Når udviklingsbistand bliver magt og business

af Pelle Dragsted og Janne Tynell

Bistandsprojekter er et produkt af god vilje og et ønske om at ændre på sociale uretfærdigheder verden over. Men bistandsprojekter er også magt og tekniske løsninger på politiske problemer, der kan splitte politiske bevægelser og være med til at fratage lokale regeringer ansvaret for at løse sociale og politiske problemer

For kun fem år siden var vejen ud til den lille landsby Nuevo Gualcho i det østlige El Salvador bare en støvet smal grusvej fyldt med sten og huller. I dag er vejen bred og asfalteret. Her tegner børnene ansigter og kæreste-hjerter, og bussen, der passerer landsbyen to gange dagligt, kan komme frem på den halve tid - uden at punktere. "Pengene til vejen har vi fået fra en italiensk bistandsorganisation", siger Roselia glad. "Ligesom pengene til børnehaven og pizzariaet". Hun kan ikke huske, hvem der har betalt sundhedsklinikken, men hun ved bare, at folk med influenza, en forstuvet fod eller tandpine ikke længere behøver at tage bussen ind til den nærmeste større by for at blive behandlet.

Lige som mange andre af kvinderne i Gualcho er Roselia organiseret i en af de kvindeorganisationer som under den 12 år lange borgerkrig fra 1980 til 1992 var tilknyttet befrielsesbevægelsen FMLN (Frente Farabundo Martí para Liberación Nacional). Under krigen kæmpede de fleste af landsbyens mænd og en del af kvinderne mod militærstyrkerne i bjergene, mens de ældre og børnene boede i en flygtningelejr i Honduras. Dengang var social og økonomisk retfærdighed det vigtigste mål for Roselia og de andre kvinder i kvindeorganisationerne og befrielsesbevægelsen. Retfærdigheden skulle opnås via grundlæggende politiske forandringer i samfundet.

På spørgsmålet om hvilke visioner og håb hun har for fremtiden, svarer Roselia i dag: "Vi håber på at få penge til et projekt, der skal forbedre vores skole, og så har vi også søgt om penge til at omdanne den gamle gård oppe ved vejen til museum og kulturhus".

Tekniske løsninger

Eksemplet fra Gualcho illustrerer en af de centrale problemstillinger i forbindelse med bistandsarbejde: Endnu et udviklingsprojekt er den umiddelbare løsning på den sociale og økonomiske ulighed, som gør at millioner af Salvadoranere må leve uden sundhedsklinikker, skoler og ordentlige veje. - En teknisk løsning på et politisk problem. I bogen "The anti-politics machine" diskuterer den engelske teoretiker og kritiker James Ferguson dette problem og peger på, at bistand lige frem er med til at af-politisere politiske problemstillinger.

"Udviklingsprojekter fremstår som neutrale, tekniske handlinger, som er svære at være uenige med. Men udviklingsprojekter udfører reelt meget følsomme politiske handlinger, på en nærmest usynlig måde," skriver Ferguson. En af de "følsomme politiske handlinger", som bistandsarbejdet i Gualcho har bragt med sig, er at befolkningens syn på social forandring har ændret sig. Det er imidlertid urimeligt at betænke Roselia i at ønske sig en bedre skole til sine og resten af landsbyens børn, lige som det er urimeligt at betænke velmenende politisk bevidste organisationer i aktivt at ville omfordele verdens ressourcer. Men eksemplet illustrerer, at bistandsarbejde påvirker befolkningens måde at tænke løsninger på sociale og politiske problemer. De kræfter, som Roselia og hendes kammerater før brugte på at skabe sociale forandringer ad politisk vej, bliver nu brugt på at skrive ansøgninger og forberede nye projekter.

Privatisering af fattigdommen

I Gualcho er de fleste kvinder aktive i kvindeorganisationen MSM (Movimiento Salvadoreño de Mujeres). I de seneste par år har organisationens arbejde koncentreret sig om at implementere udviklingsprojekter i de mindre landsbyer rundt omkring i El Salvador. For kvinderne i Gualcho har det betydet, at de er kommet til at varetage en lang række opgaver, som ellers burde være statens opgaver. Staten (og landsbyens mænd for den sags skyld) kan med andre ord fralægge sig ansvaret for sundhed, infrastruktur, arbejdspladser og børnepasning, der nu finansieres af velmenende udenlandske bistandsorganisationer, som har "privatiseret fattigdommen". Statens fralæggelse af ansvaret er oven i købet legitimeret af de kræfter i samfundet, der tidligere netop har kæmpet for at få staten og magteliten til at tage et socialt ansvar.

Vestligt hegemoni

Når man taler om bistandsprojekter, kommer man ikke uden om at tale om de vestlige - både statslige og ikke-statslige - bistandsorganisationer, som hvert år kanaliserer milliarder af dollars rundt til projekter i hele verden. Som i de fleste andre sammenhænge er det de vestlige organisationer, der sætter dagsordenen for udviklingsbistandens mål, omfang og praktiske implementering. På trods af smukke formuleringer om "projekter på modtagernes egne præmisser" og de seneste års fokus på "empowerment" og "selvstyring", der bygger på reelle og ærværdige intentioner, er det stadig de vestlige donororganisationer, der sidder på kassen, som de kan lukke i, hvis modtagerne ikke gør som donorerne siger eller lever op til deres krav.

De vestlige ikke-statslige organisationer, NGO’erne, er nogle af dem, der ofte fremhæves som de uafhængige organisationer med de komparative fordele, at de kender modtagerorganisationerne og derfor i højere grad er i stand til at inddrage dem i formuleringen og implementeringen af udviklingsprojekter. Den uafhængighed som NGO’erne påkalder sig, bør imidlertid ses i et større perspektiv.

