NATO ekspanderer østpå - hen over hovederne på folk

Den nordatlantiske forsvarsorganisation, NATO, udvider. Det er udvidelser i milliardklassen. Det er udvidelser, der vil få konsekvenser langt ind i næste årtusinde. Det er udvidelser, som hurtigt vil påvirke europæernes måde at tænke sikkerhedspolitik på. 

AF FINN HELD

Rusland opfatter den planlagte udvidelse som en trussel ikke blot mod landets egen sikkerhed, men også mod sikkerheden i Europa.

Det er ikke blot russerne der finder udvidelsen urovækkende. Flere og flere eksperter - og enkelte politikere - i de nuværende NATO-lande er begyndt at vågne op til protester og advarsler. 

NATOs beslutning går ud på, at alliancen skal udvides mod øst. I første omgang vil der formentlig blive tale om Polen, Tjekkiet og Ungarn, men andre østeuropæiske lande har søgt om optagelse: Ungarn, Estland, Letland, Lithauen, Slovakiet, Slovenien, Rumænien, Bulgarien, Makedonien og Albanien. 

I 1995 fastlagde NATO hvilke krav, der skal stilles for at der overhovedet kan tænkes på medlemsskab: nye medlemmer skal være demokratier, de skal havde en fri markedsøkonomi, der skal være fuld kontrol med militæret, og landene må ikke være involveret i grænsestridigheder eller overgreb på etniske mindretal. Kravene gælder ikke nuværende medlemmer. Ellers kunne et land som Tyrkiet ikke være forblevet medlem!

Det er USAs mål, at de første østeuropæiske lande optages i 1999. De første beslutninger træffes i NATO i juli i år, men formentlig skal beslutningerne ratificeres i de enkelte NATO-landes parlamentariske forsamlinger, før en endelig vedtagelse har fundet sted. Der skal være enstemmighed blandt alle nuværende NATO-lande. 

Den planlagte udvidelse med Polen, Tjekkiet og Ungarn bliver billig. Der foreligger meget forskellige tal på beregningerne. Et gennemsnitstal er ca. 100 milliarder dollars over en 12-årig indkørselsperiode. Udgifterne skal deles af de nye og gammel medlemmer. NATO udvider samtidig sine funktioner og sine kompetencer. 

NATO blev til og er fortsat en militær alliance, der kollektivt skal sikre hver enkelt medlemslands territorium mod angreb udefra. Det sker i henhold til pagtens kapitel 5, der fastslår, at angreb på et af landene vil blive betragtet som angreb på alle og udløse et fælles modangreb eventuelt med atomvåben. 

Det nye NATO skal kunne rykke ud uden for sit eget område og blande sig i konflikter i andre lande. Dette er en væsentlig ændring af hele pagtens oprindelige og hidtidige målsætning. 

NATO - North Atlantic Treaty Organization - blev oprettet i 1949, kun få år efter 2. verdenskrigs afslutning. Den blev til med baggrund i modsætninger mellem Sovjetunionen og USA/Vesteuropa og i konkurrencen mellem markedsøkonomi og demokrati på den ene side og statsøkonomi og et-parti-styre på den anden side. Det var den kolde krig, atom-oprustningens og våbenkapløbets tid. 

Den kolossale oprustning har været en medvirkende faktor i den økologiske ødelæggelse af jorden og dens ressourcer. Den gav anledning til voksende angst og bekymring for en krig, der ville lægge al civilisation øde, men også til voksende vrede og til fredsbevægelser og protester. Hvor nødvendig oprustningen var for at bevare freden, vil man aldrig få at vide. Vesten blev faktisk ikke angrebet af Sovjetunionen. Omvæltningerne i de tidligere sovjetiske lande blev igangsat via den russiske præsident Gorbatjovs tilnærmelser til Vesteuropa og USA i 80erne, og siden gennemført af de enkelte landes befolkninger. NATO løsnede ikke et skud i den anledning, hverken til forsvar for Vestens værdier eller til angreb på kommunismens. 

Hvad skal man så bruge NATO til nu? Og endda i udvidet form? 

Argumenterne for at opretholde og udvide NATO kan opdeles i 3 dele

- den gamle fjende er ganske vist borte, men til gengæld er hele verden blevet så usikker, at NATO er nødvendig som sikkerhedsgaranti. 

