Elite-udøverne handles på markedet som slaver og er omvandrende reklamesøjler. Sportsrekvisitterne er blevet big business. Vi er udsat for intens påvirkning af reklamer fra tv, aviser og blade, af reklamer i bybilledet - overalt bombarderes vi med reklamer, der skal øge vores forbrug. Forbrug af bestemte produkter og varemærker bliver livsstil, og livsstil bliver forbrug. Ved at kombinere individualisme med kosumerisme har man skabt det neoliberale menneske: "homo komsumos"

Den politiske identitet

Det neoliberale politiske menneske er den frie borger. Individet løsrevet fra det samfundsmæssige fællesskab. Et individ med ret til selvbestemmelse. Denne ret afgiver individet dog straks via stemmesedlen til statsmagten, der så har den legetime ret til at bestemme og styre individerne. Denne legitimitet er imidlertid blevet undergravet af den økonomi ske og politiske globalisering Den gamle nationalstat bliver stadig mere magtesløs over for økonomiske, sociale og økologiske problemer. De internationale organisationer, som råder bod på denne udvikling, som f.eks. EU, har øget afstanden mellem regeringen og de regerede. Alt dette har skabt en krise for det traditionelle politiske system.

I den gamle model var der en alliance mellem eksperterne og politikerne. De definerede vores behov. Hvordan velfærdsstaten skulle indrettes. De bestemte hvordan sundhedsvæsnet, socialvæsnet, skolen, osv. skulle indrettes. Men de er i stigende grad blevet magtesløse. Den globale neoliberalisme har svækket det traditionelle politiske systems magt. Det er markedskræfterne, der bestemmer.

For at løse denne legitimeringskrise må det politiske ansvar for samfundets udvikling derfor flyttes fra staten over til det enkelte individ. Vi skal selv gøres ansvarlige overfor vores egen situation i en verden, hvor markedskræfternes magt gør, at vi har stadig mindre reel indflydelse på vores eget liv. Vi skal selv vælge hvilket hospital, vi vil indlægges på, hvilken skole vores barn skal gå i osv. Og institutioner skal ikke længere styres af staten men af brugerbestyrelser. Vi skal ikke længere styres fra Christiansborg eller fra Bryssel, nej man giver os selv ansvaret for vores bydels udvikling. Vi får lokalråd. Vi skal selv være eksperter, og vi skal selv styre og vælge. Vi skal gøres ansvarlige for vores eget liv, i et system hvor ingen har kontrol over de kræfter der sætter betingelserne. Vi ansvarliggøres for vores egen situation . På den måde skal det neoliberale politiske menneske gengive det politiske system den legitimitet, som det gamle parlamentariske demokrati og den centrale statsmagt har mistet.

Det betyder ikke, at den centrale magt svinder bort. Den præsiderer over dette nye styre og giver dets legitimitet. Den styrer per distance. Hvor det før var socialvidenskabelige eksperter, der definerede hvad der var rigtigt og forkert, er det nu de økonomiske og regnskabsmæssige eksperter, der gennem ramme-budgetter og revision disciplinerer os.

Alt kan i neoliberalismen gøres op i penge. Den røde bundlinie er blevet det centrale kriterium for, hvad der er rigtigt og forkert. Brugerbestyrelserne er an varlige inden for rammerne af budgetter og revision. De økonomiske magtteknikker styrer alt fra sygehuse til universiteter. Deres indhold opgør es således, at det kan gøres til genstand for budgetstyring. Hvad koster det at operere en patient, at uddanne en forsker? Enhver kvalitet omregnes til kvantitet til penge. Revision i dens forskellige former har erstattet eksperternes udsagn, om hvad der er rigtigt og forke1t. Budgetter og revision disciplinerer os til at være ansvarlige, dvs.: holde os inden for rammerne, til at være rentable, til at skabe overskud - til kapitalakkumulation.

I dette nye neoliberale regime af ansvarlige individer er man ikke forpligtet gennem gensidige afhængigheds forhold til sine medborgere. Man søger at tilfredsstille sig selv inden for en række mikro-sammenhænge: i familien, på arbejdspladsen, i skolen, i klubben, i lokalsamfundet.

Dem, der falder igennem dette regime af individuel risk-mangement-konsumtion, dvs. de fattige, arbejdsløse, afvigere, kriminelle selv er uden om det. De har handlet uansvarligt. De marginaliseres, ekskluderes og neutraliseres. At de er havnet i den situation er ikke markedets fejl, ikke det politiske systems fejl, men deres egen fejl. Og dem skal den centrale statsmag t nok tage sig af.

Den "frihed", som neoliberalismen prædiker, er ikke nogen naturlig egenskab indbygget i os, som blot venter på at blive frigjort fra velfærdsstatens spændetrøje og "afhængighedskultur" - for at blomstre og sikre individet maksimal velvære. Den neoliberale frihed er individualistisk egoisme konstrueret via markedsmekanismernes disciplinering, via statsmagtens overvågning og kontrol, via reklamens magt. Det er frihed inden for ganske bestemte rammer, nemlig kapital-akkumulations. Den selvbestemmelse og ansvarlighed, som neoliberalismen markedsfører, er ikke reel. Myndiggørelse og ansvarliggørelse kommer ikke oppe fra, for i så tilfælde er der tale om en disciplinering til en rolle defineret af systemet. Et magtstrategi der skal give os ansvaret for forhold, vi ikke har magt over. Man skal altid være mistænkelig for "magt", man får ovenfra, magt er noget, man må tage nede fra.