De fleste af organisationerne er helt eller delvist afhængige af de penge, de får fra staten eller store politiske organisationer som EU og FN-systemet. Staten og disse organisationer stiller krav til NGO’erne, om hvilke projekter og tiltag organisationerne kan støtte. En organisation som Ibis kan eksempelvis ikke bare vælge at støtte Cuba, uden at skulle stå skoleret for Danida. Den bistand, som NGO’erne yder, er derfor langt fra politisk uafhængig af regeringsmagter og internationale institutioner.

Den politiske styring af bistanden gør, at der især inden for de senere år er sket en ensretning af bistanden. Skiftende politiske buzzwords eller trends har styret fordelingen af bistandskroner. Det betyder, at ansøgningerne om midler det ene år skal indeholde ordet "oprindelige folk", det næste år "kvinder" og næste år igen "fattigdom," for at trække de store beløb hjem. Denne praksis har også smittet af på modtagerorganisationerne, der har må tilpasse deres retorik og målsætninger til tidens "bistands-trend" eller finde sig i at det f.eks. kan være let at få penge til kvindeprojekter det ene år, men svært det næste.

Bureaukratiet breder sig I kølvandet på de politiske krav der stilles til modtagerorganisationerne, følger en række bureaukratiske krav til opbygning af organisationer og projekter, afrapportering, regnskaber osv. I Nicaragua har dette betydet, at det, der tidligere har været dynamiske politiske og sociale bevægelser med et stort opland og et udviklet demokrati, er blevet til små "firmaer". Politiske aktivister er blevet til ansatte, der indgår i et internt hierarki, og en stor del af organisationernes ressourcer og energi bliver brugt på at tilfredsstille donorernes krav om afrapportering osv. Kritikere peger ligefrem på at kvindebevægelsen i El Salvador er blevet "NGOiseret" Organisationernes fokus og struktur ændres og tilpasses altså i takt med den stærke indflydelse og de mange krav, som vestlige udviklingsorganisationer stiller. I flere tilfælde, som eksempelvis den indianske bevægelse, CONAIE, i Ecuador, som Dagsværk støttede i 1994, eller i kvindebevægelsen i El Salvador har modtagerorganisationernes nye strukturer desuden ført til intern splittelse.

Levebrødsgræsrod

Det er ikke kun modtagerorganisationerne der ændrer karakter. Mange vestlige NGOer har inden for de seneste 20 år undergået en udvikling, der i grove træk går ud på, at de er gået fra at være græsrodsorganisationer til at være firmaer, med ansatte og et stort bureaukratisk maskineri, der bruger mange penge på administration. Organisationernes interesser har derfor også ændret sig. Aktivistarbejdet er blevet til levebrød for de mange ansatte - et 8 til 16 job lige som ethvert andet job.

I dag handler det derfor ikke alene om at sikre de politiske målsætninger og et højt aktivitetsnivau, men også om overlevelse for organisationen, sikring af arbejdspladser, karrierer osv.

På den måde befinder de ansatte sig i en dobbeltrolle. De må leve med den skizofrene rolle, at de på den ene side skal arbejde for at afskaffe deres egen funktion - nemlig, afskaffe fattigdom og skabe social og økonomisk lighed, men på den anden side også sikre deres egen og deres organisations eksistens.

Viden er magt

NGO’erne skal derfor hele tiden skal ud at lede efter nye projekter for at opretholde levebrødet. Det betyder, at de selv må ud for at diagnosticere problemer, der kan danne basis for nye projekter. Dem, der er ansat til at diagnosticere "udviklingsproblemer" er altså samtidig, dem, der tilbyder løsninger på problemerne.

Den viden hvormed de vestlige NGO’er diagnosticerer problemer i Tredje Verdens lande, stammer i høj grad fra de vestlige uddannelsesinstitutioner, der producerer en bestemt viden om "udvikling", "fattigdom", "Den Tredje Verden" osv. Med den viden møder bistandsarbejdere befolkningen i modtagerlandene, og det har en stor betydning for, hvordan befolkningen i modtagerlandene handler og ser sig selv, deres egne ønsker og behov.

Hvad så?

Bistandsarbejde alene ændrer ikke verden, og de utilsigtede effekter af udviklingsbistanden er så omfattende, at man kan fristes til spørge sig selv, om visse projekter ikke skader mere end de gavner. Samtidig rejser ovenstående kritik unægtelig spørgsmålene: Nytter det overhovedet at hjælpe på denne måde, og hvis ikke - hvad nytter så? Internationalt Forum har intet endeligt svar på disse spørgsmål, men ønsker med denne kritik at give bolden op til en grundig diskussion af perspektiverne i udviklingsarbejdet.

Internationalt Forum og Dagsværkkampagnen 2001

Internationalt Forum har i år valgt at føre et Dagsværkprojekt ud i livet. Et projekt, som giver mulighed for at sætte fokus på en del af de temaer og problemstillinger, som IF i forvejen arbejder med. IF er glade og stolte over at deltage i Dagsværk-kampagnen 2001, men ønsker også at tage hul på hele diskussionen om bistandsarbejdets fordele og ulemper. På baggrund af tidligere erfaringer fra bistandsarbejde især i Latinamerika vil vi i artiklen problematisere udviklingsbistanden. Vi vil først og fremmest skitsere nogle af dens utilsigtede og negative effekter. Artiklen skal derfor ikke læses som en anke imod enkelte projekter, snarere som et oplæg til diskussion.