Nekrolog over biskop Samuel Ruíz: Han lyttede mere end han talte

Gudrun Gadegaard og Esben Frost, Internationalt Forums Mexicogruppe

I en landsby i marts 2008 fremviste en af de mest aktive af zapatisterne stolt landsbyens uafhængige skole, køkkenhave og kooperative butik som eksempler på zapatisternes forsøg på at skabe en alternativ samfundsmodel fra neden. På hans veranda om aftenen fortalte han videre: Han havde været politisk aktiv hele sit voksne liv og kunne fortælle om dengang i 1970’erne hvor bønderne fra hele området tog ind til Palenque, den nærmeste større by, for at demonstrere med fredelige midler. ”Det virkede ikke, og til sidst indså vi nødvendigheden af danne en væbnet organisation: EZLN.” 

”Vi har altid været imod regeringen her. Vi har altid kæmpet for jord og autonomi, også før vi gik ind i EZLN.”

Han fortalte om hvor vigtig kirken var for folk i landsbyen, og hvilken betydning Samuel Ruíz havde haft: Han blev udpeget til at indlemme så mange lokale som muligt i den katolske tro, men denne biskop var anderledes. Han udførte ikke sit embede ved bare at sidde i domkirken i San Cristóbal de Las Casas. Han tog ud til landsbyerne for at lære bøndernes virkelighed, deres traditioner og ikke mindst deres sprog. Han blev kendt som ”Tatic” som på det lokale indianske sprog betyder fader. 

”Don Samuel, vores Tatic, kom her flere gange og vi havde mange gode lange snakke,” sagde den gamle zapatist med stolthed i stemmen, ”han ville have at vi skulle fortælle ham om vores liv, om landsbyen og om de problemer der var. Han lyttede mere end han talte.” 

Samuel Ruíz var biskop i Chiapas i en menneskealder, fra 1959 til 1999. Allerede i 1970’erne spillede han en afgørende rolle i mobiliseringen af de indianske bønder i højlandet i Chiapas da han deltog i organiseringen af El Primer Congreso Indígena – Den Første Indianske Kongres. Det var en svær balancegang: han skulle på den ene side sørge for at beholde sit embede som biskop i en kirke, der også rummer ekstremt højreorienterede interesser, og på den anden side praktisere den befrielsesteologi som han troede på. Som optakt til kongressen gjorde han noget listigt: Han valgte at stille kirkens lokaler og andre faciliteter til rådighed for de indianske landsbyer, og erklære offentligt, at kirken ikke ville blande sig i det politiske indhold. På den måde tilfredsstillede han højrefløjen, der var imod at kirken tog et standpunkt. Men den konservative del af kirken havde ikke fingeren på pulsen hvad angik stemningen i landsbyerne. Det havde Samuel Ruíz, fordi han havde besøgt dem og ladet dem fortælle ham om deres tanker. Han vidste, at noget stort var i gære og at indholdet på kongressen ville blive politisk sprængfarligt. 

Efter oprøret i 1994 blev Samuel Ruíz valgt som fredsmægler mellem EZLN og regeringen. Dette faldt den konservative del af kirken for brystet. Der blev indledt en voldsom smædekampagne mod ”den røde biskop”, men det lod ikke til at påvirke ham.

Da paramilitære i 1997 slog 45 bønder ihjel i landsbyen Acteal, var det Samuel Ruíz som forestod mindegudstjenesten. Han blev nomineret til Nobels Fredspris for sit arbejde for fred i Chiapas og for sit sociale engagement i anerkendelsen af de indianske rettigheder.

Da en ny biskop trådte til i 1999 betragtede mange stadig Tatic Samuel Ruíz som deres egentlige biskop – dette gælder specielt for de laveste i samfundet. Og det vil hans død ikke ændre på.

Samuel Ruíz sov ind i Mexico City den 24. januar 2011 efter længere tids sygdom. Han blev 86 år gammel.