- en udvidelse af NATO østpå vil derfor yderligere forbedre sikkerheden i Europa (og verden). 

- de enkelte lande har ønsket optagelse i NATO, og det har de deres suveræne ret til. 

Argumenterne over for NATO-udvidelsen er betydelige mere omfattende: 

- En udvidelse af NATO vil ændre på den hidtidige struktur i Europa og sådanne grundlæggende strukturændringer vil altid betyde mere - og ikke mindre - usikkerhed. 

- Konkurrencen mellem ansøgerlande om optagelse og uenighed mellem NATO-landene om, hvem der skal optages vil yderligere skabe usikkerhed om fremtiden. 

- NATO-udvidelsen vil markere et nyt jerntæppe - af nogen kaldt en sølvtæppe - i Europa. 

- NATO-udvidelsen vil nødvendigvis indebære en potentiel trussel mod Rusland og andre østeuropæiske stater, der ikke optages i NATO. 

- Russerne vil opleve udvidelsen som en enorm krænkelse, fordi russerne nødvendigvis må forstå det således, at både det nuværende NATO og de nye NATO-lande opfatter russerne som selve truslen - hvem skulle det ellers være?

- Det er vanskeligt at sige noget om, hvordan en NATO-udvidelse vil påvirke holdningen indenrigspolitisk og militærpolitisk i Rusland, men effekten vil under omstændigheder ikke være konstruktiv og ikke fremme troen på samarbejdet med Vesteuropa. 

- En udvidelse af NATO betyder en militær oprustning i alle NATO-lande, ikke mindst i de nye lande, og igangsætter dermed en ny militær oprustning i et Europa, som har brug for fred og brug for at anvende midlerne til forbedring af almindelige menneskers vilkår og daglige levevis. 

- En udvidelse betyder en udvidelse af det område, atomvåben skal garantere og dermed en slags genbekræfter af hele den atomare afskrækkelsesstrategi.

- En ny sikkerhedspolitisk struktur i Europa vil gå imod civile, integrative bestræbelser som ellers er igang i Europa, f. eks. gennem Partnerskab for fred, Europarådet, OSCR og EU.

- En NATO-strukturering af Europa vil genoplive tidligere tiders fjendebilleder og fjendeforestillinger. Det gælder typisk Polen, som har gode historiske grunde til at betragte russerne - og ikke kun kommunisterne - som en trussel mod landets sikkerhed. 

Nu er det ikke argumenterne der afgør udviklingen i verden. Det er heller ikke altid befolkningerne. I denne sag er ingen af NATO-landenes befolkninger blot et sammenrend af en række landes ministre. Den har udviklet sig som en helt selvstændig - og til en enorm - organisation, som med bekymring i 80erne så på verdens udvikling mod fredeligere tilstande og dermed en voksende sandsynlighed for budgetnedskæringer og afskedigelser. 

Våbenindustriens, som har haft vanskelige forhold efter 1990, vil få bedre vilkår, ikke mindst den amerikanske, der ganske vist allerede dækker ca. halvdelen af verdensmarkedet, men som har lidt under det amerikanske forsvars nedskæringer. Det vil formentlig blive USA der skal sørge for leverancerne til de nye NATO-lande. Og muligvis også skal sørge for financierningsordningerne...

USA har en stærk egeninteresse i at bevare og befæste sin indflydelse i Europa, ikke mindst i en periode, hvor Rusland er en svækket samarbejdspartner. 

Da Danmark blev medlem af NATO i 1949, skete det efter langvarige og meget seriøse overvejelser over andre muligheder for Danmark - f. eks. et nordisk forsvarsforbund. Da vedtagelsen blev besluttet var der demonstrationer og protester.

Udvidelsen af NATO finder sted hen over hovederne på den almindelige befolkninger. 

"NATOs udvidelse kan blive en skæbnesvanger beslutning, som vil koste Europas folk dyrt", sagde præsident Jeltsin, da han efter 8 måneders sygdom og fravær igen talte til det russiske parlament. En række amerikanske og efterhånden også danske eksperter siger det samme. 

Den danske befolkning er ikke blevet spurgt. Pressen - tankevækkende og urovækkende - holdt lav profil.